Læsetid: 5 min.

Fantasien kan lindre, når det gør ondt

I sin første spillefilm, den engelsksprogede ’I Kill Giants’, fortæller den tidligere tegneserieskaber, danske Anders Walter om, hvordan børn kan bruge fantasien som flugt og som et rum, hvor man kan holde en smertefuld virkelighed på afstand. Det er dog vigtigt for sorgbearbejdelse, at man i sidste ende skelner mellem virkelighed og fantasi og taler med andre mennesker
Anders Walter kalder selv ’I Kill Giants’ en stemningsfilm. Den tager sig tid til at bygge sine figurer op og stille en masse spørgsmål, også til publikum. Hvad er sandt og virkeligt?

Anders Walter kalder selv ’I Kill Giants’ en stemningsfilm. Den tager sig tid til at bygge sine figurer op og stille en masse spørgsmål, også til publikum. Hvad er sandt og virkeligt?

Sigrid Nygaard

5. juli 2018

Fantasi har altid betydet meget for Anders Walter, og han er optaget af at finde ud af, hvad fantasien kan bruges til, især hos børn. Det er en af de ting, han beskæftiger sig med i stort set alle sine film, både kortfilmene Helium og 9 meter og nu også den første spillefilm, den engelsksprogede I Kill Giants.

»Når man vokser op som et barn, der kan lide at fortælle historier og skrive og lave tegneserier, så lever man meget i en fantasiboble,« siger 40-årige Walter, der skabte tegneserier i 20 år, før han for blot fem år siden besluttede sig for i stedet at lave film.

»Da jeg som voksen begyndte at fortælle historier, var jeg drevet af en dyb fascination af en fantasiverden, som stadig er meget present hos mig. Jeg kan også godt se den med et perspektiv og fornemme, hvilken styrke den har hos børn. Børn tror på det og kan opbygge ting og sager, som er fuldstændig virkelige for dem.«

Det gør Barbara Thorson, den 13-årige hovedperson i I Kill Giants, en dansk-belgisk-amerikansk film, der er baseret på en tegneserie af Joe Kelly, som også har skrevet manuskriptet. Barbara bor sammen med sine to større søskende i et hus ved havet, og hun kæmper indædt for at beskytte sin familie og byen, de bor i, mod de kæmper og titaner, der lurer i horisonten, og som er ude på at ødelægge alt og alle. Spørgsmålet er dog, om de farlige væsener er virkelighed eller fantasi, og hvis det er fantasi, hvad Barbara så reelt er bange for.

Sigrid Nygaard

Fantasien er et visir

Anders Walter siger, at han aldrig selv har brugt fantasien som en flugt, men det smukke er, at fantasien kan smertelindre. Det gør den for Barbara.

»Hvis der sker noget i et barns liv, der er for voldsomt, så er det et sted, man kan være, indtil man igen måske kan kapere det, der sker,« siger Walter.

»Hvis man er omringet af sygdom, har man brug for at kunne hjælpe. Det har vi alle sammen. Barbara opfinder en verden og en modstand, der gør, at hun føler, at hun gør en forskel. Det er vildt inspirerende, smukt og rørende, at børn kan det – at de har fået den gave. Hvordan skal de ellers kunne forholde sig til at miste en forælder eller selv skulle dø? Hvordan skal man kunne have en dialog om den slags med en seksårig, hvis man ikke kan tage fantasien og barnets tro på den til hjælp?«

Den danske instruktørs Oscarvindende kortfilm, Helium, handler om en dreng, der skal dø, og om hospitalsportøren, der bruger fantasien til at trøste ham.

»I Helium er fantasien et rum, der bliver skabt mellem to mennesker, en voksen og et barn. Der er en kontakt og en kontrakt om, at det er noget, de gør sammen. Det er der også, når man læser højt for sit barn. I I Kill Giants’ tilfælde er det en smule destruktivt for Barbara. Det er en fantasiverden, som hun fuldstændig egenrådigt opfinder, og en måde, hun holder hele verden væk på. Det er et visir og en beskyttelsesmekanisme, der betyder, at hun ikke skal føle noget eller forholde sig til den virkelige verden,« siger Walter.

