Læsetid: 7 min.

Hvad vi lærte og aflærte på Dyrskuepladsen i år

Det er sådan her med Roskilde Festivalen: Den er altid bedre IRL – in real life – end på papiret. Stemningen sætter sig som en polyfonisk venligsindet virus i kroppen. De bedste dele af publikum er ekstremt lydhøre, givende og rummelige. Men der er også et voldsomt albuerum omkring hiphopkoncerterne, som ikke har plads til alle og enhver. Kvinder for eksempel
Roskilde Festival 2018.

Roskilde Festival 2018.

Peter Nygaard Christensen

9. juli 2018

Roskilde sætter sig i en. Alene skalaen er udmattende. De enorme koncerter, pladsens udstrækning, de uendelige floder af mennesker, der strømmer nådesløst komplekst mod en. Udmattelsen. Støvet. Den massive dataoverload. Kilometerne i benene. Lydstyrkerne. De mange decibel, der ankommer som vilde horder, akkumulerer sig til kompleks hylen i ørerne. Egoopløsningen. Vi lærer og vi aflærer på Roskilde. Selvfølelsen, der langsomt, men sikkert slides ned mod sidstedagen, hvor den fysiske udmattelse flår den civilisatoriske stivhed af os, og vi står grådlabilt dirrende foran de sidste koncerter.

Du kan tage ud af Roskilde Festivalen, men du kan ikke tage Roskilde Festivalen ud af dig. Den sidder som vabler, tinnitus, tømmermænd, ømme muskler – og mere varigt som et kulturchok.

Jeg har forsøgt at samle nogle af de afgørende indtryk fra en uvant solskinsbenådet festival med en vanligt overvældende mængde af kunstneriske og kulturelle udtryk og indtryk.

Koncertformen er under fornyelse

Frank Ocean udvidede koncertformatet sidste år på Northside Festival, hvor det kvadrofoniske lydanlæg opdelte lyden i en forgrund fra scenen og en baggrund bag os. Og han formåede at gøre koncerten både stor i skala og intim i sit udtryk.

På årets Roskilde Festival stod det igen klart, at koncertformatet er til genforhandling i disse år. Det kan være langt mere end en inderlig udkrængning af følelser eller en brølende fest. Det kan være en kunst i sin egen ret.

St. Vincent på Roskilde Festival.

Peter Nygaard Christensen

1) Amerikanske St. Vincent gjorde det i et stærkt koreograferet show, hvor hun på én gang var guitargud og mannequin i dialog med sit eget præindspillede rollespil på videoskærmene.

2) Svenske Fever Ray har morfet koncerten om til en kinky cabaret til ære for perversionerne i os alle. Et både neonlysende queer og dunkelt dybdemasserende show, hvor de tre forsangere spillede hver deres erotiske fantasi fuldt ud med vild udklædning og rasende makeup.

3) Den tidligere Talking Heads-frontfigur David Byrne åbnede ikke bare op for en ny koncertform, han formfuldendte den også i første forsøg. I et helt gråt, skarpt defineret scenerum med 11 stående, gående, dansende medmusikere opfandt han en sublim og helt ubesværet highbrow-folkelig hybrid mellem konceptkunst, musical, koncert og teater. Et gesamtkunstwerk. Og et eksempel til efterfølgelse, hvilket vi sandsynligvis kommer til at nyde godt af i de kommende år.

Dansen er blevet allestedsnærværende

Det kan godt være, at Brasilien blev slået ud af VM-slutrunden, men sambaen dukkede fortsat op uventede steder i musikken på pladsen. Den norske trommeslager og komponist Paal Nilssen-Love flækkede med hans Large Unit Brazil Edition samba og anden brasiliansk tradition åben med freejazzen som et rablende livsaligt værktøj. Og sambaen huserede også som en mørk mutation hos Fever Ray. 

Opringning fra campingområdet.

Peter Nygaard Christensen

Man kan også udvide observationen og notere sig at stammedansene er blevet et fast ritual over alt på Dyrskuepladsen. Ikke som i mine gamle dage fra 1989 og op gennem 90’erne, hvor der blev nikket, fodstampet og headbanget, mens dansen var et særsyn, henvist til nogle få, hvis overhovedet nogen scener. I dag er den overalt.

Om det så var til amok og futtog i et fyldt, ekstatisk Avalon-telt med Kokoko, der gav os en congolesisk, gennemsynkoperet techno spillet på moderne grej og genbrugsmaterialer (husk at rydde op efter jer, mindede forsangeren om). Eller til jamaicanske Equiknoxx feat. Shanique Marie, der udforskede nye ekkorum i dubmusikken, mens solen tæskede ned over kun 100 vrikkende, men lykkelige mennesker. Eller det var til synthfilosoffen John Maus’ indadvendte primalskrig og uhåndterlige vemod.

Vores krops- og dansekultur er helt enkelt blevet mere varieret og løssluppen.

Hiphoppen er – stadig – alt for mandlig

Hiphoppen er stadig sprudlende og vital, ingen tvivl om det. Det vidnede fremragende koncerter med unge hedsporer som amerikanske Vince Staples og franske MHD om, ligesom Eminem stak os en musikhistorisk lussing af de mere eftertrykkelige.

Ja, MHD var et kærkomment frankofont element i hiphopportfoliet, ikke mindst fordi han og de to medrappere/-sangere var så sobre og dedikerede og bandet bag ham ligeså. Men også fordi hans afrotrap – »Since 2015«, som der stod på skærmen – er en snu og mørk og alligevel jublende afart, som også har haft sine efterdønninger i dansk hiphop. Og, damn, hvor folk sang med foran Apollo-scenen.

Pavilloner på campingområdet på Roskilde Festival.

Peter Nygaard Christensen

Men det var også under MHD’s midnatskoncert, at hiphoppens mandlige slagside gjorde sig gældende. Der var masseslagsmål foran scenen. Og så var der moshpitten, et fænomen fra punk/hardcorescenen, der i de seneste fem år er blevet adopteret af hiphoppen. Pludselig fremtvinger nogle unge mænd – altid unge mænd – en stor cirkel midt i massen. Alle andre bliver mast sammen, og man må holde op med at danse – for pludselig er der ikke plads – og man må afbryde eventuelle samtaler med sine venner, for de er måske pludselig på den anden side af cirklen. Og så ramler nogle ungersvende ind i hinanden for fuld hammer i kødcirklen.

Altså er moshpitten et rum, der skabes og indtages af nogle få mænd, hvilket annekterer og begrænser alle andres rum. Lyder det bekendt? Det synes i hvert fald jeg.

Oplevelsen under MHD af en voldsom mandlig tilstedeværelse endte i en længere diskussion med flere venner på vej hjem, og den stopper ikke med det samme. Skal Roskilde forholde sig til problemet og aktivt stoppe det? For eksempel ved at sætte stålbøjler op? Eller skal man lade et lille udsnit af den mandlige ungdom beholde dette betragtelige albuerum? Hvor går grænsen mellem respekt for hiphopkulturen og misforstået tolerance til ulempe for dens overordnede fællesskab?

Jeg har ikke svaret.

Festivalen taber pusten på Orange Scene

I et stadig mere aggressivt konkurrenceklima kæmper Roskilde med at få attraktive hovednavne til festivalens Orange Scene. Og det går desværre ud over kvaliteten. Bruno Mars er en ferm showmand, men hans musik lyder som en ung Jackson 5-Michael Jackson markedsført som duftspray. Og han har været dyr at booke.  

David Byrne.

Peter Nygaard Christensen

Massive Attack holder heller ikke længere standarden. Og rockbandet Interpol er virkelig ikke nødvendigt at genopleve overhovedet, hvilket den matte stemning på pladsen under koncerten bekræftede. 

Festivalen kan endda klare sig foruden. Det er campingpladsens mytologiske festfauna, den generelle højstemning og det store varierede, musikalske økosystem, der er brandet. Det er fint, at der ikke er fyldt til alle koncerter på Orange Scene, og det er fint med færre megabegivenheder. Brug pengene mere fornuftigt. For p.t. er det ærgerligt, at der skal gives køb på den kunstneriske kvalitet i jagten på billetkøbere.

Guitarerne er ikke løbet tør for muligheder

Trods – eller måske netop på grund af – sit liv uden for mainstream, så slog rocken og guitarerne flere gange benene væk under overtegnede. Mest markant med franske Celeste, der – i den korte tid, jeg nød dem – gav os et flænsende kirurgskarpt bud på black metal som en sortmagisk invasion af kroppen. Et kontinuerligt fremadskridende bjergmassiv.

Amerikanske Oh Sees gav til gengæld fornemmelsen af at træde ind på Swinging Londons freakbeat-scene i 1960’erne og høre et orkester opdage rocken. To synkrone trommeslagere, en rockfunky bassist og en fantastisk falsetforsanger med en godartet guitarbetændelse mellem hænderne.

David Byrne på Roskilde Festival.

Peter Nygaard Christensen

Landsmændene i Palm fandt deres eget krystalklare råderum i en slags avantgardeindie med anderledes taktarter såsom 7/8 og 5/4. Japanske Boris & Merzbow skabte en rockopera/-orkan af støj og lak.

Og så var der den uforlignelige Richard Dawson, der ligner en pensioneret hooligan og brøler som en i selskab med et band/kor, der både pakker ham ind i professionalisme og galer med på hans sange. De har det med at handle om landlige fornøjelser og fortrædeligheder.

Ikke alle gamle frugter falder ned

Det kan godt være at Massive Attack forsumpede i agitprop og alt for mange nye middelmådige numre. Og at Nick Cave pludselig virkede postuleret i sin følsomhed. Men andre veteraner lykkedes mere eller mindre strålende. Eminem, David Byrne. Og støjrockerne My Bloody Valentine – som jeg så første gang på Roskilde i 1989 – gav en pletvist magisk koncert, hvor de via deres visuals forlenede sig med tidens psykedeliske impulser. Og Nine Inch Nails bankede også alle de rigtige søm i os.

Det ser sådan her ud med musikhistorien: Hvis den ikke får lov at samle støv ved museale koncerter, hvor kustoderne ikke selv længere tror på deres historier, så kan den være lige så spillevende, som de mest hidsige ynglinges udbrud og amok.

Festivalens sidste fest natten til søndag.

Peter Nygaard Christensen

Alt gav mening på en ny måde

Og det er sådan her med Roskilde Festivalen: Den er altid bedre IRL – in real life – end på papiret. Lyden på scenerne er generelt fremragende. Stemningen er svær at beskrive, fordi den er polyfonisk, men den sætter sig i en som en venligsindet virus.

Og de bedste dele af publikum er ekstremt lydhøre, givende, rummelige og sjove. Der snakkes og brøles og opkastes naturligvis som til alle andre fester med 130.000 gæster. Men omkring de mindre scener oplever man et oprigtigt interesseret publikum, der vil musikken det bedste. Det skete helt sublimt under den åndeløse koncert med det indonesiske gamelan-orkester Gamelan Sakulat, hvor man ville kunne høre et tomt jointpapir falde i støvet. Vi var pludselig i en anden verden, hvor alt gav mening på en ny måde. Hvilket man også kan sige om Roskilde på festivalens bedste dage.

Peter Nygaard Christensen

Serie

Roskilde Festival 2018

Gennem urinstøv og et uoverskueligt antal koncerter dækker Informations udsendte medarbejdere Roskilde Festival 2018. Der vil være kritisk og passioneret stillingtagen til stjernerne. Nysgerrige vildfarelser og undrende reportager fra kulturorgiet på Dyrskuepladsen.

Følg Informations dækning og koncertanmeldelser her. 

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Sympatiske refleksioner. Selv blev jeg lørdag efter to minutter med Dua Lipa ramt af pop-traumatisk stress og måtte forlade pladsen - Gorillaz eller ej.

David Joelsen

At tør urinstøv synes lige så generende som vådt urinmudder, hører jeg.

Og at det atter lykkedes mig at undgå dyreskuet IRL. Jeg har misset dem alle og enhver (rekord?)