Læsetid: 12 min.

Museum of Ice Cream er et lyserødt museum, som 1960’er-avantgarden ikke havde set komme

På listen over de mest instagrammede museer i verden ligger et lille amerikansk museum nummer seks – kun overgået af giganter som Louvre og MoMA. Det hedder Museum of Ice Cream og er et kommercielt koncept skabt til ’millenials’, som udfordrer traditionelle kunstmuseer og hele vores måde at opleve kunst på. Det bliver styret af en lyserød hær og billetterne bliver revet væk
Museum of Ice Cream er skabt til Instagram-fotos, og installationerne har ikke nogen kunstnerisk afsender. Foruden en krymmelpool indeholder det blandt andet stiliserede rum med banangynger, kæmpe-ispinde, der er smeltet ind i vægge, lyserødt sand og lige så lyserøde palmer.

Museum of Ice Cream er skabt til Instagram-fotos, og installationerne har ikke nogen kunstnerisk afsender. Foruden en krymmelpool indeholder det blandt andet stiliserede rum med banangynger, kæmpe-ispinde, der er smeltet ind i vægge, lyserødt sand og lige så lyserøde palmer.

Ulrich Quistgaard

20. juli 2018

MIAMI, FLORIDA – En lille fireårig bar fod glider ned i en swimmingpool af regnbuefarvet krymmel – tivolikrymmel af den slags, softice bliver vendt i. En syvårig og en etårig følger efter. Ungerne er vores, vi bader sammen med dem i krymmelpoolen på et museum i Miami. Og vi er ikke alene.

For to somre siden stod newyorkere i lange lange køer for at hoppe i sådan en pool. Her åbnede den første udgave af Museum of Ice Cream i Manhattans Meatpacking District. Grundlæggeren, den i dag 26-årige Maryellis Bunn fra Californien, havde dengang ingen idé om, hvilket fænomen hun havde sat i gang.

Museet er skabt til instagramfotos, og installationerne har ikke nogen kunstnerisk afsender. Foruden en krymmelpool indeholder det blandt andet stiliserede rum med banangynger, kæmpe-ispinde, der er smeltet ind i vægge, lyserødt sand og lige så lyserøde palmer.

Alt sammen den perfekte kulisse for det perfekte foto, der kan høste likes på Instagram. Lignende museer – blot med andre temaer som slik og avocadoer – åbner nu rundt omkring i USA.

Maryellis Bunn har udtalt til Forbes, at ideen til Museum of Ice Cream kom efter en masse samtaler med folk om, hvordan man kunne bruge et eksperimentielt rum til at nå ud til millenials. Hun savnede simpelthen noget »nyt« i New York, noget andet end de traditionelle kunstmuseer.

Til New York magazine udtalte hun:

»Alle de traditionelle oplevelser – museer, for eksempel – det er institutioner, som bliver mere og mere gammeldags. De har simpelthen ikke været i stand til at transformere sig i forhold til, hvad folk interesserer sig for i dag.«

Citatet blev bragt i en artikel i magasinet med titlen:

»Er Maryellis Bunn millenialudgaven af Walt Disney?«

Ideen var i første omgang, at Museum of Ice Cream skulle holde åbent i 45 dage, men inden for en uge var der udsolgt. 30.000 billetter var blevet revet væk, og 200.000 mennesker stod på venteliste. På en dag med fri adgang sov folk i kø på gaden for at blive lukket ind.

Efterfølgende åbnede nye udgaver af museet i San Fransisco og Los Angeles, som blev flittigt besøgt – og instagrammet – af stjerner som Kim Kardashian, Katy Perry og Gwyneth Paltrow. Også Jay-Z og Beyoncé lagde fotos op af sig selv og deres datter Blue Ivy fra krymmelpoolen.

I december 2017 slog museet så dørene op i Miami. Billetter kan kun købes online, de er med præcis tidsangivelse og giver adgang til en times besøg.

Da vi først tjekkede museets website, var alt udsolgt, men da udstillingen i Miami blev forlænget med en måned, købte vi billetter. Stykpris: 38 dollar for både børn og voksne. Til sammenligning koster det 25 dollar at besøge MoMa – Museum of Modern Art i New York.

Gæsternes påklædning er gennemtænkt på Museum of Ice Cream – både de voksnes og deres børns. Naturligt nok, for det er dem, som kameralinsen peger på.

Ulrich Quistgaard

Hvad er dit isnavn?

»Og hvad er så jeres ice cream-navne,« spørger en ansat klædt i lyserødt, da vi ankommer til museets indgang.

Maryellis Bunn refererer til sine ansatte som ’den lyserøde hær’, og hun og alle de ansatte har et isnavn – hendes eget er Scream. Kvinderne foran os i køen har alle et navn parat. Det har vi ikke:

»Øh … Strawberry-chocolate, nej … Team-super-ice-cream (genialt).«

»Okay, wauw, I kan bare gå ind,« siger den unge kvinde, mens vores fireårige står og piller i et par lyserøde glassten i en stor urtepotte med en lyserød palme.

Før vi når til krymmelpoolen, møder vi Cafe con leché – en spåkone, som får ungerne til at vende et kort hver og spår dem en eventyrlig tur gennem museet.

Det samme gør hun med alle de voksne, som i øvrigt viser sig at være i klart overtal: som i cirka 95 procent under vores besøg. Er det her ismuseum for voksne eller børn? Svaret får vi i allerførste rum. Rummet med krymmelpoolen, den pool, som vi har solgt stedet på til vores børn.

Alle skal tage skoene af, og derefter kan man gå hen i en pool med plastikkrymmel. Alle har fokus på det billede, de med deres telefon er ved at tage, og de vælter hen over os. Efter få minutter bliver vi kaldt op. Vores børn bliver i lidt efter, at de voksne er hoppet op, men så begynder en fra den lyserøde hær højlydt at tælle ned:

»Næste hold er på vej! Fem-fire-tre-to-én – Alle ud af poolen,« råber hun, og vi er videre. Vi når ikke hen under guldbruserne, der er monteret på den lyserøde flisevæg. Her bliver flittigt taget selfies.

Instagram har offentliggjort en liste over de museer, der sidste år var mest populære, og her ligger Museum of Ice Cream på en sjetteplads over de mest instagrammede museer i USA sammen med de helst store som the MET og MoMA – og foran bl.a. Guggenheim i New York, der ligger nummer ti.

På verdensplan er Museum of Ice Cream det tiendemest instagrammede – Louvre i Paris tager førstepladsen. At Museum of Ice Cream overhovedet er på den topti, er blevet kommenteret af flere amerikanske medier, bl.a. Artnews.com, der kalder det »foruroligende«.

I dets toårige levetid har Museum of Ice Cream samlet set haft næsten en million besøgende. Og hvis vi igen skal sammenligne med MoMA, har den gamle gigant i de seneste år haft i omegnen af tre millioner besøgende om året.

Der var kun en håndfuld minutter til et helt hold i krymmelpoolen, så der blev taget mange fotos. Hurtigt.

Ulrich Quistgaard

Inden vi tog til Miami, talte vi med Rikke Kjærsgaard, som er specialestuderende på Performance Design på Roskilde Universitet, og som skriver speciale om museet:

»Museum of Ice Cream er et ekstremt eksempel på digitalisering af oplevelser. Og det er et ekstremt vellykket eksempel.«

Fra første rum oplever vi, at museet er tegnefilmsagtigt, og ifølge Kjærsgaard er det i høj grad inspireret af kunstneren Yayoi Kusamas udtryk og rum med prikker, som mange nok husker fra Louisiana – og Instagram. Og måske fra den efterfølgende debat for og imod museumsselfies og Instagrams indtog på museerne.

»Online og offline forenes og smelter sammen på Museum of Ice Cream. Det er en ny måde at opleve ting på i dag, og den type museer er front-runnere og meget rendyrkede i forhold til andre,« fortæller Rikke Kjærsgaard.