Barbara finder dog ud af, at fantasien nok lindrer, når det gør ondt, men at man er nødt til at forlade den på et tidspunkt.

»Det er kun, synes jeg, gennem menneskelig kontakt, at man kommer igennem en sorgproces. Og det er også det, der sker i Barbaras tilfælde. Uden at sige for meget. Man er nødt til at række ud efter nogle andre mennesker. Man er nødt til at tale med nogen om det.«

Hvad er sandt?

Anders Walter kalder I Kill Giants en stemningsfilm, og han vedkender sig gerne, at han i hvert fald til sidst skruer op for sentimentaliteten. Men han var samtidig meget bevidst om ikke at gøre filmen for sentimental ved f.eks. at afsløre alting om sin kantede hovedperson på forhånd. På den måde ville han måske kunne have gjort Barbara mere sympatisk, fordi man vidste, hvorfor hun holder verden på afstand. Det ville også have været en helt anden film, som han ikke var interesseret i at lave.

»Jeg er helt tosset med stemningen i filmen. Den tager sig tid til at bygge sine figurer op og stille en masse spørgsmål, også til publikum. Hvad er sandt og virkeligt?« 

Sigrid Nygaard

Da Walter begyndte at arbejde på filmen, var manuskriptet ikke blot fuld af kæmper og titaner, men af mange andre elementer, som tydeligvis var produkter af Barbaras fantasi. Det brød han sig ikke om, og han fik det taget ud. 

»Hvis man fra begyndelsen viser, at en pige lever i en fantasiverden, bliver giganterne og titanerne også meget hurtigt til fantasi. Det er også derfor, at filmen visuelt er løst så realistisk, som den er. Vi oplever de ting, der sker, sammen med Barbara. Hun er helt derude, hvor hun tror så meget på det, at hun lever sig 100 procent ind i det,« siger han.

Skal ses i biografen

Fordi Barbara tager kæmperne og titanerne alvorligt, er publikum nødt til det – også for at kunne tage hende alvorligt. Ellers er der ikke noget på spil, og så bliver det fuldstændig ligegyldigt. Derfor har Anders Walter og filmholdet brugt masser af tid og kræfter på at skabe Barbaras univers med alle de detaljer, ikke mindst i forhold til hendes forskellige skjulesteder og ritualer, der gør det levende og troværdigt.

»Skulle filmen fungere, skulle man møde og forstå det her barn i øjenhøjde og behandle det med respekt og ikke tale ned til barnet eller publikum. Det var vigtigt med en detaljerigdom og stoflighed i forhold til Barbaras verden,« siger han.

»Hun er den her organiske pige, som lever i pagt med naturen, jord under neglene, hendes måde at bygge fælder op på, hendes påklædning og det hjemmesyede, hendes tegninger på skoene. Det var i virkeligheden dér, man lavede filmen. Det skulle være en verden, man havde lyst til at være en del af. Og er man ikke selv ung, eller har man ikke børn, kan man blive mindet om, hvordan man havde det engang.«

Det var en fantastisk proces for Walter, der argumenterer for, at man skal se I Kill Giants i biografen.

»Det skal alle film naturligvis. Men det handler så meget om detaljerne i filmen. En lille fjer, der svæver i vinden, og musikken, der gør nogle bestemte ting, og stilheden eller mangel på samme, der bygger en stemning op. I Kill Giants er en langsom film. Den meditative ro, der er nødvendig for at kunne få det fulde udbytte af filmen, synes jeg i hvert fald selv kun, at jeg oplever i biffen.«

’I Kill Giants’ har premiere torsdag. Anmeldelse her:

Pigen Barbaras (Madison Wolfe) angst for at miste sine kære manifesterer sig som overnaturlige væsener i ’I Kill Giants’.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bettina Jensen

Fantasien som flugt fra sorg, som et rum der hindrer en smertefuld kontakt med virkeligheden. Hvad med fantasien som overgangsfænomen, som en abstrakt/symbolsk begyndende bearbejdning af sorg - og frygt? Pans Labyrint (af del Toro, 2006) er et meget godt eksempel på sidstnævnte - og en film som har både politisk, filosofisk, æstetisk og dannelsesmæsig styrke. Måske vil Walther noget af det samme.