Læsetid: 5 min.

Roy Andersson: Civilisationskritikeren, der fik nok af dårlige og overfladiske film

Filminstruktøren Roy Andersson begyndte sin karriere allerede i 1960’erne, men det var først i 1990’erne, at han fandt sin unikke stemme. Siden da har han lavet tre sorthumoristiske og dybt humanistiske mesterværker om verdens og menneskehedens miserable tilstand
Filminstruktøren Roy Andersson begyndte sin karriere allerede i 1960’erne, men det var først i 1990’erne, at han fandt sin unikke stemme. Siden da har han lavet tre sorthumoristiske og dybt humanistiske mesterværker om verdens og menneskehedens miserable tilstand

Ritzau Scanpix

21. juli 2018

Menneskene og samfundet har det ikke godt i Roy Anderssons film, i hvert fald ikke i de hyperstiliserede mesterstykker, den svenske filmskaber har lavet fra og med sit comeback Sange fra anden sal i 2000.

På daværende tidspunkt havde Andersson ikke instrueret en spillefilm i 25 år. I stedet havde han i en række markante kortfilm og reklamefilm forædlet sit kompromisløse filmsprog, velsagtens inspireret af Fellini og Buñuel – og alligevel var det helt sit eget.

I Sange fra anden sal præsenterede han publikum for groteske, sorthumoristiske tableauer, der ikke rummer en egentlig handling eller umiddelbar sammenhæng, men i stedet skildrer en verden fuld af tristesse og fremmedgørelse og med en eklatant mangel på empati og solidaritet.

Kameraet bevæger sig ikke i de lange, uklippede sekvenser, hvor Anderssons bogstavelig talt gråmelerede, angste og forvirrede personer søvngængeragtigt slæber sig igennem tilværelsen, råber om hjælp uden at blive hørt, skændes og behandler hinanden dårligt og tager livet af sig.

Ingen går fri af den beske, ætsende civilisationskritik – statsmagt, kongehus, bureaukrati, kirke, forretningsverden, borgerskab – og det kunne være endog meget svært at være vidne til. Hvis ikke hans film samtidig var så vittige, ville de være ubærlige.

»I store dele af verden lever vi i et intellektuelt tomrum med værdibegrebsopløsning, og hvor profitten og egoismen styrer. Det er en meget narcissistisk tid, og samtidig er vi ensomme og destruktive. Mine film er stærke overdrivelser af de fænomener, men det er overdrivelser, som skal til, for at vi begynder at tale om det,« sagde han i et interview med Information, da Sange fra anden sal havde dansk premiere i 2001.

Kunstnerisk renæssance

Målet for Roy Andersson var at gøre op med en traditionel måde at fortælle historier og lave film på. I stedet ville han fokusere på filmmediets visuelle muligheder, og Sange fra anden sal vakte da også berettiget opsigt, da den havde premiere på filmfestivalen i Cannes i 2000.

Den i dag 75-årige svensker fulgte op med de nært beslægtede Du levende (2007) og En due sad på en gren og funderede over tilværelsen (2014), der begge var lige så detaljerede og omhyggeligt iscenesatte portrætter af verden og alle dens problemer. Fire år brugte han på at skabe de 46 tableauer i Sange fra anden sal, og arbejdsprocessen blev ikke hurtigere eller mindre kompleks for de efterfølgende film.

Det var en sjælden kunstnerisk renæssance for en unik stemme, der ellers havde været tavs i alt for mange år. Andersson, der er barn af folkhemmet, den svenske velfærdsstat, gik på universitetet og filmskolen i 1960’erne og spillefilmdebuterede med den sitrende smukke ungdomsfortælling En kærlighedshistorie (1970).

Den håndholdte film var inspireret af alt det nye, der kunstnerisk skete rundt om i Europa og Sverige, og den minder ikke meget om Anderssons senere film – bortset fra at den samtidig med at skildre ung kærlighed også fortæller om forældregenerationens løgne og ulykkelige liv.

En kærlighedshistorie blev en succes, og vejen syntes banet for den unge instruktør, som dog kæmpede med at finde sit næste projekt. Men hans næste spillefilm, Giliap (1975), floppede, og den egensindige Andersson ragede uklar med den etablerede filmbranche.

Han overlevede som sagt ved at lave reklamefilm, og undervejs mistede han troen på filmkunsten.

Der blev lavet så mange dårlige film, og filmbranchen var fuld af mennesker med en overfladisk indstilling til filmmediet, der kun blev anset for at være underholdning. Men så i slutningen af 1980’erne dukkede polske Krzysztof Kieslowski op med Dekalog, en række film baseret på De Ti Bud, og viste Andersson, at den humanistiske filmkunst levede og havde det godt.

Mere af det smukke

»Allerede da jeg hørte, at han ville lave film over De Ti Bud, syntes jeg, det var en smuk tanke og en intellektuel ambition, som gjorde stort indtryk på mig. Jeg følte pludselig, at kunne man gøre sådan i Polen, så fandtes der også håb for resten af verdens film,« sagde Roy Andersson i 2001 til Information.

Mødet med Dekalog inspirerede i 1991 den svenske filmskaber til at lave kortfilmen Dejlig er jorden, som både er et tematisk og visuelt forstudie til Sange fra anden sal: I filmens første scene fyldes en lastbil med ulykkelige, nøgne mennesker, både børn og voksne, mens en række blege, jakkesætklædte mennesker ser til. Dørene til ladet lukkes, og en slange føres fra udstødningsrøret og påmonteres døren. Og så kører lastbilen rundt og rundt i cirkler, mens de desperate lyde inde fra ladet bliver færre og færre.

Det er en typisk Roy Andersson-scene – visuelt slående og morsom på sin helt egen, grumme, absurdistiske facon.

Det er ikke svært at forestille sig, at en yngre instruktør som Ruben Östlund har ladet sig inspirere af Anderssons prunkløse, satiriske og pågående stil, der er som en syngende lussing til enhver form for skandinavisk selvtilfredshed og apati.

Andersson – og Östlund – vil os noget, og han er ikke bange for at prikke dér, hvor det i forvejen gør allermest ondt. Han udfordrer og anfægter, og man griner for ikke at græde, mens man ser en af hans brillante film, der på sin vis er en del af en menneskeligt, socialt og politisk engageret svensk filmtradition. Den begyndte med instruktører som Victor Sjöström og Ingmar Bergman og fortsatte med Bo Widerberg, Roy Andersson, Lukas Moodysson og Ruben Östlund.

I skrivende stund arbejder Andersson på en ny spillefilm, Om det uändlige (på dansk: Om det uendelige), der efter planen skal have premiere i 2019. Filmen er tilsyneladende noget ganske andet end svenskerens foregående tre værker. I en beskrivelse står der blandt andet, at den »viser os det kostbare og smukke i vores eksistens og vækker i os ønsket om at holde fast i denne evige skat og give den videre«.

Måske er Roy Andersson ikke længere helt så pessimistisk på menneskehedens vegne. Eller også har han erkendt, at der også er brug for at fokusere på noget positivt for at bevare håbet om en bedre morgendag.

I forbindelse med premieren på Du levende sagde han i hvert fald til Information – med reference til sin næste film, En due sad på en gren og funderede over tilværelsen:

»Jeg kunne godt tænke mig at vise lidt mere af det smukke, af skønheden i den film i kombination med det grimme og forfærdelige.«

Serie

30 suveræne svenskere

Efter vores kanon over tysk kultur og russisk kultur portrætterer Information nu 30 svenskere, der suverænt har formet ikke blot svensk kultur, samfund og selvforståelse, men som også har formet, inspireret og forandret os her over Sundet – med blandt andet botanik, pop, poesi, film, politik, dramatik, ulovlig streaming og billige møbler.

Seneste artikler

  • På grund af Astrid Lindgren vokser de fleste skandinaviske børn op i Småland

    17. august 2018
    Astrid Lindgren måtte svigte et barn, da hun nærmest selv stadig var et. Måske var det derfor, hun altid blev anfægtet på børns vegne. Og derfor hun altid opfandt en Søndeneng, et Nangijala, en Mattisskov, hvor de kunne sejle med deres barkbåde, kæmpe mod drager, synge som en nattergal, mødes med de underjordiske og bestemme over deres egen skæbne
  • Gunnar Ekelöf skabte sit eget ensomme kongerige i skandinavisk litteratur

    17. august 2018
    Den svenske digter Gunnar Ekelöf var sine læseres bedste ven, digternes digter, forskernes udfordring og tænkernes inspiration. Og så lærte han os at stole på ensomheden, lytte til naturen og være samtidige med oldtiden
  • Gud skabte – Linné ordnede

    17. august 2018
    Præstesønnen fra Småland skabte et sprog til at benævne den levende verden, indførte en slags arternes ligestilling og pegede frem mod Darwins evolutionslære 124 år senere
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Maiken Guttorm
Maiken Guttorm anbefalede denne artikel

Kommentarer

Maj-Britt Kent Hansen

Forhåbentligt slår han ikke over i technicolor. Den støvede farvetone gør noget helt specielt for stemningen i hans film.