Læsetid: 12 min.

Hvordan skal kunsten reagere, når den vidunderlige sol pludselig bliver uhyggelig?

Klimaforandringerne er for alvor rykket ind i kunsten, og tendensen går på tværs af både generationer, stilarter og genrer. Men er man som kunstner moralsk forpligtet til at beskæftige sig med konsekvenserne af det ændrede klima? Og kan man overhovedet være politisk uden at blive propagandistisk? Vi afprøver spørgsmålet hos forfatterne
Hvordan behandler forfatterne solen og den verserende klimadebat i deres værker, det spørger vi dem om.

Hvordan behandler forfatterne solen og den verserende klimadebat i deres værker, det spørger vi dem om.

Ritzau Scanpix

24. august 2018

Forfatteren Jonas Eika nød ikke rigtig sommeren i år. Jo, måske i begyndelsen, da vejret stadig lignede sig selv, og bygerne gik og kom, som de plejer, men da den klæbrige og konstante hedebølge tog over, blev hans glæde ved varmen til en stigende bekymring for klimaet.

»Efterhånden blev det mere alarmerende end behageligt,« siger Jonas Eika, der tidligere i år udgav den kritikerroste novellesamling Efter Solen.

»Følelsen af, at klimaet ændrer sig, er pludselig blevet meget nærværende.«

Det usædvanlige vejr gav de fleste danskere noget at tygge på: Ganske vist fik vi flere strandture, længere aftener og en varmere glød, men den bagende sol sugede samtidig livet ud af markerne, tørlagde søer og vandløb, satte skove i brand og forvandlede det ellers så grønne europakort til visne nuancer af brunt. Solen fremstod på en gang vidunderlig og skræmmende, og det gjorde sommeren til en ambivalent oplevelse: 

»Jeg håber, at I alle har det godt i denne uhyggelige sommer,« skrev forfatteren Ida Holmegaard for nylig på Facebook og tilføjede om den CO2-tunge flytrafik: »Jeg håber, vi ses mere på toget fremover.«

Solen i litteraturen

Solen har gennem litteraturhistorien malet verden med utålmodige pensler, fyldt et jublende digterbryst til randen med liflig honning, udtørret jorden og hængt som et blodigt ildevarslende æg over horisonten. Her er en række af digte og citater om den.

Edith Södergran: ’Triumf at være til’

Hvad frygter jeg? Jeg er en del af det uendelige.
Jeg er en del af altets store kraft,
en ensom verden blandt millioner af verdner,
som den bedste af alle stjerner der brænder ud sidst.
Triumf at leve, triumf at ånde, triumf at være til!
Triumf at mærke tiden løbe iskoldt i sine årer
og høre nattens tavse flod
og stå på bjerget under solen.
Jeg går på sol, jeg står på sol,
jeg kender ikke til andet end sol.

Tid – forvandlerske, tid – fordærverske, tid - fortryllerske,
kommer du med nye rænker, tusind listigheder og byder
                                                                       mig en eksistens
som et lille frø, som en sammenrullet slange, som en klippe
                                                                            midt i havet?

Tid – du morderske! – vig fra mig!
Solen fylder mit bryst til randen med liflig honning
og hun siger: engang brænder alle stjerner ud, men de lyser
                                                                           altid uden skræk.

(1916)

Og på Instagram supplerede forfatteren Tine Høeg: »Hvis den uhyggelige sommer er slut, er jeg glad. Grundlæggende er jeg urolig. Gør, hvad du kan, siger jeg mest til mig selv.«

Men hvis vi har et moralsk ansvar som borgere og forbrugere for at afbøde konsekvenserne af klimakrisen, hvordan forholder det sig så med kunstnere og forfattere: Bør deres aktivisme række  ind i den kunstneriske virksomhed?

Den moralske forpligtelse

For en håndfuld år siden vakte den musikalske duo ’Klimakrisen’ bestående af Lars Skinnebach og Theis Ørntoft opsigt med et provokerende udsagn om, at kunst, der ikke forholder sig til menneskehedens største trussel – altså den globale opvarmning – ikke er værd at beskæftige sig med. Som Skinnebach dengang sagde til Information: »Det postapokalyptiske er det mest realistiske fremtidsscenarie. Derfor er det eneste relevante spørgsmål i dag, om kunsten kan stille noget op over for klimakatastrofen.«

Helt så dogmatisk forholder forfatteren Charlotte Weitze sig ikke til klimaspørgsmålet. Men hun er enig i, at den økologiske krise også bør være et litterært anliggende.

»Når vi nu har fået den her viden, og når vi nu har set den potentielle klimakatastrofe i øjnene, bør vi også handle. Alt andet er hyklerisk,« siger hun og tilføjer: »Problemet er bare, at det aldrig bliver særlig godt, hvis man skal skrive under tvang. Så alene ud fra det parameter er det ikke nogen god ide at stille særlige krav til litteraturen.«

Carson McCullers: ’Bryllupsgæsten’

Igen var hun på de gloende fortove, hvor forbipasserende fodgængere så mørke og skrumpne ud i den rasende solbrand.

(1946)

Tomas Tranströmer: titeldigtet fra ’Hemmeligheder på vejen’

HEMMELIGHEDER PÅ VEJEN

Dagslyset ramte ansigtet på en der sov.
Han fik en livligere drøm
men vågnede ikke.

Mørket ramte ansigtet på en der gik
mellem de andre i solens stærke
utålmodige stråler.

Det mørknede pludseligt som ved et regnskyl.
Jeg stod i en stue der rummede alle øjeblikke –
et sommerfuglemuseum.

Og alligevel solen lige så stærkt som før.
Dens utålmodige pensler malede verden.

(1958)

For to år siden udgav Weitze romanen Den afskyelige i et forsøg på at forene sit personlige engagement i klimaforandringerne med sit professionelle virke som forfatter. Handlingen udspiller sig i en ubestemmelig fremtid, hvor de klimaforandringer, vi i dag kun ser konturerne af, for alvor er slået igennem. Under sin research til romanen blev Charlotte Weitze bekræftet i, at kunsten har en rolle at spille i forhold til at formidle klimatruslen og de menneskelige dilemmaer, den sætter os i.

»Jeg var til flere konferencer med meteorologer og klimaforskere og andre videnskabsfolk, der på det nærmeste tryglede kunstnerne om at komme på banen. De sagde: ’Vi er kommet til kort med vores prognoser og statistikker og viden, så nu er det på tide, at I begynder at bidrage med det, I kan’. Jeg synes allerede, man ser mere af det. Det er måske ikke alle, der skriver helt så direkte om klimaforandringerne, som jeg har gjort, men mange forfattere er begyndt at indlejre naturen i deres poesi og prosa som en kraft, der ikke længere helt kan styres,« siger hun.

Bred tendens

At der i bogstavelig forstand er noget nyt under solen i dansk litteratur, bekræfter en række af de senere års udgivelser. Tag for eksempel Theis Ørntofts undergangsfortælling Solar (2018), hvor verden ender med at brænde op under en altfortærende sol. Tag Kristina Stoltz’ økologiske sammenbrudsroman På ryggen af en tyr (2014), der folder sig ud i et dystopisk sommerlandskab, hvor døde dyr konstant skyller op på stranden. Eller tag Dennis Gade Kofods øko-apokalyptiske Nancy (2015), hvor Bornholm slet og ret går under på mindre end en sommer.

»Klimakrisen er påtrængende lige nu, og det giver sig også udslag i litteraturen,« siger Martin Gregersen, der forsker i dansk klimalitteratur på Aalborg Universitet. 

I en vis forstand er tendensen ikke ny, pointerer han. I 1970’erne og 1980’erne skrev Thorkild Bjørnvig sine »miljødigte«, og Inger Christensen beskæftigede sig indgående med forholdet mellem mennesker, natur og sprog. Alligevel synes den økologiske digtning og klimalitteraturen at være særligt fremtrædende netop nu, og den udfolder sig »på tværs af både generationer, stilarter og genrer«, fortæller Gregersen.

Nogen skriver meget stilfærdigt og afdæmpet om naturen og klimaet.

»Det gælder for eksempel Morten Chemnitz og Liv Sejrbo Lidegaard, der begge lægger vægt på samhørigheden og forbundetheden med deres omgivelser, men også den noget ældre Knud Sørensen skriver økocentrisk naturlyrik, der omfavner naturen og det nære landskab,« siger Martin Gregersen.

Hos andre forfattere er der en mere apokalyptisk og mørkøkologisk stemning på spil: 

»Det kunne for eksempel være Theis Ørntoft eller Ursula Scavenius, der i sine debutnovellesamling Fjer fra 2015 fremmaner en døende verden, hvor både kroppen og jorden er i opløsning,« siger han. 

Politisk litteratur

I Charlotte Weitzes Den afskyelige fra 2016 følger vi parret Heidi og Kenneth, der gør en ekstraordinær indsats for, at deres liv skal være CO2-neutralt. Kenneth er en to meter høj, behåret efterkommer af den afskyelige snemand (!), hvilket betyder at han sveder enormt meget i varmen.

Igennem romanen udvikler hans aktivistiske klimaindsats sig i retning af en stadig mere fanatisk kamp for at sikre sin egen velfærd, og han får ikke meget hjælp fra de handlingslammede politikere, hvis initiativer begrænser sig til midlertidige lappeløsninger såsom at bygge diger mod vandet og hegn mod klimaflygtningene. At der er tale om et stykke politisk kunst lægger Charlotte Weitze ikke skjul på – og det har da også været en bekymring undervejs: Ville alene emnet skræmme læserne væk?

»Det er uden tvivl den sværeste bog, jeg nogensinde har skrevet,« siger hun. »For hvordan i alverden formidler man klimaforandringer på en måde, så nogen gider læse om dem? Hvem tager lige en dystopisk roman frem og læser den af egen lyst? Jeg orker det næsten ikke engang selv.«

Tove Jansson: ’Sommerbogen’

Den voksende jord tørrede i revnerne og vendte kanterne opad som gamle pølseskiver, flere fyrretræer døde, og hver ny morgen var det lige ubønhørligt solskinsvejr. Inde ved kysten drog det ene tordenvejr efter det andet hen over landet med skybrud, men de nåede aldrig ud over havet. Vandet i det store regnvandshul sank og sank. Sophia bad til Gud, men det blev ikke bedre. Og en aften, mens faren vandede, gav pumpen en sørgmodig gurglende lyd fra sig, og slangen faldt sammen, regnvandshullet var fuldstændig tomt, og plastic-dækket klæbede til bunden med en million rynkede folder.

(1972)

Theis Ørntoft: ’Solar’

Jeg åbner øjnene. Åbner dem, lukker dem ... som gæller ... Solen foran os. Den flammende ildkugle er på vej op. Ikke noget at sige til at de første mennesker lagde sig på knæ for den. Hvorfor stoppede vi, hvornår stoppede vi med at tilbede solen ...

(2018)

Ifølge Charlotte Weitze gav 1970’ernes ofte programmatiske litteratur politisk kunst et dårligt ry. Men det er ikke ensbetydende med, at kunst og politik ikke kan forenes.

»Faren er selvfølgelig, at alting meget hurtigt bliver sort-hvidt, når det bliver politisk – og sådan er verden jo sjældent. Men jeg synes, at jeg i min roman forsøger at være mere nuanceret. Kenneth vil det gode, men bliver en fanatiker, som kommanderer rundt med folk og også bliver voldelig i forsøget på at få sine synspunkter igennem. Og det rejser for mig et interessant spørgsmål. For hvad er egentlig den rigtige måde at forholde sig til klimatruslen på? Er det at gå rundt og fordømme andre for ikke at gøre nok?,« siger Charlotte Weitze og fortsætter:

»På den måde synes jeg, romanen viser, hvor svært det er at navigere i de her spørgsmål. Selv om man ønsker at gøre det rigtige, risikerer man hurtigt at kamme over. Det er faren. Men på den anden side er det jo også vigtigt, at nogen løfter en pegefinger over for vores måde at leve på.«

Aktivistiske forfattere

I Norge er en række forfattere, kunstnere og kritikere gået sammen om et fælles, klimaaktivistisk initiativ under navnet: »Forfatternes klimaaksjon«. Gruppens mål er at arbejde for en mere bæredygtig klode, og dens virke er forankret i den norske forfatnings §122, hvor det bl.a. hedder: »Alle har ret til et miljø, der sikrer sundhed, og til en natur, hvor produktionsevne og mangfoldighed bevares.«

Samme aktivistiske tiltag har vi endnu til gode at se i en dansk sammenhæng, men ifølge Martin Gregersen går tendensen i retning af stadig mere klimalitteratur.

»Der er både de meget direkte politiske romaner og de mere poetiske afsøgninger af, hvordan mennesker kan indgå alternative forbindelser med deres ikkemenneskelige omgivelser. Det er et stort spektrum, vi har at gøre med, og jeg har personligt ikke så meget imod, at nogle forfattere er propagandistiske, mens andre er mere implicitte. Klimakrisens kompleksitet kalder simpelthen på en mangfoldighed af litterære udtryk.«

Til gruppen af de mere subtile fortolkere af den økologiske krise hører forfatteren Jonas Eika. Som tidligere nævnt udgav han i år novellesamlingen Efter Solen, der tegner et tvetydigt billede af solens på én gang livsnødvendige og livsødelæggende kraft. I to af novellerne følger vi en flok unge drenge, der lever af at tilbyde forskellige solrelaterede ydelser på et strandresort i Mexico.

»Jeg tager imod bestillinger og henter drikkevarer, justerer parasoller, giver solcreme og eftersol, uden at gøre mig til for nogen. Jeg forstår hvad Jia mener, når han siger at klubben er én stor soløkonomi: Alt det der udgør den, fra liggestolenes skinnende gitter til de cremer vi tilbyder gæsterne, er afledt af solen og udgør dens hus. Når turisterne træder ind og lægger sig i det bliver de solbadere.«

»Turisterne kommer for at få det maksimale ud af solen og blive skønnere og solbrune,« fortæller Jonas Eika. »Men hen mod slutningen opstår der en vision hos drengene om en ny slags sol, der skal opstå ud af jorden og muliggøre et andet forhold mellem menneskene og tingene, altså et forhold som ikke kun er nyttedrevet.

Nanna Storr-Hansen: ’Mimosa’

Solen jagter os
uden lyd eller bevægelse
vi går sommeren i møde
nærhed til solen
slægtskab til solen
vi går rundt i det høje græs

(2018)

Knud Sørensen: ’Inden så længe’

ENDELIG FANDT SOLEN

det rigtige hul
deroppe i det grå
hvor man kun nu og da
havde fået et glimt
af et par stråler
og så skete det jo
at en af dem ramte mig
men inden
den havde fået afsat varme
på mine kinder
vandrede solen videre
på sine strålestylter.
Det var alligevel ikke mig
den søgte i dag

(2018)

Jonas Eika medgiver, at det måske ikke er »en særlig økologisk forestilling« at drømme om en verden efter solen.

»Så derfor tror jeg heller ikke, at man kan læse min bog som et entydigt opråb til en mere økologisk bevidst måde at være i verden på,« siger han.

Klimaromanernes blinde vinkel

Til gengæld kan man læse hans bog som en samfundskritisk skildring af kapitalismens udbytning af mennesker. Og netop dette aspekt – klassespørgsmålet – bliver ofte overset i litteraturen om klimaforandringer, mener han.

»Jeg synes, at meget klimakriselitteratur ofte overser, at katastrofen, når den kommer, vil ramme os på vidt forskellige måder, alt efter hvilken plads vi har i samfundet, og hvor på kloden vi bor. Og de spørgsmål, synes jeg, skal tænkes med, hvis man vil beskæftige sig med klimaproblemet,« siger han.

Den blinde vinkel i klimaspørgsmålet er ifølge Jonas Eika et problem, forfatterne deler med politikerne.

»Når vi taler om, at vi skal nedbringe vores privatforbrug og stoppe med at spise kød og flyve … Alle de ting er jo vigtige, men ofte glemmer man, at de største og mest undertrykkende og forurenende aktører er de store multinationale virksomheder, og at vi bliver nødt til at angribe dem, hvis der for alvor skal ske noget. Det er måske ikke et synspunkt, man kan læse direkte ud af min novellesamling, men i bogen interesserer jeg mig for, hvordan økonomiske systemer påvirker mennesker på forskellige måder, alt efter hvor de er i verden, og hvilken klasse de tilhører,« siger Jonas Eika.

– Så hvor langt mener du, at dit ansvar som forfatter rækker, når det kommer til at adressere klimaspørgsmålet?

»I det øjeblik, man erkender, at vi mennesker har stor indflydelse på de økologiske systemer, bør det sætte en masse tanker i gang om, hvordan vi lever og forholder os til andre arter – det gør det i hvert fald hos mig. Men jeg har det svært med, at man som forfatter skulle have et ansvar for at behandle bestemte emner. Jeg synes, det er godt, at mange skriver om klimaforandringerne. Men vi behøver ikke alle gøre det.«

Jonas Rolsted: ’Flex Death’

1
Sol.
2
Se solen.
3
Solen ser selv.
4
Solen står og ser.
5
Solen står selv og ser.
6
Se selv solen står og ser.
7
Solen når og står og ser selv.
8
Stol på solen selv når solen ikke ser.
9
Solen ser ikke når solen selv går over i.
10
Solen går selv over i eller ikke så og se.
11
Og se solen står og går under i så eller ikke.
12
Eller ikke solen selv går under i og eller eller.
13
Under i og eller eller så se solen sandt selv solen ser selv.
14
Sandt selv solen ser selv sandt så se selv og ikke så eller ikke.
15
Se selv og ikke så eller ikke selv sand sol ser når eller eller.
16
Eller ikke selv sand sol ser når og eller eller ikke går under i sol.
17
Sol ser når og eller eller ikke går under i sol se selv.
18
Eller eller ikke går under i sol selv se selv solen i så.
19
Se selv solen i så stå over ikke eller under og se.
20
Solen i så stå over ikke eller under og se så.
21
Se så solen stå og gå og stol på solen.
22
Stol på solen eller se selv solen gå under.
23
Gå under solen solen ser selv i går.
24
Solen ser selv i går under solen.
25
I går under solen og ser.
26
Se selv i ser solen.
27
Solen stå og se.
28
Se selv sol.
29
Se selv.
30
Sol.

(2012)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ejvind Larsen
  • Trond Meiring
Ejvind Larsen og Trond Meiring anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu