Baggrund
Læsetid: 4 min.

På det franske landshold vejer evnen til at underordne sig højere end de individuelle spilleres kvaliteter

Hvis Didier Deschamps leder Frankrig til VM-guld, vil han skrive sig ind i europæisk fodboldhistorie. Først skal den diminutive pragmatiker på sidelinjen dog lige føre sine tropper forbi Belgien i tirsdagens semifinale
Hvis Frankrig sejrer i finalen på søndag, bliver den tidligere midtbaneterrier Didier Deschamps den kun anden europæer efter Franz Beckenbauer, der har vundet VM som både spiller og træner.

Hvis Frankrig sejrer i finalen på søndag, bliver den tidligere midtbaneterrier Didier Deschamps den kun anden europæer efter Franz Beckenbauer, der har vundet VM som både spiller og træner.

Sergey Dolzhenko

Kultur
10. juli 2018

Som Jørgen Leth ville sige, så rummer alle verdensmestre en fortælling; nogle er bare smukkere end andre, og blandt de smukkeste fortællinger i nyere tid er den, der handler om de franske verdensmestre fra 1998.

Her havde vi en række aktører, der med deres heroiske – ja, nærmest romantiske – udstråling næsten optrådte som hovedrolleindehavere i en roman af Alexandre Dumas:

Der var den introverte, men determinerede playmaker på ophøjet mission, Zinedine Zidane; midtbaneløjtnanten med den bølgende hestehale, Emmanuel Petit; den høje og majestætiske forsvarsgeneral, Laurent Blanc; den anarkistiske kantspiller med de armenske rødder, Youri Djorkaeff, og den kronragede gavtyv med lynreflekserne, Fabien Barthez.

En af de skikkelser, der kun spiller en birolle i fortællingen – til trods for, at han som anfører fik æren af at løfte VM-trofæet efter finalesejren over Brasilien – er den diminutive midtbanekriger fra Bayonne i det sydvestlige Frankrig helt nede ved grænsen til Spanien, Didier Deschamps.

Deschamps er på mange måder den oversete figur i historien om det franske VM-guld, måske fordi han i bund og grund var den mest ordinære – eller i hvert fald uspændende – spiller på holdet.

Som defensiv midtbanemand var det hans opgave at bevogte forsvarskæden og give hans flamboyante holdkammerater frihed til at udfolde sig, og det gjorde han med sådan en selvopofrelse, at ingen rigtig husker ham for noget særligt.

Der var ingen, der råbte »Deschamps for President!« inde på Champ-Élysées på jubelnatten.

Nu er denne halvanonyme skikkelse fra verdensmesterholdet imidlertid to kampe fra at gå over i fodboldhistorien. Hvis Frankrig sejrer i finalen på søndag, bliver den tidligere midtbaneterrier fra foden af Pyrenæerne den kun anden europæer efter Franz Beckenbauer, der har vundet VM som både spiller og træner.

Det vil være en bemærkelsesværdig triumf for en mand, der overtog et fransk landshold, som var mere eller mindre i opløsning efter EM i 2012.

På det tidspunkt var slutrunden netop endt i vanære for Les Bleus efter en række disciplinære bataljer, og Deschamps’ første opgave var derfor at genskabe holdets esprit d’équipe. Det gjorde han ved at hælde en række af de talentfulde egocentrikere, som fransk fodbold altid har været storproducent af, ud af truppen og erstatte dem med holdspillere, der ønsker at kæmpe for hinanden og for den blå landsholdstrøje, som Deschamps som stolt franskmand altid har betonet æren af at repræsentere.

Det største offer for denne udrensning har utvivlsomt været Real Madrids Karim Benzema, der i mange sæsoner har været en af de bedste 9’ere på den europæiske fodboldscene. I Deschamps’ øjne har Benzema imidlertid diskvalificeret sig ved at udvise manglende dømmekraft i forbindelse med sit engagement i en slibrig sag om en sexvideo og mulig afpresning af landsholdskammeraten Valbuena. Derfor må Madrid-angriberen følge VM hjemme fra tv-skærmen, mens den spillemæssigt mere begrænsede, men ultraloyale Olivier Giroud udfylder rollen som rambuk i franskmændenes forreste linje.

For den franske landstræner er det ikke de individuelle kvaliteter, men evnen til at underordne sig fællesskabet, der vejer højest.

Eller som han selv formulerede det i et interview med det franske fodboldforbund i forbindelse med udtagelsen af sin trup til turneringen i Rusland.

»(Målsætningen er) ikke nødvendigvis at udtage de bedste 23 spillere, men at danne den gruppe, der kan komme længst i turneringen. Jeg ved udmærket, at der er spillere, der objektivt set fortjener at komme med til Rusland, men som ikke står på min liste. De fodboldmæssige kvaliteter er vigtige, men de sociale egenskaber og holdånden vejer endnu tungere.«

Til trods for at Deschamps har genskabt respekten om landsholdet, har tilværelsen som landstræner ikke været tornefri. Medierne har gentagne gange været efter ham, især med en kritik af, at han ikke har implementeret et fast spillemæssigt koncept på holdet.

Det er dog en kritik, som Deschamps er skråt ligeglad med. Spillemæssige koncepter er efter hans mening en luksus, man som landstræner ikke kan tillade sig. Her må man fægte sig frem efter omstændighederne. Og Deschamps tilgår landsholdets spillestil med samme pragmatisme, hvormed han løste sine opgaver på grønsværen som aktiv.

»Det vigtigste er, at man ved, hvordan man tilpasser sig,« har han udtalt om sin trænerfilosofi. »Du skal kunne tilpasse dig til den gruppe af spillere, du har til rådighed. Det betyder, at du skal være opmærksom på styrker og svagheder internt i gruppen – men også være klar over de udfordringer, som gruppen står over for.«

Det er jo ikke ligefrem en filosofi, der sætter fodboldverdenen i brand …

Derudover har Deschamps også haft succes med sin håndtering af Kylian Mbappé. At have en spiller med et så altoverskyggende talent i sin trup kan være et tveægget sværd (hvilket både den brasilianske og den argentinske landstræner kan skrive under på), men den franske landstræner har håndteret situationen uden de store falbelader.

Mbappé er blevet skudt ud på fløjen, hvorfra han har fået fripas til at løbe ned i rummene bag modstandernes forsvar og i de perioder, hvor det ikke er lykkedes, har de blåklædte ændret angrebsstrategi og forsøgt at komme igennem på midten eller ved hjælp af høje bolde frem til Giroud.

Det er ikke altid, at disse skiftende strategier fungerer. Men når spillet har klikket – som det gjorde mod Argentina og i store dele af kampen mod Uruguay – virker Les Bleus som en skræmmende fodboldmaskine.

Og nu er den oversete helt fra 1998 kun to kampe fra at gå over i fodboldhistorien.

Serie

VM i fodbold 2018

VM 2018 står for døren, og vi gør på Information det, vi prøver på altid at gøre: Vi skærer alt det uvæsentlige fra og leverer hver dag den ene artikel fra VM i fodbold, som du skal læse, hvis du ikke vil læse andet. Vi gør dig klogere på en begivenhed, man indimellem kan frygte, at man bliver lidt dummere af. Følg vores dækning her.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her