Læsetid: 7 min.

True crime-genren trænger til en parodisk rusketur, men kaster stadig fremragende podcasts af sig

’True crime’ er en af de mest populære podcastgenrer og efterhånden så veletableret, at konventioner og klicheer begynder at springe i øjnene. Det ser man i satiremediet The Onions parodiske mordgådeføljeton ’A Very Fatal Murder’, mens den danske podcast ’Et langsomt mord’ viser, hvordan genren kan bruges som afsæt for en historie, der handler om meget mere end menneskelig ondskab
’True crime’ er en af de mest populære podcastgenrer og efterhånden så veletableret, at konventioner og klicheer begynder at springe i øjnene. Det ser man i satiremediet The Onions parodiske mordgådeføljeton ’A Very Fatal Murder’, mens den danske podcast ’Et langsomt mord’ viser, hvordan genren kan bruges som afsæt for en historie, der handler om meget mere end menneskelig ondskab

Mikkel Lock Svendborg

23. juli 2018

Det er med både fryd og gru, at jeg har hørt det amerikanske satiremedie The Onions parodi på en true crime-podcast A Very Fatal Murder (på dansk: Et meget dødeligt mord).

Det er frydefuldt at grine højt og imponeret, når satiren rammer plet den ene gang efter den anden. Og det er grufuldt at blive konfronteret med klicheerne bag dokumentarer, man hidtil har taget dybt, dybt alvorligt.

I A Very Fatal Murder møder man en overtænksom, fortolkningsivrig og selvoptaget reporter ved navn David Pascall, der forlader sit storbyliv til fordel for et opklaringsarbejde i en lille falleret industriby ved navn Bluff Springs, Nebraska.

Her får han – i forbindelse med et mystisk dødsfald – mulighed for at studere det kuriøse væsen, som småbyamerikaneren er. Av, av, av, det minder lidt om udgangspunktet for min favoritpodcast S-Town, hvor en excentrisk urmager opsøger reporteren Brian Reed med en mistanke om magtmisbrug i den lille sydstatsby, hvor han har levet hele sit liv i.

Den fiktive David Pascall bosætter sig i byen og bruger år af sit liv på en mordgåde, der fortæller en større historie om samfundsmæssig uretfærdighed, lidt som den eksemplarisk indignerede og ihærdige Madeleine Baran, der i anden sæson af In the Dark (den bedste ægte true crime-podcast lige nu, så vidt jeg er orienteret) har fundet en ny kriminalsag at optrevle med henblik på at afsløre efterforskerne som uduelige og uhæderlige.

Hvor gerne jeg end vil grine, gør det ondt at høre sine sandhedssøgende helte såsom de efterforskende reportere Sarah Koenig fra Serial, Brian Reed fra S-Town og Madeleine Baran fra In the Dark blive drillet så dygtigt, som de bliver det i A Very Fatal Murder.

På tide med parodierne

Men det var vel bare et spørgsmål om tid, før true crime-podcasten skulle parodieres. Siden den amerikanske podcast Serial i 2014 gjorde mordet på en gymnasiepige fra Baltimore i 1999 til et globalt samtaleemne og gav podcastmediet dets gennembrud, har uopklarede og tvivlsomt efterforskede forbrydelser været i høj kurs.

Interessen for forbrydelse og straf er ikke et nyt fænomen, men den har de seneste år fundet en bestemt radiofonisk form, hvor afvigende menneskelig adfærd kobles sammen med overordnede analyser af den tid, vi lever i, akkompagneret af klaverklimpren og farverige interviews med en farverig lokalbefolkning. 

Som genre er true crime nu så udbredt og veletableret, at konventionerne og klicheerne begynder at springe i øjnene.

Hvis man har hørt noget af BBC World Service og NRK’s samarbejde om true crime-klicheen Death in Ice Valley, hvor to reportere uden synderligt talent for troværdig efterforskning svælger i et uopklaret kvindemord fra 1971, som måske, måske ikke har storpolitiske implikationer, kender man måske til følelsen af, at udøvere af true crime-genren har lidt for nemt ved at tage sig selv alvorligt.

På den baggrund er A Very Fatal Murder velgørende.

På tv har Netflix allerede sidste år brilleret med en parodi på true crime-tv-dokumentaren. American Vandal overfører de velkendte skabeloner til et amerikansk gymnasium og en sag, der ikke handler om liv og død, men om, at nogen har spraymalet pikke på en masse parkerede biler.

Præmissen lyder flad og pjattet, men American Vandal lykkes alligevel med at lave en kærlig, præcis (og derfor sjov) parodi på den vel nok populæreste dokumentarforms måde at indikere stor alvor på.

Tidligere på sommeren udgav P1 den såkaldte fake crime-føljeton Mordmysteriet på Rio Bravo. Her forsøger skuespillerne Anja Neye og Trine Appel at opklare et muligt mord på en mand, der – midt under gærkrisen i 1998 – faldt død om på den københavnske natrestaurant Rio Bravo.

Det kunne have været sjovt, hvis Mordmysteriet på Rio Bravo baserede sig på et bedre sammenhængende plot og nogle skarpere iagttagelser af true crime-klicheer end værternes evindelige dialog om, hvad de egentlig ved, men som satire er podcasten hverken skarp nok i sin kritik eller præcis nok i sin imitation.

A Very Fatal Murder parodierer genren på et helt andet niveau, fordi dens opremsning af klicheer er langt mere kompakt og præcis, og fordi de udstillede klicheer peger på genrens tendens til at fetichere en bestemt type ofre for en bestemt type forbrydelser begået af en bestemt type skurke i et bestemt miljø.

Jagten på det perfekte mord

En stor del af komikken i A Very Fatal Murder udspringer af reporterens forfængelighed og uerkendte kynisme. David Pascall og hans radiostation OPR (en forkortelse for Onion Public Radio, der rimer på den amerikanske public service-radio NPR) gider ikke efterforske hvad som helst.

De er trætte af det »samme gamle masseselvmord, der ikke siger noget om USA i det 21. århundrede« og leder efter en historie, der »afspejler nationens økonomiske og sociale forhold, kommenterer på den intersektionelle feminismes fortid og fremtid, den amerikanske drøms grimme bagside, den industrielle sektors krise, moderne skønhedsstandarder, fabrikslandbrug, skovdød, mættede fedtsyrer, kærlighedens skrøbelighed, tv-seriernes guldalder og CO2-udledninger. Og allerhelst et mord, hvor ofret er en ung smuk kvinde.«

Til det formål har OPR fået landets fremmeste hjerner til at bygge en supercomputer, der kan scanne amerikanske registre for perfekte – dvs. egnede som afsæt for en vidtløftig samtidsdiagnose – mord. Den slags mord, man kan vinde priser på at efterforske. 

Det er en kvik forvrængning af begrebet det perfekte mord, som almindeligvis betegner det uopklarlige mord, hvor gerningsmanden m/k har et uangribeligt alibi og ingen spor efterlader sig.

Det er netop det begreb, In the Dark går til angreb på. Med harmdirrende røst siger reporter og vært for podcasten Madeleine Baran, at det perfekte mord ikke findes – der findes bare mislykkede opklaringer. I første sæson viste hun, hvordan en perlerække af lokale sheriffer (der i modsætning til politifolk er folkevalgte og – antydes det – derfor mere tilbøjelige til spil for galleriet) har forkludret opklaringen af en række grusomme seksuelle overgreb og mord på børn.

I anden sæson gennemtrawler Baran et usædvanligt forløb, hvor en lokal anklager har anklaget den samme mand for det samme mord seks gange på et temmelig spinkelt grundlag.

Man genkender tonen og stemningen fra In the Dark i A Very Fatal Murder, men In the Dark kan holde til at blive parodieret. Jeg tjekkede for en sikkerheds skyld, om jeg kunne genhøre et afsnit og stadig tage det alvorligt, og det går fint. Nok fordi den inkvisitoriske tone, Baran møder systemet med, hviler på et solidt leje af journalistisk benarbejde. 

Usædvanligt tæt på

Podcastproducernes kræsne indstilling til forbrydelser er godt spottet og bliver grundigt latterliggjort i A Very Fatal Murder, men det ændrer ikke på, at et af genrens væsentligste succeskriterier er, at den journalistiske efterforskning af en virkelig forbrydelse fortæller en større historie end den, at mennesker er i stand til at begå onde handlinger.

Og det sker typisk ved, at reporteren anlægger et større samfundsmæssigt perspektiv, der tydeliggør de generelle tendenser, den specifikke forbrydelse afspejler. Det er heller ikke sjældent, at reportere i deres speaks gør tilsyneladende tilfældige iagttagelser til store fede symboler på bestemte samfundsmæssige eller psykologiske problemstillinger.

Begge disse greb forudsætter en vis distance til stoffet, som ikke er reporteren i P1’s podcast Et langsomt mord forundt. Godt nok lægger Adrian Adler Petersen ud med at nævne, hvor mange mord, der blev begået i Danmark i 1991, og hvor mange af dem, der blev opklaret. Men han når også frem til, at en af de tre uopklarede mordsager fra dette år handler om hans egen fars død.

Gennem seks afsnit forsøger han at finde ud af, hvad der skete med Jesper Helge Hansen, som han kun nåede at have som far i fire år, før han blev fundet død med kraniebrud og kvæstet brystkasse i en varmekælder i Svendborg.

Et langsomt mord, som Adrian Adler Petersen har lavet i samarbejde med Mathias Sørensen, bruger true crime-genren som et afsæt for en personlig og socialdokumentarisk fortælling, der går langt ud over spørgsmålet om, hvad der skete i den kælder.

Hvad der starter som krimigåde, forgrener sig i forskellige retninger og bliver til et sorgfuldt, værdigt og hjerteskærende portræt af en mand, der levede et usandsynlig hårdt liv på bunden af det danske samfund, og som gjorde et stort indtryk på en masse mennesker i løbet af sit alt for korte liv.

Samtidig er det et miljøportræt af Svendborgs kriminelle underverden med gåsehudsfremkaldende konfrontationer og et selvportræt af en ung mand, der ikke nåede at lære sin far at kende, men genkender sider af ham i sig selv, som f.eks. evnen til at charmere og tendensen til at fortabe sig i en rus.

Det er ikke, fordi Adrian som fortæller undlader at distancere sig fra de mennesker, han møder. I mange af interviewscenerne har de klippet en reflekterende speak ind over selve samtalen, så man får fornemmelsen af både at høre, hvad der bliver sagt, og hvad der bliver tænkt.

Det virker  voldsomt, når man hører Adrian blive usikker og slå over i en overdrevet jovial tone over for en mand, der meget vel kunne være hans fars morder. Den scene er blandt de mere uforglemmelige i Et langsomt mord, også fordi han som fortæller har øjnene med sig og får nogle sigende og overraskende detaljer med i sin reportage.

Der er dele af speaken, der tangerer det overskrevne, men det forhindrer ikke, at man kommer usædvanligt tæt på et hårdt miljø og nogle dybe sorger. Hvor A Very Fatal Murder med stor succes borer i true crime-genrens ømme punkter, så er Et langsomt mord et eksempel på, hvordan den samme genres velkendte skabeloner kan bruges til at komme ud over dens klicheer.  

De nævnte podcasts kan høres på iTunes og diverse podcastapps eller streames på nettet.

Mens alle tal peger på, at podcast vinder mere og mere frem, opruster danske medier på området og ansætter folk til udelukkende at lave podcast. Det digitale medie Zetland har ligefrem fundet ud af, at deres læsere foretrækker at være lyttere. Tag med på podcastsafari i den danske mediebranche
Læs også
Serie

Podcastjunglens kringelkroge

Over sommeren følger vi nogle af de stier, som det undelige podcastudbud kan lede én ned ad. Bliv blandt andet klogere på konspirationspodcasts, historiepodcasts, true crime-podcasts og podcasts om psykisk sygdom.

Seneste artikler

  • Der er et væld af podcasts om psykisk sygdom og mentalt helbred. Her er ni anbefalinger

    30. juli 2018
    Det vælter frem med podcasts om mentalt helbred. Fra tung psykisk sygdom til de mærkelige tanker vi alle sammen går rundt og bokser med, men sjældent deler. I nogle af dem griner man sig igennem, i andre tuder man. Fælles for dem er, at de ophæver grænserne mellem os, de normale, og dem, de skøre. Og så føler man sig en lille smule mindre alene bagefter
  • Her er historienørdernes podcast-anbefalinger – fra Hardcore History til Tidsånd på P1

    10. juli 2018
    Historieformidling har haft et lidt støvet ry, men sådan er det ikke længere. Podcasts om historie formår både at underholde og gå i dybden med et område, så selv forskerne er begejstrerede. Det inviterer os ind i en auditiv tidsmaskine, der tilbyder overraskelser med alt fra historien om USA’s første bøssebar til døberbevægelsen i Münster
  • Konspirationsteorier er en meningsfuld reaktion på en verden uden mening

    7. juli 2018
    De kan skifte form. De er halvt mennesker og halvt øgler fra det ydre rum. De styrer Hollywood, de stod bag 9/11, de har en base på månen, og deres slægt går tilbage til Dracula. Forfatter Mads Ananda Lodahl har de senere år bevæget sig nysgerrigt rundt i en frodig podcast-underskov af konspirationsteorier og ufologi, hvor ’de’ altid sammensværger sig mod vi uvidende. Nu spørger han om det, han har hørt, kan betragtes som journalistik, fiktion eller en postfaktuel blanding, der erstatter Gud og Marx
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Henrik Rasmussen
  • Eva Schwanenflügel
Henrik Rasmussen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu