Læsetid: 11 min.

For 30 år siden blev rave-kulturen født – verden har ikke været den samme siden

I år er det 30-året for rave-kulturens fødsel, døbt The Second Summer of Love. Det var en ny tids oprør mod fastlåste borgerlige værdier og et restriktivt moderne produktionsorienteret samfund. Denne skelsættende sommer har defineret moderne festkultur, men den har også været med til at definere en moderne oprørskultur. Fredag aften fejres fødselsdagen i Pumpehuset i København
Raveparty. I 1989 er det ikke længere urbane, mugne locations, men den britiske landidyl – her Rochdale – der giver sommeren en fornemmelse af en mystisk, magisk rejse gennem et genopfundet Storbritannien.

Raveparty. I 1989 er det ikke længere urbane, mugne locations, men den britiske landidyl – her Rochdale – der giver sommeren en fornemmelse af en mystisk, magisk rejse gennem et genopfundet Storbritannien.

Getty Images

17. august 2018

Det er sommeren 1988, og du skal til fest i et pakhus i London.

»Pakhus!?«, spørger dine venner.

»Ja, pakhus!,« svarer du entusiastisk med øjnene fulde af neonknæklys, »tusindvis af mennesker, der tager stoffer og danser til maskinmusik.«

De ser skeptisk på dig. De har godt lagt mærke til, at du er begyndt at klæde dig som en futuristisk hippie med håndfarvet T-shirt, neonponcho, sølvbukser og et alt for stort smileybadge. De tøver.

»Folk bliver vildt kærlige og danser og krammer hele natten,« siger du så.

»Det kunne du da bare have sagt med det samme,« svarer de entusiastisk.

Og så ringer du til en telefonsvarer. Den fortæller dig, hvor det går ned, og så er det ellers afsted til et pakhus i en af de mere øde dele i London, hvor musikken dunker og folket stammedanser nattekulturen ind i en ny æra. Festen er hemmelig og illegal, og politiet er ved at være trætte af al den civile ulydighed. Tricket er at få så mange frem til festen som muligt, før politiet kommer, så det bliver for svært for dem at lukke for løjerne.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Mette Poulsen
Mette Poulsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Morten Balling

"Det var en ny tids oprør mod fastlåste borgerlige værdier og et restriktivt moderne produktionsorienteret samfund."

Nah, det var mere bare fede fester, hvor de fleste var så wasted på stoffer at de smed hæmningerne, og det er jo altid befordrende for en god fest. Samtidig var ecstasy jo udråbt til at være "harmløst" af adskillige læger, og mennesker til et rave fremstod da også klart mere "kærlige" end det gennemsnitlige fadøls halbal.

Ecstasy er iøvrigt et af de stoffer (sammen med speed) som skader hjernen mest og hurtigst. Ikke alene får det hjernen til at pumpe signalmolekyler ud i synapserne. Det vender også den naturlige mekanisme som er "beregnet til" at sende signalmolekylerne tilbage i neuronerne igen. Meget hurtigt "finder hjernen ud af", at der "ikke længere er behov" for at producere nye signalstoffer, og ved selv kort tids brug af ecstasy kan denne mekanisme ødelægges helt og for bestandigt. Så er der to muligheder tilbage. Signalmolekyer i tabletform (lovlig ecstasy), eller en livslang nedtur.

Personligt var jeg heldig, og alt det med ecstasy fes lige hen over hovedet på mig. Jeg kunne godt mærke at pigerne var vilde i varmen, men det tilskrev jeg stemningen, varmen og musikken. Da der på et tidspunkt var en pige som sagde at hun var irriteret over at hendes kæreste "altid var på ecstasy", troede jeg helt bogstaveligt at det var et nyt smart in-sted, og spurgte hende hvor det lå henne :)

Andreas Gamél von Benzon

At trække en linje fra rave-kulturen til EDM-bølgen er direkte frækt, da man dermed overser den kæmpe store bevægelse af regulær techno, trance og house, som, i hvert i Berlin, med LoveParade som vigtig katalysator, videreførte de hårdtslående, anti-autoritære, hedonistiske (læs: frisindede) og selv-overskridende musikgenrer til bl.a. Tresor, Ostgut Club (nu Berghain) og adskillige af festivaler og klubber rundt om i Europa, hvis mantra og eksistens stadigvæk hviler på de samme idealer som fra The Second Sommer of Love. EDM-bølgen er mere født ud af dance-kulturen fra 90'erne og er som sådan mere pop end elektronisk musik. I den omtalte musikkultur, med rødder i bl.a. LoveParade og nu med Berghain som lokomotiv, er DJ'en så absolut stadig den anonyme oppisker, der, som en shaman, opfordrer de tilhørende til at indtræde i musikkens transcenderende monotoni, ret meget ligesom rockmusikken i slut-60'erne og især prog-rocken i 70'erne.

Med andre ord: EDM er slet ikke tegn på rave-kulturens død. Er den tegn på nogen død, så er det håbets og troens død, der er druknet i nutidens historieløshed, tomgang og mangel på fantasi. Men det er immervæk stadig muligt at træde ind i bevidsthedsudvidende portaler, hvor musikken, dvs. rytmen, mønstrene og energierne, er vejviser til Verden og Virkeligheden for søgende sjæle. Og heldigvis skal man ikke længere væk end til Danmark, hvor bl.a. Fast Forward-productions og den såkaldte danske techno er eksponent for netop rave-kulturens stadig pumpende hjerte.

Står du derfor og kigger udover historien og betragter den som en samling af milepæle, hvor du har været heldig at samle nogle af dem op, som du derfor kan (og skal) berette om til os andre, ja, så er det ikke musikkens og kulturens skyld, men dit sind, der er blevet for voksent, stillestående og nostalgisk. Det er aldrig for sent at blive fri - du skal bare følge rytmen, som stadig banker og pulserer i det, går det op for mig ved læsningen af artiklen, skjulte.