Læsetid: 4 min.

Tomas Tranströmers digte lytter til tingenes egen tale

Tomas Tranströmer var ærkemodernist, men samtidig noget af det nærmeste, man i nutiden har kunnet komme ’klassisk’ digtning
Tomas Tranströmer var ærkemodernist, men samtidig noget af det nærmeste, man i nutiden har kunnet komme ’klassisk’ digtning
31. juli 2018

Hans totale lyriske produktion fylder i den danske oversættelse Samlede Tranströmer under tre hundrede sider. Hertil kommer otte små erindringsstykker. Det er såmænd det hele: bare tolv selvstændigt udgivne bøger skabt i løbet af et halvt århundrede, de fleste inden digteren i 1990 blev ramt af en hjerneblødning, der medførte højresidig lammelse og næsten fuldstændigt tab af evnen til at tale. Komponister har senere hædret ham med værker for venstrehåndsklaver. Det Svenske Akademi tildelte ham Nobelprisen i litteratur i 2011 – anerkendt, som han for længst var som en af det moderne Sveriges største lyrikere, ja, som verdenspoet, oversat til over tres sprog.

Han er ærkemodernist, men samtidig noget af det nærmeste, man i nutiden har kunnet komme ’klassisk’ digtning. Man har, når man læser Tranströmers digte, fornemmelsen af at træde ind i et rum, hvor der kan tales med samme uanstrengte autoritet som i de vældigste salmer, de mest fortættede haiku eller de mest prægnante fragmenter af oldgræsk poesi (Sapfo). Over for denne tidløshed står påvirkning fra amerikanske Walt Whitman og svenske Gunnar Ekelöf, to moderne digtere, der tilstræbte og opnåede en karakteristisk mundtlighed i skriften. Også den lærde T.S. Eliot kunne han bruge, især i sine yngre år, under opbruddet fra »fyrtiotalismen« i svensk lyrik, men ikke Rilke, dér var sirligheden for overdreven, patosen trods alt for tung.

Hvad der var vigtigt for Tranströmer, var selve det at være til stede i verden og komme til stede med digtet i verden, bruge både sit rige, nuancerede sprog og sine sanser, sin krop. Derfor er hans billeder så ofte sete, hørte og følte, og derfor vil det også være misvisende at betegne ham som storforbruger af metaforer, for slet ikke at sige symboler; i stedet kan det føles, som om man i hans digte lytter til tingenes egen tale, som når det i et digt fra debutbogen 17 digte (1954) hedder: »Morgengryet slår og slår i / havets kæmpestore låger og solen gnistrer / tæt ved verden.« Det lader sig se – og samtidig både høre og mærke.

Et tilbagevendende synspunkt i diskussionen af Tranströmers digtning har været, at den som repræsentant for mere eller mindre traditionel ’centrallyrik’ har manglet spontanitet, spræl og ballade, samtidig med at dens konstruktioner til overmål har sat jeget, det lyriske jeg, i centrum. Men subjektet i hans digte er ikke en beherskelsesinstans. Det er snarere en røst bosat i en bevidsthed, som bliver tiltalt af noget uden for sig selv, og idet digteren modtager en sådan henvendelse, mister hans stemme sit individuelle præg. Der tales fra et sted, som kunne være hvem som helst, skønt diktionen gerne umiskendeligt er hans, psykologen, der fandt ud af, at hans sande sagkundskab lå inden for litteraturen og ikke i socialforsorgen.

Den norske lyriker Jan Erik Vold, som har oversat hele værket, og som kendte og omgikkes Tranströmer, har i et efterord til de samlede digte udtrykt sit syn på problemet omkring det subjektive sådan, at svenskerens individorientering går i retning af en fællesskabsfølelse og videre ud mod en samhørighed af ubestemt art – nogle har sagt religiøs, andre i stedet mystisk – vendt mod en stilhed hinsides liv og skrift. Et eksempel kan være »Fra juli 90« i samlingen Sørgegondolen (1996):

»Det var en begravelse / og jeg mærkede at den døde / læste mine tanker / bedre end jeg selv. // Orglet tav, fuglene sang. / Graven ude i solheden. / Min vens stemme holdt til / på minutternes bagside. // Jeg kørte hjem gennemskuet / af sommerdagens glans / af regn og stilhed, / gennemskuet af månen.«

Digtet forekommer typisk for Tranströmer ved sit fortættede præg og sin økonomiserende knaphed, men også ved stilfærdigt at tage udgangspunkt i en konkret, oplevet situation og lade den vide sig ud til visionen eller anelsen af en eksistentiel fylde langt hinsides det individuelle. Læg også mærke til, hvordan balancen i styrkeforholdet i digtet tipper, så kraften og indsigten (»gennemskuet«) lokaliseres i sommerdagen, vejret og månen – og dermed muligvis simpelthen i døden.

Et forunderligt omslag i Tranströmers hele værk indtræffer ca. midt i forfatterskabet med Østersøer (1974), noget så sjældent som et på fakta solidt baseret digterværk om den stockholmske skærgårds natur, historie og mennesker, indledt med portrættet af hans morfar, der som sin far og dennes far var lods, og afsluttet i erindringen om digterens mormor: »Hun så sig aldrig tilbage, / men netop derfor kunne hun se Det Nye / og gribe fat om det. / Ud af indkredsningen.« Hun og andre mindes, hædres som ’levende døde’ i taknemmelig erkendelse af, hvordan vi modtager vores liv fra andre, som nu lever videre i os.

At Tranströmers digte vil overleve, er der al mulig grund til at regne med. Sikkert er det i hvert fald, at de vil være nødvendig personlig bagage for mange, mindst lige så længe som der er nogen, der taler svensk.

Serie

30 suveræne svenskere

Efter vores kanon over tysk kultur og russisk kultur portrætterer Information nu 30 svenskere, der suverænt har formet ikke blot svensk kultur, samfund og selvforståelse, men som også har formet, inspireret og forandret os her over Sundet – med blandt andet botanik, pop, poesi, film, politik, dramatik, ulovlig streaming og billige møbler.

Seneste artikler

  • På grund af Astrid Lindgren vokser de fleste skandinaviske børn op i Småland

    17. august 2018
    Astrid Lindgren måtte svigte et barn, da hun nærmest selv stadig var et. Måske var det derfor, hun altid blev anfægtet på børns vegne. Og derfor hun altid opfandt en Søndeneng, et Nangijala, en Mattisskov, hvor de kunne sejle med deres barkbåde, kæmpe mod drager, synge som en nattergal, mødes med de underjordiske og bestemme over deres egen skæbne
  • Gunnar Ekelöf skabte sit eget ensomme kongerige i skandinavisk litteratur

    17. august 2018
    Den svenske digter Gunnar Ekelöf var sine læseres bedste ven, digternes digter, forskernes udfordring og tænkernes inspiration. Og så lærte han os at stole på ensomheden, lytte til naturen og være samtidige med oldtiden
  • Gud skabte – Linné ordnede

    17. august 2018
    Præstesønnen fra Småland skabte et sprog til at benævne den levende verden, indførte en slags arternes ligestilling og pegede frem mod Darwins evolutionslære 124 år senere
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Trond Meiring
  • Jørn Andersen
  • Ejvind Larsen
Trond Meiring, Jørn Andersen og Ejvind Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu