Læsetid: 4 min.

Kunstens kerneopgave er at være et alternativ til massekulturen

Politikernes forivrede fordømmelse af Jakob Jakobsens værk ’Dødsfald’ viser, hvordan had og foragt er blevet en retorisk kapital, som truer med at underminere både kunsten og demokratiet
Politikernes forivrede fordømmelse af Jakob Jakobsens værk ’Dødsfald’ viser, hvordan had og foragt er blevet en retorisk kapital, som truer med at underminere både kunsten og demokratiet
18. juli 2018

Fremtiden tilhører dem, der foragter det, de ikke forstår. Det tyder alt på.

Politikere vinder vælgernes gunst ved at føre hetz mod udsatte befolkningsgrupper og bidrager dermed til at legitimere had, splittelse, udstødelse og foragt. Politiske visioner er kommet til at handle om at raffinere sine evner til ringeagt, indignation og polemik mere end at fremsætte forslag til forbedringer af indretningen af samfundet.

Blot halvanden måned efter at nynazister i Vestjylland udråbte Per Arnoldi til »folkefjende« og vandaliserede to kunstpavilloner, han havde bidraget til, fik billedkunsten igen i sidste uge en tur i vælten.

Her blev Jakob Jakobsens værk Dødsfald fra 2011 pludselig et skandaleværk. Men nu var det de folkevalgte politikere – med ansigterne lagt i bekymrede alvorsfolder – der sloges om at få lov til at erklære deres foragt for kunsten. Værket blev indkøbt af Københavns Kommunes Billedkunstudvalg i juni måned for beskedne 10.000 kroner.

Dødsfald består af tyve A4-ark med korte tekststykker i laserprint, der gentager dødserklæringer over navngivne, nulevende politikere.

For eksempel den nuværende statsminister. »Lars Løkke Rasmussen er død«, står der således på et af arkene.

De nævnte politikere kommer fra et bredt politisk spektrum. 

Værket er lavet til en jubilæumsudstilling for kunsttidsskriftet Pist Protta på Århus Kunstbygning i 2011. Den særlige afdeling af udstillingen, som værket blev lavet til, var en fremtidsvision, der forestillede at foregå i 2031. 

I juni i år er Dødsfald blevet vist på udstillingen Visuel Poesi i Danske Grafikeres Hus, hvor det blev indkøbt af Københavns Kommunes Billedkunstudvalg.

Både værkets kunstneriske kvalitet, dets budskab og dets pris har i vekslende kombinationer vakt bestyrtelse blandt politikere på såvel højrefløj som venstrefløj. Socialdemokratiets Dan Jørgensen kaldte på Twitter værket »usmageligt« og uddybede smagsdommen med, at han ikke forstår, »at man vil bruge skatteydernes penge på den slags!« 

Folketingsmedlem Jacob Mark fra SF istemmer og erklærer, at hans holdning til værket er, at det er »spild af penge, ligegyldigt og grimt«. 

Fra Liberal Alliance meddeler medlem af Borgerrepræsentationen Alex Vanopslagh, at »hvis man ser på det rent visuelle udtryk, så er det noget, en otteårig ville kunne lave. Der er intet kunstnerisk eller flot ved det«.

Nye kulturkløfter

Billedkunstnere er godt bekendt med at blive hængt ud for at lave uforståelige og grimme værker, hvis prissætning er hovedrystende høj. Det er en gammel traver i det danske kulturliv.

Peter Rindals kamp mod moderne kunst – der ligefrem blev en isme, rindalismen – trækker stadig dybe spor i debatterne.

Men det er nyt, at også politikere over en bred kam står parat til at fordømme kunsten.

Tidligere har politikere fra langt de fleste partier stået vagt om et kunststøttesystem forvaltet af sagkyndige gennem armslængdeprincippet. Det var et påtrængende nødvendigt projekt i efterkrigstiden, hvor erfaringerne af ideologisk styret kunst stod skræmmende frisk og klart.

Da rindalismen rullede i slutningen af 1960’erne, udtalte en af den tids store samtidskunstnere, skulptøren Robert Jacobsen, sig om det, man kaldte en kulturkløft. Robert Jacobsen mente slet ikke, der fandtes en kulturkløft.

»Man kan højst tale om manglende interesse for kunst eller uvidenhed på det område. Der findes mennesker, som er analfabeter med hensyn til form og farve. Alt er jo kultur.« 

I dag kan man dårligt lukke øjnene for kulturkløfter eller det, der måske mere passende kaldes ekkokamre – digitalt faciliterede holdningsfællesskaber, hvor konsensus er dominerende.

Alt er nok kultur, men kulturfællesskaberne taler mindre og mindre indbyrdes med hinanden.

Det er slående, at det er politikerne, som i dag står i kø for at grave dybere kulturkløfter på baggrund af uvidenhed. Og det i en tid, hvor samtidskunsten og kunstmuseerne generelt nyder større interesse, end vi nogensinde tidligere har set.

Når politikere uden videre argumentation tweeter deres foragt for kunsten, taler de ind i den logik, der også underbyggede rindalismen. Det er idéen om, at staten ikke skal støtte kunsten økonomisk, fordi kunsten er elitær og antifolkelig, da den ikke deler normer med befolkningsflertallet.

Kunst som dissens

I stedet for at se kunsten som en elitær fjende af folket kan man anskue den som et alternativ til massekulturen og netop derfor som en essentiel ingrediens i et demokrati.

Kunsten yder modstand mod ensretningen af vores forestillingsevner. Det er selve dette element af dissens (uenighed, red.) i kunsten, der er en af de vigtige grunde til, at et demokrati vælger at støtte den. Og at demokratiske politikere står vagt om den.

Kunst skal ikke være elskelig eller pæn, selv om den udmærket kan være begge dele. Kunst skal ikke nødvendigvis applauderes af flertallet, for dens rolle er at udfordre den til enhver tid herskende logik. Kunst kan være antifolkelig og derfor demokratisk.

Kunstens kerneopgave med at levere dissens til en konsensuskultur kan forstås som en del af et demokratis magtdelingsprincip, hvor magtkoncentrationer og flertalstyranni imødegås gennem fordeling af autorisation.

Når politikere helt uden at sætte sig ind i et kunstværks baggrund fordømmer det, bidrager de ikke blot til at underminere kunsten, men også demokratiet. Jakob Jakobsens Dødsfald er et værk, som skriver en nekrolog over den aktuelle politik.

Det er et simpelt værk, der primært arbejder med sprog, sådan som en rig tradition inden for konceptkunsten i de seneste 50 år har gjort det. Er ytringen en konstatering, et ønske, en handleanvisning?

Ligesom enhver anden nekrolog er Jakob Jakobsens Dødsfald skrevet for de levende. Og for den levende tanke. Som sådan gør værket sig – uanset hvad man i øvrigt måtte mene om det – fortjent til meget mere end hovedløs foragt. Især fra politisk hold, hvor man burde holde sig for god til at udspy lyndomme på Twitter.

Tendensen til det modsatte viser, at had og foragt på ny er blevet en vægtig retorisk kapital inden for politisk kommunikation. Og historien er rig på skræmmende eksempler på, at kunsten er et oplagt gidsel, når det handler om at antænde had.

Værket ’Dødsfald’ kan ses på Kunsthal Charlottenborg fra i dag

Den Nordiske Modstandsbevægelse – i Danmark med navnet Nordfront – har gennemført en aktion ved to kunstinstallationer i Skjern og Tarm, hvor de har brændt romerlys af og klistret plakater op på stolperne. Aktionen blev filmet og senere lagt ud på gruppens hjemmeside.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Torsten Jacobsen
  • Katrine Damm
  • Dorte Sørensen
  • Eva Schwanenflügel
Torsten Jacobsen, Katrine Damm, Dorte Sørensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Søren Revsbæk

Kunst skal ikke være folkelig og pæn, men skabe dissens, skriver kommentaren. Med andre ord: Kunsten skal provokere og er derfor i sin egen ret, uanset indholdet. Tja, men derfor kan det jo godt være dårlig kunst og så er det i sandhed ringe, hvis provokatiomen er værkets eneste evne. Ja, man fristes til at sige at døde fisk i en blender havde mere at sige om samtiden, end de tomme indholdsløse ark, lige så indholdsløse som drøftelserne i Københavns kommunes kunstudvalg åbenbart er.

Tue Romanow, Maria Jensen, Bjørn Pedersen, Bjarne Bisgaard Jensen og Christian De Thurah anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Det er selvfølgelig godt, at Rune Gade minder os om, at megen moderne kunst er situationistisk og på den måde performativ i sin fremtræden.
Hvad vi imidlertid efter min opfattelse nu står i er, at minimalismen er blevet så banal og værkhistorien så privat, at bukserne sprækker.
Som bidrag til en samling, der forudskikker år 2031, er det heller ikke voldsomt gennemtænkt, må man synes, da mange af de personer, hvis nekrolog påbegyndes her, vil være forholdsvis kortlevende, Lars Løkke Rasmussen således kun 67 år.
Konceptkunst, der blot udtrykker en banal ytring, som man så påtvinger sit publikum at reflektere over i al sin tomhed, er doven og i heldigste fald netop blot leverandør til et konsumerende marked for ligegyldigt tankegods.

Tino Rozzo, Bjørn Pedersen, Bjarne Bisgaard Jensen, Bo Carlsen og Christian De Thurah anbefalede denne kommentar
Morten Balling

Feynman sagde engang at han efterhånden havde lært nok til at vide at han ikke vidste noget. Det var kloge ord.

Hvis man ikke lige har Feynman evner, og let's face it, det har de færreste, så kan man altid bluffe og skrive noget med overbevisning i stemmen. Sådan ala: "Kunstens kerneopgave er at være et alternativ til massekulturen".

Eller man kan trække det evigtgyldige nazikort, og kæde dem som ikke elsker Arnoldi sammen med nynazisterne. Personligt tvivler jeg på at Onkel Danny var nazi...

Man kan også prøve at fedte sig ind hos eliten, og gentage den gamle ikke-underbyggede hypotese om, at værkets kvalitet er omvendt proportional med antallet af mennesker som forstår det.

Mette Poulsen

Det her handler ikke om kunst; det handler om politikere, som bruger skattekroner til at svine andre politikere eller fremme et vist politisk budskab. Disse politikere er dækket ind ved at det jo er kunstneren og ikke dem selv, der leverer budskabet. Det er underlødigt.
I Deadline var dette emne oppe forleden, hvor det viser sig, at i staten afsætter politikere penge til kunst og udsmykning, og udstikker nogle rammer for indkøb, og overlader så indkøb til fagfolk. Dette netop for ikke at blive blandet ind i det og evt. formidle politisk. Hvad med at få den slags forvaltning ind i Københavns Kommune?

Tue Romanow, Maria Jensen og Niels K. Nielsen anbefalede denne kommentar
Bjarne Toft Sørensen

En kommentar til to citater:
"Værket er lavet til en jubilæumsudstilling for kunsttidsskriftet Pist Protta på Århus Kunstbygning i 2011. Den særlige afdeling af udstillingen, som værket blev lavet til, var en fremtidsvision, der forestillede at foregå i 2031".

"Det er et simpelt værk, der primært arbejder med sprog, sådan som en rig tradition inden for konceptkunsten i de seneste 50 år har gjort det. Er ytringen en konstatering, et ønske, en handleanvisning?"

Set ud fra en kunstfaglig vurdering, hvad er det så mere præcist Københavns Kommunes Billedkunstudvalg har købt? Megen moderne kunst er konceptuel, men den er også i høj grad situeret i betydningen, at værket henter sin mening fra en ganske bestemt sammenhæng, som det indgår i.

Værket er solgt som et traditionelt kunstværk, som om det har hængt på en væg i "den hvide kube", men det er jo ikke på den måde, moderne konceptkunst henter sin mening og betydning? Kan værket ses som det samme værk, eller er det et nyt værk, når det ikke længere indgår i den "særlige afdeling af udstillingen, som værket blev lavet til, var en fremtidsvision, der forestillede at foregå i 2031", men indgår i helt nye sammenhænge?

Under alle omstændigheder har Københavns Kommunes Billedkunstudvalg købt dokumentationsmateriale fra en oprindelig udstilling, og som sådan vil det selvfølgelig have værdi som materiale for kunsthistorisk forskning.

Jeg vælger at se værket ud fra et nyt koncept, hvor det henter sin mening og betydning fra det faktum, at det er lykkedes at sælge værket til Københavns Kommunes Billedkunstudvalg som om, det er et kunstværk fra "den hvide kubes" tid, altså at værket henter sin betydning fra den nye processuelle sammenhæng, som det nu indgår i og er en del af.

Til sammenligning: I 2014 præsenterede Superflex et kunstværk på Den Frie, hvor værket bestod af en operationsstue, der efter udstillingen blev sendt til brug i Gazastriben, Palæstina. Alt var finansieret af ”salgsprisen” på værket, som var solgt til tre samlere, der så vil have det som et fotografi af udstyret.

Niels K. Nielsen

For mig at se, er købet blot en bekræftelse på, hvor letsindigt andre folks penge ødes bort i det offentlige
- over 1100 mia. kr. om året - og så mangler der f.eks. sengepladser til syge mennesker...

Trist

Maria Jensen

Det er alt rigeligt provokerende at de f.eks. må ligge i deres eget skidt, fordi der ikke er råd til at hjælpe dem på toilettet, og spise gammel, uhumsk mad. At nogle politikere fra Enhedslisten og Alternativet så har behov for at strø salt i såret, ved at vise dem, at kommunen faktisk har penge til overs, men bare har valgt at brænde dem af på 'kunst', er bare uanstændigt.

Steffen Gliese

Netop hovedet på sømmet, Bjarne Toft Sørensen, det er vel et forsøg på at sælge et værk som fluxus, uden at det er fluxus.

Dorte Sørensen

Først tak for baggrunden for værket og når ja 10.000 kr. kan det beløb virkelig vække så stor forargelse? Hvad med alle de penge som regeringen osv. klatter væk til konsulenter, forkert IT osv.......

PS: Hørte Jacob Ellemann-Jensen i P1 være MEGET forarget over at kunsteren havde formastet sig til at skrive at Løkke Rasmussen var død. Jamen dog - hvad så når politikerne kalder syge , ledige for dovne og nasserøve - men det er jo ikke kunst ligesom en bombe i turbanden, der ikke kunne gradbøjes af bare ytringsfrihed.

Bjarne Bisgaard Jensen, Niels K. Nielsen og Katrine Damm anbefalede denne kommentar
Jacob Mathiasen

Tjaa I min optik er det ikke en statsopgave at udvælge og købe kunst. Det er en opgave for folket og de kunstinteresseret deriblandt. Jeg kan ikke se nogen seriøse argumenter for at tvangsindkrævet penge kan bruges på tant og fjas.

Bjarne Toft Sørensen

@Steffen Gliese:

Det er et værk i traditionen fra fluxus og situationisterne, og som sådan er du selv med til at definere, hvad værket er eller ikke er, fordi du i medierne samtidig bidrager til værket ved at tale om det og forholde dig til det.

Du og jeg er som Gyda Heding, Nico Grünfeld, Dan Jørgensen, Jacob Mark og Rune Gade såvel recipienter som producenter af værket.

Forfatteren Niels Frank dokumenterede i begyndelsen af 1990erne i essayistisk form sin rejse på Yucatán i billedkunstneren Robert Smithsons fodspor, i form af billeder og en række kunstteoretiske overvejelser. Hvor Smithsom udlagde spejle, udlagde Niels Frank tomme A4 ark, hvad han dokumenterede fotografisk.

Gad vide, om Københavns Kommunes Billedkunstudvalg også ville kunne overtales til at købe et sæt af Niels Franks "tomme" og brugte A4 ark, der selvfølgelig havde en betydning i kraft af den proces, de havde været en del af.

Bjarne Toft Sørensen

@Steffen Gliese:

H. C. Andersens eventyr "Kejserens nye klæder" er god kunst, men det samme gælder ikke for de klæder, som kejseren foregiver at have på. Spørgsmålet er så, hvor længe forskellige provokerende variationer af denne fortælling kan siges at være interessante? Det er de vel, så længe forskellige politikere kan provokere hinanden i medierne og inddrage offentligheden i provokationer og diskussioner.

Kunst bliver politik, og politik bliver kunst. Og det er jo noget helt andet end armslængdeprincippet og troen på kunstens autonomi.

odd bjertnes

Jakob Jakobsens værk ’Dødsfald’ viser, hvordan had og foragt er blevet en retorisk kapital, som truer med at underminere både kunsten og demokratiet. Ingen grund til at slå knuder på noget i opstarten af den betragtning.
Ringeste værk nogensinde. Selve kunstværket er naturligvis, at ham der lavede vidderen der plagieres sidder i et tyrkisk fængsle nu uden statsborgerskab .Når flokken af 'løgne at basere sin politik på'' (bevidst ukorrekte udsagn i udsigelsesøjeblikket) har hængt et par måneder på sin institution kommer de tilbage i magasinet, og Niko kan hente dem til sit kontor er han så glad ?

odd bjertnes

Jakob Jakobsens værk ’Dødsfald’ viser, hvordan had og foragt er blevet en retorisk kapital, som truer med at underminere både kunsten og demokratiet. Ingen grund til at slå knuder på noget i opstarten af den betragtning.
Som selvstændigt værk, og ikke en detalje fra en Pist-Protta-udstilling - jeg sætter absolut pris på Pist Protta, fremragende tidsskrift, - er dødsfaldene det ringeste værk nogensinde. Selve kunstværket er naturligvis, at ham der lavede vidderen der plagieres sidder i et tyrkisk fængsle nu uden statsborgerskab .Når flokken af 'løgne at basere sin politik på'' (bevidst ukorrekte udsagn i udsigelsesøjeblikket) har hængt et par måneder på sin institution kommer de tilbage i magasinet, og Niko kan hente dem til sit kontor er han så glad ?