Læsetid: 5 min.

Her er historienørdernes podcast-anbefalinger – fra Hardcore History til Tidsånd på P1

Historieformidling har haft et lidt støvet ry, men sådan er det ikke længere. Podcasts om historie formår både at underholde og gå i dybden med et område, så selv forskerne er begejstrerede. Det inviterer os ind i en auditiv tidsmaskine, der tilbyder overraskelser med alt fra historien om USA’s første bøssebar til døberbevægelsen i Münster
Historieformidling har haft et lidt støvet ry, men sådan er det ikke længere. Podcasts om historie formår både at underholde og gå i dybden med et område, så selv forskerne er begejstrerede. Det inviterer os ind i en auditiv tidsmaskine, der tilbyder overraskelser med alt fra historien om USA’s første bøssebar til døberbevægelsen i Münster

Mia Mottelson

10. juli 2018

Anders Olling

Journalist og podcastproducent på Politiken, står bag podcastserien Kongerækken.

»Podcasten Dan Carlin’s Hardcore History er på mange måder lidt for meget, men jeg hører den stadig. Den har sådan en rigtig Hollywood-speak som intro, som man kender fra filmtrailere, og værten spiller sit manuskript. De har bl.a. lavet en serie om Første Verdenskrig, »Blueprint for Armageddon«, der er helt vildt god. Og så lavede de ét afsnit, der hedder »Prophets of Doom!«, om gendøberbevægelsen, der kom ud af Reformationen. 

De lavede en bystat i Münster, som var noget af et rædselsregime. Der var bl.a. tvungen polygami, og bevægelsens leder førte samtaler med en usynlig Jesus, som ’tvang’ ham til at henrette folk og den slags.

Da byen falder, bliver lederne torteret, henrettet og hejst i stålbure på kirkemuren. Burene hænger der stadig. Dan Carlin er blevet kritiseret for at gå efter de mest dramatiske kilder, men som historieunderholdning er det virkelig godt. Hans seneste program er seks timer om atombomben, det skal jeg også have hørt.«

Arktiske Historier er en sindssyg fed dansk podcast, som Arktisk Institut udgav. Den handler om Danmarks adfærd i Grønland, en mindre belyst side af danmarkshistorien.

Det er ph.d. i historie Iben Bjørnsson, der har lavet den. Det er en klassisk podcast med én fortæller, men den er utroligt informativ og godt produceret. Hun har virkelig gravet i nogle dagbøger, og det kommer der nogle gode personhistorier ud af. Vi snakker jo meget om kolonialismen i forbindelse med Vestindien, men ikke så meget om Grønland, og Bjørnsson kommer med nogle kritiske perspektiver på det. Hendes tilhørssted som historiker på venstrefløjen står soleklart, og det kan jeg godt lide«.

Karen Gram-Skjoldager

Lektor i historie på Institut for Kultur og Samfund på Aarhus Universitet.

»Slow Burn: A Podcast About Watergate fra Slate er en virkelig fantastisk podcast. Den opruller Watergateskandalen fra indbruddet i demokraternes hovedkvarter i 1972, til Nixon går af i 1974. Den er helt tydeligt lavet som en spejling af anklagerne mod Trump og den nuværende situation i USA. Den gør meget ud af at fremstille, hvordan Nixon klynger sig til magten, og hvordan hans samarbejdspartnere gang på gang manipulerer, magtmisbruger, lyver og fortier for at holde sandheden skjult.

Den er politisk perceptiv og aktuel, fordi den vil fortælle os, hvordan det er at være borger i et land, hvor magten bliver misbrugt.

Som historiefortælling er den rigtig sjov, fordi den ikke fortælles gennem de politiske hovedpersoner, men gennem bl.a. de journalister der dækkede sagen, konspirationsteoretikere og de unge researchere, der arbejdede for Senatet. Så gør den det, podcasts kan, når de er rigtigt gode, nemlig at formidle fortidens kildemateriale og sende lytteren på en auditiv tidsrejse.

The Memory Palace er en af de ældste historiepodcasts, der findes. Den har kørt i over ti år og består af små fine, indfølte vignetter om de myriader af historier, der normalt ikke bliver fortalt. Det er ti-minutters blik på den første bøssebar i USA, en cirkusartist fra 1920’erne eller historien om den første chokoladebar. Små skæve historier, som er en indgang til en større historie. Det er både fascinerende, underholdende og kulørt, men også vældig lærerigt, fordi værten sætter den lille historie ind i en bredere historisk kontekst. Som historiker kan man blive helt misundelig over, at historie kan fortælles så godt, kort og intelligent.«

Jarl Cordua

Politisk kommentator og radiovært på bl.a. ’Hitlers Æselører’ på Radio24Syv om historiske bøger om Anden Verdenskrig.

»Anders Ollings og Hans-Erik Havsteens podcast Kongerækken har jeg holdt meget af at høre. Den er de kendt for, men jeg havde også stor fornøjelse af at høre deres serie om de gamle grækere og få genopfrisket min 30 år gamle gymnasieviden. Det er sådan en god, lidt uformel historieformidling, hvor man kommer den forudsætningsløse lytter i møde. Men det er lidt af en balancekunst ikke at blive for pjattet, for det skal samtidig være interessant for den lytter, som faktisk ved noget om emnet.

En podcast, der går i den helt anden retning, er BBC’s In Our Time på BBC4. Det er meget belæste akademikere, der sidder om et bord med værten Melvyn Bragg for enden. Han er både akademiker, vært og overhusmedlem og på lytternes vegne lidt utålmodig over for akademikerne.

Udtrykket er ekstremt britisk, man kan næsten høre tekopperne klire. Det er akademisk, men ikke mere, end at alle kan få noget ud af det, hvis man holder ørerne stive.

Emnerne er ekstremt afgrænsede og veldefinerede, f.eks. biblioteket i Alexandria, den britiskamerikanske krig i 1812 eller de tyske ridderes korstoge i Baltikum i det 11.-12. århundrede. Det er ting, man aldrig nogensinde ville høre på en dansk radiostation. Men samtidig er det verdenshistorie, og man føler sig meget oplyst på overraskende nye historier og føler virkelig, man har hørt det bedste af det bedste – crème de la crème.«

Sidsel Eriksen

Lektor i samtidshistorie ved Saxo-instituttet på Københavns Universitet

»Tidsånd er en podcast på P1, som Christoffer Emil Bruun er vært på. Han er yderst velforberedt, og han er god til at stille nogle udfordrende spørgsmål til den forsker, han har i studiet. Han er god til at grave i det videnskabinet, forskeren sidder inde med, og han kommer rundt i hjørnerne, så det bliver god vidensformidling i stedet for journalistisk overfladebehandling. Han er den informerede lytters ambassadør i forskningsverdenen, og det gør, at niveauet på vidensformidlingen bliver mere interessant. Jeg kunne især god lide afsnittene om ungdoms- og studenteroprøret i 1968 (Mit 68 og På barrikaderne), der kom rigtig godt rundt om den periode.

BBC’s In Our Time har lidt den samme stil som Tidsånd med en meget velforberedt vært, der formår at hive de spændende historier ud af forskerne.

Der var bl.a. to afsnit om det amerikanske demokrati: »Montesquieu og Tocqueville: Democracy in America«. Et område, jeg selv har forsket i, og afsnittene var ualmindeligt informative, ja, jeg fik faktisk ny viden, jeg kunne bruge i min forskning.

Montesquieu var en fransk embedsmand og tænker, der i 1700-tallet udtænkte ideen om magtens tredeling. Hans tanker ligger til grund for den amerikanske forfatning og det moderne demokrati. Tocqueville rejste rundt i USA i 1800-tallet og skrev om fordelene og ulemperne ved det amerikanske demokrati. In Our Time er så godt, fordi værten Melvyn Bragg har sat sig grundigt ind i emnet og derfor kan stille de rigtige spørgsmål, der nuancerer et vidensfelt, fremfor bare at at præsentere lærebogsstof.«

Serie

Podcastjunglens kringelkroge

Over sommeren følger vi nogle af de stier, som det undelige podcastudbud kan lede én ned ad. Bliv blandt andet klogere på konspirationspodcasts, historiepodcasts, true crime-podcasts og podcasts om psykisk sygdom.

Seneste artikler

  • Der er et væld af podcasts om psykisk sygdom og mentalt helbred. Her er ni anbefalinger

    30. juli 2018
    Det vælter frem med podcasts om mentalt helbred. Fra tung psykisk sygdom til de mærkelige tanker vi alle sammen går rundt og bokser med, men sjældent deler. I nogle af dem griner man sig igennem, i andre tuder man. Fælles for dem er, at de ophæver grænserne mellem os, de normale, og dem, de skøre. Og så føler man sig en lille smule mindre alene bagefter
  • True crime-genren trænger til en parodisk rusketur, men kaster stadig fremragende podcasts af sig

    23. juli 2018
    ’True crime’ er en af de mest populære podcastgenrer og efterhånden så veletableret, at konventioner og klicheer begynder at springe i øjnene. Det ser man i satiremediet The Onions parodiske mordgådeføljeton ’A Very Fatal Murder’, mens den danske podcast ’Et langsomt mord’ viser, hvordan genren kan bruges som afsæt for en historie, der handler om meget mere end menneskelig ondskab
  • Konspirationsteorier er en meningsfuld reaktion på en verden uden mening

    7. juli 2018
    De kan skifte form. De er halvt mennesker og halvt øgler fra det ydre rum. De styrer Hollywood, de stod bag 9/11, de har en base på månen, og deres slægt går tilbage til Dracula. Forfatter Mads Ananda Lodahl har de senere år bevæget sig nysgerrigt rundt i en frodig podcast-underskov af konspirationsteorier og ufologi, hvor ’de’ altid sammensværger sig mod vi uvidende. Nu spørger han om det, han har hørt, kan betragtes som journalistik, fiktion eller en postfaktuel blanding, der erstatter Gud og Marx
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Morten Johansen
  • Bjørn Pedersen
  • David Zennaro
Morten Johansen, Bjørn Pedersen og David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu