Læsetid: 4 min.

Ingmar Bergman bevæger sig fra optimisme til mørke i løbet af én stramt og elegant fortalt sekvens i ’Fanny og Alexander’

Personerne er på en vild rejse i en sekvens fra Ingmar Bergmans ’Fanny og Alexander’, som har inspireret den danske filminstruktør May el-Toukhy. Bergman fylder 100 år den 14. juli, og Information hylder den banebrydende svenske filmkunstner ved at bede en række markante danske filmfolk udvælge en scene eller sekvens, der har haft betydning for dem
Hovedpersonen i ’Fanny og Alexander’ er drengen Alexander, hvis velhavende familie ejer et teater i Uppsala. Han lever et lyst og lykkeligt liv fuld af historier, fester og familiesammenkomster, men da hans far pludselig dør, og moren gifter sig med byens puritanske biskop, ændrer hans liv sig radikalt.

Hovedpersonen i ’Fanny og Alexander’ er drengen Alexander, hvis velhavende familie ejer et teater i Uppsala. Han lever et lyst og lykkeligt liv fuld af historier, fester og familiesammenkomster, men da hans far pludselig dør, og moren gifter sig med byens puritanske biskop, ændrer hans liv sig radikalt.

Ronald Grant Archive

3. juli 2018

Det var på Statens Teaterskolen, at May el-Toukhy for alvor begyndte at interessere sig for Ingmar Bergman. Bergman bevægede sig ubesværet mellem teatret og filmen, og for ham var det ene ikke finere end det andet. Det var meget opmuntrende for el-Toukhy, der endnu ikke havde erkendt, at hun hellere ville lave film end teater.

»Bergman var et pejlemærke for mig,« siger instruktøren, som siden gik på Den Danske Filmskole og i 2015 spillefilmdebuterede med det humoristiske kærlighedsdrama Lang historie kort. Lige nu er el-Toukhy ved at klippe en ny film, Dronningen, der har Trine Dyrholm i hovedrollen.

»Han var meget ekspressiv omkring sit eget mørke og sine egne neuroser. Jeg havde nok en idé om, at geniet – det mandlige geni i hvert fald – tog sig ud på en bestemt på måde. Jeg læste Laterna Magica (Bergmans erindringer, red.), da jeg gik på Teaterskolen, og det med at læse om en instruktør, der var så bange hele tiden og omsatte sin angst til kunst, gav mig modet til at stå ved min egen identitet som kunstner. Bergman forstod, at den kompleksitet, man rummer som menneske, og den bagage, man bærer rundt på, også er den benzin, man skaber ud fra – de to ting går hånd i hånd. Det var meget befriende.«

Et lyst og lykkeligt liv

En af May el-Toukhys favoritsekvenser kommer fra Bergmans vel nok mest berømte film, det delvist selvbiografiske familiedrama Fanny og Alexander (1982), der også var en tv-serie. Hovedpersonen er drengen Alexander, hvis velhavende familie ejer et teater i Uppsala. Det er et ganske lyst og lykkeligt liv fuld af historier, fester og familiesammenkomster, men da Alexanders far pludselig dør, og moren gifter sig med byens puritanske biskop, ændres drengens liv radikalt.

»Jeg opfatter Alexander som prins Hamlet, faren som kong Hamlet, der dør, biskoppen som Claudius og moren som Gertrud,« siger el-Toukhy.

I sekvensen fra Fanny og Alexander, som hun fremhæver, er der gået et stykke tid siden farens død. En glad Alexander kommer hjem fra skole og går ud i køkkenet for at få en kop varm chokolade. Stemningen er trykket, og han fornemmer, at noget er galt. Hans mor kalder ham ind i stuen, hvor biskoppen venter.

Alexander har løjet i skolen og fortalt, at han er blevet solgt til et cirkus og snart bliver hentet. Nu skal han sige undskyld til sin mor, der bagefter har en stor nyhed til ham og søsteren, Fanny.

Dæmonisk samtale

»Biskoppen vil have et alvorsord med Alexander, og det begynder på en eller anden mærkværdig måde som en jævnbyrdig samtale,« siger May el-Toukhy.

»Men da Alexander prøver at forklare og forsvare, bliver han sat på plads. Der er ikke plads til at sige andet end det, biskoppen synes, at man skal sige. Samtalen udvikler sig til at være ret dæmonisk. Biskoppen er ikke en ven, han er en fjende. Og den fjende er på vej til at træde ind i den inderste cirkel omkring Alexander, idet han har friet til Alexanders mor, hvilket drengen får at vide lige efter samtalen med biskoppen.«

Det er med andre ord en scene, som går fra optimisme til mørke i løbet af kort tid, og den ender med en bøn, hvor biskoppen får moren og børnene til at ligge på knæ, mens de takker Gud for at have bragt dem sammen.

»I baggrunden kan man se faren, spøgelset, der bevidner den uhyggelige pagt, som Alexander bliver tvunget til at indgå i,« siger el-Toukhy.

En vild rejse

Ingmar Bergmans film kan ses igen, og efterhånden som man bliver ældre, forstår man mere af dem, forklarer den danske instruktør. Det var f.eks. først for fem-seks år siden, at det gik op for hende, hvorfor Alexanders ellers så livsglade mor siger ja til at gifte sig med biskoppen.

»Jeg er nået frem til, og det er scenens genialitet, at den magtesløshed, hun oplever, da hun mister sin elskede mand, gør, at hun søger at genvinde kontrol over sit liv ved at lade sig dominere af et menneske, der kan fortælle hende, hvad der er rigtigt og forkert. Det er der en sandhed i, som er så brutal og eviggyldig. Det er destruktivt, og det er dårligt for hende og børnene, men det er det, hun har brug for.«

Noget andet, som imponerer May el-Toukhy ved scenen, er, at den er så enkel og alligevel kompleks. I én scene komprimerer Bergman noget, som ville tage flere måneder for personerne at gennemleve: morens sorg og tvivl og biskoppens friermål.

»Der er præcision i måden, det bliver fortalt på, og selv om meget er presset sammen på kort tid, og selv om det er en helt vild rejse, personerne er på, opleves det alligevel sandsynligt.«

 

Serie

Ingmar Bergman 100 år

Få filmskabere har tematisk, filmisk og kunstnerisk betydet så meget som svenske Ingmar Bergman. Den 14. juli ville den produktive, kompromisløse og dybt personlige instruktør, der døde i 2007, være blevet 100 år gammel. I den anledning har Information bedt en række danske filmfolk om at gennemgå en scene fra en af Bergmans film, som har inspireret dem. Se alle artiklerne på information.dk

Seneste artikler

  • »Jeg er nødt til at bruge mig selv som både træ og økse«

    14. juli 2018
    I dag ville den svenske filmskaber Ingmar Bergman være fyldt 100 år. Få instruktører har haft lige så stor indflydelse som han med den lange række dybt personlige og kunstnerisk kompromisløse film, han nåede at lave i løbet af karrieren. »Han var en pioner,« siger dokumentarist Jane Magnusson, der i anledning af den runde fødselsdag har lavet et portræt af Bergman ud fra et enkelt afgørende år i hans lange, meget produktive liv
  • Bergmans liv endte på lærredet

    14. juli 2018
    Ingmar Bergman både omskrev de gamle kapitler og føjede nye kapitler til den store filmkunstneriske håndbog. Det er grunden til, at hans 100-årsdag skal fejres
  • Bergmans ’Persona’ fortæller om, at den erotiske oplevelse har en kæmpe værdi i livet

    13. juli 2018
    Ingmar Bergman graver dybt i menneskets sjæl, siger den danske filminstruktør Christian Tafdrup, der som ung var misundelig på den svenske mester. I morgen ville Bergman være blevet 100 år, og i den anledning fortæller Tafdrup om sin favorit blandt svenskerens film, kammerspillet ’Persona’
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Morten Hjerl-Hansen
  • Eva Schwanenflügel
  • Katrine Damm
Morten Hjerl-Hansen, Eva Schwanenflügel og Katrine Damm anbefalede denne artikel

Kommentarer

Katrine Damm

Jeg synes nu scenen, hvor de endelig er sluppet fri og kommet ud i lyset igen, men nej - for den onde biskop går igen (eller lever i Alexanders sjæl) og dasker til Alexander og beskeden er: mig slipper du aldrig for - er mindst lige så knugende og uhyggelig.

Eva Schwanenflügel

Jeg synes Fanny og Alexander bliver mere og mere uhyggelig, jo ældre jeg bliver..
Det er som om det hele bliver værre med alderen - hvad der netop gør filmen ekstra genial.
Et spejl på Bergman selv, reflekteret i publikum.
Tror angst og empati hænger sammen med den form for kreativitet, som formår at formidle forskellige / dybere budskaber, alt efter hvor man befinder sig i livet.
H. C. Andersen havde også denne evne.

Morten Hjerl-Hansen, Katrine Damm, Bernhard Drag og Jørn Andersen anbefalede denne kommentar
Morten Hjerl-Hansen

På en eller anden måde er den films centrale udsagn noget i stil med ”Sådan er det altid gået i verden”, så det virker hihi nærliggende at spørge hvad den så handler om. Den handler nok om mange ting. Alt er sært uden at blive outreret. I en lidt hyhy anden film springer Gene Wilder rundt på springvandskanten og råber til Max: ”I want everything, I've ever seen in the movies!” På svenska: F&A ger så oerhört mycket till sin publik.