Konspirationsteorier er en meningsfuld reaktion på en verden uden mening

Hele verdens økonomi er baseret på forbrug af olie. Det har resulteret i krig, forurening og koncentration af verdens rigdom på nogle få magtfulde mænds hænder. De samme mænd råder over en ukendt teknologi, der vil kunne forsyne hele verden med ren energi. Gratis og ubegrænset. Den har de fået adgang til ved at efterligne teknologi i nedstyrtede rumskibe fra højt udviklede civilisationer fra det ydre rum. De magtfulde mænd vil gå langt for at forsvare deres rigdom og magt, og de ved, at de ville miste begge dele, hvis jordens befolkning fik adgang til den nye energiform.

Så de holder nedstyrtede UFO’er gemt for at bevare magten over klodens energiforsyning. Og så er de i øvrigt del af en skyggeregering, der forbereder en komplet magtovertagelse af kloden gennem hjernevask og militær strategi.

Alt dette er bare en lille flig af en omfattende konspirationsteori, som Dr. Stephen M. Greer folder ud i et afsnit af podcasten Stuff They Don’t Want You To Know. Greer er ufolog og pensioneret læge. Han har beskæftiget sig med UFO’er siden 1990’erne. Og jeg har brugt de sidste par år på at lytte til ham og en lang række andre podcasts om UFO’er og konspirationsteorier. Det er langt fra lykkedes mig at få et fuldt overblik over området. Olieoligarker med UFO’er er bare et ud af tusindvis af emner.

Blandt andet er det en genganger, at Trump og verdens øvrige magtfulde mænd i virkeligheden kun er midlertidige marionetdukker for en hemmelig, permanent verdensregering, der gemmer på ældgamle hemmeligheder i underjordiske baser. De har lænkede kykloper dernede. Kæmper, satyrer, engle og skorpioner så store som køer. Nogle gange kalder de sig Illuminati, Frimurerne, Bilderberg eller går navnløse rundt iblandt os. De kan skifte form. De er halvt mennesker og halvt øgler fra det ydre rum. De styrer Hollywood, de stod bag 9/11, de har en base på bagsiden af månen, og deres slægt går tilbage til Dracula. Det beviser deres DNA.

Et firma, der hedder Magic Leap Inc. er ved at skabe et totalovervågningssystem i form af en gigantisk CD, der ligger rundt om Jorden som ringene om Saturn, og som kan dokumentere alt via digitalt støv, der spredes i vores omgivelser gennem de såkaldte chemtrails (kemisk støv, der spredes via jetmotorernes udstødning i flyvemaskiner), og i vores kroppe gennem aluminium i deodoranter. De fleste af os er allerede hjernedøde droner, der lader os fjernstyre af vores smartphones’ tankekontrol, og så længe vi ikke ser op, får vi ikke øje på det mareridt, de bygger omkring os.

Det er svært at sige, hvor populær konspirationskulturen er, men skal man dømme ud fra udbuddet, er markedet enormt. Der findes så mange podcasts, Youtube-kanaler, foredrag, bøger, teorier og såkaldte eksperter og forskere, at man aldrig kan blive færdig. De fleste podcasts har nye afsnit hver uge, som ofte er adskillige timer lange, og det interessante spørgsmål er, hvordan man skal betragte fænomenet.

Tro det

Man kan jo for eksempel vælge at tage det hele for pålydende og anerkende det som den seriøse journalistiske og videnskabelige forskning, det udgiver sig for at være. Man kan gå med på præmissen og udfolde teorierne, udspørge vidnerne, undersøge beviserne. Det fascinerende ved Greers teorier er jo faktisk, at noget af det, han siger, er sandt: De magthavere, der startede krigene i Irak og Afghanistan, hævdede, at de gjorde det for demokratiets skyld, men der var ingen masseødelæggelsesvåben, da det kom til stykket. Nu er det en udbredt holdning, at krigene i højere grad handler om olie, imperialisme og skruppelløse rigmænds økonomiske interesser.

Den del af Greers teori, der handler om UFO’er, kan være sværere at sluge. De fleste ville afvise den uden at blinke. Men selv førende teoretiske fysikere som Michio Kaku og nyligt afdøde Stephen Hawking har faktisk i andre sammenhænge peget på, at også den del teknisk set kunne være sand: »Selvfølgelig er det en mulighed, at UFO’er rent faktisk indeholder rumvæsener, sådan som mange mennesker tror, og at regeringen holder det skjult,« sagde Hawking i en tale i Det Hvide Hus i 1998, og i dokumentarfilmen Stephen Hawking’s Favourite Places (2016) taler han igen om, at det er en reel mulighed, at der findes fremmede civilisationer, der kan rejse hertil.

Masser af præsidenter, astronauter, astrofysikere, militærfolk og ansatte hos NASA, CIA og politiet har offentligt erklæret, at de har set UFO’er, at de tror på UFO’er eller at det er en mulighed, at fremmede allerede er på Jorden.

Det er let at grine af ufologien, men hvis folk som Hawking og Kaku er åbne for muligheden, er det måske arrogant uden videre at affeje tanken. Og hvis man først køber præmissen om, at en UFO hypotetisk set kan være styrtet ned et sted i USA, så bliver resten af Greers historie både troværdig og vigtig. Faktisk ville der næppe være noget i denne avis, der var vigtigere, hvis han havde ret.

Unikt litterært eksperiment

Man kan også vælge at gå den modsatte vej og se konspirationskulturen som fiktion – som ét samlet science fiction værk, der skabes over årtier af et levende kollektiv af kulturproducenter, som hele tiden udfordrer og modsiger hinanden og dermed driver handlingen frem. En podcast udgør på den måde kun et enkelt kapitel i en gigantisk ’bog’. Således kan man for en stund tillade sig at forlade den såkaldte konsensusvirkelighed og tro på karaktererne, nyde sproget og kritikløst følge plottet, når det virker.

Gør man det, er der i konspirationskulturen som samlet fænomen tale om et unikt og absolut fantastisk litterært og kunstnerisk eksperiment, der kan læses som et portræt af vor tids drømme, begær og angst eller et forsøg på at finde orientering i en desorienterende verden. Det kræver tålmodighed og åbenhed at bevæge sig ind i værket, men det betaler sig, og den historie, der bliver fortalt, er en, de fleste længes efter at høre.

Det er et postmoderne vilkår, at religionernes og ideologiernes store historier er døde, og at vi er håbløst fortabte i et fragmenteret kaos af meningsløshed og ironi. Det er også en ny ting, for det har været gennemgående i menneskelige civilisationer, at vi har set os selv som del af en større spirituel eller ideologisk historie, og måske kan vi ikke holde meningsløsheden ud. Konspirationsteorierne tilbyder i hvert fald nogle nye store historier, som åbenbart tiltaler mange.

I Greers historie er Gud afløst af rumvæsener, der holder øje med os. De vil se, om vi kan overskride evolutionens konkurrencelogik og avancere fra den krigeriske ’Level 0 civilisation’, vi er i nu, til en ’Level 1 civilisation’ i global fred med sig selv. Det handler om atombomben. Den udgør et evolutionært vendepunkt og et springbræt, der enten kan katapultere os ind i totalødelæggelse eller få os til at forstå og træde ind i en ny psykologi, der bygger på samarbejde fremfor konkurrence.

Hvis vi formår at foretage det mentale spring og stoppe krig og skabe et bæredygtigt, fredeligt samfund, gør vi os samtidig fortjent til at indtræde i en fredelig, intergalaktisk ’Level 2 civilisation’ i alliance med fremmede fra andre solsystemer. Teorien afløser på den måde både marxismens løfte om den postkapitalistiske socialisme og kristendommens løfte om Kristi genkomst.

Et konspirationsfaktum

Konspirationsgenren har en særligt selvfodrende levedygtighed, fordi regeringen ikke bare er antagonist i plottet, men også ufrivilligt bliver medforfatter på værket gennem udtalelser og fortielser, frigivelser og tilbageholdelser af dokumenter.

Nægter staten at frigive formodede, hemmeligholdte dokumenter, skjuler den sikkert noget. Frigiver den derimod noget (som da New York Times i december 2017 kunne afsløre, at Pentagon rent faktisk har et UFO-program), er det bevis på, at mere nok holdes skjult. Samspillet med staten giver anledning til en tredje måde at forstå konspirationskulturen på.

I en tid, hvor det ikke er en teori, men et konspirationsfaktum, at mange medier og magthavere kun er delvist pålidelige, behøver man som forbruger af konspirationspodcasts måske slet ikke vælge, om man vil høre udsendelserne som journalistik eller fiktion. Måske er hele feltet en kulturel, politisk og psykologisk måde at forholde sig til en verden, hvor det eneste, vi som borgere kan være sikre på, er, at vi i hvert fald delvist bliver ført bag lyset, og hvor vi kun har ringe forudsætninger for at skille fake news fra fakta.

Assange, Snowden og Manning har med deres afsløringer af statens hemmeligheder for befolkningen en gang for alle åbnet op for alle mulige spekulationer, og måske er tricket, at man som podcastlytter både skal tro og ikke tro på samme tid. Måske er det en logisk spejling af vores tid, at også underskoven vrimler med tvetydige frontfigurer og uigennemskuelig digtning.

Konspirationskulturen bygger et paranoidt, skræmmende (og sandsynligvis usandt) verdensbillede op, og det er fristende at tale om sølvpapirshatte og psykisk sygdom, men det virkeligt uhyggelige – og det litterært interessante – er, at den ikke bygger på rene påfund og fantasier.