Læsetid: 11 min.

For 30 år siden blev rave-kulturen født – verden har ikke været den samme siden

I år er det 30-året for rave-kulturens fødsel, døbt The Second Summer of Love. Det var en ny tids oprør mod fastlåste borgerlige værdier og et restriktivt moderne produktionsorienteret samfund. Denne skelsættende sommer har defineret moderne festkultur, men den har også været med til at definere en moderne oprørskultur. Fredag aften fejres fødselsdagen i Pumpehuset i København
Raveparty. I 1989 er det ikke længere urbane, mugne locations, men den britiske landidyl – her Rochdale – der giver sommeren en fornemmelse af en mystisk, magisk rejse gennem et genopfundet Storbritannien.

Raveparty. I 1989 er det ikke længere urbane, mugne locations, men den britiske landidyl – her Rochdale – der giver sommeren en fornemmelse af en mystisk, magisk rejse gennem et genopfundet Storbritannien.

Getty Images

17. august 2018

Det er sommeren 1988, og du skal til fest i et pakhus i London.

»Pakhus!?«, spørger dine venner.

»Ja, pakhus!,« svarer du entusiastisk med øjnene fulde af neonknæklys, »tusindvis af mennesker, der tager stoffer og danser til maskinmusik.«

De ser skeptisk på dig. De har godt lagt mærke til, at du er begyndt at klæde dig som en futuristisk hippie med håndfarvet T-shirt, neonponcho, sølvbukser og et alt for stort smileybadge. De tøver.

»Folk bliver vildt kærlige og danser og krammer hele natten,« siger du så.

»Det kunne du da bare have sagt med det samme,« svarer de entusiastisk.

Og så ringer du til en telefonsvarer. Den fortæller dig, hvor det går ned, og så er det ellers afsted til et pakhus i en af de mere øde dele i London, hvor musikken dunker og folket stammedanser nattekulturen ind i en ny æra. Festen er hemmelig og illegal, og politiet er ved at være trætte af al den civile ulydighed. Tricket er at få så mange frem til festen som muligt, før politiet kommer, så det bliver for svært for dem at lukke for løjerne.

Second Summer of Love – den elektroniske dansemusik og festkulturs ungdomsrevolution – er i fuld gang.

Fænomener født af Second Summer of Love

  • Ravet. En ny elektronisk drevet fest, hvor alle danser med alle i en egalitær dansekultur.
  • Dj’en som antistjerne. I stedet for rockstjernen som alle ser på, spiller dj’en op til en fest, hvor de dansende koncentrerer sig om hinanden. I dag er dj’en blevet en stjerne i sin egen ret.
  • En ny tids protestform. Generobringen af det offentlige rum får en ny stærk medvind med ravekulturens nye mobile udstyr og stærkt animerende musik.
  • Moderne piratradio. I protest mod de konservative, etablerede radiostationer begynder folk med piratsendere af spille den nye undergrundsmusik. Det gør de den dag i dag.

Den britiske desillusion er produktiv

Den har sin tyvstart på øen Ibiza, hvor klubkulturen er ekstremt veludviklet med smukke, ekstravagante klubber. Det er her, at kombinationen af kærlighedsstoffet ecstacy og den vildt basvridende genre acid house først eksploderer. Fra øen rejser unge entreprenante drømmere hjem til det grå England med en ny festvision.

I Manchester er der tidlige skridt i samme retning, ikke mindst på den legendariske klub Haçienda. Men det er da unge London-folk som Danny Rampling og Paul Oakenfold vender hjem fra Ibiza til det gammeldags londonske natteliv, at tingene tager fart. Desillusionen viser sig at være produktiv.

De unge entreprenører tager sagen i egen hånd og arrangerer forskellige klubaftener – først the Project Club, så Shoom og Future – selv om det er opad bakke, og deres housemusik (født i afroamerikanske homoseksuelle storbymiljøer) tit støder ind i homofobi. Men snart begynder folk at strømme til især Shoom, som Danny Rampling og hans kommende hustru Jenni grundlægger i et fitnesscenter i Southwark, London.

I januar 1988 adopterer de smileylogoet, som hippierne havde brugt som feelgoodsymbol, og som landsmanden Alan Moore i 1986 havde genintroduceret – med blodstænk – i sin mørke superheltetegneserie The Watchmen. En smilende og dansende bevægelse har fundet sit lykkelogo og dermed bygget bro tilbage til den første Summer of Love i 1967.

Raverne adopterer smileylogoet, som hippierne havde brugt som feelgoodsymbol.

Gabor Scott

Kontroltabet er afgørende her i slutningen af ’the style decade’. I stedet for dress to impress skifter de unge tøjstil – til dress to sweat. Det handler ikke længere om at se cool ud, men om at kunne danse igennem og svede i sit kluns. 80’ernes stramme minimalistiske mode bliver afløst af et syndigt rod af neonfarver, glowsticks, sweatshirts, selvlysende solbriller.

Musikalsk har 1980’erne været et opgør med rockbandet gennem synthpop og postpunks elektroniske strategier, så jorden er allerede gødet for at man nu helt forlader bandformen, rocksangteksten og også ofte vers/omkvæds-strukturerne. I stedet er dj’en den nye forkynder af budskabet om, at man skal give slip og flyde ud i lyksalige dansemaratoner på Shoom og de andre nye klubber. Og dj’en er ikke en ny rockstjerne, men en mere anonym festmanipulator.

Et egalitært dansegulv

Acid house-kulturen ændrer nattelivets sociale og kulturelle koder radikalt. Alle kan danse frit med alle, alene, i grupper, i par, hvis man er til den slags. Dansegulvet er blevet egalitært, hierarkiet er udjævnet. Der er ikke længere nogen John Travolta, der er discokonge af klubben. Ecstasyen opløser de sociale konventioner, og pludselig står man og bonder i ordløs dans med fremmede, man aldrig ser igen. De private netværk opløses til fordel for den mere umiddelbare og grænseløse kontakt med alle og enhver.

Og kvinder kan nyde at dansegulvet ikke længere er så seksualiseret som i de gode gamle dage. Der er ikke længere nogen, der er jægere, mens andre er bytte. Og den britiske slagsmålskultur fordamper, ja, det hævdes endda, at ecstasy er central i forhold til hooliganismens retræte i England. I stedet krammer skinheads vildt fremmede, totalt »loved up« på ’E’, som de snart kalder ecstacy.

I april 1988 er Paul Oakenfold og Ibiza-vennen Ian St Pauls nye klubaften Spectrum: Theatre of Madness dybt forgældet efter de første tre aftener. Men på den fjerde eksploderer køerne. Og det bliver en aften med fremtidschok i luften: Laserlys, et rumskib, pyroteknik, detonationer af sølvkonfetti og kunstig sne.

Og i The Astoria har en anden Ibiza-gæst Nicky Holloway succes med klubaftenen The Trip. Ja, når den faste afslutningssang, Rolling Stones’ »Sympathy For The Devil«, lyder klokken tre om natten,  fortsætter festen på gaden, hvor folk danser på biler og i springvand.

Spectrum og The Trip introducerer acid house og den ny fest for den indre bys arbejderklasse, men det er stadig meget hvide og forholdsvis poppede begivenheder. Det hårdere og mere avancerede modsvar findes i klubben RIP på Bankside – et dengang mørkt og øde, i dag gentrificeret område af indre London. Her bliver der mixet rappere, sangere og musikere ind i den programmerede musik, og publikum er et grænseløst mix af race, klasse, beskæftigelse – fra gangsteren til fotomodellen. Men RIP har en streng antipressepolitik, så den har aldrig sat sig så stærke spor i historien som Shoom og The Trip.

Hierarkierne bliver vendt på hovedet. Medier og pladeselskaber spidser ører. Og Second Summer of Love tager sin begyndelse. En decentral virus, der spreder sig gennem landet.

Den moralske panik ankommer

På et eller andet tidspunkt i 1988 tages ordet rave i brug om festlighederne. Det er resultatet af at entreprenante unge mennesker tager sagen i egen hånd og laver anarkistiske fester fulde af bevidsthedsudvidende effekter og hårdt elektronisk dunkende, musik i pakhuse eller ude på landet – hinsides den etablerede nattelivsindustri og bevillingslovgivningernes restriktioner.

Nogle af de tidligste i 1988 er de såkaldte Blackburn-raves, der tiltrækker folk fra omegnsbyerne Liverpool og Manchester. Hvilket – ud over vilde fester – også resulterer i en legendarisk diskussion mellem ravere og vrede borgere fra Blackburn i det nordengelske regional-tv Granadas udsendelse Up Front. Da raverne anklages for at være på stoffer svarer en af dem, Tommy Smith:

»Jeg har ikke brug for stoffer, jeg er høj på håb.«

»High on hope« – høj på håb –bliver et slogan for en ravebevægelse, der – ikke ulig flower power-bevægelsen – har set sine forældre spille fallit og gør oprør mod deres stramme sociale og økonomiske normer. Denne gang i et årti, hvor sloganet greed is good – grådighed er godt – har haft alt for frie kår.

Den moralske panik ankommer som forventeligt, da det går op for etablissementet, at en ny hedonistisk ungdomsbevægelse er i vækst og ikke gider den britiske hverdag og de større kapitalistiske strukturer. I stedet opstår en vild iværksætterånd og Do It Yourself-kultur. Stadig med nogle gode profitmarginer til de bedste, bevares, men helt uden for den knæsatte, britiske nydelsesindustri.

Medieopmærksomheden bliver snart sensationalistisk og negativ. Og det bliver ikke bedre af to ecstasyrelaterede dødsfald i juni og oktober 1988. Snart begynder skrækhistorier om en derangeret stofkultur og ødelæggelsen af en hel ung generation at være forsidestof – især i tabloidaviserne.

Rave-kulturen i Danmark

Herhjemme er Kenneth Bager – som tidligt begyndte at frekventere Ibiza – hurtig til at introducere acid house til masserne, allerede i 1989 med COMA-festerne i Lorrys lokaler på Frederiksberg. Men Aarhus er samtidig mindst lige så meget – hvis ikke mere – med på noderne, med dj’s som Kong alias Steen Mogensen og nu afdøde Kjeld Tolstrup, som centrale dj’s, der præsenterede Danmark for en ny tids lyd med klubaftener som Deep Sea Ecstacy Party og Himmelblå Igen. Roskilde Festivalen introducerer sit elektroniske dansetelt allerede i 1990 under navnet Club Roskilde, siden Deeday. Senere fulgte raves i Pakhus 11 og Den Grå Hal.

1993 var et skelsår i København med Sound & Vision Festival Part 1, megabegivenheden Ultramarine, hvor 3.000 ravere så ambient house-pionerne The Orb på Trekroner Fort samt åbningen af to klubber Kong og nu afdøde Henrik Mølls techno-seriøse klub Mantra i Eigens Ballroom samt den mere poppede X-Ray i Boltens Gård.

Kispus på motorvejen

Sommeren 1989 er smeltende varm og berusende solrig i England, og det forstærker bare nydelseskulturen og forlænger Second Summer of Love, der altså strækker sig over to somre.

Her i 1989 er det ikke længere urbane, mugne locations, men den britiske landidyl – typisk marker lejet af bondemænd – der giver denne sommer en fornemmelse af en mystisk, magisk rejse gennem et genopfundet Storbritannien.

De såkaldte »orbital parties« er opkaldt efter ringmotorvejen omkring London, M25, fordi de involverer nærmest biljagtlignende scenarier.

Den store mastermind er Tony Colston-Hayter, der finder ud af at bruge British Telecoms Voice Bank-system til først at indtelefonere – via noget så dengang eksotisk som en mobiltelefon – en opsamlingsdestination i telefonsvarersystemet. Når der så er tilstrækkeligt mange biler med ravere samlet dér, så indtaler han den eksakte adresse, så tusindvis kan ankomme til festen, inden politiet når at respondere. Hvorefter ordensmagten står magtesløs.

Men det er også begyndelsen på enden. Politiet har oprettet en indsatsstyrke og efterforskningsenhed for at stoppe løjerne og har over 200 politifolk, helikoptere og moderne computerteknologi til deres rådighed.

Nogle gange lykkes de med deres forehavende, andre gange bliver de narret af arrangørernes kispus rundt på de engelske motorveje. Som ved ravet Energy, hvor politiet afspærrer M4-motorvejen med 1.000 politifolk og hunde, hvorefter raverne bare parkerer deres biler i grøfterne, går tværs over en seksspors motorvej og får samlet nok folk på en mark til, at politiet må opgive at stoppe løjerne.

Ravekulturen er hedonistisk og antiautoritær, og den er blevet til en varm politisk kartoffel. Den såkaldte Entertainments (Increased Penalties) Bill bliver vedtaget. Den er designet til at lægge en dæmper på ravekulturen, blandt andet ved at indføre bøder på op til 20.000 engelske pund samt op til et halvt års fængsel for at arrangere illegale fester.

Et par års sprudlende pionerånd, decentral entreprenørånd og boblende lykkefølelse er udfordret. I 1990 løsnes britisk bevillingslovgivning under påvirkning af den ny festkultur, og den nye elektroniske dansekultur sluses langsomt ind i nydelsesindustriens fold igen. Profiteringen på hedonismen er tilbage i de gode, gamle økonomiske strukturer.

Kampen mellem myndighederne og ravegenerationen fortsætter op i 90’erne, hvor stadig større raves iscenesættes. Bevægelsen bliver til en mere kompliceret samling af squattere (altså bz’ere), ravere, vagabonderende folk, neohippier og politiske aktivister, da lovforslaget Criminal Justice and Public Order Bill skal vedtages i 1994.

Et lovforslag, der vil forbyde fester med repeterende beats (hvilket er absurd, da rock jo også betjener sig af disse), fjerner lokal forpligtelse til at låne land til romaer og andre rejsende samt gør ulovlig indtrængen på marker (direkte rettet mod raves) til en kriminel handling.

Trods massive demonstrationer bliver loven vedtaget. Men modstanden forener folket og skaber nye bevægelser og inspirerer til anderledes demonstrationsformer. For eksempel begynder den skelsættende britiske aktivistbevægelse Reclaim The Streets at besætte storbyens gader til lyden af høj elektronisk musik fra sound systems – og integrerer således ravet i deres aktionsform.

Tømmermænd, men også håb

I dag har ecstasy skiftet navn til MDMA (som er det samme stof, bare med den rette kemiske betegnelse som nyt navn), og nutidens soundtrack til de store fester hedder ikke længere techno, trance og acid house, men EDM, Electronic Dance Music (en slags moderne mix af techno, house og pop).

Ironisk var det først for alvor i midten af 00’erne, at USA opdagede den amerikanske house og techno – skabt af afroamerikanere i Chicago, Detroit, New York – der satte Europa på den anden ende i slutningen af 80’erne. Det skete med EDM-bølgen – Electronic Dance Music – som for en stund var den mest profitable musikgenre i USA.

Men oprørsånden og netværket af små uafhængige entreprenører er i mellemtiden blevet overdøvet af enorme virksomheder – dog stadig med moralsk panik og stofrelaterede dødsfald i deres kølvand. Dj’en er ikke længere den anonyme festmanipulator, men vor tids rockstjerne og kapitalismeikon. Og det virkede, som om EDM-bølgens adoption af ravekulturens optimisme og hedonisme for en stund er endt i desillusion og tømmermænd, da en af scenens største stjerner, den svenske EDM-pioner AVICII tidligere i år begik selvmord.

Tillykke, gamle raver!

Du står sammen med dine venner, der har grånende hår og lidt mere end bare smileyrynker. Det er 30 år siden, du ringede til den dér magiske telefonsvarer. Sammen har I set resultatet af alle anstrengelserne blive kommercialiseret.

Men det er en festaften, så lige nu fokuserer I på alt det positive. På at techno- og ravekulturen stadig har sine alternative strømninger og gør det selv-kulturer uden for mainstream. At et væld af centrale aktører i aktuel elektronisk musik og festliv havde deres læreår i slutningen af 80’erne.

Vores politiske kultur har fået nogle nye aktivistiske strategier. Dansemusikken er blevet revolutioneret. Festen er blevet langt mere egalitær. Og vores kroppe er blevet sat fri af koreografi, sociale koder, kønslige stereotyper.

I mindes de gode gamle dage. I råber: »Tillykke, Second Summer of Love, din gamle raver!«

                             Second Summer of Love Top 7

  • Rhythim Is Rhythim: ’Strings of Life’

  • Marshall Jefferson: ’The House Music Anthem’

  • A Guy Called Gerald: ’Voodoo Ray’

  • Lil Louis: ’French Kiss’

  • Joe Smooth: ’Promised Land’

  • Phuture: ’Acid Tracks’
  • 808 State: ’Pacific State’

Summer of Love: A 30 Years Celebration fejrer jubilæet for Second Summer of Love i Pumpehuset, Kbh., fredag den 16. august.

Kilder: Matthew Collin with contributions by John Godfrey: Altered State (Serpent's Tail 1997) + Jon Savage: Time Travel (Vintage 1996) + Wired + I-D + The Guardian + The New Statesman + Blender + Vice.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Mette Poulsen
Mette Poulsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Morten Balling

"Det var en ny tids oprør mod fastlåste borgerlige værdier og et restriktivt moderne produktionsorienteret samfund."

Nah, det var mere bare fede fester, hvor de fleste var så wasted på stoffer at de smed hæmningerne, og det er jo altid befordrende for en god fest. Samtidig var ecstasy jo udråbt til at være "harmløst" af adskillige læger, og mennesker til et rave fremstod da også klart mere "kærlige" end det gennemsnitlige fadøls halbal.

Ecstasy er iøvrigt et af de stoffer (sammen med speed) som skader hjernen mest og hurtigst. Ikke alene får det hjernen til at pumpe signalmolekyler ud i synapserne. Det vender også den naturlige mekanisme som er "beregnet til" at sende signalmolekylerne tilbage i neuronerne igen. Meget hurtigt "finder hjernen ud af", at der "ikke længere er behov" for at producere nye signalstoffer, og ved selv kort tids brug af ecstasy kan denne mekanisme ødelægges helt og for bestandigt. Så er der to muligheder tilbage. Signalmolekyer i tabletform (lovlig ecstasy), eller en livslang nedtur.

Personligt var jeg heldig, og alt det med ecstasy fes lige hen over hovedet på mig. Jeg kunne godt mærke at pigerne var vilde i varmen, men det tilskrev jeg stemningen, varmen og musikken. Da der på et tidspunkt var en pige som sagde at hun var irriteret over at hendes kæreste "altid var på ecstasy", troede jeg helt bogstaveligt at det var et nyt smart in-sted, og spurgte hende hvor det lå henne :)

Andreas Gamél von Benzon

At trække en linje fra rave-kulturen til EDM-bølgen er direkte frækt, da man dermed overser den kæmpe store bevægelse af regulær techno, trance og house, som, i hvert i Berlin, med LoveParade som vigtig katalysator, videreførte de hårdtslående, anti-autoritære, hedonistiske (læs: frisindede) og selv-overskridende musikgenrer til bl.a. Tresor, Ostgut Club (nu Berghain) og adskillige af festivaler og klubber rundt om i Europa, hvis mantra og eksistens stadigvæk hviler på de samme idealer som fra The Second Sommer of Love. EDM-bølgen er mere født ud af dance-kulturen fra 90'erne og er som sådan mere pop end elektronisk musik. I den omtalte musikkultur, med rødder i bl.a. LoveParade og nu med Berghain som lokomotiv, er DJ'en så absolut stadig den anonyme oppisker, der, som en shaman, opfordrer de tilhørende til at indtræde i musikkens transcenderende monotoni, ret meget ligesom rockmusikken i slut-60'erne og især prog-rocken i 70'erne.

Med andre ord: EDM er slet ikke tegn på rave-kulturens død. Er den tegn på nogen død, så er det håbets og troens død, der er druknet i nutidens historieløshed, tomgang og mangel på fantasi. Men det er immervæk stadig muligt at træde ind i bevidsthedsudvidende portaler, hvor musikken, dvs. rytmen, mønstrene og energierne, er vejviser til Verden og Virkeligheden for søgende sjæle. Og heldigvis skal man ikke længere væk end til Danmark, hvor bl.a. Fast Forward-productions og den såkaldte danske techno er eksponent for netop rave-kulturens stadig pumpende hjerte.

Står du derfor og kigger udover historien og betragter den som en samling af milepæle, hvor du har været heldig at samle nogle af dem op, som du derfor kan (og skal) berette om til os andre, ja, så er det ikke musikkens og kulturens skyld, men dit sind, der er blevet for voksent, stillestående og nostalgisk. Det er aldrig for sent at blive fri - du skal bare følge rytmen, som stadig banker og pulserer i det, går det op for mig ved læsningen af artiklen, skjulte.