Læsetid: 4 min.

Ingvar Lidholm ville tvinge tonerne til at tale

Det var sikkert rigtigt, at det største svenske komponistnavn i det 20. århundrede ikke havde noget begreb om moderne musik, som hans læremester sagde. For han var ikke produkt af en bestemt ideologi eller æstetik og betragtede ikke musikken som videnskab. For ham var den et medium for den kunstneriske fantasi
Det var sikkert rigtigt, at det største svenske komponistnavn i det 20. århundrede ikke havde noget begreb om moderne musik, som hans læremester sagde. For han var ikke produkt af en bestemt ideologi eller æstetik og betragtede ikke musikken som videnskab. For ham var den et medium for den kunstneriske fantasi

Wikimedia Commons

17. juli 2018

Mens 1890’erne var voksealderen for de tre unge nationalromantikere Stenhammar, Peterson-Berger og Alfvén, spillede 1940’erne en lignende rolle for et andet svensk komponisttriumvirat, Ingvar Lidholm og hans to venner, Karl Birger Blomdahl (1916-1968) og Sven Erik Bäck (1919-1994).

Mellem disse to generationer stod en brobygger, Hilding Rosenberg (1892-1985), som studerede privat hos Stenhammar og var lærer for de tre spirer. Den yngste af dem, Lidholm, udviklede sig til at blive det største svenske komponistnavn i det 20. århundrede.

Som det var tilfældet med Stenhammar og hans tre korviser, skrev Lidholm noget bemærkelsesværdigt allerede som 19-årig en kort sang til et digt af Hjalmar Gullberg: För vilsna fötter sjunger gräset – Græsset synger for vildfarne fødder.

Ifølge den cyklus, digtet indgår i, handler det om at overkomme verden, den unge komponist læste det sådan og skabte et magisk stillestående tonedigt farvet af så forskellige forgængere som Schubert, Sibelius og Carl Nielsen. Således griber sangen bagud til romantikken og til opbruddet herfra.

Åstedet for svensk modernisme

Mandagsklubben hed det forum, som Ingvar Lidholm dannede i 1940 sammen med sine to venner og andre jævnaldrende musikfolk. Her diskuterede de den nye musik – særligt Arnold Schönberg, Paul Hindemith og Igor Stravinskij – med deres lærer fra Musikhøjskolen, Hilding Rosenberg, som et pædagogisk samlingspunkt.

Møderne blev afholdt i Blomdahls lejlighed i Stockholm, og med årene blev de åstedet for skabelsen af en svensk modernisme og som sådan heftigt mytologiseret af eftertiden.

Lidholm deltog sammen med dirigenten og vennen Herbert Blomstedt i feriekurset for den nye musik i Darmstadt 1949, hvor temaet var tolvtonemusikken og den strengere organiserede serialisme.

Hjemme igen komponerede Lidholm Klavierstück 1949, som er påvirket af Schönbergs atonale ekspressionisme, altså ikke dennes senere opståede tolvtonesystem, som svenskeren følte sig både tiltrukket og frastødt af.

Béla Bartóks avancerede harmoniske verden med den stærke inddragelse af folkemusikken fik derimod en enorm betydning for ham. Var han så modernist nok i forhold til eksempelvis den militante Blomdahl? Måske ikke, men han bevægede sig støt afsted i en balancegang mellem udtryksformerne i den europæiske, mangehovedede modernisme.

Medium for kunstnerisk fantasi

I 1957, i forbindelse med det uhyre komplekse orkesterværk Ritornel, skrev Lidholm en kommentar, hvor han forklarede, hvorfor man skal søge at skabe nyt, selv om der allerede findes tilforladelige måder at komponere på:

»Musikken er – ifølge Stravinskij – i sin rene tilstand åndens frie forskning. Med det udgangspunkt har jeg besluttet mig for at forsøge at finde de kildevæld, som åbenbarer tonens rene skønhed. Jeg vil altid komme i hu, at mit arbejde er at tvinge tonerne til at tale, at det ikke er en spekulativ videnskab – bortset fra at det at komponere kræver en høj grad af intellektuel aktivitet – men at musikken er et medium for den kunstneriske fantasi, som jeg i visse lykkelige øjeblikke tror, jeg er i besiddelse af.«

Visionen bar den smukkeste frugt i 1963 med Poesis for orkester, bestilt og uropført af Stockholm Filharmonikerne under Herbert Blomstedt.

Alt er genovervejet i dette stykke instrumentaldramatik. Orkestret er organiseret i blokke: seks blæsergrupper på hver fire musikere, flere slagtøjsgrupper og et korps på 50 strygere, som spiller hver deres individuelle stemme. Over for dette tutti står to fremtrædende solister, et klaver og en kontrabas, som begge begiver sig ud i vidtspundne solokadencer af udpræget absurd karakter – med Lidholms ord.

Blokmusikken er ikke statisk, tværtimod er den rytmisk levende og et sted formet som en 24-stemmig kanon.

Modsætningsforholdene mellem blokkene og deres individuelle aktører skaber en særegen dramatik, ligesom de formidler og forstærker det poetiske aspekt.

Derfor værkets græske titel. Poesis står – med sin blanding af bl.a. støj, mikropolyfoni, improvisation og grafisk notation – som Lidholms mest radikale værk, og det er sigende for dets særstilling, at den 90-årige Herbert Blomstedt stadig har det på programmet rundt omkring i verden.

Siden fulgte der afklaring og koncentration. Lidholm havde i 1947 skrevet det revolutionerende korværk Laudi til den eminente Eric Ericson og hans kammerkor. I 1973 kom endnu et strålende bidrag til svensk kormusik: »… a riveder le stelle« til de sidste vers i ‘Helvede’ fra Dantes Den Guddommelige Komedie.

Dante og hans rejsefører Vergil stiger omsider op fra mørket og genser nattens stjerner. I slutningen skifter to rene treklange frem og tilbage, svævende under en solosoprans mildt ekstatiske lovsang.

Med Lidholms mangeårige ansættelse som planlægningschef ved Sveriges Radios musikafdeling blev tempoet derefter sat ned, men der kom flere ekstraordinære orkesterværker, og han brugte 13 år på at færdiggøre helaftensoperaen over August Strindbergs Ett drömspel, uropført i 1992 og omarbejdet fem år senere til en vokalsymfoni.

»Hr. Lidholm, De har intet begreb om moderne musik!« – sagde hans lærer, Hilding Rosenberg i 1940.

Det var sikkert rigtigt. Ingvar Lidholm var ikke et produkt af en bestemt ideologi eller æstetik. At skabe kunst skal være en del af livet, mente han. Det vigtigste er at være menneske og at interessere sig for mennesker.

Serie

30 suveræne svenskere

Efter vores kanon over tysk kultur og russisk kultur portrætterer Information nu 30 svenskere, der suverænt har formet ikke blot svensk kultur, samfund og selvforståelse, men som også har formet, inspireret og forandret os her over Sundet – med blandt andet botanik, pop, poesi, film, politik, dramatik, ulovlig streaming og billige møbler.

Seneste artikler

  • På grund af Astrid Lindgren vokser de fleste skandinaviske børn op i Småland

    17. august 2018
    Astrid Lindgren måtte svigte et barn, da hun nærmest selv stadig var et. Måske var det derfor, hun altid blev anfægtet på børns vegne. Og derfor hun altid opfandt en Søndeneng, et Nangijala, en Mattisskov, hvor de kunne sejle med deres barkbåde, kæmpe mod drager, synge som en nattergal, mødes med de underjordiske og bestemme over deres egen skæbne
  • Gunnar Ekelöf skabte sit eget ensomme kongerige i skandinavisk litteratur

    17. august 2018
    Den svenske digter Gunnar Ekelöf var sine læseres bedste ven, digternes digter, forskernes udfordring og tænkernes inspiration. Og så lærte han os at stole på ensomheden, lytte til naturen og være samtidige med oldtiden
  • Gud skabte – Linné ordnede

    17. august 2018
    Præstesønnen fra Småland skabte et sprog til at benævne den levende verden, indførte en slags arternes ligestilling og pegede frem mod Darwins evolutionslære 124 år senere
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu