Læsetid: 13 min.

Krogerup Højskoles nye forstander: »Mennesker bliver svimle af at kigge indad«

Krogerup Højskoles nye forstander, 36-årige Rasmus Meyer, savner et sted i den moderne verden, hvor man kan gå hen og diskutere livets store spørgsmål. I en tid, hvor flere og flere føler ubehag, og hvor mistilliden til det politiske stiger, er der brug for et rum, hvor vi oprigtigt og uden ironi og afstand kan diskutere, hvad det vil sige at være menneske. Det rum – siger han – skal højskolen være
På mange måder handlede det på Grundtvigs tid om at pumpe selvtillid og mod ind i folk. Det var den progressive vision, og sådan bør det også være i dag, mener Rasmus Meyer.

På mange måder handlede det på Grundtvigs tid om at pumpe selvtillid og mod ind i folk. Det var den progressive vision, og sådan bør det også være i dag, mener Rasmus Meyer.

27. juli 2018

Allerede i telefonen, da jeg ringer til Rasmus Meyer for at høre, om han vil stille op til interview, viger han lidt tilbage.

»Jeg er bedre til at snakke om verden end om mig selv,« siger han, da jeg har præsenteret ham for ideen om både at tale om tidens store spørgsmål og om, hvad han er rundet af. Ikke desto mindre siger han ja til at være med, og en af de uhørt varme solskinsdage, vi nok kommer til at huske sommeren 2018 for, cykler jeg til hans hus i Valby.

Familien er i gang med at sælge huset, for 1. august tiltræder Rasmus Meyer som forstander på Krogerup Højskole, og med jobbet følger en forstanderbolig ved højskolen i Humlebæk. Han er 36 år, men har nået mere end de fleste 36-årige, jeg kender. Han er gift og far til en femårig, en seksårig og en otteårig. Har en bachelorgrad fra Roskilde Universitet og er master i sociologi fra The New School i New York, har været kampagnechef i SF, undervist i tænketanken Cevea og på Politikens Kritikerskole, og de seneste år har han været direktør i Dansk Socialrådgiverforening. Og nu skal han altså være højskoleforstander.

»Jeg tror bare …« siger han, da jeg i huset i Valby spørger, hvorfor han sagde sådan i telefonen; hvorfor han foretrækker at tale om verden.

»Det bliver let patetisk, hvis man er 36 og gerne vil tale om sig selv.«

Peter Nygaard Christensen

I sofaen i stuen sidder to af sønnerne, og før vi går i gang med interviewet, venter vi på, at Rasmus Meyers kone, Lea Korsgaard, der er chefredaktør på netmediet Zetland, kommer hjem og tager dem med til det nærliggende havnebad. Hun er lige på trapperne, forsikrer han.

Om Meyer har jeg hørt, at han skulle være typen, der kan stille sig op på en ølkasse og holde improviserede taler som en statsmand. Og til hans bryllup – fortæller bekendte, der deltog – fik hans tale tårer frem hos samtlige gæster. Allerede efter få minutter i hans selskab erfarer jeg da også, at han både tænker og taler hurtigt og meget, og at han tilsyneladende ikke kan lade være med at citere store danske forfattere. Det virker sandsynligt, at han er en dygtig taler. Men samtidig er han ret afdæmpet, virker næsten lidt indadvendt. Afvæbnende siger han, at det er nyt for ham at være »på den side af mikrofonen« – og at han er spændt på den del af det nye job. Han ser skeptisk på den lille diktafon, jeg finder frem.

En Erik Clausensk historie

Da hans kone er kommet hjem og har forladt huset med drengene, sætter vi os i baghaven. Han indvilger i at prøve at tale om sig selv. Han er født i Albertslund i 1982, fortæller han. Da han er omkring 13, dør hans mor, og han vokser op med sin far og lillebror. Moren var folkeskolelærer i Brøndby Strand, faren typograf og fællestillidsmand inde på Politiken.

Efter niende klasse bliver Rasmus erklæret uegnet til gymnasiet, så han tager på efterskole, som bliver et af de »måske vigtigste« år for ham. Året efter tager han på gymnasiet, hvor han bliver aktiv i elev- og studenterbevægelsen og ender som formand i Danske Gymnasieelevers Sammenslutning (DGS).

At han gør det, handler om to ting, siger han:

»Dels en indignation og en vision om at skabe et bedre uddannelsessystem. Og dels er der et element af at blive fri for sig selv og koncentrere sig om noget ude i verden.«

– Hvorfor ville du gerne blive fri for dig selv?

»Jeg vokser op i Albertslund, mister tidligt min mor og har en far, som er typograf og ... Derefter udspiller der sig en meget Erik Clausensk historie.«

– Hvad betyder det, ’Erik Clausensk’?

»Jamen, han mister sin kone, og inden for få år taber typograferne fodfæstet på arbejdsmarkedet på grund af digitaliseringen. Det er Erik Clausensk i den forstand, at det, der udspiller sig, hverken er særlig kønt eller sjovt at være en del af. Og så bliver politik for mig også noget, der, når jeg ser tilbage, får et element af ... selvforglemmelse.«

Uddannelse som katalysator for social mobilitet

I begyndelsen af 00’erne er venstrefløjen stadig ved at komme sig efter Murens fald. Socialdemokratiet og SF virker på flere måder forstenede, husker Rasmus Meyer, og DGS er et livligt og festligt samlingssted for unge på kryds og tværs af centrumvenstre. Et naturligt sted for tidens kvikke hoveder bliver sammenslutningen, og da Rasmus Meyer sætter sig på formandsposten, er Johanne Schmidt-Nielsen næstformand – Thor Möger Pedersen, Stine Brix, Rosa Lund, Pernille Skipper og Nanna Westerby sidder alle i bestyrelsen.

Samtidig med at politik bliver en undskyldning for ikke at tage favntag med nogle af de svære ting i hans liv, er den unge Rasmus Meyer »super idealistisk« og føler, at hans generation har en forpligtelse til at give et uddannelsessystem videre til næste generation, som er bedre end det, de selv har overtaget.

»Jeg var – og er den dag i dag – meget optaget af, at børn og unge, der kommer fra hjem, der ikke er uddannelsesvante, fik en chance. At uddannelse kunne skabe social mobilitet,« siger han.

Efter at have kørt cykelbud i København nogen tid tænker Rasmus Meyer, at han skal lave noget andet end politik. En kammerat anbefaler ham Testrup Højskole, hvor han ender med at gå, og han begynder at skrive digte og prosa. Det er han dårlig til, men det er »totalt befriende« at få lov til at forholde sig til verden på en ny måde. Siden uddanner han sig i Roskilde og New York, bliver kampagnechef i SF, får et »usandsynligt kedeligt« kommunikationsjob og sidst en direktørpost i Socialrådgiverforeningen, hvor han har været de seneste fire år. Og fra 1. august i år er han så forstander på Krogerup Højskole.

»Jeg har i mange år gået og tænkt, at hvis muligheden på Krogerup en dag kom, så ville jeg søge stillingen,« siger han, da jeg spørger, hvornår han første gang tænkte, at han skulle være højskoleforstander.

»Det er få arbejdsliv forundt at kunne beskæftige sig med natur, litteratur, politik, kunst på kryds og tværs. I det omgivende samfund udspalter debatten sig, så økonomer diskuterer med økonomer, politikere med politikere. På højskolen går fagene i dialog med hinanden.«

Derudover tilbyder højskolen en for Rasmus Meyer appellerende livsstil. Den ideelle måde at have familie på, mener han, ville være at have et landbrug i Vestjylland, og det kommer han aldrig til, men højskolen kommer måske tæt på.

»Ideen om at være fælles om noget som familie er tiltalende,« siger han.

»Der er noget helt kuk i, at vi burer folk inde i lejligheder, for at de hver morgen skal stå op og aflevere børn i institution og selv køre på arbejde og klokken 16.15 hente børnene igen – og så få et familieliv til at fungere på 105 kvadratmeter på Vesterbro. Det er dømt til at gå galt.«

Friheden er en forbandelse

Påfaldende nok har han i højere grad talt om højskolen med udgangspunkt i sig selv end i verden, så jeg spørger, hvad vi skal med højskolen i dag.

Han svarer ikke direkte, men siger, at der er »to kriser i tiden«:

»Den ene er ubehaget. Stress, angst, selvskade, depression er eksploderet de seneste år. Den anden store krise er spørgsmålet om det politiske, som angribes fra mange sider. Der er en resignationskultur: Nytter det overhovedet noget? Kan verden blive bedre? Ubehaget og den politiske krise kan højskolen være svaret på,« siger han.

Hvordan?

»Hvor kan man ellers gå hen og diskutere, hvad det vil sige at være menneske? De rum, der før i tiden var til den slags diskussioner – kirken, partiforeningerne – er i krise. Højskolen er et af de få steder, hvor man kan diskutere, hvad det vil sige at være menneske.«

Peter Nygaard Christensen

På almuens tid var højskolens opgave at understøtte, at folk blev sig selv bevidste. I dag – siger Rasmus Meyer – gælder det om at blive sig selv det bevidst, der ligger uden for én selv.

»Mennesker bliver svimle af at kigge indad – højskolen skal være en trædesten ind i det fælles. Når vi diskuterer ubehaget i tiden, er vi tilbøjelige til at forstå det som et resultat af stigende krav og større pres. Det kan der være noget om, men vi er også nødt til at have blik for, at det kan være et resultat af den eksistentielle frihed. Vi er fri af klasse og ideologi og køn og familie. Det er på den ene side en gave og på den anden side en forbandelse. Hver dag skal det moderne menneske spørge: Hvem er jeg, hvorfor er jeg? Og hvor kan man tage den diskussion i samfundet? Det kan man nærmest ikke andre steder end på højskolerne.«

Kan man ikke gøre det andre steder, hvad med de sociale medier, hvor alting jo diskuteres?

»Det kan man måske også godt.«

Bruger du selv sociale medier?

»Ikke så meget. På mange måder synes jeg, de repræsenterer et demokratisk fremskridt, men jeg kan ikke lade være med at tænke på, at de har bidraget til ubehaget i tiden,« siger han og henviser til, at der de seneste ti år er sket en eksplosiv udvikling i børn og unges følelse af ubehag. Samme tid, som sociale medier og smartphones er kommet frem.

»Man er nødt til at diskutere … Jeg tror ikke … Altså. Knud Hansen,« siger han så, »som er tidligere forstander på Askov Højskole, beskrev hvordan det sentimentale menneske – i stedet for at opleve verden gennem stemninger – oplever stemningerne i stedet for verden. Jeg kan ikke lade være med at tænke, at de sociale medier på en eller anden måde bliver en rude mellem os og tilværelsen. De gør ikke oplevelsen stærkere, men er en barriere mellem mennesker og tilværelsen,« siger han og tilføjer, at det måske er lidt reaktionært sagt.

For nogle år siden optrådte Rasmus Meyer i en artikel her i Information, der handlede om ironi. Her var han castet som ’ironimodstander’ og udtalte, at tiden kalder på alvor og engagement, og at ironi bedst egner sig til en periode, hvor man bare skal slå tiden ihjel.

»Den flytter ingen holdninger, og den vækker ikke til eftertænksomhed,« sagde han i artiklen. Sådan har han det stadig.

»Den ironi eller sarkasme, som også er en del af de sociale medier, er problematisk. Det bliver en måde at holde tilværelsen fra livet. Forfatteren Jakob Knudsen siger, at det værste, der kan ske for et menneske, er, at det bliver sin egen dobbeltgænger. At det i stedet for at have opmærksomheden rettet mod verden hele tiden er sig selv bevidst, evigt selvreflekterende – det, Luther vil kalde at være indkroget i sig selv. Evigt bevidst om publikum, men uden opmærksomhed rettet mod verden. Min oplevelse er, at sociale medier gør, at man nogle gange bliver sin egen dobbeltgænger, fordi man i stedet for at opleve verden kommer til at opleve sig selv i verden.«

Den trættende konkurrencestat

Da Rasmus Meyer var aktiv i DGS, var hans mission med uddannelse at skabe social mobilitet. Højskolebladet lavede sidste år en undersøgelse, der viste, at de fleste højskoler har meget homogene elevgrupper. Langt størstedelen er unge med en almen gymnasial uddannelse, og særligt nydanskere går der ikke mange af på højskolerne. Kulturministeren efterlyste dengang »større mangfoldighed«, men hvad kan man overhovedet gøre ved det?

»Min ambition er, at langt flere unge kommer af sted på efterskole og højskole. Hvis du spørger mig, er der ikke tilstrækkeligt med unge, der kommer af sted på højskole,« siger Rasmus Meyer.

– Men hvad gør man for at få flere klasser eller segmenter eller typer af mennesker af sted?

»Det ved jeg ikke‚« siger han og tøver lidt.

»Historisk i højskolebevægelsen har der altid været en diskussion om, hvorvidt man må undervise i noget ’nyttigt’. Noget, man kan bruge arbejds- eller uddannelsesmæssigt. Mit synspunkt er, at hvis man gerne vil tale med de børn og unge, som jeg voksede op med i Albertslund, skal man ikke være bange for give folk noget nyttigt i instrumentel forstand med sig fra højskole. Gør man det, tror jeg faktisk, man kan tale til nogle andre grupper af unge. Hvis de kan se, at det, de lærer på en højskole, kan de drage nytte af i forhold til et videre uddannelsesforløb.«

Men først og fremmest skal man på højskole for at få et rodnet: en idé om, hvem man er, og en horisont af væsentlige spørgsmål, siger han. Og en tro på, at det nytter. Rasmus Meyer finder den evindelige snak om den omklamrende konkurrencestat »trættende«:

»Alt for mange fortæller os, at politik ikke nytter; at det hele er givet, strukturerne er allestedsnærværende, og mennesker er chanceløse. Jeg vil gerne have, at når man tager på højskole, bliver man bevidst om, at man kan gøre en forskel, verden kan blive et bedre sted.

– Hvem er de alt for mange, der fortæller de ting?

»Når man slår op i en avis, kan man læse om konkurrencestatens allestedsnærvær. Det farlige er, at hver gang man betoner strukturerne, så fortæller man også mennesker, at de er objekter og ikke subjekter. At de er resultater af et samfund, og de kan ikke gøre noget ved det.«

Vi skal turde forankre os

Læser man Grundtvig, St. St. Blicher, K.K. Steincke, Hal Koch eller Knud Hansen, er det ifølge den nye forstander slående, at den tids progressive projekt var et myndiggørelsesprojekt. Man ville gøre folk selvrådende og i stand til at træffe valg på ikke bare egne vegne, men også på samfundets.

»På mange måder handlede det om at pumpe selvtillid og mod ind i folk. Det var den progressive vision, og sådan bør det også være i dag. Men hvis du slår op i avisen, får du at vide, at det er farligt at være ung og lønmodtager og minoritet og menneske. Hvor kan du gå hen for at høre, at livet er en gave, som vi – med al den smerte og de genvordigheder, der følger med – må finde ud af at forvalte? Det gør du jo ikke nogen steder.«

Peter Nygaard Christensen

Men er du sikker på, det er en tendens i tiden lige nu? Hvor gik man hen før 9/11, før Murens fald for at høre, at livet er en gave? Har det ikke altid været mere fint eller fornuftigt at gå kritisk end optimistisk til tilværelsen?

»Frederik Stjernfelt og Søren Ulrik Thomsen beskriver i deres lille bog Kritik af den negative opbyggelighed meget fint det med, at det er finere at være kritisk og fornærmet og krænket end at være optimist og positiv og spille ud med visioner. Det, 68’erne kunne, var både at kritisere og komme med bud på, hvor samfundet skulle bevæge sig hen. Men det, vi har taget med fra dem, er kritikken. Alt det opbyggelige og visionære er gået i sig selv. Men jeg synes, det er lige så vigtigt, at vi lærer at vælge til som at vælge fra. At vi tør forankre os og sige: Her er jeg, det tror jeg på,« siger han.

»Jeg synes, forfatteren Tage Skou Hansen siger noget ret genialt: ’Der er grænser for, hvor meget giftigt, man kan sige om verden, uden selv at blive forgiftet.’«

Der må være lys forude

Jeg bemærker, at Rasmus Meyer taler meget om gamle forfattere. Han nævner Theis Ørntofts dystopiske roman Solar, der udkom tidligere i år. Som bog er Solar god og spændende, siger han, men den er også et billede på resignationskulturen.

»Og det sjove er, at den rummer en mærkelig dobbelthed. Hvis han opgav samfundet for at hellige sig sig selv eller opgav sig selv for at hellige sig noget fælles, ville der være noget opbyggeligt over det. Her er det hele bare håbløst,« siger han om bogen, hvor hovedpersonen sammen med hele universet gradvist går i opløsning.

Jeg indvender, at jeg nok godt bare kan lide min fiktion dystopisk og håbløs og nævner Tom Kristensens klassiker Hærværk som en anden vellykket roman.

»Ja ja, men det er bare ikke så underligt, at det er svært at være menneske. Løgstrup sagde engang, at man ikke må inficere børnelitteraturen med håbløshed. Jeg kan ikke lade være med at tænke, at man på en eller anden måde må være ansvarlig for ikke at inficere voksenlitteraturen med total despair. Der må være at være et lys derude.«

Altså man har et ansvar som romanforfatter?

»Nej, selvfølgelig har man ikke et ansvar som romanforfatter, men som menneske.«

Han griner lidt af spørgsmålets latterlighed.

»Men når folk nu ikke går i kirke eller partiforeninger, vender mange sig nok mod litteraturen og kunsten for at finde svar på, hvad det vil sige at være menneske. Og hvis man vender sig mod Theis Ørntoft, skulle man måske hellere være gået i kirke ...«

Jeg spørger, hvilken bog han så vil anbefale. Han griner og tøver. Tøver lidt mere:

»Hvis jeg siger Martin A. Hansen, så bliver det næsten for … Det kan jeg ikke, vel?«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Arne Albatros Olsen
  • Anker Nielsen
  • lars søgaard-jensen
  • Carsten Munk
  • Gunilla Funder Brockdorff
  • Morten Hjerl-Hansen
  • Ulla Søgaard
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Katrine Damm
  • Viggo Okholm
  • Jørn Andersen
  • Dina Hald
  • Anne Eriksen
  • Eva Schwanenflügel
  • Ejvind Larsen
  • Ervin Lazar
  • Oluf Husted
  • Steffen Gliese
  • David Zennaro
Arne Albatros Olsen, Anker Nielsen, lars søgaard-jensen, Carsten Munk, Gunilla Funder Brockdorff, Morten Hjerl-Hansen, Ulla Søgaard, Bjarne Bisgaard Jensen, Katrine Damm, Viggo Okholm, Jørn Andersen, Dina Hald, Anne Eriksen, Eva Schwanenflügel, Ejvind Larsen, Ervin Lazar, Oluf Husted, Steffen Gliese og David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steffen Gliese

Åh, jeg savner at være på højskole.

Anne Mette Jørgensen, Arne Albatros Olsen, Hanne Brandi, Bjarne Bisgaard Jensen, Katrine Damm, Viggo Okholm, Anne Eriksen, Eva Schwanenflügel, Ejvind Larsen, Ervin Lazar, Anker Nielsen og Oluf Husted anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Rasmus Meyer :
"Ja ja, men det er bare ikke så underligt, at det er svært at være menneske. Løgstrup sagde engang, at man ikke må inficere børnelitteraturen med håbløshed. Jeg kan ikke lade være med at tænke, at man på en eller anden måde må være ansvarlig for ikke at inficere voksenlitteraturen med total despair. Der må være at være et lys derude."

Det er på grund af alle de dystopiske tanker, samt den altgennemtrængende følelse af isolation og ensomhed, at vi bliver mere og mere deprimerede og angste idag.
Ovenstående er egentlig banalt i sin enkelhed, men forbandet klogt.

Anne Mette Jørgensen, Hanne Brandi, Morten Hjerl-Hansen, Annika Rasmussen, Katrine Damm, Viggo Okholm, Jørn Andersen og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar
Viggo Okholm

I min buddhistiske kreds nævner vi nogen gange og snakker om: det man gerne vil blive bedre til skal man dyrke og prøve og det som giver lidelser m.v. bør man undlade. Det er sålettere sagt end gjort, men som jeg læser det her er det en af pointerne.
I øvrigt slog en gammel tanke ned i mig: Min far skulle al
lid spørge de kvinder/piger jeg havde med hjem og de kvinder jeg har været gift med og hende jeg nu er gift med: "hår du wæret o højskuel"? Det har ingen af dem så været, men han var som udgået fra den stråtækte meget stolt af at han som ikke formuende bonde havde været det.
Men godt at nogen stadig tør, men økonomisk er det jo svært da systemet som sådan ikke bare giver et tilskud for "hva nøt ær et te?"

Anne Mette Jørgensen, Randi Christiansen, Hanne Brandi, Trond Meiring, Katrine Damm og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Jeg var på højskole i min grønne ungdom med støtte fra min kommune.
Blev anbefalet det af nogle ældre personer indenfor højskolebevægelsen på en ø-lejr.
De var så søde og støttende, at jeg tænkte det var en oplevelse jeg måtte have.
Så afsted jeg drog, og oplevede at blive et meget bedre menneske.
Mindre egocentrisk, mere udadvendt.
Musikken var det altoverskyggende, kor og orkester, rejser til andre lande.
Fantastisk og altforandrende.

Anne Mette Jørgensen, Arne Albatros Olsen, Morten Hjerl-Hansen og Katrine Damm anbefalede denne kommentar
Katrine Damm

Ja, højskole er fantastisk, alle burde have mulighed for at komme på højskole mindst én gang i livet og gerne flere.
Nu, hvor der bliver talt op af vægge ned af stolper om integration, integration, integration ... er højskole så ikke en fantastisk mulighed ? Lur mig om det ikke også ville vise sig som en god "investering".
På højskolen møder man mennesker, man formodentligt ellers ikke ville have mødt, får både indsigt og udsyn og indgår i et unikt fællesskab.

Anne Mette Jørgensen, Arne Albatros Olsen, Randi Christiansen, Carsten Munk, Hanne Brandi, Steffen Gliese, Flemming Berger og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Du har en vital pointe, Katrine..
Afsted på højskole med de der unge mennesker, der oplever stigmatisering, ensomhed og meningsløshed. .
Man har slet ikke mulighed for at dyrke sine egne mangler på en højskole.
Fordi alle andre har dem.

Men.. Det kræver at kommunerne igen giver tilskud, og de tilskud prioriteres af Finansministeriet.

Med de nuværende rundbarberinger kan vi vidst godt glemme alt om højskoler for alle.

Anne Mette Jørgensen, Randi Christiansen, lars søgaard-jensen og Hanne Brandi anbefalede denne kommentar
Jens J. Pedersen

Vi savner højskolen mere end nogensinde.
Alle politikere skulle på højskole mindst et år, før de kan vælges ;-)

Anne Mette Jørgensen, Arne Albatros Olsen, Randi Christiansen, Hanne Brandi og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Jens J. Pedersen

@ Eva Schwanenflügel
Ja, du har ret. Vi har fået centralstyring i Danmark, og det er indført af det såkaldte liberale parti, der går ind for decentralisering.

Anne Mette Jørgensen, Arne Albatros Olsen, Randi Christiansen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Vi klumper os sammen ovenpå og ved siden af hinanden og bliver stressede og trængte i vores hjemmebyggede verden af beton og asfalt. Hvis vore børn skal have et rodnet til resten af tilværelsen, kan vi håbe på, at højskolen ligger ude i naturen.

Anne Mette Jørgensen, Randi Christiansen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Daniel Rasmussen

"»Historisk i højskolebevægelsen har der altid været en diskussion om, hvorvidt man må undervise i noget ’nyttigt’. Noget, man kan bruge arbejds- eller uddannelsesmæssigt. Mit synspunkt er, at hvis man gerne vil tale med de børn og unge, som jeg voksede op med i Albertslund, skal man ikke være bange for give folk noget nyttigt i instrumentel forstand med sig fra højskole. Gør man det, tror jeg faktisk, man kan tale til nogle andre grupper af unge. Hvis de kan se, at det, de lærer på en højskole, kan de drage nytte af i forhold til et videre uddannelsesforløb.«" Meget enig. Det er stort set altid hvad man høre de unge fra underklassen sige mens de suser forbi en på deres scootere, med en smøg i kæften på vej til den næste druk fest."Hvis bare højskole bevægelsen var mere målrettet i forhold til uddannelse og arbejdsmarkedet, sådan at jeg kunne benytte mig af et ophold til at fremme mine fremtidige karriere mål, så var jeg taget på et ophold"

Daniel Rasmussen

"»Historisk i højskolebevægelsen har der altid været en diskussion om, hvorvidt man må undervise i noget ’nyttigt’. Noget, man kan bruge arbejds- eller uddannelsesmæssigt. Mit synspunkt er, at hvis man gerne vil tale med de børn og unge, som jeg voksede op med i Albertslund, skal man ikke være bange for give folk noget nyttigt i instrumentel forstand med sig fra højskole. Gør man det, tror jeg faktisk, man kan tale til nogle andre grupper af unge. Hvis de kan se, at det, de lærer på en højskole, kan de drage nytte af i forhold til et videre uddannelsesforløb.«"

Meget enig. Det er stort set altid hvad man høre de unge fra underklassen sige mens de suser forbi en på deres scootere, med en smøg i kæften på vej til den næste druk fest."Hvis bare højskole bevægelsen var mere målrettet i forhold til uddannelse og arbejdsmarkedet, sådan at jeg kunne benytte mig af et ophold til at fremme mine fremtidige karriere mål, så var jeg taget på et ophold"

Viggo Okholm

Daniel:
Et højskoleophold kan så være både og, og sådan er det mange steder, men karakterracet sal være bandlyst det sted. Jeg selv fik godt nok min ungdomsuddannelse den vej på en officiel højskole, men det lå lige på kanten, fordi mange søgte stedet for enten realeksamen og senere HF, men som privatist. Men det gav et stort skub mod andre værdier også i den brogede elevskare og lærer og ikke mindst forstanderen på Hesbjerg.

Anne Mette Jørgensen, Randi Christiansen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

De, som virkelig har brug for et højskoleophold, har ikke råd. Det er f.eks. aldeles umuligt for overførselsindkomstmodtagere, med sådan en tur.

Regeringspartierne, df's og s' diskurs er en helt anden - næh, her skal 1 årige, som skønnes - af hvem og med hvilken autoritet? - at have behov, i 25 t ugentlige læringsforløb med egenbetaling for mad og bleer hvis de vil beholde retten til børnepenge. Det er de facto tvang, idet de færreste af de, som skønnes at have behov for denne tidlige førskoletilretning, har råd til at miste børnepengene.

Danmark for folket eller for den ene procent?

Anne Mette Jørgensen, Arne Albatros Olsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Randi, jeg er 100% enig.
Før i tiden kunne unge mennesker via kommunen komme på et højskoleophold med lommepenge - det var ikke styrtende rigdomme, men dog nok til at føle sig en smule selvstændig.

Men det var selvfølgelig før afskaffelsen af amterne og den centraliserede og djøf-styrede verden vi nu som måbende passagerer er blevet indrulleret i..

Jeg tror virkelig man kunne løfte integrationen ved at tilbyde højskoleophold til unge med sociale problemer i bagagen, de ville komme væk fra eventuel familiekontrol og få mulighed for at udvide horisonten.

Eva Schwanenflügel

PS. Og ja, jeg mener også det er tvang at sanktionere med børnepengene, som de færreste nye familier har råd til at undvære - slet ikke de der er på overførselsindkomst.

Det paradoksale i situationen melder sig, når man fremhæver Ballerup kommune som forbilledlig, men glemmer at nævne, at integrationen er foregået uden straffesanktioner, men ved samarbejde med familierne.

Anne Mette Jørgensen og Randi Christiansen anbefalede denne kommentar
Anne Mette Jørgensen

Som datter af en højskoleforstander genkender jeg og hilser med glæde beskrivelsen, men der er sten på vejen.
Da man var mere rundhåndet med tilskud kom der desværre også unge afsted, som ikke havde interesse for opholdet. Nogle få kunne ødelægge for de mange. Langtfra alle, men nogen var nærmest tvangsdeporteret, fordi det var en nem og håbefuld metode til, at slippe for problemet.
Men jeg synes alligevel, at man bør genindføre tilskud, så det ikke alene er de nysgerrige og indsigtsfulde der får et højskoleophold.
Ja, eleverne og lærerne møder folk fra hele landet, men ikke fra alle samfundslag. At vi overhovedet har et opdelt økonomisk ulighed samfund er i sig selv med til at skabe debatten.
Uanset parti, så har de alle købt præmissen og taler, som om det er genetisk og ikke lader sig ændre.