Olof Palme: Markant, modsætningsfyldt – og myrdet

Ingen svensk politisk skikkelse var i 1900-tallet mere omstridt end den socialdemokratiske statsminister Olof Palme. Og fuldt så kontroversielt som hans liv og virke blev hans død ved skuddrab i Stockholm februar 1986. Efterforskningen blev politisk højspændt og politimæssigt forfejlet og er endt blindt. Som en forklaring på Palmes karriere – og måske også hans død – spøger den nazisme, som Sverige aldrig fik gjort op med efter sit tætte samarbejde med Hitler-Tyskland.

At Palmes manddomsgerning kom til at ligge i Socialdemokratiet, endda på partiets venstrefløj, blev af mange svenske borgerlige set som et forræderi. I 1927 var Palme født ind i en familie, der var adelig, højreorienteret, tyskvenlig, forsvarsbegejstret og antisocialdemokratisk. Helt frem til slutningen af Olofs teenagertid var der ikke tegn på, at han ville bryde dette mønster. Han meldte sig til dragonerne som 18-årig, optrådte som skribent i højreavisen Svenska Dagbladet og rakkede ned på den evindeligt siddende socialdemokratiske regering. 

USA: Vendepunkt

Vendepunktet i Olof Palmes liv indtraf, da han som 20-årig – i 1947 – kom et år på collegeophold i USA. Han blev betaget af den amerikanske efterkrigsgeneration – som han siden beskrev: »med hele dens sprudlende vitalitet og med dens blanding af livsbekræftende materialisme og naiv idealisme«.

Palme blev begejstret Franklin Roosevelt-demokrat – det, som man i USA kalder ’liberal’ – men som betyder noget andet i Europa, nemlig: frisindet, social humanist.

Og det blev Palme ved med at være resten af sit liv, uanset at naiviteten lagde fælder for ham, og at han blev trukket ud i betonbaner af det Socialdemokrati, som han endte med at skulle holde sammen på.

Ved hjemkomsten skrev Palme en klog avisartikel om USA’s politik. Den artikel blev læst af den svenske studenterorganisation SFS, der er søsterforening til DSF, Danske Studerendes Fællesråd. Og SFS stod just for at skulle opruste sin deltagelse i idealistisk internationalt studenterarbejde. Baggrunden er således beskrevet af Palmes levnedsskildrer Henrik Berggren i hans roste Palme-biografi Aristokraten, der blev socialist fra 2010:

»I slutningen af 1930’erne havde en højrøstet og reaktionær studenteropinion – først og fremmest ved universitetet i Uppsala – krævet, at Sverige skulle lukke sine grænser for jødiske flygtninge fra Nazi-Tyskland. Skammen – om ikke skylden – bevirkede, at SFS ikke kunne fortsætte med at hyppe sine provinsielle kartofler, men var tvunget til at tage den bølge af ung internationalisme, som opstod i krigens kølvand, meget alvorligt.«

Og derfor ansatte SFS den 22-årige Palme som sekretær for foreningens internationale udvalg – den ansættelse, der blev springbrættet for Palmes politiske karriere.

Talent bevist

Palme beviste sit politiske talent og sin manøvredygtighed ved at få sprængt Den Internationale Studenterorganisation IUS, der havde haft hovedkvarter i Prag og derfor var faldet i kommunisters klør efter det stalinistiske kup i Tjekkoslovakiet i 1948. Palme fik sig placeret som lederen af de ikke-kommunistiske studenterorganisationer i Vesten og tredjeverdenslandene. Dem fik han i 1950 samlet i Stockholm til stiftelsen af en ny ikkekommunistisk international organisation. At amerikanske CIA pr. mellemmand betalte det nye sekretariat, havde Palme formentlig næppe gennemskuet. Og at det i 1966 blev afsløret i et amerikansk tidsskrift, var pinagtigt for ham.

I den svenske studenterorganisation steg Palme til international formand, dernæst formand for alle svenske studerende. I sin afskedstale til dem skitserede han en vej bort fra skammen over svensk underdanighed over for nazisterne: at genoprette Sveriges moralske ære gennem humanitær bistand, støtte til demokratibevægelser og aktiv flygtningehjælp.

Og det blev det program, som Palme fulgte, da han gjorde landspolitisk lynkarriere. Han blev sekretær for den socialdemokratiske landsfader, statsminister Tage Erlander, dernæst dennes nærmeste rådgiver, rigsdagsmedlem, minister og – ved Erlanders afgang i 1969 – statsminister som 42-årig.

Nu brugte Palme opdriften fra den svenske skyldfølelse til at løfte sig op i rollen som hele verdens dårlige samvittighed. Navnlig den vestlige. USA’s bombninger af Nordvietnam i december 1972 sammenlignede han med nazisternes jødeudryddelser, og han marcherede i stockholmsk protestfakkeltog sammen med Nordvietnams Moskva-ambassadør. USA’s Nixon-regering nedfrøs i protest forbindelserne til Sverige. Måske var det hele et indforstået spil for galleriet. I hvert fald viser efterfølgende undersøgelser, at mellem Sverige og USA fortsatte såvel handel som hemmeligt militært samarbejde uanfægtet i hele den tilsyneladende konfliktperiode.

Også andre dobbeltspil var Palme involveret i. Han optrådte som international fredsmægler, men var samtidig optaget af at sælge militært udstyr for den svenske våbenproducent Bofors.

Mordet

En iskold februarnat i 1986 blev Palme dræbt af pistolskud, da han med sin hustru Lisbet spadserede hjem fra en biografforestilling i Stockholm. Mordet er aldrig blevet opklaret.

Men det kom til at vise sig, at også i Palmes død spillede nazismen en rolle. Hitlers ideologi blev hyldet af flere af de ensomme, bitre mænd, der har været under mistanke som skyldige i mordet. Hvad værre er: Nazismen var også tilbedt af en række af de ledende mænd i det stockholmske politikorps, der forkludrede opklaringen så eftertrykkeligt, at det kan nære mistanke om meddelagtighed.

Den svenske efterforskning nåede frem til en politisk bekvem skyldig: en ensom, politisk forvirret gerningsmand uden medsammensvorne, den hidsige narkoman med mange uvenner i det kriminelle miljø, Christer Petterson.

Christer Petterson endte med at blive frifundet for drabet. Det svenske politi har – uden entusiasme – skullet genstarte efterforskningen. Den har indtil nu ikke bragt resultater.

Omstændighederne omkring Palmes død og de fejlslagne politiundersøgelser har – sammen med mange konspirationsteorier – været med til at kaste et helgenskær over Olof Palme. Det slører for historieforståelsen. Nogen helgen var Palme ikke. Men derimod en markant og genstridig politisk skikkelse, der i indland og udland formåede at sløre Sveriges tvetydige rolle under Anden Verdenskrig og Den Kolde Krig.