Tania Ørum, lektor emerita ved Institut for Kunst- og Kulturvidenskab på Københavns Universitet, peger på 1960’ernes popkultur, da vi senere beder hende sætte ord på, hvad Museum of Ice Cream er for en størrelse. For det er siden 1960’erne, at grænserne mellem høj og lav kultur er blevet udvasket:

»Når kasser med sæbepulver kan være en skulptur, som det var tilfældet med Andy Warhol, er der ikke længere et klart hierarki imellem, hvad der er banale hverdagsgenstande, og hvad der er kunst. Allerede med popkunsten diskuterede man, om det var en fejring af det kommercielle, kapitalistiske samfund og dets vareudbud – eller om det var en form for realisme, der omsider bragte hverdagsgenstande ind i kunstens rum,« siger hun og pointerer, at med minimalismens skulpturer blev tilskuerens bevægelser i rummet afgørende. Det blev tilskueren, der bragte kunstrummet i funktion.

»Museum of Ice Cream er den logiske konsekvens af denne udvikling: Ligesom popkunsten udstiller stedet kommercielle hverdagsgenstande eller begærede varer. Og som i minimalismen og den performative strømning er det tilskueren selv, der skal bevæge sig gennem ’værket’ og give det mening.«

Ifølge Tania Ørum er »instagramiseringen« af kunsten blot sidste logiske skridt af en afmontering af skellet mellem høj og lav, kunst og hverdag, det kreative og det kommercielle:

»Det var ikke den konsekvens, 1960’er-avantgarden forestillede sig, men det er vel svært at benægte, at der er tale om en demokratisering – selv om den jo unægtelig iscenesættes af kommercielle kræfter. Mens avantgarden jo forestillede sig en frihedsverden uden for kapitalens rækkevidde,« siger hun.

Så rummet ryster

På museet deles der løbende forskellige typer af is – fotofine, naturligvis – ud til de besøgende. Og i det næste rum, vi kommer til, er der da også en isbar a la Grease og USA i 1950’erne.

Vores næsten femårige pige har glædet sig, men nu gider hun pludselig ikke rigtigt. Hun flipper lidt ud, og her skal det retfærdigvis siges, at det ikke er museets skyld. Der er nemlig flødeskum og et pink cocktailbær på hendes første is, og hun kan ikke lide hvide ting for tiden.

Hun sætter sig op ad en rude og ser gnaven ud, og vi tager et billede af hende i et eller andet forsøg på at være autentiske og dokumentere, at ikke alt er lykke, bare fordi man som fireårig er havnet på et ismuseum og har badet to minutter i en krymmelpool. Hun bliver rasende og råber »NEEEEEEJ«, så rummet ryster. Vi skal ikke tage et billede af hende nu.

Og her står vi så. To forældre på 37 og 39 år, der har taget vores børn med som statister på et ismuseum for voksne. Vi er kun nået til rum nummer to, og pludselig virker det lille museum stort og ungerne små.

Vores børn er begyndt at sige fra, når de ikke vil fotograferes. Vi har selv et ret afslappet forhold til Instagram og poster lidt billeder af vores børn, men vi kender også nogle, der mener, at man tager børnenes egen historie fra dem ved at offentliggøre billeder af dem, som de ikke selv har kontrol over.

Det er svært ikke at overveje for og imod børn på Instagram på et museum som dette, for her er det digitale billeder, det handler om, både når det gælder voksne og børn.

I baghovedet har vi en samtale med Rikke Kjærsgaard fra Roskilde Universitet, som fortalte os, hvordan hun under et besøg på museet oplevede flere børn, som var kede af det og ikke gad at haste videre og få taget billeder hele tiden.

Vi er samlet ved den lyserøde sandkasse. Det eneste rum på museet, hvor de voksne hurtigt var videre, og hvor ungerne gerne ville blive hængende lidt.

Ulrich Quistgaard

Is og graviditet på Instagram

Her står vi så med tre børn, den ene er i rigtig dårligt humør, og vi må lave en hurtig plan. En af os skaffer en is uden flødeskum, den anden af os snakker med nogle voksne i lokalet, som faktisk har det sjovt.

Joselyn er 27 år og er rejst fra Washington D.C. med seks veninder for at besøge museet. De glitrer af guldsmykker og våd læbestift. En af venindernes døtre havde set museet online. »Det er et eventyr,« siger Joselyn.

»Der er så meget reklame og omtale af det her museum. Vi har slet ikke sådan noget i D.C., altså et sted, et museum, hvor man aktivt kan bruge sig selv så meget.«

Joselyn er også begejstret for al den gratis is.

»Jeg synes, at is er et fint tema. Folk bestemmer selv, om de synes, det er kunst. Jeg synes, det er. Og fordi sociale medier er så store i dag, vil vi selvfølgelig lægge en masse på Insta og Snapchat.«

Som flere andre, vi taler med, vil Joselyn helst ikke have sit efternavn i avisen, hvilket egentlig er paradoksalt, fordi de kommer her for at tage billeder af sig selv og offentliggøre dem online.

Måske er det et spørgsmål om kontrol, der har rejst sig sammen med de sociale medier – som når Beyoncé selv vælger præcis, hvor og hvornår hun vil offentliggøre en graviditet eller et dyp i en krymmelpool på Instagram.

Museum of Ice Cream er ikke decideret lavet til børn, fandt vi ret hurtigt ud af.

Ulrich Quistgaard

Samera og Rhonda er begge i solgult, begge 25 år og begge fra Miami. De opdagede også museet på Instagram og er her for at tage fotos til samme medie.

– Hvad betyder det for jeres besøg?

Samera: »Alt. Det er jo det, stedet her handler om.«

– Er det, hvad I forventede?

Rhonda: »Ja, fuldstændig. Det ser jo ud i virkeligheden, som det gør på Instagram.«

Vores unger tøffer med op og ned ad farverige trapper under regnbuefarvede balloner, indtil vi når junglerummet, og så får de nok. Der er kø både til den orange, bløde gummi-wrecking ball a la Miley Cyrus, og der er kø til banangyngen. 12 voksne står og venter på at kunne sætte sig på den og tage fotos. Først opdager ungerne det ikke og løber hen til gyngen, men en mand i køen råber med det samme til os:

»Hey, de springer over!«

»Hvor kommer man ud,« råber vores syvårige.

Hvorfor er det, at vi voksne – ud over at tage instagramfotos af vores børn – i så høj grad vender linsen mod os selv, også når vi går på museum?

Tania Ørum fra Københavns Universitet mener, at det hænger sammen med, at vi i vores kultur i dag bombarderes med flere og flere meddelelser om, hvor individuelle vi er. Vi er selv skabere af vores eget liv.

»Samtidig med al den propaganda for det individuelle oplever de fleste nok, at vi lever i en meget systempræget verden, hvor vi blot er numre i nogle meget generelle systemer, der ikke tager hensyn til vores individuelle ønsker. Derfor er det måske ikke så sært, at vi føler et stigende behov for at dokumentere vores individualitet – om ikke andet så på Instagram,« siger hun.

Lisbett på 28 år i den røde trøje til højre er taget hertil med sin bedste veninde og venindens barn på tre år. Hun mener, at 95 procent af oplevelsen handler om at tage billeder.

Ulrich Quistgaard

Tinderland

Museum of Ice Cream har i dag store kommercielle sponsorer i ryggen, som f.eks. datingappen Tinder, som på det første museum i New York sponseret et Tinder-rum, kaldet Tinderland, med blandt andet vægmonterede iPads, hvor besøgende kunne swipe sig frem til, om jordbær-, vanilie- eller måske pistaciesmag var deres perfekte match.

American Express, Dove (ikke dem med cremerne, vi kender herhjemme, men et amerikansk ismærke under Mars-koncernen) og senest den amerikanske supermarkedskæde Target er også kendte sponsorer. Maryellis Bunn har udtalt, at Dove oplevede et øget salg i USA, efter at de havde delt chokolade ud på Museum of Ice Cream i Los Angeles. Det blev bekræftet af virksomheden.

Vi når til et rum, vores unger synes er lidt sjovt. Der bliver spillet »Uptown Funk« med Bruno Mars, og der er lyserødt klistret sand, man kan bygge med. Det er sjovt nok også det rum, som de voksne forlader hurtigst, måske fordi indretningen her er ret simpel og centreret omkring ... en sandkasse.

Enkelte stiller sig dog op, krammer lyserød modellervoks i hånden og lader det løbe ud mellem fingrene med let sammenknebne sexy eyes.

Lisbett på 28 år er oprindeligt fra Cuba og bor nu nord for Miami. Hun er taget hertil med sin bedste veninde og venindens barn på tre år. De hænger også ud i sandrummet.

»Jeg har set 1.000 billeder herindefra på Instagram; 95 procent af oplevelsen handler om at tage billeder,« siger hun. Men hun synes stadig, museet mest er for børn, fordi det handler om is.

Vi nærmer os udgangen, og der bliver taget fotos alle steder, op og ned ad trappeopgangen, som også er malet i alle regbuens farver. Og opgaven bliver taget aldeles alvorligt fra start til slut, samtidig med at der lyder en masse »Wuhuu« og »you go girl!«.

Stemningen blandt de voksne er høj. At være på museet er som at stå midt i en legemliggørelse af Instagram. Stedet er skabt til at blive delt – og markedsført – på sociale medier.

Vores unger bygger med noget, der ligner kæmpe lakridskonfekt. De er efterhånden helt fedtet ind i is og hygger sig egentlig o.k. Farverne er klare, og gennem vinduerne og fra tagterrassen kan vi se en knaldblå himmel og et turkist hav.

Museum of Ice Cream ligner et forsøg på at skabe en fuldstændig ufarlig verden. Alle steder hænger der citater om at give plads til fantasi, drømme og nostalgi. Senere bliver denne følelse bekræftet af en talsperson for museet, Taylor Thompson, som ikke vil tale om kunst, men som skriver til os om museets vison:

»At sprede kærlighed til is, til nye steder rundt omkring i verden. Bygge større og bedre og sjovere koncepter og en ny model for sociale oplevelser.«

Måske er det ufarlige og det genkendelige – sammen med muligheden for et fedt instagramfoto – det, der trækker så mange folk til. Måske finder man ikke lykken i en krymmelpool, men den er i det mindste svær at drukne i.

Vi er samlet ved den lyserøde sandkasse. Det eneste rum på museet, hvor de voksne hurtigt var videre, og hvor ungerne gerne ville blive hængende lidt.

Ulrich Quistgaard

Det er ikke kun på Museum of Ice Cream, at folk ivrigt tager billeder og poster dem på Instragram. På Danske ARoS er installationen Your Rainbow Panorama af Olafur Eliasson »det mest Instagram-egnede stykke kunst i Danmark«, ifølge museumsdirektør Erlend Høyersten selv.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Lars Rasmussen
  • David Zennaro
Lars Rasmussen og David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

David Joelsen

IFF - Ipad og fumlede fingre.

Hvis man fortalte amerikanerne at dessertisen går helt tilbage til de gamle grækere og iranere ville de ikke tro det. Gad vide om museet i det hele taget nævner det?

Tommy Gundestrup Schou

Bare det, at det i overskriften nævnes, at det er det mest instagrammede i verden er nok til at diskvalificere det totalt.

Tommy Gundestrup Schou

Ja ok. Et af de mest instagrammede så. ;)

Men helt ærligt. Folk må kede sig gevaldigt, hvis et sådant museum skal have success. (Efter min mening).

David Joelsen

Danmark må strakst stille op med et museum over klaphatte. Vi ryder Amager Fællede og får den islandske lysmester til st lave en kæmpe glashus formet som en klaphat. EU vil sikkert bidrage med en klat penge. Det hele interaktivt. Udenfor stille en kæmpe statue af Esben Lunde kunne jeg forestille mig. Eller ministeren med ansvar for Tibetsagen, hvis man nogensinde får peget vedkommende ud. Det kan kun blive godt.