Læsetid: 6 min.

Benny Andersen? Ham kan vi holde af, til vi dør, og med sindsro give videre til kommende slægter

Han gjorde selvkarakteristikken til nationalsyndrom. Og hvad har han dog ikke skænket os af vidunderlige digte, børnebøger og radiospil. Sorgen over digteren, fortælleren, dramatikeren, komponisten og grinebideren Benny Andersens død viger snart for kæmpemæssig taknemmelighed over alt, hvad han har givet, skriver Erik Skyum-Nielsen
Benny Andersen nekrolog

Med ’Den indre bowlerhat’ markerede Benny Andersen sig som helt og holdent sig selv: Rig på sprogligt overskud, men fattig på syntaktiske fiksfakserier. Traditionsbunden kun i middelsvær grad og, i modsætning til ikke mindst Rifbjerg og Jørgen Gustava Brandt, i stand til at ave hangen til fremmedord og andre slags blær, skriver Erik Skyum-Nielsen i denne nekrolog.

Kennet Islandi Havgaard

18. august 2018

Ved meddelelsen om digteren, fortælleren, dramatikeren, komponisten og grinebideren Benny Andersens død er det, sagt lidt brutalt, svært at blive fuldkommen trist, fordi sorgen så hurtigt viger for kæmpemæssig taknemmelighed. For hvad har han dog ikke skænket os af vidunderlige digte og viser, og hvor et det herligt og inderligt fortjent, at »Svantes lykkelige dag« bliver sunget og atter sunget ved familiesammenkomster og forsamlingshusfester.

Benny Andersens Samlede digte, som første gang udkom i 1998, er siden igen og igen blevet givet som gave og holdt, efter hvad der fortælles, gennem flere år skuden oven vande på Borgens Forlag, hvor Andersen fik sin debut i bogform i 1960. Forud herfor var gået en noget omflakkende karriere som restaurationspianist i både indland og udland; men han fik skam digte offentliggjort allerede fra 1952, hvor tidsskriftet Heretica bragte tre.

Prøv at kigge på det første af dem, »Ny luft«. Det ekkoer endnu af efterklang, ikke mindst fra datidens idol Paul la Cour. Det bæres af en overmåde typisk tidlig 50’er-stemning, med det gamle stillet over for det nye og håbet om en fremtid, som gerne må blive fælles: Teksten har karakteristisk nok ikke et lyrisk ’jeg’, men i stedet et rummeligt ’vi’. Det særligt Benny Andersen-agtige virker endnu svært at få øje på, men alligevel findes det i selve tonens sprødhed, i billedernes enkelhed og måske også i en forsigtig søgen efter den helt originale kombination af adverbier og adjektiver (»fortvivlende klar«), adjektiver og substantiver (»sin hvide barmhjertige tykning«, i strofen forinden: »sin bentørre tunge«).

At ordenes musikalitet på dette tidspunkt heller ikke er digteren ubekendt, mærker man på de steder, hvor han nærmest må slå sig selv over fingrene for ikke at komme til at rime ligesom f.eks. Frank Jæger, til hvem efterkrigstidens poeter, og Rifbjerg, havde et intrikat had/kærlighedsforhold.

Benny Andersen

  • Digteren, musikeren og komponisten Benny Andersen blev født den 7. november 1929 i Vangede.
  • Han fik i 1952 offentliggjort sine første digte i det toneangivende tidsskrift Heretica og debuterede med digtsamlingen Den Musikalske Ål i 1965.
  • Samarbejdede siden begyndelsen af 1970’erne med sangeren Povl Dissing og udgav blandt andet pladerne Svantes viser (1973), Oven visse vande (1981) og Hymner og ukrudt (1984). Svantes viser er optaget i Kulturkanon.
  • Benny Andersen har desuden skrevet børnebøger om Snøvsen.
  • Han er blevet tildelt en lang række legater og hædersbevisninger, bl.a. De gyldne laurbær 1975, Aarestrup-medaljen 1984, Modersmålprisen 1985, Weekendavisens litteraturpris 1994, Dansk forfatterforenings jubilæumslegat 1995, Holberg-medaljen 2001, Den Berlingske fonds hæderspris 2011 og Dansk Skuespilforbunds kulturpris 2012.
  • Siden 2004 gift med juristen Elisabeth Ehmer.
  • Død 16. august 2018.

Helt og holdent sig selv

Den bog, som tydeligst demonstrerede, hvad den læsende verden havde i vente fra restaurationspianisten, var ikke Den musikalske ål (1960), skønt denne nu ellers rummer mange fornemme poetiske fund, ej heller den visuelt konceptagtige Kamera med køkkenadgang (1962).

Nej, ankomsten til den poet, Andersen skulle være, og dermed også gennembruddet til læserne, fandt sted med Den indre bowlerhat (1964).

Jeg husker stadig gibbet, det gav i nekrologskriveren, da hans fire år ældre bror en dag havde bogen med hjem og gav sig til at læse og læse, vel at mærke når han kunne lade være med at grine.

Med denne bog markerede Benny Andersen sig som helt og holdent sig selv: Rig på sprogligt overskud, men fattig på syntaktiske fiksfakserier. Traditionsbunden kun i middelsvær grad og, i modsætning til ikke mindst Rifbjerg og Jørgen Gustava Brandt, i stand til at holde trangen til fremmedord og andet blær i ave.

I Den indre bowlerhat har vi bare det hele: humoren, ligefremheden, den dagligdags direkthed, den muntre leg med fraser og faste udtryk, den dybe kærlighed til det danske sprog, herunder dets mulighed for at lave nye og atter nye spil med de forholdsord og biord, vi bruger så tit.

Midterstykket i »På høje tid«, ofte citeret i tiden derefter, kan være et eksempel: »og her sidder jeg / holder avis / holder jul / holder igen«.

Hvad der hænder i disse linjer, er to ting: Dels opfinder Benny Andersen sit særlige, alment repræsentative ’jeg’, der undertiden kan være vanskeligt at skelne fra et anonymiserende ’man’, dels finder han frem til det tema, som skulle bære så store dele af hans produktion, ikke kun i lyrikken, men også i dramatikken og epikken.

Selvkarakteristikken som nationalsyndrom

Jeg tænker på hans kritik af den for så vidt abstrakte samfundsmæssige magt, det som psykologer og for den sags skyld også sociologer ville kalde den internaliserede autoritet, og som lægger sig som et panser om vores følelser og som et næsten umærkeligt slør om vores lidenskaber – pænheden, diskretionen, de gustne forbehold, dette edderkoppespindsagtige fængsel, som gør mennesker bange og ufri.

At trænge ind bag denne skal, eller bane sig vej ud igennem den, blev en hovedbestræbelse hos Benny Andersen frem til de allerseneste år, hvor han konsekvent nok udvidede selvkarakteristikken til et nationalsyndrom og ofte åbent beklagede sig over de nederdrægtige måder, hvorpå vi behandler mennesker, der er anderledes end vi selv, vi ulyksaligt og dog så vidunderligt danske.

En bogtitel som Verden uden for syltetøjsglasset (1996) fortæller, hvad det går ud på. Den samling og andre sene værker, som den fine Sjælen marineret (2001), viste os en mere samfundskritisk og en mere stilfærdig Andersen, end vi var vant til. Man kan sige, at hans ’vi’ blev mere socialt end eksistentielt, og at hans ’jeg’ efterhånden blev mere personligt privat.

Dette skift i hans digtning forberedtes sådan set allerede i Personlige papirer (1974), hvori man finder digte på listeform, som nu »Dosmerseddel«, der slutter således: »Gem kun vigtige breve. / Være til stede d. 13. / (skriv dato ned i den anden kalender) / Bestil telefonvækning. / Udskift tandbørsten. / Udskift kalenderen. / Udskift fremtiden. / Ikke fare så meget op. / Far hen / far hen / og vær til stede d. 14. / Vær i det hele taget til stede så meget som muligt.« 

Hov, hvad skete der her?

Det trivielle blev med ét universelt, og digteren fik diskret sendt en hilsen til H.C. Andersens »Vinden fortæller om Valdemar Daa og hans Døtre« (via fare hen).

Det nuttede pjok

Den samme pudsige dobbelthed af dagligbevidsthed og respekt for litterær tradition finder vi i »Oprydning i medicinskab«, hvor små flasker og tuber med duft minder digteren om for længst overståede dårligdomme, og hvor glas dukker op med mystiske piller, som enten har virket engang eller netop været virkningsløse: »i hvert fald tages de ikke mere / og meningen med dem er faret hen – – / forgangne febre / henvisnet hoste / bortvejret smerte / Forgængelighed / forgængelighed – / væk med det hele / Gør plads for kommende plager.« Her fik 2 x Andersen pludselig selskab af Thomas Kingo og hans baroksalme »Far, Verden, far vel!«

Nu skal den læsende verden herhjemme så sige farvel til en folkekær poet. For nogle vil hans jævne navn fortrinsvis være forbundet med børnebøgerne, især den allerførste, Snøvsen og Eigil og katten i sækken fra 1967. Andre vil vel tænke på ham som den mundrette dramatiker og i tankerne genkalde sig hans radiospil Orfeus i undergrunden (fra 1977, senere omarbejdet til både skuespil og film).

Og ingen vil den kommende tid kunne undgå at se dem for sig, Povl Dissing og Benny Andersen, i perfekt samklang og modspil. At Svante i så høj grad vil stå tilbage i befolkningens bevidsthed, hænger formentlig sammen med, at forfatteren i og med denne skikkelse ramte noget på én gang almenmenneskeligt og ærke-typisk dansk: Figuren vi kender så godt fra Blichers Brudstykker af en Landsbydegns Dagbog og Martin A. Hansens Løgneren. Det nuttede pjok. Det charmerende skvat. Taberen, som åbent udstiller sine møgpinlige mangler og herigennem vinder alles hjerter.

Ham elsker vi, som vi elsker vort land.

Og Benny Andersen? Ham kan vi holde af, til vi dør, og med sindsro give videre til kommende slægter.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Anders Reinholdt
  • Viggo Okholm
  • Eva Schwanenflügel
  • Kim Folke Knudsen
  • lars søgaard-jensen
  • Ejvind Larsen
  • Oluf Husted
  • Lise Lotte Rahbek
  • Frede Jørgensen
Anders Reinholdt, Viggo Okholm, Eva Schwanenflügel, Kim Folke Knudsen, lars søgaard-jensen, Ejvind Larsen, Oluf Husted, Lise Lotte Rahbek og Frede Jørgensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Her bliver så tomt.

Mogens Holme, Torben Bruhn Andersen, Eva Schwanenflügel, Ejvind Larsen, Flemming Berger og Frede Jørgensen anbefalede denne kommentar
Morten Sørensen

Tak for en smuk nekrolog.

Mogens Holme, Jan Damskier, Anders Reinholdt, Eva Schwanenflügel, lars søgaard-jensen, jørgen djørup, Ejvind Larsen, Oluf Husted, Torben K L Jensen, Lise Lotte Rahbek og Frede Jørgensen anbefalede denne kommentar
Kim Folke Knudsen

Benny Andersen

Du var danskens moderne skjald. Så fri og præcis i beskrivelsen af vores hverdag.

Du fangede livets enestående øjeblikke i hverdagens små gøremål og satte lyrik og til sidst musik til.

På Snøvsen og alle vi andres vegne.

Vi savner dig, og lever i det evige minde af digte, som du har ladet dale stille ned fra efterårets dit danske løvtræ over os.

Ære være Benny Andersens Minde.

Henrik Pedersen

I dyb respekt for Benny Andersen, men

hvorfor ikke skrive en hyldest, mens vore forbilleder er i levende live?

I kan passende starte med en hyldest til Johannes Møllehave.

Karsten Aaen, Torben Bruhn Andersen, Anders Reinholdt og Viggo Okholm anbefalede denne kommentar
Jens Rasmussen

Det er en meget fin nekrolog dog skæmmet af en søvnig redaktionssekretær. I papirudgaven er er Heratica-digtet angivet som udkommet i 1962. I Skyums tekst kan man læse at det er fra 1952. Endvidere er der en faktaboks, hvor debutdigtsamlingen "Den Musikalske Ål" udkommer i 1965 - selvom Skyums tekst ganske rigtigt angiver udgivelsesåret til 1960.
I betragtning af den i sammenligning med andre landes aviser meget høje pris på Information bør sådan noget slendrian ikke finde sted.
Stram op.