Læsetid: 5 min.

Hvad var det i grunden, Carl Fredrik Hill så?

C. F. Hill blev først afvist i etablerede kredse, men han forstod, at de virkelig nyskabende i kunstens verden ikke uden videre kan regne med forståelse fra dem, der tænker mere konventionelt
C. F. Hill blev først afvist i etablerede kredse, men han forstod, at de virkelig nyskabende i kunstens verden ikke uden videre kan regne med forståelse fra dem, der tænker mere konventionelt
26. juli 2018

C. F. Hill, den senere så berømte maler, omend ikke på sine egne betingelser, og ind imellem også digter, blev født i Lund den 31. maj, 1849. Faderen var professor i matematik på universitetet og moderen af præsteslægt. Hun skal have været mild og god, mens far var lidt af en tyran.

Alligevel fik den mærkelige dreng, der kun ville male og tegne, i 1871 lov til at komme på kunstakademiet i Stockholm. Der lærte han sit håndværk.

»I kunsten mere end i noget andet beror alting på et grænseløst arbejde,« sagde han.

Så rejste han til Frankrig, hvor det nye stod forrest, og havde på sørejsen til Lübeck selskab af en anden af svensk kunsts store outsidere, Ernst Josephson.

I Paris fægtede han sig igennem, som unge kunstnere traditionelt altid har gjort i denne charmerende og hjerteløse by. Det gik egentlig meget godt. I 1875 fik han et billede med på Salonen (en årlig kunstudstilling, red.), og selv om faderen døde, og der ikke kom flere penge hjemmefra, fortsatte han slidet, da han vendte tilbage til Paris efter at have været hjemme til begravelsen.

Nu isolerede han sig imidlertid, han arbejdede alene og oplevede verdensbyen som »en tætbefolket ørken«. Han opsøgte de primitive på Louvre, især ægypternes gravfresker. Han kæmpede ensomt med sit maleri og sine visioner.

I 1876 blev han afvist på Salonen, men forstod naturligvis, at de virkelig nyskabende i kunstens verden ikke uden videre kan regne med forståelse fra dem, der tænker mere konventionelt.

Men hellere dø end efterligne nogen, heller ikke impressionisterne, hvis arbejder han kendte og studerede.

Han flyttede til fiskerlejet Luc-sur-Mer i Normandiet og malede på stranden.

Billeder ud gennem vinduet

»Tyngden forsvinder i hans maleri. Lyse lette luftige værker opstår. Han er blevet budt velkommen som en lovende kunstner i den konventionelle kunstverden, nu går han sin egen vej. Maleriet frigøres. Både pensel og kniv kommer i anvendelse. Stormhimle træder frem, og naturens ødselhed fascinerer ham. Efteråret 1877 forbereder han sig på at deltage i Verdensudstillingen i 1878 og skriver i et julebrev, at han vil male ’Kristus på en trone med to engle og Nøkken siddende i en fos spillende på guldharpe’.«

Denne beskrivelse er den svenske forfatter Percivals i forordet til det lille udvalg af Hills digte, der udkom i 1975 som nummer 16 i FIBS lyrikklubbs »lille serie«.

Hill bliver syg og bryder sammen i foråret 1878. Han kommer på sindssygehospital i Frankrig og bliver der to et halvt år. I juni 1880 rejser han hjemad. Et stykke tid er han hospitalspatient i Lund og lever så resten af sit liv under rolige former, d.v.s. stort set indespærret, i sit barndomshjem. Han maler og tegner uafbrudt, sommetider kaster han sine billeder ud i verden gennem vinduet. Ved sin død i 1811 efterlader han sig flere tusinde.

»Hill siges i sit såkaldte syge maleri at være en gentagelsens mester, han så symboler overalt og i alting. Det er også tænkeligt, at han beholdt sit barnesind, eller at barnesindet genopstod i ham, og at han derfor kunne læse en skjult betydning i den natur og de ting, der for de mindre følsomme mennesker blot er overflader, der glider forbi,« skriver Percival.

Carl Fredrik Hill (1849-1911)

  • Svensk maler og tegner.
  • Efter studier ved kunstakademiet i Stockholm rejste Carl Fredrik Hill i 1873 til Paris, hvor det især blev Camille Corot og Barbizon-skolen, der påvirkede hans tidlige landskabsmalerier.
  • Frem til 1878 var hans billeder lysfyldte, præget af harmoni og idyl. Herefter blev han uhelbredeligt sindssyg og vendte tilbage til Sverige, hvor han sammen med moderen og søsteren Hedda levede en afsondret tilværelse med sin kunst.
  • I sygdomsperioden producerede han tegninger og pasteller ofte med brug af aviser og andet genbrugspapir som materiale.
  • I heftigt glødende farver og med dramatiske linjer bevægede han sig mellem stærke yderligheder, fra besynderlige, syndflodsagtige fantasilandskaber fyldt med skræmte, deformerede figurer til paradisiske drømmelandskaber.

Det er de syge billeder, der har interesseret eftertiden, og man kan næppe nogensinde blive færdig med at undre sig over, hvad det egentlig er, der foregår i dem.

Hvad det egentlige, egentlig er.

Det er jo sandt nok, at gentagelsen spiller en afgørende rolle, at det synes at være den skizofrene gentagelsestvang, der styrer værket, og at det således bliver taget ud af hænderne på den mesterlige maler, at det er noget andet, der maler nu.

Men hvem eller hvad er dette andet? Hills stort set samtidige, digteren Arthur Rimbaud, talte om det i sit såkaldte ’seerbrev’. Hvad var det, han så? Hvad var det, Hill så?

En anden puls

I det tyvende århundrede har den slags billeder, den slags syn, spillet en stor rolle i de forskellige avantgardebevægelser, der har søgt andre impulser, en anden puls i en anden rytme, hvor som helst bare ude af denne verden, som en tidlig dyrker af sådanne bevægelser, digteren Charles Baudelaire, formulerede det. Man søgte den anden, nye puls i den rytme, hvormed ord og farver danner former.

Selv om billederne kan synes formløse, er det uden tvivl formen, der er deres væsentligste bestræbelse. Antonin Artaud er nok den mest beslægtede, og den væsentligste, blandt Hills efterfølgere, skønt han næppe kan have kendt noget videre til hans værker. Men de levede i samme verden, kan man sige, den verden, Hill styrtede ind i, da det skønne landskab brast omkring ham, da træerne visnede og krøllede sammen, da hulerne fik tænder.

I den verden kommer alt til at stå foran os, alle ting står der ligesom splittede og gennemblæste af en brændende elektrisk vind i en konstant tilblivelsessituation, der af Artaud beskrives som det »at stå alene midt i kætterbålet og sende signaler gennem flammerne«.

Alene, men alligevel ikke alene. Der stod også Vincent van Gogh, til han døde i 1890. Det er en stamme, der står der.

I et af Hills mest besynderlige og bevægende billeder fra det sted regner bogstaverne i hans navn som en skæv skrift fra himlen ned over hans livs ruiner og ødemarker.

Det er billedet, der brænder ned, og i dets brænden ned ser man, fordi det skønne billede, der engang boede på Salonen, ikke længere findes, det nye, det andet komme frem med sine forstyrrende kræfter.

Man ser det nye, men nogen skal rydde forhindringerne af vejen, så man kan se det, og nogen skal betale prisen. Det er, hvad de gør i den stamme.

Det gjorde Carl Fredrik Hill.

Serie

30 suveræne svenskere

Efter vores kanon over tysk kultur og russisk kultur portrætterer Information nu 30 svenskere, der suverænt har formet ikke blot svensk kultur, samfund og selvforståelse, men som også har formet, inspireret og forandret os her over Sundet – med blandt andet botanik, pop, poesi, film, politik, dramatik, ulovlig streaming og billige møbler.

Seneste artikler

  • På grund af Astrid Lindgren vokser de fleste skandinaviske børn op i Småland

    17. august 2018
    Astrid Lindgren måtte svigte et barn, da hun nærmest selv stadig var et. Måske var det derfor, hun altid blev anfægtet på børns vegne. Og derfor hun altid opfandt en Søndeneng, et Nangijala, en Mattisskov, hvor de kunne sejle med deres barkbåde, kæmpe mod drager, synge som en nattergal, mødes med de underjordiske og bestemme over deres egen skæbne
  • Gunnar Ekelöf skabte sit eget ensomme kongerige i skandinavisk litteratur

    17. august 2018
    Den svenske digter Gunnar Ekelöf var sine læseres bedste ven, digternes digter, forskernes udfordring og tænkernes inspiration. Og så lærte han os at stole på ensomheden, lytte til naturen og være samtidige med oldtiden
  • Gud skabte – Linné ordnede

    17. august 2018
    Præstesønnen fra Småland skabte et sprog til at benævne den levende verden, indførte en slags arternes ligestilling og pegede frem mod Darwins evolutionslære 124 år senere
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jørn Andersen
Jørn Andersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu