Læsetid: 4 min.

Hvis Frankrig vinder VM, er det et nederlag til den franske nationalisme

VM-finalen mellem Kroatien og Frankrig er en finale mellem et eksplosivt lilleputhold og et regnbuehold med et betonforsvar
Da Mario Mandžukić scorede det afgørende mål til 2-1 mod England i semifinalen, endte en kameramand i midten af glæden. Med kroatere liggende på maven og benene af ham fik han sit livs billeder.

Da Mario Mandžukić scorede det afgørende mål til 2-1 mod England i semifinalen, endte en kameramand i midten af glæden. Med kroatere liggende på maven og benene af ham fik han sit livs billeder.

YURI CORTEZ

13. juli 2018

Nogle gange er sport defineret af kontraster:

Onsdag aften fra Moskva var der de eksplosive billeder af Kroatiens Mario Mandžukić, der scorer lilleputnationens afgørende mål til 2-1 i forlænget spilletid og sikrer billetten til finalen mod Frankrig på søndag.

Spillerne kaster sig i en klump af kroppe, og en kameramand kommer i vejen for glæden. Med kroatere liggende ovenpå hans mave og ben får han sit livs billeder.

Ivan Rakitic kommer på højkant og giver kameramanden kys på kinden.

»Er du okay?« tror jeg, han siger.

Han har fået nogle knubs, men herregud, hele kloden er sendt til karneval, billederne flimrer fra dybet af kroatisk passion, og den får sit ikoniske punktum efter kampen, da træneren, Zlatko Dalic, halvt grinende, halvt grædende arm i arm med VM’s bedste spiller, Luka Modric, vinker ud til de rød- og hvidternede fans.

Det var deres sejr. Kaptajnen på sidelinjen og generalen på grønsværen.

Og et helt andet billede.

Frankrigs træner, Didier Deschamps, der i halen på Samuel Umtitis 1-0-mål tidligt i semifinalen mod Belgien aftenen før igen og igen med lange, myndige fagter beordrer sine tropper – også de ivrige, flamboyante af dem, Paul Pogba, N’Golo Kanté, Olivier Giroud – med tilbage i det betonforsvar, som i den grad har tegnet VM i Rusland. Inklusive det danske bidrag.

Det er en magtdemonstration. Men det er også triumf som retræte, der bliver kontrolleret af forsvarsministre og cool kontraløbere.

Kritikere kalder det antifodbold.

»Frankrig header på et hjørnespark og gør ikke andet end at forsvare resten af kampen,« udtalte Belgiens målmand, Thibaut Courtois, til den belgiske sportskanal Sporza.

»Jeg ville have foretrukket at tabe i kvartfinalen til Brasilien. Det var i det mindste et mandskab, der ville spille fodbold. Frankrig er bare et anti-fodboldhold,« sluttede Courtois.

Holdkammeraten Eden Hazard fulgte trop.

»Jeg vil hellere tabe med dét her Belgien end vinde med dét Frankrig. Men jeg giver dem, at de forsvarer sig stærkt, og de er uhyre effektive. Vi fandt ikke deres svage punkt. Det lille, magiske øjeblik, hvor vi kunne score, var der bare ikke,« udtalte Hazard til Het Nieuwsblad.

Belgierne havde bolden 64 procent af tiden i kampen mod Frankrig.

Med Kylian Mbappé som den nye, store stjerne, en Antoine Griezmann i rollen som verdens mest effektive forward og en kompakt, defensiv midtbane er der tilsyneladende ikke noget hold, der kan matche dem.

Hverken på rå talent eller taktisk.

Nu har franskmændene chancen for at rejse sig fra nederlaget mod Portugal ved sidste EM og tumulten fra VM i 2010.

»Géneration black – blanc – beur« kaldte de dem i 1998, da de vandt VM på hjemmebane.

Zinedine Zidane, berberen fra Marseille, var folkehelt, og Lilian Thuram stod som symbolet på en progressiv inklusionspolitik, der senere skulle vokse ud over grænserne til Tysklands legendariske multikulti fra 2006.

Det var før finanskrise og terrorangreb. Les Bleus var på alles læber, og jo mere fremmedartede, de så ud, jo bedre.

Youri Djorkaeff var næsten armenier. Forsvarsspilleren Thuram var født i Pointe-à-Pitre på den caribiske ø Guadeloupe. Venstrebacken Bixente Lizarazu var fra Baskerlandet. Midtbaneguden Patrick Vieira blev født i Senegal. Og Zidane, som alle franske frøkener og fruer lige pludselig ville kysse med, voksede op i La Castellane, den narkobefængte bydel i Marseille, sammen med sine algierske forældre og søskende.

Da Zidanes familie kom til landet, skiftede immigrationsmyndighederne det oprindelige Zidat ud med det mere fransk klingende Zidane, og i 1998 kunne det ikke være mere fransk.

Philippe Sollers krævede Zidane som statsminister, og filosoffen Pascal Boniface talte om »den nye oplysning« i Frankrig.

Eneste mistroiske stemme var Front Nationals Jean-Marie Le Pen, som betvivlede den fædrelandske loyalitet blandt les beur – nordafrikanerne.

Men folket var enige. Le Pen var en idiot, og Zidane havde dejlige fødder og et halvskaldet hoved, der kunne knalde kasser i buret. Regnbueholdet var født.

Zidane var den perfekte hybrid af maskulinitet og poesi. Med ham blev Algier-krigens spøgelse fra 50’erne og 60’erne definitivt skudt i smadder. I vandt krigen, kunne Frankrig sige om Algeriet, men vi vandt VM. Men det var selvfølgelig også den endegyldige sejr til nationalismen: Domesticeringen af den vilde araber.

Den grimme kontrast ved VM i 2010 skyldtes ikke racistiske polariseringer alene. Den handlede snarere om en desperat beskyttelse af machismoen.

Dybest set mente Nicolas Anelka, som blev strittet af mandskabet, da Frankrig spillede mod Mexico ved VM i Sydafrika, at træneren, Raymond Domenech, var en slap bøsserøv. Da Franck Ribéry nægtede at aflevere bolden til Yoann Gourcuff, var det, fordi Gourcuff var en forpulet prettyboy – un beau gosse.

I folkemunde blev det skandaløse 2010-hold kaldt l’equipe racaille, holdet med trash-spillere. Lortemandskabet.

På søndag har Frankrig chancen for at viske det meste af historien væk og beholde det bedste. Med eller uden kontraster og lykkenedlagte kameramænd.

Kampen begynder søndag kl. 17 og vises på DR1. Optakten begynder kl. 15:30.

Serie

VM i fodbold 2018

VM 2018 står for døren, og vi gør på Information det, vi prøver på altid at gøre: Vi skærer alt det uvæsentlige fra og leverer hver dag den ene artikel fra VM i fodbold, som du skal læse, hvis du ikke vil læse andet. Vi gør dig klogere på en begivenhed, man indimellem kan frygte, at man bliver lidt dummere af. Følg vores dækning her.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • ingemaje lange
ingemaje lange anbefalede denne artikel

Kommentarer

Søren Kristensen

"Xic" må svare til vores "sen" i fx Olsen. Livakovic, Strinic, Perisic, Raketic, Kovacic, Kramaric, Modric, Brozovic, Kalinic, Mandzukic, Rebic, Pivaric og Subasic. Med 52% ic´er i samme trup kan man ikke være særligt plaget af globalisering.