Læsetid: 30 min.

Dvale, dominans og klaustrofobi

Jegets opmærksomhed på sig selv bliver i meget ny dansk litteratur så omfattende, at den kammer over i selvoptagethed. Martin Bastkjærs essay om selvbevidsthed i ny dansk litteratur – fra essaysamlingen ’De andres geometri – det intime, det maskuline og det åbne’
Jegets opmærksomhed på sig selv bliver i meget ny dansk litteratur så omfattende, at den kammer over i selvoptagethed. Martin Bastkjærs essay om selvbevidsthed i ny dansk litteratur – fra essaysamlingen ’De andres geometri – det intime, det maskuline og det åbne’

Mikkel Lock Svendborg

31. august 2018

Under overskriften »Danske debutanter skriver om sig selv« foretog Bogmarkedet i 2015 en optælling af de seneste års debutudgivelser. Selvom den blev iværksat ud fra et ønske om at »kvalificere debatten«, der fulgte i kølvandet på litteraturforskeren Mette Høegs polemiske indlæg i Weekendavisen, hvor hun hævdede, at »dansk litteratur lider under kvindelig dominans«, bidrog Bogmarkedets undersøgelse kun til yderligere forvirring.

For ud over at den inkluderede romandebuter – hvilket betød, at Gitte Broeng og Amalie Smith figurerede i oversigten, på trods af, at de allerede havde adskillige udgivelser bag sig – beroede konklusionen om, at Høeg havde ret, når hun påstod, at de unge danske forfattere skriver om sig selv, ikke på en læsning af værkerne, men kun på forlagenes beskrivelser af dem, eftersom flere af titlerne på daværende tidspunkt endnu ikke var udkommet.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bjarne Toft Sørensen

Essayet får svært ved at fungere som debatoplæg om nyere dansk litteratur, hvis det ellers var det, der var meningen med det.

Hvis man vil undersøge en række værker ud fra modsætningen mellem selvbevidsthed og selvoptagethed, bliver man nødt til på forhånd at præcisere og afgrænse de to begreber i forhold til hinanden, for hvordan ellers afgøre, om værkerne mest er præget af det ene eller det andet, når man går i gang med sin undersøgelse.

Der er det ikke godt nok at overlade det sine egne umiddelbare fornemmelser undervejs, og når der samtidig i forbindelse med de undersøgte værker forekommer en række sidespring i overvejelserne over værkerne, der ikke direkte har betydning for undersøgelsen ud fra af de opstillede begreber, udvikler det sig til småsnak og meninger om de undersøgte værker, og den røde tråd i fremstillingen går tabt.

Når det selvbevidste i litteraturen udvikler sig til noget klaustrofobisk og en fremmedfølelse, bliver der tale om nogle meget subjektive oplevelser fra essayistens side, og igen går den røde tråd i undersøgelsen af de enkelte værker tabt, efterhånden som en række andre overvejelser tager over. Igen udvikler det sig til småsnak og meninger, uden at man har en klar fornemmelse af, hvad det nu er, der diskuteres.

De mest præcise udsagn om litteratur i essayet er de citerede uddrag fra en kronik af Claus Elmholm Andersen. Derefter følger en forholdvis klar diskussion ud fra andre ting, som Claus Elmholm Andersen har skrevet om et af essayistens værker. Derefter springes der forholdsvis abrupt over til en diskussion af anmelderes karaktergivning.

Tit beskyldes debatter om nyere dansk litteratur for at være rodede, fordi det er uklart, hvad diskussionen egentlig drejer sig om, og hvad det er for positioner, der markeres over for hinanden.
Det bragte essay bidrager i hvert fald ikke til en større afklaring.

Bjarne Toft Sørensen

Et er, at litteratur kan være selvoptaget, men når man skriver et essay om selvoptaget litteratur, skulle essayet helst ikke selv blive selvoptaget, som det her er tilfældet.

Noget tilsvarende ser man hos anmeldere, der gerne vil skrive en æstetisk interessant litteraturanmeldelse, hvilket er fint nok, men hvor det ender i æstetisk selvoptagethed, og anmelderens klare fokus på det, som han skal anmelde, går tabt.

Eller når litteraturforskere mister fokus i fremstillinger af videnskab om det æstetiske og deres fokus på egen æstetiske fremstilling bliver så dominerende, at det videnskabelige overblik, pointer og den røde tråd går tabt, selv om der kan være nogle rigtig fine tekstiagttagelser undervejs.

Bjarne Toft Sørensen

Det, der bl.a. gør det svært at forholde sig til Martin Bastkjærs essay, er at det ikke drejer sig om selvoptagethed, f.eks. præciseret i et moralsk - etisk perspektiv, et psykologisk perspektiv, f.eks. præciseret i retning af narcissistiske karaktertræk eller i en bredere kulturel forstand, som en særlig socialkarakter, dominerende i vores type af samfund.

Den form som selvoptagethed, som Martin Bastkjær ønsker at undersøge litteraturen ud fra, er hans egen opfattelse af, hvad selvoptagethed er. Baggrunden for det subjektive udgangspunkt er, at det ikke er den nye danske litteratur, der skal undersøges i essayet, men Martin Bastkjærs eget ambivalente forhold til ny dansk litteratur. Forfatteren vil altså undersøge sit eget forhold til litteraturen og ikke litteraturen.

Når der tales om klaustrofobi og fremmedfølelse, har det ikke noget med ny dansk litteratur at gøre, men om forfatterens reaktion på ny dansk litteratur.

Hvad er det egentlig, forfatteren og Dagbladet Information ønsker på baggrund af essayet? Er det en diskussion af nyere dansk litteratur eller er det en diskussion af forfatterens reaktion på ny dansk litteratur? Er det værkerne, der er interessante, eller er det forfatterens oplevelser, fornemmelser og følelser, der er det?

Udgangspunktet for undersøgelse, diskussion og vurdering af ny dansk litteraturs værker må vel være den filosofiske æstetik og den videnskabelige æstetik, mens udgangspunktet for undersøgelse, diskussion og vurdering af essayforfatterens oplevelser, følelser og fornemmelserne i forhold til ny dansk litteraturs værker må være psykologien.

Jeg mener klart, at førstnævnte undersøgelse, diskussion og vurdering er den mest relevante og interessante.

I det sidste ende handler det om hvad er en god bog. Hvad skal en bog give mig som læser for at jeg synes den er god. Nogen vil sige en god bog skal have social relevansen og andre vil mene at den skal have originalitet i form og stil. Den tredje vil sige at en god bog skal have det menneskelige kød og blod i sig. Jeg tror at alle forfatter tænker på de tre kvaliteter når de skriver. Så er læserne og anmelderne må dømme om hvor godt det lykkedes eller ej. Forfatterne må accptere læsernes og anmeldernes dom og ikke gå i forsvar for det er nytteløst.