Læsetid: 11 min.

Europa

Digtet ’Europa’ af Athena Farrokhzad er et åbent brev til et Europa i krise
Athena Farrokhzad.

Athena Farrokhzad.

Ritzau Scanpix

24. august 2018

Europa, jeg har givet dig alt og nu er jeg intet.
Europa, to hundrede tres euro og seksoghalvfjerds cent, januar 2018.
Jeg kan ikke holde mig selv ud.
Europa, hvornår stopper du med at føre krig mod menneskeheden?
Skrid ad helvede til med dit Jesuskompleks.
Jeg har det ikke godt, lad mig være.
Jeg har ikke tænkt mig at skrive mit digt, før jeg er i humør til det.
Europa, hvornår går du på pension?
Hvornår tager du dit tøj af?
Hvornår vil du iagttage dig selv gennem graven?
Hvornår vil du blive værdig til dine millioner gæstearbejdere?
Europa, hvorfor er dine biblioteker fulde af tårer?

Det har været en lang sommer og tørken breder sig.
Alle varehuse har udsolgt af elektriske vifter.
Snart har du hverken et levedygtigt klima eller nogen velfærd.
Jeg fantaserer om de mure du vil møde når katastrofen kommer.
Europa, sig efter mig: 
Fodboldspillere kan være franskmænd der er afrikanere der er franskmænd.
Det er ikke kompliceret.
Alle kan forstå kolonialismens konsekvenser, bortset fra dig der er årsagen.
Europa, du er en avokado som rådner inden den modner.
Du er et beskyttelsesrum der kun har plads til udlejeren.
Du har et selvbillede i teflon, ikke noget greb.
Du er en overdimensioneret skamplet på kortet.

Europa, treogtres år før Lampedusa skrev Césaire at du var umulig at forsvare.
Hvor mange døde i Middelhavet i denne uge?
Enhver flygtning der forcerer dine grænser er en krigserklæring.
Jordens fordømte vil have den velstand de har skabt.
Europa, hvornår foretager du en Brexit fra dig selv?
Du er tørklædeforbud i Frankrig, minaretforbud i Schweiz, smykkelov i Danmark.
Du er Italiens indenrigsminister der citerer Mussolini.
Du er asylansøgere i snor i Ungarn.
Værst af alle er alligevel Danmark.
Danmark er en åben dør der er løbet for lidt ind.
En dag vil jeg låse Danmark inde sammen med alle Grønlands udsultede isbjørne.
En dag vil jeg stjæle Danmarks biler fra garagerne.
En dag vil jeg lave en ghettoplan ud af Lars Løkke Rasmussen.
En dag vil jeg kræve hævn for alle nedbrændte asylcentre.
En dag vil du tigge alle romaer om tilgivelse.
En dag vil synagogens vagter blive overflødige.
En dag vil Dublin udelukkende være navnet på en af dine hovedstæder.

Europa, en dag vil jeg spise kager med Shora og Miriam og Hanna.
Ingen vil hæve et øjenbryn når vi kommer ind på det fineste konditori.
Ingen vil tiltale os på engelsk.
Vi vil røre rundt i vores kopper med udsøgte små skeer.
Vi vil lade vores døtre bestille alt hvad de ser.
Ingen skal vende blikket bort når vi spørger efter barnestole.
Ingen skal sukke når børnene spilder.
Europa, hver dag spytter hvide mennesker efter os i metroen.
De tror oprigtigt at siddepladserne er deres medfødte rettighed.
Europa, du lader ikke til at være kommet dig over den sorte død.
Europa, det er muslimerne.
Det er muslimerne og jøderne og romaerne og afrikanerne.
Og de der ser ud som muslimer og afrikanere, men ikke er det.
Og de der var jøder, men gjorde alt for at skjule det.

Europa, hvornår skal jeg skrive mine digte med en middelmådig hvid mands selvtillid?
Hvor mange ofrede du i Guantanamo Bay?
Hvornår skal Palæstina være med i Eurovision Song Contest?
Hvornår vil dine grænser stoppe med at chikanere Uralbjergene?
Hvornår kan jeg gå i supermarkedet og betale for det jeg har brug for med mit smukke ansigt?
Europa, hvordan kan så mange af dine nationer være monarkier?
Tror du at det her er et eventyr for børn?
Hvor længe har du tænkt dig at lade som om Robespierre aldrig har fandtes?
Erasmus er det mest håbløse der skete for mine universitetsstudier.
Jeg besatte Université Denis Diderot og gik i seng med alle nord for floden.
Det lingvistiske fakultet hørte aldrig mere noget fra mig.
Mina og Bahar er flyttet, jeg tror ikke de kommer tilbage.
Europa, jeg tissede i bukserne da den græske lastbilchauffør kørte i grøften.
Men han ville bare vise mig et antikt tempel.
Du elsker Aristoteles, men du hader grækere.
Du elsker at tælle, men du hader arabere.
Du elsker Sigbjørns digte, men du hader samere.
Du elsker at pynte altanen, men du hader dine naboer.
Du elsker håndjern, men du hader sex.
Europa, hvad kommer der efter dig?
Ikke mærkeligt at Ötzi havde mavesår.

Europa, det er længe siden jeg længtedes efter Gertrude på rue des Fleurus.
Avantgarden er bare imperiets PR-stunt.
Picasso malede Guernica og sagde: En tyr er en tyr og en hest er en hest.
Dit maskineri er for meget.
Du fik mig til at ville tage på charter.
Der må være en anden måde at blive enige på.
Europa, for tyve år siden hadede vi ordet multikulturel for det gjorde os til forskellen.
Nu bønfalder vi dig om at byde det fremmede velkommen.
Europa, sig efter mig: 
Willkommen, bienvenue, welcome.
Fremde, étranger, stranger.
Glüklich zu sehen, je suis enchanté 
Happy to see you, bleibe, reste, stay.
Det slår mig at jeg aldrig vil blive Europa.
Jeg taler for mig selv igen.

Europa, jeg var kommunist som barn, jeg fortryder ingenting.
Jeg solgte aviser på skolegangene.
Min biologilærer købte altid, selv om han var borgerlig.
Han sagde at østblokken var vigtig for balancen.
Europa, der går et jerntæppe ned i mit hoved mens jeg skriver det her.
Jeg længes efter den femte internationale.
Hvilket år skal jeg fastsætte til socialdemokratiets svigt?
Når jeg går langs Landwehrkanal hvisker Rosa Luxemburg at hun fryser.

Europa, trods alt var Rilke og Shelley virkelig store digtere.
Sacré-Cœur har en blændende udsigt og det grønne i Transsylvanien har en uvirkelig nuance.
Trods alt kommer der et vemod over mig når Donau glimter.
Trods alt er jeg urolig for at Nordsøen vil vinde over Rotterdam.
Trods alt har jeg googlet fun facts about Albania.
Trods alt føler jeg mig tættere på skuddene i Sarajevo end på min egen historie.
Trods alt er der et sted i Slovenien som hedder Jerusalem.
Der slog korsridderne sig ned da de ikke kunne klare hele vejen.
Europa, man kan ikke skille la mission civilisatrice fra kristendommen, 
kristendommen fra feudalismen, feudalismen fra industrialismen, industrialismen 
fra kapitalismen, kapitalismen fra barbariet.
Jeg forstår hvorfor romantikken fulgte efter oplysningstiden.
Jeg forstår hvorfor Marie Antoinette var træt af brød.
Jeg forstår hvorfor Michelangelo tog jobbet på Det Sixtinske.
Jeg forveksler altid Versailles med Vichy og Weimar med Waterloo.
Jeg forstår hvorfor det regnede i Verlaines hjerte.

Europa, en dag bliver Lagoskonferencen afholdt og Afrika tegner dine grænser.
Nigeria får Baltikum, undtagen Litauen som går til Angola.
Algeriet vil have Polen, minus Warszawa.
Cameroun tager alt mellem Normandiet og Gibraltar.
Den Demokratiske Republik Congo og Republikken Congo deler resten.
De officielle sprog i Europa bliver lingala, kikongo og swahili.
De nordiske lande er der ingen der vil have, al skov er brændt ned.
Indbyggerne bliver taget som slaver og bliver solgt i Gøteborgs havn.
Selv om rejsen er kort, dør mange på havet.
De der overlever spredes ud over kontinentet, med hovedvægt på Sydsudan og Eritrea.
Inden for kort tid dør halvdelen af indenlandske sygdomme.
Men børnene kan arbejde, og femogtyve nordiske generationer vokser op i slaveri.
Ingen vil have England, men Botswana ofrer sig.
Efter en genafstemning tilfalder Skotland og Wales Somalia.
Den eneste frie europæiske nation er det forenede Irland.

Jeg vidste ikke at Cranberries sang handlede om IRA.
Europa, det er ikke mig, det er ikke min familie.
Det ville have været bedre hvis Spinning Jenny aldrig var blevet opfundet.
Det ville have sparet os for en masse, hvis Marx og Engels var sprunget ud.
Europa, nogle af dem der vil lukke grænserne for at beskytte lønningerne er Majrevoltens 
børn som har glemt at arbejderne ikke har noget hjemland.
Er du bare ond eller er det her en dårlig joke?
Jeg håber at de der blev brændt under hekseprocesserne havde samkvem med satan.
Jeg håber at Galileo Galilei ler hånligt i sin himmel.
Jeg håber at sælspæk virkelig hjælper mod kighoste.
Jeg håber at Jessie må importere så meget hun har brug for.
Jeg håber at Jelinek køber en ø for pengene.
Jeg håber at Tjekkiet ikke bruger hele statskassen til at oplyse Prags monument.
Jeg håber at samtlige kristendemokratiske partier havner under spærregrænsen.
Jeg håber at der stadig bor partisaner i bjergene.
Jeg håber at de skæver til fascister på samme måde som du skæver til kaniner.
Jeg håber at Amy Winehouse genopstår og synger til min begravelse.
Jeg håber at Freud opkalder din tilstand efter Marine og hendes far: 
Les Pens-komplekset.

Europa, de fleste svenske partiledere identificerer sig med Pippi Langstrømpe.
Men de ligner Bambis mors morder.
Hver dag spørger vi os selv om vi skal få ordnet det dobbelte statsborgerskab så vi har en flugtvej.
Eller vil det føre til at vi bliver deporteret?
Jeg hører flere og flere tale om Portugal.
Jeg genkender et bluffnummer når jeg ser det.
Jeg var otte år da krigen brød ud i Jugoslavien.
Jeg kunne ikke forstå at de var flygtninge som os, selv om de var europæere.
I Beograd ligger Titos mausoleum til højre for den iranske ambassade.
Enna siger stadig at hun taler serbokroatisk.
Vores laveste fællesnævner er baklava.
Europa, prisen for den fattigste madkultur går igen i år til dig.

Europa, jeg har demonstreret for retten til abort i Barcelona.
Jeg har drømt om min krop, mejet ned af panservogne.
Jeg har set de tomme stole på torvet i Krakow.
Men frem for at besøge en udryddelseslejr vil jeg hellere læse Victor Klemperer.
Europa, ord kan være som meget små doser arsenik.
Europa, når fascister slår børn ihjel hejser du nationalflagene.
Europa, jeg kan trække historiske paralleller i en evighed.
Men den store forskel mellem nu og da er fire millioner sovjetiske soldater.
Forskellen mellem den finske vinterkrig og nu er firs grader.
Europa, det er helt sikkert glemslens epoke.
Jeg kommer enten til at stoppe som Ulrike Meinhof eller som Italien i VM i fodbold.
Min psykoanalytiker er enig i alt.

Jeg er vred på kommunismen fordi den fuckede drømmen om kommunismen op.
Jeg er vred på Det Svenske Akademi fordi den giver feudalismen et dårligt ry.
Jeg er vred på Island fordi sprog ikke er snavsetøj.
Jeg er vred på Orfeus fordi han ikke slog sig til tåls.
Jeg er vred på Luther fordi han aldrig holdt fri.
Jeg er vred på Gabriel fordi han ikke skal flytte til Bagarmossen.
Jeg er vred på Putin for det her med judoen.
Jeg er vred på Merkel fordi hun ikke er en engel.

Europa, de der aldrig skulle have stemt på Labour laver nu kampagner for Corbyn.
Jeg håber virkelig på Syriza, og jeg håber stadig på Podemos.
Selv om de deler slagord med Obama.
Europa, jeg tog min datter med til Zoologischer Garten.
Hun blev bange for giraffen, men hun ville give løven et knus.
Bagefter gik vi på Pergamonmuseet.
Jeg ville vise hende porten som bærer hendes navn.
Hun sov i klapvognen og det eneste jeg kunne tænke på var plyndringen af Babylonien.
Europa, jeg nægter at deltage i samtaler om terrorismen som ikke tager udgangspunkt i krigen og olien.
Jeg skal plante masseødelæggelsesvåben på 10, Downing Street.
Europa, hvor mange gik på gaden i 2003?
Hvor mange myrdede du alligevel?

Europa, uanset hvor mange gange vi kalder London for Mellemvesten og USA for Fjernvesten opfører du dig som om det er kong Leopolds storhedstid.
Europa, hvornår har den hvide mand indfriet sin byrde?
Jeg har stadig ikke fortalt hvad du gjorde med vores forældre i halvfemserne.
Jeg har ikke forklaret hvorfor jeg har laserpenne i håndtasken.
Kan du huske de hvide hænder på frakkekraven?
Kan du huske dem der skålede på Madrids barer da Pinochet fik et hjerteanfald?
Kan du huske dem der rev sig i håret da Milosevic døde i en fængselscelle?
Kan du huske dem der dansede i Londons gader da Thatcher fik et slagtilfælde?
Kan du huske mormors petroleumsblå tørklæde?
Kan du huske mig med fletninger i håret?

Hvem som helst ville kunne forstå at en kul- og stålunion ikke var til for proletariatet.
Hvem som helst ved at arbejderne kun har deres lænker at miste.
Hvem som helst ville kunne have oplyst Lesbos’ befolkning om at lebberne allerede havde vundet.
Europa, jeg tror at jeg ville have syntes om Dronning Kristina.
Men jeg ved ikke om Dronning Kristina ville have syntes om mig.
Af alle de der har levet her, er Spartacus min yndlings.
Intet af det vi lærte i skolen stemmer med virkeligheden.
Jeg ønsker at Öcalan skal blive ordførende for EU-kommissionen.
Jeg ønsker at historien om dig skal ende i pløre og søle.
Jeg ønsker at historien om os skal ende som filmen Pride.
Jeg ønsker at fagbevægelsen skal gå hånd i hånd med queeraktivisterne, at queeraktivisterne skal gå hånd i hånd med de papirløse, at de papirløse skal gå hånd i hånd med deres børn, at børnene skal gå hånd i hånd med deres kaniner, at kaninerne skal have vandflasker til børnene i deres rygsække.
Jeg ønsker at Cambodjas bønder vil brænde vores papirpenge.
Jeg vil glemme at det er for min valgfriheds skyld at verden er halv.
Jeg ønsker at transnational adoption bliver forbudt.
Jeg ønsker at mine børn skal tilhøre en anden.

Europa, det brænder i Clichy, det brænder i Brixton, det brænder i Husby.
Det brænder i mine øjne når jeg læser avisen.
Har du tænkt dig at lade dit følelsesliv blive styret af de borgerliges mediehuse?
Der var mere fri presse i vikingetiden end i dine demokratier.
Europa, du er helt hjernevasket af liberale ledersider.
Du ville ikke kunne genkende din undergang om den så blev tværet ud i ansigtet på dig.
Europa, jeg læste Allen Ginsberg som barn, jeg indrømmer alt.
Europa, det lykkedes dig at nå i land med det som ingen andre kunne.
Du dræbte mine brødre.

Europa, hvor har du forlagt kærligheden?
Hvad har du gjort af dit lille spøgelse?
Hvor har du gemt dine pelargonier?
Hvornår kommer du til at sidde fast i sikkerhedskontrollen?
Hvornår bliver du stillet for domstolen i Haag?
Hvornår vil du lytte til dine flygtninge i stedet for journalister som wallraffar som flygtninge?
Europa, passer det her?
Min datter er oldebarn af ukrainske jøder som flygtede fra pogrom, barnebarn af iranske og argentinske kommunister som flygtede fra diktaturer, barn af trætte svenskere der håber på at få lov til at blive.
Europa, det er de skide danskere.
Danmark er blevet magtsyg, hun vil æde os levende.
En dag vil jeg starte en BDS-bevægelse mod Danmark.
En dag vil jeg køre en pæl direkte gennem Danmarks hjerte.
En dag vil Færøernes skader hakke Danmark i sig.
En dag vil det kun være halalpølse der er tilladt i Danmark.
En dag vil jeg skille Danmark ad som Legoland.

Europa, jeg nægter at opgive min besættelse.
Jeg nægter at komme til pointen.
Jeg nægter at købe Berlinmuren.
Jeg har ikke sagt noget om de millioner af fattige der bor i dine urtepotter.
Jeg har ikke sagt noget om dine fængsler.
Jeg har ikke sagt noget om hvordan Ylva sang mig i søvn den nat.
Jeg har ikke sagt noget om hvordan familiebanden skal opløses.
Jeg gemmer Tjernobyl og Tjetjenien til en anden gang.
Jeg håber at mine følelser for Danmark skinner igennem.
Europa, lad mig være i fred, jeg ved hvad jeg gør.
Jeg er træt af dine syge krav. Lad en kvinde leve.
Hvordan skal jeg skrive en klagesang i din håbløse ånd?
Blommetræets blomster falder også her.
Du skulle have set mig komme til Pasolini.
Du skulle have set mig vinde over vejrmøller.
Europa, min queere skulder er gået af led.
Den sidste nedtælling er begyndt.

Athena Farrokhzad, Stockholm, august 2018

Athena Farrokhzads langdigt »Europa« er inspireret af Allen Ginsbergs »America«.
Læs også

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jens Frederiksen
  • Troels Ken Pedersen
  • ingemaje lange
  • Lars Bo Jensen
  • Trond Meiring
  • Britta B.
Jens Frederiksen, Troels Ken Pedersen, ingemaje lange, Lars Bo Jensen, Trond Meiring og Britta B. anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hvem der kunne skrive som Athena Farrokhzad.
Bedøm mig på viljen og min leverpostej.
Europa er en mad med makrelguf, som nogen har skoddet en smøg i.
Men fordi at ingen må tage den, er den proppet tilbage i dåsen.

"Hvilket år skal jeg fastsætte til Socialdemokratiets svigt?
Når jeg går langs Landwehrkanal hvisker Rosa Luxemburg at hun fryser."

Til januar markeres hundredåret for mordene på hende og Karl Liebknecht i Berlin.

Morten Hjerl-Hansen

Digtet ville ikke blive svagere ved, at appellere til vores fælles menneskelighed: Vi deler følelser som er vigtige. Vi deler følelser som har betydning.

1. Tabssorg, 2. Ensomhed, 3. Sorgen over ikke at kunne skille tingene ad, 4. Længsel og 5. Sorgen over at være os selv nærmest.

At tiltale Europa som en næsten tabt sag er kamoufleret tabssorg. Måske i virkeligheden sentimentaliseret tabssorg. Tabssorg kan man kun føle i forhold til konkrete personer vi har elsket. På den ene eller anden måde. Et frustrationsmenneske siger: Elske er et stort ord. Som melankoliker siger jeg: Elske er et mangesidigt ord. Som et prisme.

Ensomhed får vi ikke rigtig lov til at føle i dette digt, for det handler slet ikke om ensomhed. Men det berører i rigt mål afledte fænomener som frustrationer over segregering og racisme. Men digtet er totalt balstyrisk på dette område. Det affinder sig med at gentage og atter gentage at hadet til kristne og Danmark er at foretrække fremfor pænhedens forløjethed. Begge ting er noget lort.

Hvad angår den tredje sorg er digtet næsten pralende i Europakundskab, fremfor værnende og analyserende og følelsesmæssigt klogt. Det ryger ud i frustration og fastholder denne frustration.

Og digtet længes negativt væk fra tingenes tilstand, men ikke efter noget konkret, som kunne være fællesskab, velfærd og samdrægtighed. Kanindelen er ikke overbevisende.

I forhold til den 5. sorg dingler digtet usikkert. Jeg tror simpelthen ikke Athena Farrokhzad affinder sig med at hun er sig selv nærmest og sørger over det i sit stille sind. I stedet giver hun den som frihedshelt på alle tangenter.

Jeg må karakterisere Athena Farrokhzad som en farlig person. Vær ikke bange for hende. Hun er blot et frustrationsmenneske.

Stort set alle hendes politiske synspunkter deler jeg. Men hun taler hadet op. Ligesom så mange andre.