Læsetid: 12 min.

Aretha Franklin har leveret sin sidste jordskælvsrystende frasering

Aretha Franklin er død, og dermed må vi bukke og takke og sige farvel til en sanger, sangskriver og pianist, der formåede at drage både kirken, racestolthed og det kvindelige begær ind i soulmusikken
Aretha Franklin beskrev soul som evnen til »at bringe det, der sker indeni, op til overfladen ... At få folk til at føle, hvad du føler«.

Aretha Franklin beskrev soul som evnen til »at bringe det, der sker indeni, op til overfladen ... At få folk til at føle, hvad du føler«.

Gary Gershoff

18. august 2018

The Queen of Soul, Aretha Franklin, er død, det må man lære at bære. Hun var en naturkraft, og hun var en kulturkraft. Og nu er der slukket for dette ufattelige kraftværk. Søndag den 12. august meddelte Franklins familie, at mesterens helbredstilstand var stærkt forværret. Franklin blev indlagt på hospice, og torsdag den 16. august døde hun af fremskreden kræft i bugspytkirtelen, 76 år gammel.

Der er nogle stjerner, der fader ud og forsvinder i nattens firmament. Og så er der dem, der brænder med uformindsket styrke langt ind i alderdommen.

Bevismateriale: Den 6. december 2015 gik Aretha Franklin på scenen og satte sig ved flygelet i John F. Kennedy Center i Washington. Hun gjorde det til ære for singersongwriteren Carole King, der sammen med en håndfuld andre kunstnere modtog The Kennedy Center Honor for livslangt arbejde. Men det var Aretha Franklin, der løb med æren.

Det skete med hendes fortolkning af »(You Make Me Feel Like) A Natural Woman«, som King skrev i 1967 sammen med hendes daværende ægtemand, Jerry Goffin, med input fra Aretha Franklins producer, Jerry Wexler.

Det er allerede en legendarisk optræden. Michelle og Barack Obama var der, og præsidenten måtte tørre en tåre væk allerede 17 sekunder inde i hendes vokalpræstation. På det tidspunkt var enhver musikelsker allerede groggy, på kanten af knockout. Det skete med de første to toner på de første tre stavelser i de to ord »Looking out ...«. Intoneringen, fraseringen og klangen var helt ufattelig. Et gammelt ædelt mahognitræ i sin struktur, en hersker over tiden i sin timing, en mesterøkonom i sin dosering af stemmen. Sorgen, men samtidig styrken i de tre stavelser ...

Det kunne også ses på Carole King, som kameraerne hvilede på i de første sekunder af Franklins sang. Da hun nåede til det andet ord »out«, rykkede King hovedet hårdt nogle centimeter tilbage, hun tabte underkæben ned på brystet og spærrede øjnene op. Hun så ud, som om hun lige havde modtaget en stålhård ét-to-kombination, en uimodsigelig slagserie. Og det havde hun jo også. Lige i hjertet.

Aretha Louise Franklin

  • Født den 25. marts 1942 i Memphis, Tennessee.
  • Død den 16. august 2018 i Detroit, Michigan.
  • Har vundet 18 Grammy-priser og solgt over 75 millioner albummer. 8. oktober 2014 havde hun som den første kvinde sit hit nummer 100 på Billboards Hot R&B-hitliste. Det var en coverversion af Adeles »Rolling In The Deep«.
  • Annoncerede den 17. februar 2017, at hun ville stoppe med at give koncerter efter udgivelsen af et sidste album. A Brand New Me udkom 10. november 2017.

Hurtig entré i voksenlivet

Aretha Louise Franklin blev født den 25. marts 1942 i Memphis, Tennessee. Hendes mor, Barbara Siggers Franklin, var gospelsanger. Det samme var faren, Clarence La Vaughn Franklin, der samtidig var præst i New Bethel Baptist Church i Detroit, Michigan. Han var intellektuel, progressiv og glad for damer.

Aretha blev født som det tredje barn i en søskendeflok på fem, hvoraf den ældste var sønnen Vaughn, som moderen var blevet gravid med i et tidligere forhold – og som Clarence adopterede, efter at de blev gift.

I 1948 blev Barbara og Clarence separeret, og hun tog Vaughn med sig, mens Clarence tog sig af parrets fire fælles børn. De blev aldrig skilt, og moderen døde 34 år gammel i 1952, da Aretha Franklin var 10 år gammel.

I kirken var det tydeligt, at Aretha Franklin var en benådet sanger, men også pianist – endda af den mestendels selvlærte slags. Hun sang for i menigheden, og da hun var 14, i 1956, udkom albummet Songs of Faith med sange optaget i faderens kirke. Og hun tog på turné med sin fars omrejsende travelling revival show, hvor hun blev venner med soullegender som Sam Cooke og Mahalia Jackson. Især førstnævnte var en stor inspirationskilde, og hun har selv fortalt, at hendes far bad hende stoppe med at efterligne Cooke og i stedet finde sit eget udtryk.

Aretha Franklin i 1968.

Scott Mc Kiernan

Cookes kirkebaggrund og hans efterfølgende bevægelse ind i den sensuelle og sekulære musik inspirerede også Franklin til hendes vej ind i populærmusikken. Og hendes far var ikke fremmed over for ideen og finansierede hendes første demoer. Ja, når han holdt fester, hvor Sam Cooke, Dinah Washington og Art Tatum deltog, så gik han ovenpå og hev sin datter ud af sengen, så hun kunne spille og synge for gæsterne.

Mixet mellem det hellige og det sekulære udmøntede sig så også i, at Aretha Franklin blev gravid i en meget ung alder. 12 år gammel fik hun sønnen Clarence (nogle kilder siger, hun var 13), og 14 år gammel fik hun endnu en søn, Edward (nogle kilder siger, hun var 15) – begge med fædre, hvis identitet der kun er blevet gisnet om. Siden fik hun sønnerne Ted White, Jr. med sin første ægtemand, Ted White (1961-1969), og Kecalf med Ken Cunningham. Hun var desuden gift med skuespilleren Glynn Turman (1978-1984).

En ny, mere beskidt soul

Tilbage til musikken: I 1960 rejste hun 18 år gammel til New York og fik pladekontrakt med Columbia Records og nød gennem de næste år moderat succes med en række plader, hvor hun blev klistret ind i alt for pæne jazz-, pop- og showsange præget af produktioner, der ikke ville gøre en kat fortræd, tværtimod stryge alle med hårene.

Så karrieren stak først af, da Franklin bemærkede, at Atlantic Records var begyndt at udvikle en mere beskidt og rå soul med blandt andet Wilson Pickett og Otis Redding.

Det var i 1966, og pladeselskabets producer Jerry Wexler forstod, at Franklin skulle tilbage til rødderne i kirkemusikken og bluesens rå følelse blandet op med R&B-rytmisk frækhed. Så han sendte hende fra New York og sydpå til Florence Alabama Musical Emporium-studiet i Muscle Shoals, Alabama, hvor den nu legendariske gruppe Muscle Shoals Horns og Muscle Shoals Rhythm Section var faste studiemusikere.

Den magiske, uhørte akkord

De garvede, hvide drenge havde regnet med at skulle styre en 25-årig pige gennem indspilningerne.

Hun trådte ind i studiet i januar 1967, og musikerne hang bare sådan lidt afslappet ud. Hun gik hen til klaveret, satte sig ned og hamrede en ukendt akkord. Alle musikere stoppede op og gik straks i gang med at stemme deres instrumenter. Akkorden – siden kaldt »den magiske akkord« – var vitterlig uhørt. Og måden, hun stemplede ind på klaveret, fik straks drengene til at indse, at der var noget helt særligt i vente.

Indspilningerne endte i ballade. Der var ægteskabsproblemer med Ted White, der også var hendes manager. Ifølge David Ritz, medforfatter på Franklins selvbiografi Aretha: From These Roots, havde parret tit fysiske slåskampe. I hvert fald forlod Franklin indspilningerne i Alabama, og det skelsættende album I Never Loved a Man The Way I Love You blev færdiggjort hjemme i New York.

Albummet er blevet en fuldbyrdet klassiker, også på grund af førstesinglen, Franklins fortolkning af Otis Reddings »Respect«, som sendte hende til tops på den amerikanske hitliste. Ikke den afroamerikanske R&B-liste, som hun før havde været på, men den generelle, hvidt dominerede, nationale singlehitliste. Og hun vandt to Grammy-priser for albummet. Og alene i udgivelsesåret 1967 havde hun fire top ti-hits.

Aretha Franklins største hits og bedste sange

  • »Are You Sure« (1961)
  • »Respect« (1967)
  • »I Never Loved a Man (The Way I Love You)« (1967)
  • »Do Right Woman – Do Right Man« (1967)
  • »A Change Is Gonna Come« (1967)
  • »(You Make Me Feel Like) A Natural Woman« (1967)
  • »Chain of Fools« (1967)
  • »Ain’t No Way« (1968)
  • »Think« (1968)
  • »I Say A Little Prayer« (1968)
  • »The Thrill Is Gone« (1970)
  • »Don’t Play That Song« (1970)
  • »Eleanor Rigby« (1970)
  • »You’ll Never Walk Alone« (1972)
  • »Rock Steady« (1972)
  • »Young, Gifted and Black« (1972)
  • »Freeway of Love« (1985)
  • »Sisters Are Doin’ It For Themselves« (med Eurythmics) (1985)
  • »Knew You Were Waiting (For Me)« (med George Michael) (1986)
  • »A Rose Is Still A Rose« (1998)

Det hvide publikum taget i skole

Det er ironisk, at hun endelig blev en stjerne, da hun på Atlantic fik lov til at lave musik, der ikke var mainstream – mens Columbia Records omvendt havde forsøgt at få succes ved at gøre hende til en mainstream-sanger. Hun gik imod strømmen – og så vendte hun den, så den fulgte med hende. Hun tog det hvide publikum i gospel- og bluesskolen, og hun mindede det sorte publikum om, hvor stor og stolt deres arv var.

Det var noget nær en revolution i et konservativt og stadig raceopdelt USA. En sort kvinde, der appellerede til sort og hvid, mand og kvinde og formåede at blande det kirkelige med det sekulære. Med en stemme, der blæste al modstand omkuld.

Så blev hun døbt Queen of Soul af en DJ på The Regal Theater i Chicago i 1967, og det blev hendes titel.

Året efter udkom albummet Lady Soul, der ligeledes blev en succes, og samme år var hun på forsiden af Time Magazine, hvor hun blev udnævnt som fakkelbærer for en ny tids musik.

En politisk og sensuel stjerne er født

Og det var en ny tids musik. Der var den radikale fortolkning af Otis Reddings »Respect« – det var hende, der fandt på at stave til R-E-S-P-E-C-T, og det var hende, der omarrangerede groovet og baggrundsharmonierne. Det blev en feministisk slagsang, men også en borgerrettighedshymne. Ja, på Monterey Festivalen i juni 1968 sagde Redding, inden han sang sin egen sang: »Den her sidste sang er en sang, som en pige tog fra mig.«

»Et kampråb,« har Aretha Franklin selv kaldt sin fortolkning.

Amen.

Hør Aretha Franklin reflektere over sangen »Respect« i denne video fra the Guardian.

En anden coverversion, »Do Right Woman – Do Right Man«, blev også en feministisk slagsang. Ja, i det hele taget er albummet I Never Loved a Man The Way I Love You skelsættende, fordi det i så høj grad handler om kvindeligt, seksuelt begær.

Hør bare »Dr. Feelgood (Love Is A Serious Business)«:

»But oh, when me and that man get to lovin’ / I tell you girls / I dig you but I just don’t have time / To sit and chit and sit and chit-chat and smile.«

Her skriver Franklin sig ind i en tradition, der også tæller Bessie Smith og Billie Holiday.

Det gik stærkt for Aretha Franklin i årene 1967-1968, hvor borgerrettighedsbevægelsen blomstrede på ny. Og Franklins fortolkning af Sam Cookes »A Change Is Gonna Come« bidrog – med dens klare besked om racemæssig stolthed og udholdenhed – til at gøre hende til en del af bevægelsens kamp for sort empowerment. Og samtidig var den en hyldest til Cooke, der var blevet dræbt tre år før.

I 1968 var hun med til Dr. Martin Luther King Jr.’s begravelse, og hun sang ved en mindegudstjeneste et par uger efter. Senere samme år sang hun ved The Democratic National Convention i Chicago.

I 1968 komponerede hun klassikeren »Think«.

»You better think (think) / Think about what you're trying to do to me.«

Sangen gav i øvrigt Franklin en renæssance i 1980, da hun sang den i filmen The Blues Brothers.

Tidstypisk comeback i 80’erne

Engang midt i 1970’erne blev Franklin overhalet indenom af discoen. Men hun fik sig et ret så hæderligt comeback i 1985 med albummet Who’s Zoomin' Who, hvor en ny elektronisk soulmusik viste sig at klæde hende utrolig godt. Ligeledes året efter med singlen »Knew You Were Waiting (For Me)« i duet med George Michael. Og i 1987 blev hun den første kvindelige kunstner indlemmet i Rock and Roll Hall of Fame, ligesom hun fik æresdoktorat på University of Detroit.

Selv droppede hun i sin tid ud af high school uden at blive færdig.

I 1993 sang hun ved Bill Clintons indtrædelsesceremoni, og hun gjorde det samme for Barack Obama i 2009.

I 1994 modtog hun en Grammy Lifetime Achievement Award samt Kennedy Center Honors – den, som Carole King fik i 2015.

Og i 1998 valgte hun for en stund igen at gå i dialog med tidens toneklang – på det helt ok og til tider strålende album A Rose Is Still A Rose. Her blev der gjort plads til en hiphoprytmisk neosoul beslægtet med Lauryn Hill – der skrev titelnummeret til Franklin – og Janet Jacksons musik fra samme periode.

Levet erfaring og følt sensualitet

A Rose Is Still A Rose var sidste gang, Franklin for alvor var på omgangshøjde med samtidsmusikken. Og så alligevel ikke. Hun var det igen i 2015 under The Kennedy Center Honor-uddelingen – uden på nogen måde at lefle for moderne indstillede ører.

Hun har beskrevet soul som evnen til »at bringe det, der sker indeni, op til overfladen ... At få folk til at føle, hvad du føler«. Og det skete også den aften i december 2015. Ja, bare inden for de 17 sekunder, der gik, inden Obama tørrede sin tåre væk, formulerede Franklin sangens vemod med hele sine krop. Det var en overvældende demonstration af soulsangens kapacitet for lidelse og længsel.

Men da hun så nåede til omkvædet, demonstrerede hun også helt ufatteligt ubesværet – 73 år gammel – soulgenrens evne til at overvinde modgang og fejre sejren i vokale festfyrværkerier af bibelske proportioner.

Især da hun rejste sig fra klaveret og sang de sensuelle ord »Oh, baby, what you’ve done to me / You make me feel so good inside«, og det hele endelig kulminerede i nogle helt ubegribelige dirrende flydetoner, så rige på levet erfaring og følt sensualitet, at det halve kunne have været mere end nok, jo tak. Her samledes hele Aretha Franklins virke i udlevelsen af en enkelt sang. Her blev dynamikken i soul, nedturene og overvindelsen af dem kortlagt og udvidet. Igen.

Det var en tre minutters fortolkning af en klassiker, hvorunder kulturen føltes alment tilgængelig fra enhver tænkelig vinkel, klasse, race, køn. Og hvor tårer syntes at være det eneste korrekte svar på et spørgsmål, som Franklin slyngede så sikkert i hovedet på os. Spørgsmålet om, hvad livet og kærligheden og smerten vil fortælle os.

En fortrænger af Guds nåde

Hun har så haft sine traumer at synge ud fra: Moren stak af, Aretha Franklin fødte selv to børn som teenager, faren blev skudt og dræbt, og til sidst var hun den eneste overlevende fra søskendeflokken. Men traumerne var gemt af vejen.

Det var nemlig ifølge David Ritz sådan her med Aretha Franklin som menneske: »Hun idealiserer på en måde alting,« lyder det i bogen I Never Loved a Man The Way I Love You. »Hun trækker rullegardinerne ned. Hun har trykket på sletknappen. Jeg tror, at hun er virkelig privat, og jeg tror ikke, at hun har bearbejdet de her ting. Og hvis ikke man har bearbejdet dem, vil man ikke udbasunere dem, for så ved man ikke præcis, hvad de går ud på.«

Og det var sådan her med Aretha Franklin som kunstner: Hun var en fremragende pianist. Hun var en stærk personlighed, der formåede at tage styringen i indspilningsstudiet og havde forberedt arrangementerne på forhånd. Og stemmen ... Det var en sublim kirkesangers stemme med fire oktavers spændvidde.

Men den store gospelsanger havde også operaens finkulturelle spændvidde mellem den overvældende tonale præcision og den hyperemotionelle overdrivelse, der flår alt og alle med sig. Det var en stemme fuld af gospels vilde lykke og bluesens styrtblødende nedtur.

Det var, som om man ikke kunne slide den stemme op. At det var en brand, der først stoppede, når den blev slukket. Som det er sket nu.

Aretha Louise Franklin har leveret sin sidste jordskælvsrystende frasering. Og verden sukker og sørger.

Kilder: Matt Dobkin: ’I Never Loved a Man The Way I Love You’ (St. Martin's Press 2004) + Washington Post + New York Times + Biography.com + CNN.com + Wikipedia + Variety + Rolling Stone.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Mikael Velschow-Rasmussen
  • Ivan Breinholt Leth
  • David Zennaro
  • Benny Jensen
  • Maria Francisca Torrezão
  • Frede Jørgensen
  • Henrik Brøndum
Mikael Velschow-Rasmussen, Ivan Breinholt Leth, David Zennaro, Benny Jensen, Maria Francisca Torrezão, Frede Jørgensen og Henrik Brøndum anbefalede denne artikel

Kommentarer

René Arestrup

Æret været Arethas minde.

Ivan Breinholt Leth, Herdis Weins, Marie Jensen, Eva Schwanenflügel, David Zennaro, Benny Jensen og Frede Jørgensen anbefalede denne kommentar
Ivan Breinholt Leth

"Looking out on the morning rain..." Regnen er tårer, og sangen handler om en person, som starter dagen med at græde. (Understreget af Obama under koncerten i John F. Kennedy Centeret!) I løbet af sangen får Franklin tårerne vendt til jublende glæde. På nogle få minutter har hun gennemgået hele det menneskelige følelsesregister, og demonstreret for os hvilken kraft soul musikken rummer. Det er sublimt.