Læsetid: 5 min.

Hvor er det politiske i at pisse sponsorøl op ad hegn og ryge hash?

Vores udsendte medarbejdere på Roskilde Festival slider i det for at bringe os de bedste lunser af musikprogrammet på Dyrskuepladsen. Men nu har de fået assistance fra en læser, Benedikte von Moltkenstein, der har kastet sit blik på festivalens fornøjelser. Og hun ser både Jackson Pollock, håb som hobby og potentiale for en musikalsk abortlovgivning i udskejelserne
Snapshots fra årets Roskilde Festival. Unge, der drikker øl af en ølbong.

Snapshots fra årets Roskilde Festival. Unge, der drikker øl af en ølbong.

Peter Nygaard Christensen

7. juli 2018

Kære Information,

Jeg ser mig nødsaget til at melde min ankomst i jeres spalter igen.

Indrømmet, jeg fik blod på tanden efter mine oplevelser på Midtfyn i maj måned, hvor Heartland Festival så det betimeligt at huse venstreorienteret propaganda i de ellers så fornemt aristokratiske omgivelser. Jeg har måttet sande, at nydelsen ved væmmelsen var uforholdsmæssigt stor.

Lige siden har jeg savnet at mærke galden flyde frit. Så jeg tog sagen i egen hånd og kørte til årets Roskilde Festival. Og hvorfor ikke maksimere væmmelsen og følge jeres musikredaktørs råd? I ved, Ralf Christensen, ham jeg rendte ind i på Heartland, hvor han lettede ben op ad den aristokratiske del af bilparken? I onsdags publicerede I hans råd til, hvordan man farer vild i musikken på Roskilde Festival.

Abortlovgivning ind i musikken

Så jeg troppede op på Dyrskuepladsen med Information godt gemt nederst i Vuitton-tasken onsdag eftermiddag. Ikke overraskende var det, som stednavnet antyder, en zoologisk have. Men jeg havde taget de antropologiske Christian Dior-briller på og betragtede med kun let hævede øjenbryn bakkanalet. 

»Altså vi har jo været enhjørninge siden 2013, til en vis grad, men sidste år besluttede vi os for at spice det lidt op,« siger Rolf fra Camp Unicorpse – Enhjørninge og lig, på en gang.

Peter Nygaard Christensen

Det startede med to mænd i bare, svedige overkroppe i færd med at maltraktere trommer og elektrisk guitar, mens en mængde af fælt lugtende humanoider bifaldt torturen. »You’re dead already/Dead dead already«, galede Duracell-kaninen ved trommerne.

Slaves hed bandet, som den krøllede Christensen-personage havde anbefalet i jeres publikation, og det fik mig til at tænke på vores udmærkede abortlovgivning. Hvorfor ikke overføre den på musik?

Her i vort dronningedømme ser man det moralsk forsvarligt at fjerne et foster før udgangen af 12. svangerskabsuge – vel ud fra ideen om, at det endnu ikke er et menneske. I bandet Slaves’ tilfælde har man tydeligvis at gøre med en samling toner, der endnu ikke er blevet til sange endnu. Så hvorfor ikke abortere? Ville vi ikke alle gøre os selv og vores kultur en uvurderlig tjeneste?

Jeg skulle også selv have været en abort, det var min mor aldrig sen til at minde mig om, typisk til dinner. Arvefølgen skulle sikres, og jeg blev enebarn, forklarede min mor og tog sig til brysterne, som ifølge hende og papa aldrig havde genvundet fordums charme. Det var en seance, som jeg brugte på at finde nye monstre i maleriet over spisebordet. En Jackson Pollock, fandt jeg senere ud af.

Magt og brynde

Nå, men tilbage til øltåbernes årskongres. Stanken var ved at knockoute mig, men jeg nåede i nogenlunde fattet tilstand videre til festivalens største telt. Jeg noterede mig hurtigt, at folk var lidt mindre svedige og langt mere velopdragne her.

Klæder skaber folk, og klæder dikterer omgivelsernes respons. På scenen stod St. Vincent i en stram orange latexkjole, der ikke overlod meget til fantasien, heller ikke om, hvem der havde magten. Hende.

Det gjorde mig ærlig talt lidt kåd at se denne unge amerikanerinde skifte erigerede elguitarer, som nogle af os skifter elskere. At se hende betvinge dem, som det sig bekommer en aristokrat, med magt og brynde.

Men samtidig var det også meget travl musik, og storskærmene signalerede vist også en eller anden form for modernitetskritik. Madame Vincent skulle hele tiden tale i gammeldags fastnettelefon – en B&O – og blev også forvandlet til en dukke med brækkede arme, der bevægede sig robotagtigt som Chaplin i Moderne tider.

Unge lyttere til Eminem og en ung mand med en udstoppet ræv.

Peter Nygaard Christensen

Skulle det virkelig være så svært at være menneske i dag? Det overgår min forstand midt i denne overflod. Jeg forlod koncerten hen mod slutningen med en mærkelig smag i munden og flanerede op ad en asfalteret vej. Her så jeg slogans, som I uden tvivl ville kalde ’kapitalismekritiske’: »We are not a loan«, »Growing down« og »There is no place like hope«.

Jamen, herregud, hvis lidt drilske skilte kan få folk til at få det bedre, så held og lykke med det. Men det ligger fast, at man skal yde, før man kan nyde. Væn jer dog til det. Og her på Dyrskuepladsen føles håb bare som en hobby for forkælede møgunger. Og er det i øvrigt ikke Tuborg, der er hovedsponsor på den her misere? Hvad er egentlig det politiske – om jeg må være så fri – i at pisse selvsamme sponsorøl op ad hegn?

Ind i en længe savnet orden

Jeg sov i min Mercedes Benz. Det virkede på én gang standsmæssigt og bohéme. Og der er ikke noget, lidt sminke og en hård børste ikke kan rette op på.

Christensen havde fra torsdagens program anbefalet Gamelan Sakulat, som var et vel 20 mand stort, indonesisk orkester, der kun spillede på slagtøj og fik mig til at tænke på rislende floder og myldrende fauna. Det var som at bade i klang. Der var intet kompromis. Intet sukker til turisterne i den her musik. Ingen brobygning her… Og hvorfor skal der også være broer? Hvorfor skal alt medieres, formidles og rystes sammen? Vi kan – som salig papa sagde – alligevel aldrig undslippe vores kultur. Kun besøge andres.

Men så skete der noget uventet. Jo mere jeg nød musikken, jo mere utilpas blev jeg. Jeg forstod, at det var en kollektiv bedrift, en perfekt tandhjulsmekanisme, hvor de 20 indonesere, fordelt i hver deres gruppe spillede hver deres musikalske komponent – og tilsammen byggede en polyrytmisk og mangemelodiøs helhed.

Det 20 mand store indonesiske orkester Gamelan Sakulat.

Peter Nygaard Christensen

Vel en perfekt metafor for det marxistiske samfund, som der advokeres så hårdt for på festivalen. Men det lokkede alligevel. Og jeg begyndte at vakle. Bogstavelig talt. Det skyldes sikkert duften af den stærke galar, der blandede sig med Eau de Muggent Telt. Jeg blev svag i knæene, jeg frøs. De fire mænd bagerst i bandet blev ved at ramme en forløsende akkord og smile mod himlen, mens de gjorde det. Jeg følte det, som om jeg trådte ind i en orden, jeg havde savnet hele mit liv. Jeg vendte mig – i mangel af bedre, en fuldblodshingst for eksempel – mod min sidemand, en tilfældig gråhåret mand, og omfavnede ham. Sådan stod jeg lidt. Så begyndte han at tale til mig, og så var det bal forbi.

En mening i kontroltabet

Jeg skal ikke besvære jer med flere antropologiske og politiske betragtninger, blot runde af med en for mig helt galdefri oplevelse klokken cirka 02:45 natten til fredag. Endnu en anbefaling, My Bloody Valentine, spillede brutal og følsom »støjrock«. Det var fuldt af akkorder, der hele tiden blev ved at skride ud i inferno på inferno. Smelte, synes at være det korrekte ord.

Alt imens præsenterede videoskærmen hypnotiske figurer, sikkert fra hippie-æraen, og en skov, der væltede nedad. Og så pludselig et abstrakt ekspressionistisk maleri, som jeg omgående blev hevet ind i, transporteret med voldsom styrke af den øresønderrivende musik.

Jeg så mig omkring derinde og forstod, at jeg var inde i Jackson Pollock-maleriet over spisebordet i mit barndomshjem. Det var slet ikke farligt, der var ingen monstre derinde. I stedet badede jeg med venligtsindede, vibrerende lydfantomer og iltert kærlige malerklatter, der hele tiden skiftede formationer. Jeg mærkede helt fysisk en ny orden, en mening i kontroltabet. Jeg gav slip. Og da jeg kom til mig selv, var det, da en flaskesamler stødte ind i mig. Der var kun hende og jeg i teltet. Så har man oplevet det med.

Med venlige hilsener,

Benedikte von Moltkenstein

Serie

Roskilde Festival 2018

Gennem urinstøv og et uoverskueligt antal koncerter dækker Informations udsendte medarbejdere Roskilde Festival 2018. Der vil være kritisk og passioneret stillingtagen til stjernerne. Nysgerrige vildfarelser og undrende reportager fra kulturorgiet på Dyrskuepladsen.

Følg Informations dækning og koncertanmeldelser her. 

Seneste artikler

  • Hvad vi lærte og aflærte på Dyrskuepladsen i år

    9. juli 2018
    Det er sådan her med Roskilde Festivalen: Den er altid bedre IRL – in real life – end på papiret. Stemningen sætter sig som en polyfonisk venligsindet virus i kroppen. De bedste dele af publikum er ekstremt lydhøre, givende og rummelige. Men der er også et voldsomt albuerum omkring hiphopkoncerterne, som ikke har plads til alle og enhver. Kvinder for eksempel
  • Euforisk Gorillaz-koncert blev pludselig afbrudt, da rapper faldt ned fra scenen

    8. juli 2018
    Indierock og hiphop-hybriden Gorillaz lukkede Orange Scene med en oplagt Damon Albarn i front for tegneseriebandets trylleshow. Et stort kor og et væld af gæstestjerner sang publikum glade og op i gear. Men glæden sluttede brat få minutter inde i ekstranummeret, da den sidste gæsterapper drattede i scenegraven
  • David Byrne holder aldrig op med at udfordre koncertformens kunstighed – og det giver den vildeste mening

    7. juli 2018
    Alt hvad vi så var dansende atomer, da den tidligere frontfigur i Talking Heads, David Byrne, tog os med storm. Igen omtænkte han koncertformen, denne gang i et stramt tænkt, koreograferet, skuespillet og musikalsk forrygende show. Og alle overgav og hengav sig til dansen
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Katrine Damm
Katrine Damm anbefalede denne artikel

Kommentarer

Katrine Damm

Tak til Benedikte von Moltkenstein for endnu en gang at have bevæget sig ud af sin comfort zone og beriget os med interessante antropologiske feltstudier.

Mht om der er noget politisk i at pisse sponsorøl op ad hegn, hælder jeg til at svaret må blive: nej.

Her vil jeg foreslå: Gå med Patti fx med nummeret 'Pissing in a river'

Katrine Damm

Mht at ryge hash, det kan der faktisk godt være noget politisk i, fx at demonstrere at lovgivningen er latterlig og idiotisk og i øvrigt hamrende dyr.

Benta Victoria Gunnlögsson og Frede Jørgensen anbefalede denne kommentar