Læsetid: 5 min.

Hvad er en tone, spurgte Wilhelm Stenhammar

Som 19-årig skrev han det mest stemningsfulde værk, en korsanger kan udsættes for. Stenhammar var en særegen blanding af klassiker og romantiker. Et sårbart menneske opfyldt af håbefulde, reflekterende og dystre stemninger absorberet i det sjælelige, i stilheden og i landskabet
Som 19-årig skrev han det mest stemningsfulde værk, en korsanger kan udsættes for. Stenhammar var en særegen blanding af klassiker og romantiker. Et sårbart menneske opfyldt af håbefulde, reflekterende og dystre stemninger absorberet i det sjælelige, i stilheden og i landskabet
26. juli 2018

Blandt de nordiske lande savnede Sverige længe et stort komponistnavn. I Norge havde man Edvard Grieg (1843-1907), i Finland skulle Jean Sibelius (1965-1957) komme og i Danmark Carl Nielsen (1865-1931). De to sidste er gang på gang blevet fremhævet som epokens nordiske giganter, især med henblik på deres storslåede symfonier.

Svenskerne havde vel et kompleks, og allerede i november 1896, før Sibelius og Nielsen blev kendt uden for Helsinki og København, plantede en dansk musikkritiker, Politikens Charles Kjerulf, foden på den ømme tå. Han skrev, at den svenske musik havde befundet sig i en lyrisk hvilestilling: Studenterkvartetsang fra Uppsala eller udsættelser af värmlandske folkeviser var, som han skrev, »udført smukt og soigneret, men tyndt og helst uden akkompagnement«.

Men Kjerulf gjorde dog opmærksom på et opsigtsvækkende navn, den 25-årige Wilhelm Stenhammar:

»Han har en eventyrlig tørst i sig, han er sig selv, han har i et par år udført et musikalsk kulturarbejde, som ellers en hel kunstnernation bruger flere generationer til!«

Noget nyt var på vej

Overdrivelse fremmer forståelsen. Men rigtigt var det, at noget nyt i svensk musikliv var på vej frem i 1890’erne. De var tre unge komponister. Foruden Stenhammar var der Wilhelm Peterson-Berger (1867-1942) og Hugo Alfvén (1872-1960), nationalromantikere delvist farvet af Wagner og Richard Strauss. Årtiet var noget ganske særligt i svensk kulturhistorie, for sjældent har der været et så tæt fællesskab mellem forfattere, malere, arkitekter, kunsthåndværkere og musikere.

Men nu altså Wilhelm Stenhammar. Alle gode danske amatørkor fryder sig over hans Tre korviser til digte af J.P. Jacobsen, som er noget af det mest stemningsmættede, man kan komme ud for som korsanger. De blev komponeret af en 19-årig i 1890 med tanke på privatopførelser af venner, gemt bort, fundet frem efter hans død og uropført af sønnens diminutive madrigalkor (en madrigal er flerstemmig, oftest uakkompagneret sang til verdslig tekst, red.) i slutningen af 1930’erne i et sidegemak i Stockholms Koncerthus med én eneste tilhører: en anden Wilhelm – med efternavnet Furtwängler – det tyske dirigentgeni.

Først derefter spredtes korsangene og blev efterhånden indbegrebet af svensk korlyrik som i popularitet i hjemlandet kun overgås af korsangen »Sverige« fra digtcyklussen Ett Folk med tekst af Verner von Heidenstam (1904).

Blå bog: Wilhelm Stenhammar (1871-1927)

  • Wilhelm Stenhammar var komponist, pianist og dirigent. Debuterede som pianist 1892 i Brahms’ Klaverkoncert nr. 2. Uropførte 1894 sin Klaverkoncert nr. 1. Påbegyndte et langvarigt koncertsamarbejde 1895 med Aulinska Kvartetten og komponerede i løbet af årene seks strygekvartetter.
  • 1906-07 bosatte Stenhammar sig med sin familie i Firenze, hvor han skrev 2. Klaverkoncert. Efter hjemkomsten slog han sig ned i Göteborg som kunstnerisk leder af byens symfonikere, angiveligt af økonomiske grunde. Derefter travle år som dirigent i koncertsæsonen og som komponist om sommeren. Blandt de betydeligste værker fra de første ti år regnes Serenade for orkester, Symfoni nr. 2, Strygekvartet nr. 6 og scenemusikken til Strindbergs Ett drömspel.
  • Stenhammar var en nær ven af Carl Nielsen, som dirigerede jævnligt i Göteborg 1918-22. Af unge svenske komponister interesserede han sig især for Ture Rangström og Hilding Rosenberg. Sluttede sit virke i Göteborg 1922, flyttede tilbage til Stockholm og var i kort tid ansat som kapelmester ved Den Kongelige Opera.

Nuancer i naturen

Wilhelm Stenhammar var en særegen blanding af klassiker og romantiker. Et sårbart menneske opfyldt af håbefulde, reflekterende og dystre stemninger, absorberet i det sjælelige, i stilheden og i landskabet. Han havde en ubøjelig vilje til at forme musikken og samtidig træde tilbage og lytte til sit indre og til de fineste nuancer i naturen.

Som vennerne Sibelius og Carl Nielsen søgte han tilbage til klassiske former og de gamle kirketonerarter, men udviklede også sit tonesprog ud fra den senromantiske harmonik. Hans landskab var Östergötland i det centrale Sverige, og han havde en stor kærlighed til skuet ud over Vättern.

Stenhammar var en af Nordens mest prominente pianister og spillede det klassiskvirtuose repertoire i ind- og udland. Han komponerede forbløffende lidt for instrumentet og efter 1907 overhovedet ingenting. I stedet engagerede han sig i strygekvartetten, og det hænger sammen med det musiksyn, han gradvis udviklede.

Hvad er en tone? – det var det centrale spørgsmål, og her kunne Beethovens sidste kvartetter inspirere ham. I Stenhammars Strygekvartet nr. 4 i a-mol (påbegyndt 1904) har den lange tone en uhyre væsentlig betydning i det melodiske forløb. Tonen er en ekspressiv byggesten, også dens klangfarve er strukturel, ligeså stilheden mellem tonerne, og en sådan følelsesladet udtryksfuldhed kunne han ikke fralokke klaveret. Den krævede strygere.

Sydlandsk kolorit og kammermusikalsk finesse

Komponistens storhedstid kom i årene mellem 1904 og 1916. Blandt mesterværkerne hører vi Symfoni nr. 2 i g-mol, den er tænkt som en melodisk fuldbyrdelse, rene linjer og præget af mådehold og en fugafinale af enestående original karakter med inspiration fra Mozarts Jupitersymfoni. Serenaden i F-dur for stort orkester bugner af sydlandsk kolorit og kammermusikalsk finesse og associerer til forbilleder som den store svenske forgænger Franz Berwald og franskmanden Hector Berlioz.

Klaverkoncert nr. 2 i d-mol blev anmeldt af en yngre komponistkollega, Ture Rangström: »Dette er et værk, som hverken smiler eller ler, en tragisk dialog mellem soloinstrumentet og orkestret, fyldt af en ætsende lidelse og længsel, bitter hån og trodsig kamp. Den førhen optimistiske Stenhammar viser sig her som en fortvivlet søger, hans væsens førhen sværmerisk lyriske lethed er ændret til dramatisk alvor – hans musik er ikke længere den ’nordisk lyse’. Et søgende og tvivlende værk – vel bruser dets finale ud i mægtige durklange, men om det dermed er nået frem til sin afklaring, ved jeg ikke. Det er et tonedigt skrevet i den evige romantiske længsels tegn!«

En anden og utrolig vigtig side af Stenhammars virke var hans kompetente dirigentarbejde. Han var chef for de unge Göteborg Symfonikere fra 1906 til 1922 og bragte dem frem til en førerposition i Norden. Han knyttede lejlighedsvis Carl Nielsen og Sibelius til det, og de priste begge det helt personlige præg, han havde sat på orkestret. Således gav Stenhammar og Göteborgerne i 1917 den første opførelse i Danmark af Gustav Mahlers Das Lied von der Erde.

Den gjorde et stort indtryk på Carl Nielsen, og det er tænkeligt, at han i sine kommende værker lod sig påvirke af sangsymfoniens moderne kammermusikalske stil. Takket være Stenhammars tolkning. Igen skal vi tilbage til den ypperlige svenske musikers fokus på tonens potentiale i den menneskelige kommunikation – om det var i hans egenskab som dirigent, pianist eller komponist.

Serie

30 suveræne svenskere

Efter vores kanon over tysk kultur og russisk kultur portrætterer Information nu 30 svenskere, der suverænt har formet ikke blot svensk kultur, samfund og selvforståelse, men som også har formet, inspireret og forandret os her over Sundet – med blandt andet botanik, pop, poesi, film, politik, dramatik, ulovlig streaming og billige møbler.

Seneste artikler

  • På grund af Astrid Lindgren vokser de fleste skandinaviske børn op i Småland

    17. august 2018
    Astrid Lindgren måtte svigte et barn, da hun nærmest selv stadig var et. Måske var det derfor, hun altid blev anfægtet på børns vegne. Og derfor hun altid opfandt en Søndeneng, et Nangijala, en Mattisskov, hvor de kunne sejle med deres barkbåde, kæmpe mod drager, synge som en nattergal, mødes med de underjordiske og bestemme over deres egen skæbne
  • Gunnar Ekelöf skabte sit eget ensomme kongerige i skandinavisk litteratur

    17. august 2018
    Den svenske digter Gunnar Ekelöf var sine læseres bedste ven, digternes digter, forskernes udfordring og tænkernes inspiration. Og så lærte han os at stole på ensomheden, lytte til naturen og være samtidige med oldtiden
  • Gud skabte – Linné ordnede

    17. august 2018
    Præstesønnen fra Småland skabte et sprog til at benævne den levende verden, indførte en slags arternes ligestilling og pegede frem mod Darwins evolutionslære 124 år senere
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu