Læsetid: 4 min.

Med Luka Modric ser det hele så legende nemt og elegant ud

Den kroatiske playmaker, Luka Modric, er klodens mest elegante fodboldspiller lige nu. Hans hold møder England i VM-semifinalen onsdag, og i skyggen af Modric’ tryllerier ligger både en krigshærget opvækst og markante forandringer i fodboldens væsen
I Tottenham-dagene spillede Luka Modric forbavsende lig secunda punta, en ekstra hængende angriber, en 7’er, hvor han hos Real Madrid oftest ses på linje med sin makker på 8’er-pladsen, Toni Kroos. Han ligger langt dybere i banen.

I Tottenham-dagene spillede Luka Modric forbavsende lig secunda punta, en ekstra hængende angriber, en 7’er, hvor han hos Real Madrid oftest ses på linje med sin makker på 8’er-pladsen, Toni Kroos. Han ligger langt dybere i banen.

Lukasz Skwiot

11. juli 2018

Luka Modric, Kroatiens playmaker og suveræne omdrejningspunkt, er ifølge holdkammeraten Ivan Rakitic »fra en anden planet«. Til daglig spiller Modric og Rakitic for de sydende ærkerivaler Real Madrid og FC Barcelona, men i aften er de på samme rød-og-hvid-ternede mandskab i semifinalen mod England.

På Rakitic’ drømmehold er der to, der stensikkert vil optræde: Andrés Iniesta, kroatens tidligere kollega fra Barca, som nu spiller i den japanske klub Vissel Kobe. Og Modric.

»Han er som en storebror for mig,« udtaler Rakitic til BBC.

»Modric er den bedste spiller, Kroatien nogensinde har haft,« siger den tidligere Barcelona- og Real Madrid-midtbanespiller, Robert Prosinecki.

Det er første gang siden 2008 i Wien, at Kroatien er gået videre end den første knockout-kamp. Først Danmark og så de russiske værter, som pludselig vågnede til dåd. Begge hårde, intense kampe langt ind i overtid og straffesparkskonkurrence.

»Det var vildt vigtigt for os at få fjernet den abe fra vores skuldre,« udtalte Modric til Fifa’s hjemmeside.

»Jeg har været på holdet siden 2008, og i den tid har vi haft adskillige uheldige nederlag, specielt mod Tyrkiet og Portugal. Vi havde brug for lidt held, og jeg synes, vi har fortjent det,« konkluderede Modric.

Fra flygtningelejr til flygtningelejr

Huset er en ruin. Taget er for længst væk, og der gror mos op ad de hullede vægge. Vi er ved foden af Velebit-bjergene i Kroatien, der strækker sig fra Senj cirka 145 kilometer langs den adriatiske kyst i sydlig retning.

I dag er her stadig landminer i området. Luka Modric, født 1985, og hans bedstefar, som også hed Luka, boede i huset. De kom fra landsbyen Modrici, deraf familienavnet.

Så kom borgerkrigen i 1991. Bedstefaderen blev dræbt af serbiske oprørstropper, og resten af Lukas familie måtte flygte til kystbyen Zadar 40 kilometer væk. Familien drev fra flygtningelejr til flygtningelejr. Lille, spinkle Luka holdt sig for sig selv, spillede mur i de mørke gange og krammede sin læderfodbold i søvne.

Talentet fornægtede sig ikke, og Josip Bajlo, træner for førstedivisionsholdet NK Zadar, tilbød drengen at komme i fodboldskole.

»Han var sin generations idol, en leder,« udtalte Bajlo til det franske nyhedsagentur AFP.

»Vi var altid bange. Det er det, jeg husker mest,« fortæller en anden af Modric’ trænere for NK Zadar, Tomislav Basic, til et spansk tv-hold, der er rejst til Kroatien for at finde Real Madrid-talismanens rødder.

