Læsetid: 4 min.

August Strindberg: Samfundsrevseren, kvindehaderen, selvødelæggeren, den nænsomt poetiske drømmer

Strindbergs tekster besidder uanset genre en besættende intensitet og smittende vitalitet. I sin jagt på præcision er han oftest videnskabeligt grundig, og i sin stræben efter sandfærdighed skåner han ingen og allermindst sig selv
Strindbergs tekster besidder uanset genre en besættende intensitet og smittende vitalitet. I sin jagt på præcision er han oftest videnskabeligt grundig, og i sin stræben efter sandfærdighed skåner han ingen og allermindst sig selv

bearbejdet af iBureauet

11. august 2018

Ikke længe efter sit gennembrud (1879) med den satiriske samtidsroman Det røde værelse modtog 30-årige August Strindberg pr. brev følgende skudsmål af Edvard Brandes: »De er den Mand, som skal være Fører for den nye Tid. Om kort Tid vil Deres Navn nævnes ved Siden af det bedste, som nordisk Litteratur besidder.«

Danskeren fik ret, for så vidt angår ryets størrelse, og den glans, der står om forfatterens navn, er langtfra blegnet med tiden. Samfundsrevseren, kvindehaderen, selvødelæggeren, den nænsomt poetiske drømmer Strindberg rager op ved sine bedrifter i hele den brede vifte af genrer, som han kastede sig over: romanen og novellen, den korte (af H.C. Andersen inspirerede) eventyrfortælling, selvbiografien, dramatikken. Men »fører for den nye tid« forblev han ikke længe, dertil var han for urolig og ustyrlig en ånd.

Til gengæld besidder hans tekster, uanset genren, en besættende intensitet og smittende vitalitet. I sin jagt på præcision er han, trods arbejdstempoet, oftest videnskabeligt grundig, og i sin stræben efter sandfærdighed skåner han ingen og allermindst sig selv.

De første ti-femten år, den naturalistiske periode, mens han i det borgerlige liv er ansat som amanuensis på Kungliga Biblioteket, gælder hans virkelighedssøgen historiske, sociale og politiske forhold, men i de usikre tvivlens år, som strækker sig fra midten af 1880’erne og århundredet ud, vender han gradvis blikket indefter og analyserer begæret, magtviljen, selvopholdelsesdriften i mennesker, samtidig med at han grundlægger sin personlige myte om manden som ægteskabets martyr og slave.

De sidste ti år af hans liv og produktion er på det indre plan præget af hvile og tilløb til personlig afklaring; men billedet er nu også modsætningsfyldt. Han står i centrum for ophedede polemikker – og grundlægger Intima Teatern, hvortil de sene kammerspil bliver skrevet.

Blandt disse spilles Spøgelsessonaten (1907) stadig verden over, i lighed med teaterstykkerne fra hans naturalistiske fase (Faderen, Frøken Julie) og de vildt egensindige epokegørende symbolistiske dramaer, Til Damaskus og især Et drømmespil (1902), hvor skuespillets traditionelle love er søgt sat ud af kraft, tiden og rummet opløst som rammer, og den erindrende eller drømmende bevidsthed hos et enkelt menneske er gjort til spillets gådefulde centrum.

Historien i sidstnævnte tekst er, at guden Indras datter stiger fra himlen ned til jorden for som en kvindelig Kristus at dele vilkår med menneskene. Hvad hun møder, er et vanvid af lidelse, et udspekuleret system af absurd tortur. Da hun til sidst bliver spurgt, hvilken lidelse der for hende blev den største af dem alle, siger hun: »at være til; at mærke mit syn svækket af et øje, min hørelse sløvet af et øre, og min tanke, min luftige lyse tanke fanget i fedtslyngningers labyrinter«.

Sådan lyder stedet i Benny Andersens oversættelse. »Det er synd for menneskene,« bliver hendes og forfatterens konklusion.

Blå bog: August Strindberg (1849-1912)

  • Født, universitetsuddannet og død i Stockholm, men i lange perioder bosat i Frankrig og Schweiz samt i Danmark, hvor han bl.a. skrev den naturalistiske skandalesucces ’Frøken Julie’, uropført 1888.
  • Var gift tre gange, mest stormfuldt med skuespillerinden Siri von Essen – et drama, der bl.a. kom til at ligge til grund for ’En dåres forsvarstale’ fra 1887.
  • Altid ekstremt produktiv som roman- og novelleforfatter, dramatiker, lyriker, polemiker og essayist.
  • Hans sene skuespil var med til at revolutionere teatret internationalt, men i hans hjemland er det hele forfatterskabet, der dyrkes, også hans erindringer og lune folkelivsskildringer.

Mest synd for manden

For Strindberg selv var det gennemgående mest synd for manden. Herom vidner ikke mindst hans nok mest splittede værk En dåres forsvarstale, skrevet på fransk 1887-88 dels som et hensynsløst opgør med Siri von Essen, hans første kone, dels som en tilintetgørende selvafdækning, hvis facit bliver, at der bag illusionerne ingenting, ingenting findes af ægte. Samme bundlinje nås i de fleste af hans noveller.

Da han i første halvdel af 1880’erne under et langvarigt og ellers på mange måder lykkeligt ophold i Schweiz besluttede sig for at skildre ægteskabet med sympati og vise kvinden behørig respekt, blev resultatet noget ganske andet: billeder af underkuede mænd. Giftas, som bogen hed, blev beslaglagt pga. blasfemiske træk i novellen »Dydens belønning«, men forfatteren frikendtes, hvad der måske ville have gjort en anden mildere stemt. I stedet rundede han året efter (1885) opfølgeren af med et mistrøstigt (selvbiografisk) portræt af en skribent (»Familieforsørgeren«), som forvandles til træl hos og af sin skruppelløse cognacpimpende hustru:

»Denne raa, hjerteløse, kyniske Kvinde, som han har tilbedt, som han ville give hele sin Sjæl med alle dens Tanker, alle dens fine Følelser, – hun følte hans Overlegenhed, og derfor spyttede hun paa ham og fornedrede ham, og slæbte ham gennem Smudset og trak ham i Haaret og smædede ham.«

Andre versioner af samme model finder man i selvbiografien Inferno (1897) og i flere af dramaerne, f.eks. i Dødedansen (1900).

Men så er der også en anden Strindberg, den godmodige folkelivsskildrer, som skriver skærgårdsromanen Hemsøboerne (1887). Og der er en tredje: vennen og brevskriveren. Og en fjerde: den detaljeopmærksomme selvbiograf med Tjenestekvindens søn. Produktionen fylder i hans første Samlade Skrifter (1912-21) 55 bind og i den nyeste, videnskabeligt baserede udgave Samlade Verk (1981-2013) hele 72 bind.

Serie

30 suveræne svenskere

Efter vores kanon over tysk kultur og russisk kultur portrætterer Information nu 30 svenskere, der suverænt har formet ikke blot svensk kultur, samfund og selvforståelse, men som også har formet, inspireret og forandret os her over Sundet – med blandt andet botanik, pop, poesi, film, politik, dramatik, ulovlig streaming og billige møbler.

Seneste artikler

  • På grund af Astrid Lindgren vokser de fleste skandinaviske børn op i Småland

    17. august 2018
    Astrid Lindgren måtte svigte et barn, da hun nærmest selv stadig var et. Måske var det derfor, hun altid blev anfægtet på børns vegne. Og derfor hun altid opfandt en Søndeneng, et Nangijala, en Mattisskov, hvor de kunne sejle med deres barkbåde, kæmpe mod drager, synge som en nattergal, mødes med de underjordiske og bestemme over deres egen skæbne
  • Gunnar Ekelöf skabte sit eget ensomme kongerige i skandinavisk litteratur

    17. august 2018
    Den svenske digter Gunnar Ekelöf var sine læseres bedste ven, digternes digter, forskernes udfordring og tænkernes inspiration. Og så lærte han os at stole på ensomheden, lytte til naturen og være samtidige med oldtiden
  • Gud skabte – Linné ordnede

    17. august 2018
    Præstesønnen fra Småland skabte et sprog til at benævne den levende verden, indførte en slags arternes ligestilling og pegede frem mod Darwins evolutionslære 124 år senere
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Runa Lystlund
  • Kurt Nielsen
  • Jørn Andersen
  • Morten Hjerl-Hansen
  • Trond Meiring
  • Ejvind Larsen
Runa Lystlund, Kurt Nielsen, Jørn Andersen, Morten Hjerl-Hansen, Trond Meiring og Ejvind Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Morten Hjerl-Hansen

Ett drömspel har stor betydning for mig. Det styrker kærlighedsevnen. Jeg opfatter det som meget generøst og vellykket.

Kierkegaard, som Strindberg læste mere end uduelige Hamsun læste Kierkegaard, til gengæld hang der et fint portræt af Strindberg over Hamsuns seng, kom til at skrive i en Opbyggelig Tale fra 1844 at åbenmundede ateister gør andre mennesker ulykkelige. Det er for mig endnu mere formørket end det han sagde om jøder, som heller ikke var hverken rigtigt, ordentligt eller godt. Strindberg må, tænker jeg mig, have mærket og sanset den slags forsimplinger hos mesteren eftersom stykket handler om sorgens kærlighedskomponent: Det er synd for menneskene.