Læsetid: 5 min.

Søskendeduoen The Knife omplantede den politiske korrekthed radikalt

Karin og Olof Dreijer har med The Knife defineret en ny makaber og queererotisk synthpop, der skabte bølger i internationale farvande op gennem 00’erne. Søskendeduoen forvandlede poppen til et rum for politisk agitation og personlig metamorfose, hvor de anviste nye morsomme, men også gravalvorlige måder at være (køns)politiske på
Bearbejdet af Sofie Holm Larsen.

Bearbejdet af Sofie Holm Larsen.

Ritzau Scanpix

14. juli 2018

Der var vrede og delte vande efter The Knifes udsolgte koncert i Store Vega i København i maj 2013. »I Vega blev musikken forfladiget og reduceret til en monotont tærskende kulisse for en effektjagende performance, der gradvist løb tør for ideer og variation«, skrev Jyllands-Postens anmelder og kaldte det en konceptuel »live-maltraktering«.

I Soundvenue gav en tilskuer nul stjerner. »Nu har jeg ventet på at se dem i seks-syv år, og jeg troede det var mere end det. Det var playback, paillet- og danseshow,« udtalte han.

Sagen var, at The Knife, der på dette tidspunkt var højt elsket for deres både mystiske og offensive electropop, havde besluttet sig for at udfordre ideen om den autentiske koncertoplevelse, dén hvor musikere spiller og synger live og dermed giver folk oplevelsen af et inderligt her og nu. I stedet brugte de sammen med en større trup af dansere det meste af tiden på at have det sjovt og danse til lyden af deres egne sange. Og dermed pegede de på koncerten som et iscenesat stykke teater. Hvilket det jo altid er. Og de søgte at vende opmærksomheden fra performerne og udad mod publikum og deres kollektive ekstase.

Makaber og lokkende pop

Karin og Olof Dreijer har under aliasset The Knife altid været på tværs. De voksede op i Pixbo, en net middelklasseforstad til Gøteborg i landet med den stærke politiske korrekthed – som søskendeparret både river op med roden, omplanter og opdyrker på ny.

Det er sket med makabre, truende, lurende, lokkende elektronisk pop, der har skabt en mørk understrøm i moderne musik, bedst kendt er overrumplende videoer såsom »Pass This On« med en transsanger i en indvandrerklub samt »Heartbeats«, der blev yderligere kendt i landsmanden José González’ folkificerede coverversion.

Et centralt kendetegn er Karin Dreijers stemme, ofte elektronisk manipuleret, men også unik i sin egen ret. Pitchet op i det stratosfæriske og ned i det maskuline. Nogle gange en rå seksuel triumf, andre gange slæbende sig gennem fødselspsykose. På en gang klageskrig over og anklageskrift mod normaliteten. Men også bare noget uigenkendeligt. Hun puster liv i fiktive væsener, der synes at bebo sangenes dunkle kroge og kun stikker hovederne frem for at synge vores kroppe helt elektriske. »This country makes it hard to fuck«.

The Knife dyrker forvirring og camouflage og en politisk bevidsthed i et væld af karnevalske og urovækkende former og farver. Siden 2006 har duoen offentligt altid været maskerede eller udstyret med tung makeup. Live har de optrådt som et antiterrorkorps og båret de masker som venetianske doktorer brugte under pestens udbrud.

I 2013 stod de på scenen i Pussy Riots neonfarver og elefanthuer som protest mod den daværende fængsling af den russiske aktivistgruppe. Og i 2014 opførte de sammen med teatertruppen Ful den antinationalistiske kabaret Europa Europa under Malmø Festivalen – et heftigt angreb på racisme, grænser og flygtningepolitik, hvor et af numrene hed »Frontex«. Da de opførte deres sidste koncerter bar alle i den store trup matchende tøj, makeup og parykker. Og selvom The Knife blev opløst i 2014, så tager de stadig politisk stilling på deres Facebook, for eksempel nægter de at optræde med deres soloprojekter i Israel.

Uforsonlig politisk aktivisme

The Knife har formuleret ægteskabet som absurdteater og udstillet velfærdsstatens isolation og indskrænkning af individet med sange om mennesker, der lever i tv-land og har mistet kontakten til deres kroppe.

De bekender sig til venstrefløjen og har nægtet at adskille politik og kunst. Og deres feministiske tilgang har det med at blive ganske rabiat, for eksempel når de hudfletter kontorkulturen: »I’m the head of a small business / Employing old male friends of my kind / They keep their dick hanging out of their pants / So they can point out what they want«.

Det er en feminisme helt i overensstemmelse med svensk sindelag, men den formuleres uforsonlig, radikal og ofte aktivistisk. Ja, da duoen i 2003 var nomineret til den svenske musikpris Grammis, så sendte de to stedfortrædere fra feministgruppen Guerilla Girls. Og det virker også helt naturligt, at duoen bliver brugt i soundtrackket til tv-serien The Handmaid’s Tale om et fremtidens USA, hvor kvinder undertrykkes og udnyttes rabiat.

Opløsningen af køn, af den borgerlige verdensorden, ægteskabets institution og kapitalismens dominans har altid optaget dem, og de driver således også deres eget pladeselskab Rabid Records og har dermed alle rettighederne til deres musik.

Maskerede siden 2006

Selvom de har gjort meget for at destruere den autentiske sangstemme, løsrive den fra menneskekroppen og idoldyrkelsen samt adskille personligt og kunstnerisk liv, så er der naturligvis visse sammenfald. Da denne skribent for fem år siden interviewede duoen, kom vi kort til at berøre privatlivet, og Karin Dreijer udbrød frisk og frejdigt i telefonen: »Jeg skal skilles!«. Og det blev hun.

Musikken – der nyder vildt godt af lillebror Olof Dreijers programmeringskunst – trækker både på techno og ABBA, noget internationalt og noget hjemligt. Der er en rytmisk hård ekstase og et væld af hjemmebyggede og dermed unikt glitrende og vridende klange. Og der er en melankoli på spil, som i mangel af bedre kunne kaldes nordisk. Ja, nogle gange lyder Karin Dreijer som ABBA’s Anni-Frid Lyngstad på deres angste og klaustrofobiske klassiker »The Visitors«. Og The Knife kammer da også over i noget morbidt, der kunne kaldes nordic horror.

Storesøster Karin Dreijer satte en ny vokal standard, da hun på duoens tredje album, mesterværket Silent Shout fra 2006, sang i et væld af genremanipulerede stemmer, ofte i harmonier med sig selv. Og hendes klasse er blevet yderligere stadfæstet i hendes solokarriere under navnet Fever Ray.

Med en manende stemme der synes at rumme flere stemmelæber end almindelige mennesker og en sangteknik, der kunne være i familie med både Björk og bulgarsk vokalteknik, er hun blevet en stor skikkelse i europæisk sanghistorie. I stand til at finde uventede harmoniske muligheder og sort magi i sin krop.

Rum for personlig metamorfose

The Knife har forvandlet synthpoppen til et rum for politisk agitation og personlig metamorfose, hvor de anviste nye morsomme, men samtidig gravalvorlige måder at være (queer) politiske på. Og de har sat sig spor i eftertiden, om det så er hos den venezuelanske elektroniker og Björk-producer Arca, den angolansk-congolesiske fremtidssoulsanger Petite Noir eller amerikanske Antony Hegartys nye projekt ANOHNI. Ja, man kunne også antage at den nu afdøde EDM-stjerne AVICII lyttede til technopopsangene fra The Knifes andet album Deep Cuts, da han begyndte at formulere sin egen stilskabende elektroniske dansepop.

The Knifes egen sidste store metamorfose var med albummet Shaking The Habitual og turneen, der bragte dem forbi et splittet Store Vega i 2013. Under indtryk af kritikken af turneen lavede de et nyt koncept til deres afskedsturné året efter. Her kunne man rent faktisk se, hvem der spillede på hvad, og der bar et vist fokus på sangerne. Men én ting blev ikke ændret fra den første til den anden turné. Alle – Karin og Olof Dreijer, performere såvel som teknisk crew – fik samme løn.

Serie

30 suveræne svenskere

Efter vores kanon over tysk kultur og russisk kultur portrætterer Information nu 30 svenskere, der suverænt har formet ikke blot svensk kultur, samfund og selvforståelse, men som også har formet, inspireret og forandret os her over Sundet – med blandt andet botanik, pop, poesi, film, politik, dramatik, ulovlig streaming og billige møbler.

Seneste artikler

  • På grund af Astrid Lindgren vokser de fleste skandinaviske børn op i Småland

    17. august 2018
    Astrid Lindgren måtte svigte et barn, da hun nærmest selv stadig var et. Måske var det derfor, hun altid blev anfægtet på børns vegne. Og derfor hun altid opfandt en Søndeneng, et Nangijala, en Mattisskov, hvor de kunne sejle med deres barkbåde, kæmpe mod drager, synge som en nattergal, mødes med de underjordiske og bestemme over deres egen skæbne
  • Gunnar Ekelöf skabte sit eget ensomme kongerige i skandinavisk litteratur

    17. august 2018
    Den svenske digter Gunnar Ekelöf var sine læseres bedste ven, digternes digter, forskernes udfordring og tænkernes inspiration. Og så lærte han os at stole på ensomheden, lytte til naturen og være samtidige med oldtiden
  • Gud skabte – Linné ordnede

    17. august 2018
    Præstesønnen fra Småland skabte et sprog til at benævne den levende verden, indførte en slags arternes ligestilling og pegede frem mod Darwins evolutionslære 124 år senere
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Thomas Overbye
Thomas Overbye anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu