Læsetid: 5 min.

Ingen kan som Ruben Östlund pille vores rollespil i civilisationen fra hinanden i én enkelt scene

Det at være et socialt væsen er en evigt akavet dans foran andres blikke. Det udstiller Ruben Östlund med et køligt, skævt smil bedre end nogen anden filmkunstner
Det at være et socialt væsen er en evigt akavet dans foran andres blikke. Det udstiller Ruben Östlund med et køligt, skævt smil bedre end nogen anden filmkunstner

Anne Bæk

4. august 2018

En maj morgen i 2006 bliver congolesiske Guy Goma i BBC Television Centre i London hentet ind til jobsamtale – i et tv-studie, viser det sig. Intervieweren lægger ikke ud med at snakke om jobbet, derimod om afgørelsen i en retssag om downloading af musik.

Og så introducerer hun Guy Goma som internetekspert Guy Kewney. Kameraerne ruller. Så går det op for den arme jobansøger: Han er blevet forvekslet, live, i BBC News foran hundredtusinder af seere.

Goma spærrer øjnene op, trækker læberne ind i munden som en forlegen dreng, blikket flakker skræmt forbi kameralinsen. Så retter han sig op. Og så indtager han rollen som internetekspert Guy Kewney – så godt han kan. 

Det klip fra virkelighedens verden er cirka det allerbedste, man nu kan opstøve på YouTube, har Sveriges største levende filminstruktør Ruben Östlund sagt. Det er stor filmkunst så præcist at kunne indfange, hvad vi som mennesker er klar til at kaste os ud i for at tilpasse os enhver social situation. 

Og klippet, der gik viralt, kunne sagtens være en Ruben Östlund-scene.

Det passer forfærdeligt godt til den 44-årige instruktørs projekt – i kortfilm med dokumentarisk stiliseret situationskomik inspireret af netop virale YouTubeklip og i spillefilmene: debuten Guitarmongolen (2004) og mesterværkerne De Ufrivillige (2008), Play (2011), gennembruddet Force Majeure (2014) og så det prisvindende, endnu større internationale gennembrud The Square (2017).

De svenske spejle

Højdepunkterne i hans samlede værk er Östlunds egne bud på ’YouTubeklip’: de enkelte scener i hans film.

Selv ville han argumentere for, at de alle er til for at skubbe filmenes større historie fremad. Men det er stadig disse enkelte scener, der er mesterværkerne, det er dem, der har lagret sig i vores kulturelle bevidsthed. De er som små, usmigrende spejle, der viser os alt det, vi helst ikke vil se. 

Der er scenen i ægteskabsdræberen Force Majeure på en restaurantterrasse i de østrigske alper, hvor en snelavine i et par sekunder ser ud til at begrave alle gæster, og hvor filmens hovedperson, en familiefar, griber sin mobiltelefon og løber væk, mens konen kaster sig beskyttende over deres børn.

Lavinen rammer ingen. Manden begraves i skam og fornægtelse, i pinen over nu og i resten af den tåkrummende parade af scener at skulle lade, som om han stadig kan spille den mand, han burde være. Det går selvfølgelig ikke.

Filmens koldeste scene er den, hvor han til sidst bryder sammen og oplister alle sine ynkelige fejl; at være utro, blandt andet, og at snyde i brætspil, når han spiller med ungerne. Det er billedet på et selvbillede med akut tyndskid. Han hulker ustyrligt, konen ser forfærdet på, det totale maskefald er som en horrorfilm om maskulinitetskrav.

Der er scenen i De Ufrivillige, hvor et gammelt venneslæng holder pause fra børnefamilierne en weekend på hyttetur og ter sig som fulde, vilde aber i bar røv. En af dem bliver tvunget til oralsex på en mark af sin kammerat. Det er ikke sjovt. Overhovedet ikke.

Han stavrer væk, og hans reaktion er ikke velkommen, for pludseligt er sjov leg mellem heteroseksuelle hanner blevet til seksuel overskridelse og krænkelse. Da hans kone næste dag er kørt ud for at hente ham, vil han ikke med hjem alligevel.

Han skal manøvrere socialt i et aggressivt heteromandefællesskab, hvor selvhævdende pik- og røvlege er med til at bekræfte, at de ikke tænder på den slags. Og samtidigt skal han forholde sig til en kæreste, som pludselig begynder at stille skinsyge spørgsmål. 

»De er jo helt syge! De spænder dig fast og sutter pik på dig ... ja, det gjorde det ... hvordan kan du acceptere, at de overhovedet er dernede

Krænkelsen handler pludseligt om at tage sociale hensyn til kammerater og kæreste.

Og der er scenen i The Square, hvor en performancekunstner, der spiller gorilla, går amok blandt en svensk bedsteborgerlig kulturelite, flår en kvinde ned fra stolen og nær voldtager hende, før nogen fra publikum griber ind. Man er en idiot, hvis man ikke griber ind, og en idiot, hvis man ikke fatter kunsten.

Hvad skal man gøre

Fra Ruben Östlunds udsyn er verden befolket af latterlige eksistenser, vi er feje, stolte, ynkeligt vaklende eksemplarer på civilisationen og kan snildt fanges i situationer, der med et knips smadrer vores selvfortællinger.

For det at være et socialt væsen er at spille en rolle, som konstant er i fare for at blive afsløret – det er en akavet dans foran andres blikke. Det udstiller Ruben Östlund med et køligt, skævt smil bedre end nogen anden filmkunstner.

Og hvad skal vi som publikum føle, og hvad skal et svensk samfund stille op, når en gruppe brune drenge i Play med små strategisk manipulerende lege lokker små, rige hvide drenge ud på farefuld færd for at fralokke dem deres mobiltelefoner? Filmen bragte bestyrtelse i svensk presse.

Var den racistisk – frivilligt eller ufrivilligt? Eller var den bare bare beskrivende? Play bestod af 42 kameraskud, køligt observerende på afstand som et overvågningskamera, konstrueret på basis af vidneudsagn fra retsdokumenter.

Der findes ikke det moderne menneske, der ikke kan blive godt og grundigt nevet i eksistensen af Ruben Östlunds scener, og som ikke mærker ubehaget ved de sociale sammenstød mellem racer, klasser, kønsroller og elitesfærer i velfærdssamfundet.

Til tider kan det føles, som om Östlund slet intet godt har at sige eller vise om menneskeheden. I The Square kontrasteres hovedpersonens stolthedsproblemer nærmest aggressivt tydeligt med tiggere på gaden i Stockholm. Vi får aldrig lov at sidde roligt i sædet hos Östlund. Man kan ikke slappe af, når man bliver spejlet så grimt.

Hans projekt er dog samtidigt en slags smertefuld behandling: Han trykker på de ømme punkter, vi normalt skjuler, men som vi godt ved er der. Han ville ikke vide, hvor de punkter sad, hvis ikke han selv havde dem. At se Östlund-scener, at lagre og diskutere og dele dem med andre er også en befrielse fra den evige vaklen. 

Tag bare den stakkels Guy Goma i tv-studiet.

Da interviewet røg på YouTube, blev han faktisk mediekendis i en kort periode. Alle kunne inderligt identificere sig med følelsen af at sidde i den kattepine og kæmpe sig ud gennem rollespil, vi kender. Når det sociale rollespil bliver beskrevet så præcist, og man kan grine gispende af det, så betyder det også, at man selv får lov til at holde fri fra det for en stund.

For 20 år siden var det normen at være mand, siger Ruben Östlund: ’Dengang så man ikke på sig selv som en del af en struktur. I dag lever vi med et pres fra 30 forskellige steder, og man har et blik på sig selv udefra, som handler om alle disse moralske spørgsmål’.
Læs også
Oscarprisen hænger som en skygge over Ruben Östlund. Den er den anerkendelse, han mangler at få. Nu er han nomineret for ’The Square’. Men kan han vinde? Passer filmen til tidsånden? I anledning af prisuddelingen næste søndag fortæller en enerådig instruktør, hovedrolleindehaveren Claes Bang og en række Oscar-eksperter om, hvordan man satser hele butikken og vinder filmverdenens største pris, når det er et fåtal af dem, der stemmer, der overhovedet har set filmene
Læs også
Serie

30 suveræne svenskere

Efter vores kanon over tysk kultur og russisk kultur portrætterer Information nu 30 svenskere, der suverænt har formet ikke blot svensk kultur, samfund og selvforståelse, men som også har formet, inspireret og forandret os her over Sundet – med blandt andet botanik, pop, poesi, film, politik, dramatik, ulovlig streaming og billige møbler.

Seneste artikler

  • På grund af Astrid Lindgren vokser de fleste skandinaviske børn op i Småland

    17. august 2018
    Astrid Lindgren måtte svigte et barn, da hun nærmest selv stadig var et. Måske var det derfor, hun altid blev anfægtet på børns vegne. Og derfor hun altid opfandt en Søndeneng, et Nangijala, en Mattisskov, hvor de kunne sejle med deres barkbåde, kæmpe mod drager, synge som en nattergal, mødes med de underjordiske og bestemme over deres egen skæbne
  • Gunnar Ekelöf skabte sit eget ensomme kongerige i skandinavisk litteratur

    17. august 2018
    Den svenske digter Gunnar Ekelöf var sine læseres bedste ven, digternes digter, forskernes udfordring og tænkernes inspiration. Og så lærte han os at stole på ensomheden, lytte til naturen og være samtidige med oldtiden
  • Gud skabte – Linné ordnede

    17. august 2018
    Præstesønnen fra Småland skabte et sprog til at benævne den levende verden, indførte en slags arternes ligestilling og pegede frem mod Darwins evolutionslære 124 år senere
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bjarne Toft Sørensen

En kommentar til:
"Vi får aldrig lov at sidde roligt i sædet hos Östlund" og "han ville ikke vide, hvor de punkter sad, hvis han ikke selv havde dem."

Når en film som "The Square" kan få så stor og bred en anerkendelse, som den har fået, er det netop fordi, at vi kan få lov at sidde roligt i sædet hos Östlund. Hans kritik er moralsk og politisk korrekt, og i den forstand kan "det moderne menneske", i betydningen den kulturbevidste og veluddannende middelklasseborger, det nogle vil kalde for "Politiken - segmentet", forlade biografen uden for alvor at blive provokeret.

Kritikken, ikke mindst af institutionernes måde at fungere på, går aldrig fra at være moralsk ("den løftede pegefinger") og til at blive strukturel. Hvor er samfundskritikken i form af f.eks. en kapitalismekritik eller i form af en egentlig civilisationskritik?