Læsetid: 5 min.

Ingrid Bergman: Et uneurotisk, vederhæftigt menneske

Allerede tidligt i sit liv vidste Ingrid Bergman, at hun ville være skuespiller, og hun var blot 20 år, da hun i Sverige stod foran kameraet for første gang. Siden rejste hun til Hollywood, hvor hun blev en stor stjerne og et ikon takket være sin naturlige skønhed og sit facetterede skuespil
Allerede tidligt i sit liv vidste Ingrid Bergman, at hun ville være skuespiller, og hun var blot 20 år, da hun i Sverige stod foran kameraet for første gang. Siden rejste hun til Hollywood, hvor hun blev en stor stjerne og et ikon takket være sin naturlige skønhed og sit facetterede skuespil
25. juli 2018

Umiddelbart er der en verden til forskel fra den smilende, unge kvinde, Elsa, der falder for en mystisk mand i Gamla Stan i Stockholm i den svenske krimikomedie Munkbrogreven fra 1935 til Rick Blaines tabte kærlighed, den gådefulde, sorgfulde Ilsa Lund i Michael Curtiz’ udødelige krigs- og kærlighedsdrama Casablanca, lavet blot syv år senere.

Men ud over at begge roller spilles af den svenske skuespiller Ingrid Bergman, der blot var 20 år gammel i 1935, fornemmer man den samme tvivl og måske endda også melankoli i de to præstationer.

»Ingrid Bergman var nok skuespillerinde, men ifølge myriader af vidnesbyrd i sjælden grad også, hvad hun gav sig ud for. Uneurotisk og uden mange mørke sider, må man tro. Det begrænsede hende som skuespillerinde, men gav hende vederhæftighed som menneske,« skrev Morten Piil her i avisen i 2015 om den svenskfødte skuespiller.

Og det kan godt være, at Ingrid Bergman i modsætning til sin landskvinde, Greta Garbo, ikke rummede det store mørke i sig, og at hun derfor ikke havde den samme rækkevidde som skuespiller. Men hun gjorde alligevel altid en nuanceret og fascinerende skikkelse på lærredet. Det var ikke altid let at finde ud af, hvad der foregik inden i hende, men man ville gerne vide det, ikke mindst fordi hendes søde smil, store øjne og naturlige skønhed ofte gemte på en stor alvor eller en dyb sorg.

Måske Hollywood

Ingrid Bergman gjorde det ikke let for sig selv livet igennem, og hun ville f.eks. hellere spille den ’grimme’ rolle som vansiret eller prostitueret end den unge, naive skønhed og heltinde. Livet igennem fulgte hun sit hjerte, både hvad angår rollevalg, sin fysiske fremtoning og i måden, hun levede sit liv på, og det resulterede blandt meget andet i en perlerække af gode præstationer i fremragende film.

Da hun var blot 14 år gammel, havde hun mistet begge sine forældre. At hun i så tidlig en alder havde været ude for så megen personlig sorg og i vid udstrækning var nødt til at tage vare på sig selv, var en af grundene til, at Bergman livet og karrieren igennem var så målbevidst og egenrådig, som hun var – og velsagtens også grunden til det strejf af sørgmodighed, mange af hendes figurer rummede. Allerede som barn vidste hun, at hun ville være skuespiller, og som 18-årig blev hun optaget på Dramatens Teaterskole.

Ingrid Bergman (1915-1982)

  • Født og opvokset i Stockholm.
  • Hendes mor døde, da hun var tre år gammel, og hendes elskede far, som hele tiden filmede sin datter med et 8 mm-kamera, døde, da hun var 13 år gammel.
  • Som 17-årig kom hun ind på Dramatens Teaterskole, og som 20-årig spillede hun sin første store rolle i en svensk film.
  • Rejste i 1938 til Hollywood, hvor hun bl.a. havde roller i Casablanca (1942), Gaslys (1944) og Berygtet (1946).
  • Vandt en Oscar tre gange.
  • I slutningen af 1940’erne forlod hun Hollywood for at lave film med den italienske instruktør Roberto Rossellini.
  • I midten af 1950’erne lavede hun igen film i Hollywood og fortsatte med at lave film og en lille smule tv frem til sin død i 1982.
  • Er mor til blandt andre skuespilleren og instruktøren Isabella Rossellini.

Som 19-årig lod hun sig prøvefilme af Svensk Filmindustri, som tilbød hende en rolle. Teaterskolens rektor sagde til hende, at hun måtte vælge mellem skolen eller filmen. Hun valgte filmen. Hun gjorde altid, hvad hun selv havde lyst til, selv om det indimellem gav hende problemer. Efter at hun havde lavet sine første tre svenske film, skrev hun i sin dagbog:

»Måske Hollywood, men jeg kan jo ikke engelsk.«

Ikke laves om

Snart efter havde Ingrid Bergman lært sig engelsk, og i 1938 rejste hun til USA for at lave en engelsksproget genindspilning af en af hendes svenske film, Intermezzo. Producenten David O. Selznick ville dog lave hende om: Hendes navn var for svært at udtale, hendes øjenbryn for kraftige, hendes hår forkert og tøjet for enkelt. Frisører, makeup-artister og kostumedesignere blev tilkaldt, men 23-årige frøken Bergman nægtede. Hun ville ikke laves om eller have et nyt og mere amerikaniseret image.

»Vær dig selv. Verden tilbeder originalen,« sagde hun engang, og det smukke, naturlige look, hun insisterede på, gjorde hende til lidt af et modeikon, mens hendes ukunstlede og ligefremme spillestil hurtigt gjorde hende til en stjerne i Hollywood.

Det skyldtes selvfølgelig især Casablanca, hvor hun spillede over for Humphrey Bogart og betog ham og alverdens biografgængere med sit skiftevis kølige og følelsesladede portræt af en kvinde splittet mellem to mænd – mellem pligten og kærligheden.

Siden vandt Bergman blandt meget andet en Oscar for dramaet Gaslys (1944), blev oscarnomineret for Ernest Hemingway-filmatiseringen Hvem ringer klokkerne for? (1943) – da forfatteren solgte rettighederne til bogen, sagde han, at ingen andre end Bergman kunne spille den kvindelige hovedrolle – og gjorde stort indtryk med sit psykologisk facetterede spil i tre Hitchcock-film, Troldbunden (1945), Berygtet (1946) og Lady Henrietta (1949).

I alle tre film forvandler hun det, der så nemt kunne være blevet traditionelle offerroller, til stærke og egensindige kvindeskikkelser fanget i upålidelige, manipulerende mænds spind.

Et personligt valg

Efter ti år i Hollywood blev Ingrid Bergman dog træt af amerikanske film. De var så forudsigelige og polerede, og hun kedede sig. Men da hun så to film af den italienske neorealist Roberto Rossellini, Åben by (1945) og Paisà (1946), vidste hun, at hun måtte arbejde sammen med ham. Han fortalte jordnære historier med håndholdt kamera og ikkeprofessionelle skuespillere, hvilket gav hans film den samme autenticitet, som Bergman selv søgte, og som Hollywood ikke kunne matche.

Hun skrev et brev til Rossellini, og de to lavede flere film sammen, mens de havde en hed kærlighedsaffære, der skabte skandale på begge sider af Atlanten. Bergman efterlod nemlig både mand og datter i USA, og så stor var forargelsen, at en amerikansk senator i en tale i senatet undsagde skuespilleren, der blev gift og fik tre børn med Rossellini.

Igen vidste Bergman, hvad hun ville, og hun gik målrettet efter det, selv om det fik alvorlige konsekvenser for hende. Hun var en modig og moderne kvinde, en art tidlig feminist, som dog insisterede på at tage sine valg af personlige og ikke politiske grunde.

Forholdet til Rossellini betød, at Bergman ikke fik en rolle i USA igen før i 1956. Det var i Anastasia, der indbragte hende endnu en Oscar. Hun blev skilt fra Rossellini – og gift igen – og fortsatte med at lave film og teater i USA og Europa.

Bergman fik sin tredje Oscar for en birolle i Agatha Christie-filmatiseringen Mordet i Orientekspressen (1974). I 1978 vendte hun tilbage til Sverige for at spille en af hovedrollerne i Ingmar Bergmans Høstsonaten, der handler om en berømt pianist (Ingrid Bergman), som forsøger at forsone sig med sin forsømte datter (Liv Ullmann). Rollen spejler på sin vis skuespillerens liv, og hendes sårbarhed er rørende. Det blev også Ingrid Bergmans sidste filmrolle.

Fire år senere døde hun af brystkræft, 67 år gammel.

Serie

30 suveræne svenskere

Efter vores kanon over tysk kultur og russisk kultur portrætterer Information nu 30 svenskere, der suverænt har formet ikke blot svensk kultur, samfund og selvforståelse, men som også har formet, inspireret og forandret os her over Sundet – med blandt andet botanik, pop, poesi, film, politik, dramatik, ulovlig streaming og billige møbler.

Seneste artikler

  • På grund af Astrid Lindgren vokser de fleste skandinaviske børn op i Småland

    17. august 2018
    Astrid Lindgren måtte svigte et barn, da hun nærmest selv stadig var et. Måske var det derfor, hun altid blev anfægtet på børns vegne. Og derfor hun altid opfandt en Søndeneng, et Nangijala, en Mattisskov, hvor de kunne sejle med deres barkbåde, kæmpe mod drager, synge som en nattergal, mødes med de underjordiske og bestemme over deres egen skæbne
  • Gunnar Ekelöf skabte sit eget ensomme kongerige i skandinavisk litteratur

    17. august 2018
    Den svenske digter Gunnar Ekelöf var sine læseres bedste ven, digternes digter, forskernes udfordring og tænkernes inspiration. Og så lærte han os at stole på ensomheden, lytte til naturen og være samtidige med oldtiden
  • Gud skabte – Linné ordnede

    17. august 2018
    Præstesønnen fra Småland skabte et sprog til at benævne den levende verden, indførte en slags arternes ligestilling og pegede frem mod Darwins evolutionslære 124 år senere
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Morten Hjerl-Hansen
  • Nike Forsander Lorentsen
  • Jørn Andersen
  • Ervin Lazar
  • Olaf Tehrani
  • Eva Schwanenflügel
Morten Hjerl-Hansen, Nike Forsander Lorentsen, Jørn Andersen, Ervin Lazar, Olaf Tehrani og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer