Karin Boye fremsætter de dunkleste tanker og fornemmelser i forunderligt klare former

Karin Boyes liv var kort og intenst. Hvis hun er husket i dag er det nok mest for den pessimistiske science fiction-roman Kallocain om et fremtidigt, eller måske ikke så fremtidigt, totalt autoritært samfund og en samvittighedsfuld videnskabsmand, der opfinder noget i den sammenhæng så livsfarligt som et sandhedsserum. Eller måske huskes hun som tidligt formuleret lesbisk feminist.

Men hun var meget andet og mere end det, måske især digter. Hendes skrift er i sit væsen og sin praksis ligesom gennemstrømmet af poetiske kræfter, der retter alle hendes sætninger ud og lader dem fremsætte de dunkleste tanker og fornemmelser i forunderligt klare former, uanset om det handler om kosmisk eller socialt orienterede digte, eller om gennemlyste novellistiske portrætter af børn i barndommens eksistentielle situationer.

En tiårig dreng har for et par år siden mistet sin mor, og nu gifter faderen sig igen. Efter lang tids af ham selv fastholdt ensomhed rækker han sin nye mor en lille håndfuld af sine elskede konkylier. Vil hun tage ordentligt imod dem? Vil hun lægge dem stille til øret og høre suset af fjerne verdener? En lille pige udvælges til at spille engel i et syngespil på skolen.

Det forvandler hende til en anden. Hun kan gribe ind i hverdagen med overlegen og overraskende kraft. Men så dør lærerinden, der har givet hende rollen, og vikaren vil ikke gå videre med stykket. Magien forsvinder. Den lille pige kan ikke længere tage den rustne stjålne kniv, der ikke kan bruges til meget andet end at skaffe sig en blodforgiftning med, ud af hånden på den brovtende gadedreng, der har stjålet den fra en, der er langt mindre, og hun kan ikke få sin ulykkelige, fordrukne far til at holde inde med sine tåbelige tirader om, hvordan livet nu engang er, som det er, og hun kan lige så godt holde op med at læse sine lektier, for viden vil aldrig kunne ændre noget.

»Ind imellem virker hendes skikkelser som flået ud af hendes eget bryst, uden at man af den grund behøver lede efter nogen selvbiografisk baggrund – det er spørgsmålene og intensiteten, hvormed de stilles, der giver den selvoplevede ægthed,« siger Barbro Gustafsson Rosenqvist i sit forord til genudgivelsen af en samling noveller.

Karin Boye var et moderne menneske. Hun lod sig psykoanalysere tre gange og tog sit liv med sovepiller. Måske var hun forudseende og ønskede ikke at leve i den verden, hun havde afbildet i sin science fiction-roman. Måske var hun bare træt af det hele. Sikkert begge dele. Hun har en stor plads i svensk litteratur, og hun burde læses mere, end det sandsynligvis sker.

Karin Boye er modellen for piloten Isagel i Harry Martinsons lange digt om rumskibet ’Aniara’, der slås ud af kurs og forsvinder i det endeløse univers.

I sin lyrik holder hun det evigt nye indeholdt i en plastisk, klassisk form:

En form er jeg,
men stoffet urildsflammen.
Brand er mit blik
og luer mine hænder.
I rus som skaber
slingrer ildens tunger
umætteligt omkring det linjespil
som er dit væsen.