Forfatter Ida Holmegaard: Solen får os til at tage rustning på

Sommeren 2014 kommer for tidligt, fortsætter for længe. Solen bager Danmark. Så åbner himlen sig og bombarderer landskab og byer med vand, vand, vand. Så tørrer solen det hele op igen og bager videre. Planterne bliver forvirrede af skiftene, de springer ud allerede i april. Årstiderne opfører sig ikke som dem, forfatter Ida Holmegaard husker fra sin barndom. Noget er ude af takt.

Det er i den sommer, i 2014, hun færdiggør sin debutroman, Emma Emma – om en ung kvinde i den varmeste sommer i årtier. Kvinden er droppet ud af sit studie, der er ingen planer, sommerferien har ingen bagkant. Veninden Emma vender hjem fra udlandet. De to dasker rundt, dovent og formålsløst, jeget forelsker sig i Emma, de tager til stranden, kører ture i en bil, der er ved at stege dem levende i varmen. Emma vil rejse videre efter sommeren. Hovedpersonen vil blive.

Holmegaards eget eksemplar af Emma Emma changerer underligt mellem lysegul og mørkegul, den har taget sol ind, sådan som billige paperbacks gør det på stranden. Hun har hevet den op af tasken på Informations saunavarme fjerde sal, da heden denne sommer i 2018 er allermest voldsom.

»Grafikeren sagde, at hvis vi lavede bogen med det papir, jeg ville have, ville bogen blegne i solen og få en bleg ryg meget hurtigt,« fortæller hun.

»Så sagde jeg: ’Ja. Hvor fedt!’. Det passer jo meget godt til den bog – at have det så påvirkeligt.«

Uden sol, intet liv

Når solen insisterer, som den har gjort denne sommer, når den er blevet en tung, permanent dragt af dovenskab og ængstelse på kroppen, og når man leder efter et opråb, ser man sole alle vegne – særligt hos yngre forfattere som Jonas Eika, Theis Ørntoft, Nanna Storr-Hansen og Jonas Rolsted.

»Der må jeg nok skuffe dig,« svarer Ida Holmegaard. »Jeg tror, du kan finde solen, lige meget hvor du kigger hen i litteraturhistorien. Uden sol, intet liv. Det har folk opdaget længe før os. Det føles lidt som at blive bedt om at sige noget om litteraturens forhold til ordet ’og’. Det er meget svært at tænke på en forfatter eller digter, en periode eller en genre, der ikke har et særligt forhold til solen og sollys.«

I Emma Emma peger solen i hvert fald i to litterære retninger. Hos skandinaviske forfattere som Tua Forsström og Tove Jansson kan man finde en slags nordisk, melankolsk sol:

»Solen minder her om noget forelskelseslignende, et kærlighedsforhold, det er det livgivende og intense lys,« siger Holmegaard. »Der er denne her skandinaviske midsommerfornemmelse, hvor lyset er ekstremt meget til stede på et bestemt tidspunkt. Men det er en sparsom lykke, der med al sin charme kommer på et meget kort besøg.«

Og så er der den nærmest voldeligt varme sol hos amerikanske sydstatsforfattere som Carson McCullers og William Faulkner:

»Der er den helt vildt voldsomme sol, som er forbundet med et kæmpe ubehag – den sol, som ikke nødvendigvis får ting til at vokse, men også til at rådne og tørre ud. Det kommer sig jo helt konkret af, at det er litteratur skrevet i andre dele i verden. Hos McCullers er der et hårdt, blændende lys, som trænger karaktererne indenfor, hvor de må opholde sig i klaustrofobiske indendørsrum, fordi det ikke er til at være udenfor.«

I McCullers bøger beskrives også hundedagene – de varmeste dage på året, hvor folk bliver sindssyge.

Emma Emma svinger fra det ene til det andet: 

»I begyndelsen er sommeren mild, men efterhånden som den bliver ved og ved, og blomsterne blomstrer ude af sync, og man sveder og keder sig, bliver det også et mere ubehageligt og klaustrofobisk rum. Man begynder at fornemme, at noget er ude af takt.«

»Jeg tror, du kan finde solen, lige meget hvor du kigger hen i litteraturhistorien. Uden sol, intet liv. Det har folk opdaget længe før os,« siger forfatter Ida Holmegaard.

Ulrik Hasemann

Elektrisk sol

Mens solen fylder overalt i Emma Emma, er den demonstrativt fraværende i Holmegaards seneste roman, Graceland, der udspiller sig på grå eftermiddage, i fly, i det vilde lampeshow, der lyser New York op om natten. Her er solen helt erstattet af reguleret, elektrisk lys. Og ligesom solen er det i Emma Emma, er det lys både skræmmende og tiltrækkende.

Det første værk, Holmegaard tænker på, når hun tænker på solen, handler netop om det, der vil erstatte eller overflødiggøre den – det er i den amerikanske forfatter Gertrude Steins teaterstykke Doktor Faustus Lights the Lights fra 1938. Her sælger Faust sin sjæl til Djævlen for at få evnen til at lave elektrisk lys.

»Det kan virke meget fremmed, at elektrisk lys har været nyt – og lidt gammeldags teknologikritisk at anse det for at være en gave fra Djævlen«, siger hun. »Men det er alligevel spændende at tænke på det elektriske lys som en slags moderne hybris. Det er meget praktisk og vigtigt for livet, som det er nu, men fucker også med døgnets og årstidernes rytme på en helt grundlæggende måde. Der er f.eks. en hund i stykket, som bliver ude af den over alt det hårde, elektriske lys. Den kan ikke længere se månen, som den plejede at hyle ad, og den ender med at blive nærmest suicidal.«

Det er nærmere det lys, der hersker i Graceland.

»Jeg var meget fascineret af den fornemmelse af evig dag, der kan være i lufthavnsrummet. Døgnet er helt udglattet, og uanset hvilken by eller klimazone man befinder sig i, er der altid det samme hvide lys, den samme tørre, airconditionerede luft og en Starbucks.«

Rustning på

Omslaget til Graceland blev helt modsat Emma Emma glat og skinnende, nærmest unedbrydeligt – med en illustration af en lysekrone i shoppingcentret Fisketorvet i København:

»Det er en bog, der foregår i et glat miljø med meget kunstigt lys, med skinnende overflader, der afviser det omkringliggende miljø meget hårdt. Så det passede godt til den at have en rustning på.«

Den rustning er både skræmmende og appellerende:

»Jo mere det, vi kalder naturen, går amok udenfor, des mere kan kapitalismen sige: Hallo, se herovre, her er det airconditionerede storcenter – er det ikke lige det, du gerne vil have?« siger hun. »Men den måde at etablere de rum på forstyrrer tiden og rytmerne på en måde, man ikke kan forudsige konsekvenserne af.«

I Emma Emma vil hovedpersonen blive, forblive forelsket, underkaste sig den uforudsigelige rytme. Hendes elskede veninde, derimod, vil flyve videre – mod den amerikanske vestkyst.

»Der er steder i Emma-bogen, som er meget sur på, at man bare kan rejse og på selve det at rejse. Det har jo været sådan i mange år, at årstiderne ikke er noget, man behøver at leve med. Man kan bare flyve til Costa del Sol, når det ikke er varmt længere, eller gå ind i et airconditioneret storcenter om sommeren«, siger Holmegaard. »Jeg ved godt, at der ikke er nogen måde at bringe tingenes tidligere tilstand tilbage på. Men hvis nogle nye typer af årstider er i gang med at melde sig på banen, virker det vigtigt at tage sig tid til at undersøge dem.«