Læsetid: 5 min.

»Vi har fået alt, hvad vi kunne ønske os fra Tove«

En af Danmarks vigtigste fotografer, Tove Kurtzweil, er død, 79 år gammel. Hun var eksperimenterende og rejsende kunstfotograf, en central dansk portrætfotograf, skattet underviser og samlede sine værker i toneangivende bøger. To fotografkolleger og en særlig kender har udvalgt fotos og forklarer her, hvad det særlige ved hendes blik og teknik var
Tove Kurtzweil rejste flittigt som eksperimenterende kunstfotograf og dokumenterede sine værker i bøgerne ’Rum tid’ (1988), ’Rummelige dimensioner’ (1995) og ’Moment’ (1998).

Tove Kurtzweil rejste flittigt som eksperimenterende kunstfotograf og dokumenterede sine værker i bøgerne ’Rum tid’ (1988), ’Rummelige dimensioner’ (1995) og ’Moment’ (1998).

Tove Kurtzweil

7. august 2018

»Hun fanger tilfældighedens upåagtede poesi«

Mette Sandbye, institutleder på Institut for Kunst- og Kulturvidenskab på Københavns Universitet. Var juryformand for Kulturministeriets fotografiske bogpris, som Tove Kurtzweil vandt for bogen ’Rumlige dimensioner’ i 1995. 

Det er et billede, der er meget kendetegnende for hendes arbejde. Hun rejste meget ud i verden og tog billeder, men det er egentligt ligegyldigt, om det er taget i Barcelona, Athen eller i København.

Der er sådan en poetisk tilstand, der handler om at være på rejse og være i bevægelse og alligevel standse op og få øje på hverdagen og tilfældighedens upåagtede poesi.

’Barcelona’ (1985). Trykt i ’Rumlige dimensioner’ på Forlaget Rhodos. Udstillet på udstillingen ’Hvorsomhelst og Intetsted’ på Gl. Holtegaard i år.

Tove Kurtzweil
Netop det ser vi også i et billede som det her, hvor der foregår rigtig meget. Man begynder at fantasere om mulige hændelser: De to mænd, der sidder isoleret på hver sin bænk, som har mulighed for at møde hinanden. Der er fuglene, som også er en ting, der går igen i mange af Toves billeder. 

Man kan måske sige, at parret kommer til at symbolisere Tove, idet de kaster et blik på duerne og de to skikkelser, der sidder på hver deres bænk. Tove er jo sådan en rejsende, der hele tiden går forbi situationer og mennesker, hvor hun sanser dem og registrerer dem i sit kamera.

Der er sådan en generel surreel og poetisk mystik i hverdagens tilfældigheder, som kendetegner mange af hendes billeder. Hun har en sans for at dvæle ved nogle visuelle upåagtetheder, som hun trækker frem for os andre og gør til stor skønhed og mystik.

Personligt er der også en ekstra historie til netop det her billede, idet Tove forærede mig det i forbindelse med vores arbejde på bogen. Så jeg har det hængende i mit køkken lige over min vask og betragter det hver morgen, når jeg laver kaffe. Det giver sådan en god start på dagen.

»Det er et ikonbillede på hendes kunstneriske stædighed«

Morten Bo, prisvindende fotograf og stifter af Fatamorgana, Danmarks fotografiske billedkunstskole, og ven af Tove Kurtzweil.

’Italy’ (1981). Moment, Forlaget Rhodos

Tove Kurtzweil

Billedet er meget mere end selve det billede, vi ser. Det er også en opskrift på, hvordan du skal leve dit liv: Du skal ikke frygte din skæbne eller kende den, men acceptere, at den findes.

Du skal ikke skamme dig over fejlene eller fjerne dem, men acceptere dem. Du skal være tro, åbne dine øjne og fortælle os sandheden. 

Det er tilmed et selvportræt i den forstand, at det genspejler alt, hvad Tove stod for dér, inden og efter. Det typiske ved hendes billeder er, at hun bare vil sige: Denne her genstand findes.

Hvor andre ville gå ind ad porten for at se, hvad der gemmer sig derinde, accepterer Tove blot, at porten eksisterer ved at tage billedet og gå videre. 

Grunden til, at netop det her billede også er stort, er, at der er perforation ude i den ene side. Det vil sige, at det ikke er billedet af en port. 

Det er et billede af det negativ, hun tog, da hun gik forbi den her port. Perforationen er jo ikke noget, hun har set. Det er en fejl, at det er kommet med fra negativet, men for Tove er det ikke nogen fejl. 

Når jeg vælger netop det her billede, så er det, fordi det ikke opfordrer dig til at gå ind og kigge efter, hvad der er inde i den port, for der er jo ikke noget: Den er jo sort. Det er et ikonbillede på hendes kunstneriske stædighed.

Hun er noget helt specielt – en verdensdame. Der er ingen, der gør de ting, hun gør. Der er ingen, der kan det, hun kan. Hun har en kunstnerisk stædighed som få: Ingen kan fortælle hende, hvad der er godt og skidt. Hun er helt speciel, og hun er helt fantastisk. Vi har fået alt, hvad vi kunne ønske os fra Tove

Billeder kan blive så perfekte, at de bliver kedelige, men det er ikke tilfældet med Toves billeder

Lærke Posselt, prisvindende fotograf. Blev undervist af hendes inspirator Tove Kurtzweil på fotoskolen Fatamorgana. I denne uge er Lærke Posselt selv begyndt at undervise på Fatamorgana.

’Sorø’ (1991). Moment, Forlaget Rhodos

Tove Kurtzweil
For mig er det et billede af noget konkret: en fuglevinge. Men ligesom mange andre af hendes billeder taler det også ind i det sfæriske og dragende. Man inviteres ind i et drømmende univers.

Det har i høj grad noget at gøre med stofligheden fra det analoge fotografi, som hun arbejdede med, og at det er fotograferet i modlys.

Det rammer ind i et mentalt rum, hvor man kan føle noget, og hvor man får en sanseoplevelse. Billedet har en lethed, men også en følelsesmæssig tyngde – noget smukt, der ikke er perfekt. Der er plads til det uperfekte hos Tove.

Det her er jo ikke et skarpt billede, og det har ikke noget perfekt lys i klassisk forstand, men det har netop derfor en kvalitet af noget fragmentarisk og drømmende.

Fra tid til anden kan billeder blive så perfekte, at de bliver kedelige, men det er ikke tilfældet med Toves billeder.

For Tove gør det ikke noget, at det skurrer lidt. Mange af hendes billeder handler jo om skønheden, det sanselige og poesien, men det er ikke på en kedelig måde.

Mange af hendes billeder kan synes lidt skitseagtige, men det er netop det, der gør, at man kan føle noget.

’Rhodos’ (1991). Moment, Forlaget Rhodos

Tove Kurtzweil
Nogle af de samme ting, som gjorde sig gældende i ’’Sorø’ (1991)’ gør også det her billede (billedet til højre, red.) interessant. Der er en sanselighed i formerne og den måde, lyset bruges på – eller nærmere den måde, lyset ikke bruges på. For der er jo ikke noget direkte lys på de her siv.

Billedet bliver næsten taktilt: Man har lyst til at røre ved billedet, fordi det har en stoflighed, som er fascinerende og tiltrækkende.

Ligesom med mange andre af hendes billeder føles dette meget varmt, og det er da også mange af hendes billeder, der er taget under sydlige himmelstrøg.

Mange af hendes billeder har den her stemning af noget tørt og varmt. Og samtidig med at billedet kan virke smukt, kan det også virke dystert. Den kompleksitet er med til at gøre billedet interessant.

Tove Kurtzweil: ’Barcelona’ (1985).
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Trond Meiring
  • Steffen Gliese
  • David Zennaro
  • Jakob Trägårdh
  • Jørn Andersen
Trond Meiring, Steffen Gliese, David Zennaro, Jakob Trägårdh og Jørn Andersen anbefalede denne artikel

Kommentarer