»Tusindvis af granater affyret fra bakkerne i nærheden regnede ned over vores træningsbaner i de år. Hele tiden måtte vi løbe i dækning. Fodbold var vores virkelighedsflugt,« fortsætter Basic.

Modric blev købt af hovedstadsklubben Dinamo Zagreb i 2000, og i 2008 skiftede han til engelske Tottenham Hotspur. Her fik Real Madrid øjnene op for den kroatiske guldfugl og erhvervede ham i 2012 for 250 millioner kroner.

Klassiske 10’ere

Jonathan Wilson er forfatter til bogen Inverting the Pyramid, der handler om fodboldtaktik gennem tiderne, og skriver for blandt andet The Guardian. Ifølge Wilson er argentineren Juan Román Riquelme den sidste af de store, klassiske 10’ere.

Riquelme er langsom, men forfinet. Han fryser spillet og læser de næste handlemuligheder, ligesom Johan Cruyff og Franz Beckenbauer gjorde i gamle dage. Han stopper fremdriften blot for at lægge en dybdeaflevering, der totalt splitter et forsvar.

Riquelmes signatur på en fodboldbane er ikke langt fra italienske Andrea Pirlos, blot fra en langt mere fremskubbet position. Riquelme er den sidste store, argentinske trequartista. De kalder ham enganche’en, krogen. På samme måde var Allessandro del Piero den sidste store, italienske trequartista, der ubesværet kunne glide over i rollen som angriber.

Kontrasten til Riquelme og del Piero indvarsler samtidig den nye 10’er, siger Wilson. Luka Modric er kroneksemplet. Modric er mere adaptiv i sit spil. I Tottenham-dagene spillede Luka forbavsende lig secunda punta, en ekstra hængende angriber, en 7’er, hvor han hos Real Madrid oftest ses på linje med sin makker på 8’er-pladsen, Toni Kroos. Han ligger langt dybere i banen.

På Rui Costas og Zinedine Zidanes tid var normen mere ’rene’ 4-4-2- og 4-3-3-taktikker. Det ser man stadig på landsholdene, hvor der ikke er den samme tid til at arbejde med komplicerede geometrier og rollefordelinger som på klubplan. I dag er det helt normalt for hold som Barcelona og Real Madrid at skifte dynamisk mellem eksempelvis 4-3-3 og 4-2-3-1. Det har skabt langt større krav til fleksibilitet, styrke på midten af banen og omstillingsparate spillere som Modric og hans landsmand Ivan Rakitic. Moderne mandskaber er slet og ret ikke så afhængige af 10’erens magiske, men også langsommelige evner længere.

Italienerne har et ord for den nye 10’er. Dirigista kalder de ham. Sådan en spiller ligger højere end registaen – Pirlo – og dybere end trequartistaen. På papiret er han den mest myndige af de offensive 8’ere, men han er hverken kantspiller som en gammeldags innerwing eller helt central som en klassisk 10’er eller en meget høj 5’er a la Cruyff. Snarere er arbejdszonen lidt til højre eller venstre for cirklen med midteraksen som fikspunkt. En spiller som Modric dirigerer spillet fra midten og frem. Men han har også masser af defensive pligter, hvad vi især så mod Rusland, hvor Kroatien spillede uden en decideret pivote.

Og med Modric ser det hele så legende nemt og elegant ud.

»At være med i et VM er et stort privilegie. At spille for mit land er en ære og en fornøjelse. Men at vinde VM med Kroatien? Det er næsten utænkeligt, og det vil være det smukkeste eventyr, jeg kan forestille mig,« slutter Luka Modric.

Serie

VM i fodbold 2018

VM 2018 står for døren, og vi gør på Information det, vi prøver på altid at gøre: Vi skærer alt det uvæsentlige fra og leverer hver dag den ene artikel fra VM i fodbold, som du skal læse, hvis du ikke vil læse andet. Vi gør dig klogere på en begivenhed, man indimellem kan frygte, at man bliver lidt dummere af. Følg vores dækning her.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • ulrik mortensen
ulrik mortensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu