Læsetid: 5 min.

Roy Andersson: Civilisationskritikeren, der fik nok af dårlige og overfladiske film

Filminstruktøren Roy Andersson begyndte sin karriere allerede i 1960’erne, men det var først i 1990’erne, at han fandt sin unikke stemme. Siden da har han lavet tre sorthumoristiske og dybt humanistiske mesterværker om verdens og menneskehedens miserable tilstand
Filminstruktøren Roy Andersson begyndte sin karriere allerede i 1960’erne, men det var først i 1990’erne, at han fandt sin unikke stemme. Siden da har han lavet tre sorthumoristiske og dybt humanistiske mesterværker om verdens og menneskehedens miserable tilstand

Ritzau Scanpix

21. juli 2018

Menneskene og samfundet har det ikke godt i Roy Anderssons film, i hvert fald ikke i de hyperstiliserede mesterstykker, den svenske filmskaber har lavet fra og med sit comeback Sange fra anden sal i 2000.

På daværende tidspunkt havde Andersson ikke instrueret en spillefilm i 25 år. I stedet havde han i en række markante kortfilm og reklamefilm forædlet sit kompromisløse filmsprog, velsagtens inspireret af Fellini og Buñuel – og alligevel var det helt sit eget.

I Sange fra anden sal præsenterede han publikum for groteske, sorthumoristiske tableauer, der ikke rummer en egentlig handling eller umiddelbar sammenhæng, men i stedet skildrer en verden fuld af tristesse og fremmedgørelse og med en eklatant mangel på empati og solidaritet.

Kameraet bevæger sig ikke i de lange, uklippede sekvenser, hvor Anderssons bogstavelig talt gråmelerede, angste og forvirrede personer søvngængeragtigt slæber sig igennem tilværelsen, råber om hjælp uden at blive hørt, skændes og behandler hinanden dårligt og tager livet af sig.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Maiken Guttorm
Maiken Guttorm anbefalede denne artikel

Kommentarer

Maj-Britt Kent Hansen

Forhåbentligt slår han ikke over i technicolor. Den støvede farvetone gør noget helt specielt for stemningen i hans film.