Læsetid: 5 min.

Fantasien kan lindre, når det gør ondt

I sin første spillefilm, den engelsksprogede ’I Kill Giants’, fortæller den tidligere tegneserieskaber, danske Anders Walter om, hvordan børn kan bruge fantasien som flugt og som et rum, hvor man kan holde en smertefuld virkelighed på afstand. Det er dog vigtigt for sorgbearbejdelse, at man i sidste ende skelner mellem virkelighed og fantasi og taler med andre mennesker
Anders Walter kalder selv ’I Kill Giants’ en stemningsfilm. Den tager sig tid til at bygge sine figurer op og stille en masse spørgsmål, også til publikum. Hvad er sandt og virkeligt?

Anders Walter kalder selv ’I Kill Giants’ en stemningsfilm. Den tager sig tid til at bygge sine figurer op og stille en masse spørgsmål, også til publikum. Hvad er sandt og virkeligt?

Sigrid Nygaard

5. juli 2018

Fantasi har altid betydet meget for Anders Walter, og han er optaget af at finde ud af, hvad fantasien kan bruges til, især hos børn. Det er en af de ting, han beskæftiger sig med i stort set alle sine film, både kortfilmene Helium og 9 meter og nu også den første spillefilm, den engelsksprogede I Kill Giants.

»Når man vokser op som et barn, der kan lide at fortælle historier og skrive og lave tegneserier, så lever man meget i en fantasiboble,« siger 40-årige Walter, der skabte tegneserier i 20 år, før han for blot fem år siden besluttede sig for i stedet at lave film.

»Da jeg som voksen begyndte at fortælle historier, var jeg drevet af en dyb fascination af en fantasiverden, som stadig er meget present hos mig. Jeg kan også godt se den med et perspektiv og fornemme, hvilken styrke den har hos børn. Børn tror på det og kan opbygge ting og sager, som er fuldstændig virkelige for dem.«

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bettina Jensen

Fantasien som flugt fra sorg, som et rum der hindrer en smertefuld kontakt med virkeligheden. Hvad med fantasien som overgangsfænomen, som en abstrakt/symbolsk begyndende bearbejdning af sorg - og frygt? Pans Labyrint (af del Toro, 2006) er et meget godt eksempel på sidstnævnte - og en film som har både politisk, filosofisk, æstetisk og dannelsesmæsig styrke. Måske vil Walther noget af det samme.