Læsetid: 7 min.

Ingen selvransagelse i Frankrig efter voldtægtsanklager mod ’Leon’-instruktør Luc Besson

Fransk politi efterforsker en voldtægtsanklage mod den kendte filminstruktør Luc Besson. Det er første gang, en højt profileret figur fra den franske filmverden rammes af beskyldninger som dem, der sparkede #MeToo-bevægelsen i gang i USA, men sagen har indtil videre ikke resulteret i en lignende selvransagelse i det franske filmmiljø. Måske skyldes det, at VM oversvømmede medierne. Måske fransk mentalitet, mandedominans eller injurielovgivning. Besson har afvist alle beskyldninger
Selv om beskyldningerne mod Besson har klare lighedstegn med Weinstein-skandalen, der blev startskuddet til #MeToo-bevægelsen i USA, har reaktionen i Frankrig været mere afdæmpet. Måske fordi VM i fodbold har fyldt så meget i medierne

Selv om beskyldningerne mod Besson har klare lighedstegn med Weinstein-skandalen, der blev startskuddet til #MeToo-bevægelsen i USA, har reaktionen i Frankrig været mere afdæmpet. Måske fordi VM i fodbold har fyldt så meget i medierne

Stefanie Loos

3. august 2018

PARIS – Luc Besson, en af Frankrigs mest succesfulde og magtfulde filminstruktører og producere, der står bag film som Det femte element, Leon og Taxi, beskriver sig selv i ti ord på sin twitterprofil:

»cinéma love création kids stubborn dolphins work crêpes loyalty Life.«

Står det til den belgisk-hollandske skuespillerinde Sand Van Roy, skulle et 11. ord nok tilføjes: svin.

Besson og Van Roy har de seneste par år haft et seksuelt forhold, som ifølge Van Roy udviklede sig imod hendes vilje, og som hun forsøgte at komme ud af.

Da Besson opsøgte Van Roy i april i år, viste hun ham ifølge sin egen forklaring en legetøjsgris, som hun sagde hed ’Weinstein’, men som hun fremover ville kalde ’Luc’. I Frankrig suppleres #MeToo med hashtagget #BalanceTonPorc, der betyder ’angiv dit svin’, og det er netop, hvad Van Roy efterfølgende har gjort. Skuespillerinden, der har haft biroller i to af Bessons seneste film, har anklaget den franske filmkonge for en række seksuelle overgreb, som fransk politi nu efterforsker. Besson har konsekvent afvist alle beskyldninger og er endnu ikke blevet sigtet.

Anklagerne omfatter episoden i april, hvor Van Roy efter at have vist Besson legetøjsgrisen gjorde det klart, at hun ikke ville have sex med ham. Men han ignorerede hende og voldtog hende, lyder hendes forklaring til politiet, som The New York Times i denne uge gengav i et interview med Van Roy.

En anden af anklagerne omhandler en episode i maj, hvor Besson ifølge Van Roy beordrede hende til at forlade Cannes-festivalen for at møde ham på det femstjernede hotel Le Bristol i Paris. Her skal Besson igen have forulempet Van Roy trods hendes tydelige protester. Senere på aftenen faldt Van Roy om på hotelsuitens badeværelse efter et slag i ryggen, som hun ikke ved, hvor kom fra. Hun tog derefter hjem med et blåt øje og smerter i ryggen og underlivet. Dagen efter gik hun til politiet.

Forbløffende tavshed

Det er første gang, at en højtprofileret figur i det franske filmmiljø bliver anklaget for at have begået seksuelle overgreb. Men selv om beskyldningerne mod Besson har klare lighedstegn med Weinstein-skandalen, der blev startskuddet til #MeToo-bevægelsen, har reaktionen i Frankrig været mere afdæmpet.

Umiddelbart efter Van Roy gik til politiet i maj, bragte franske medier nyheden om en voldtægtsanklage mod Luc Besson.

Siden har Van Roy udtalt sig til flere medier, bl.a. det undersøgende onlinemedie Mediapart, der også har bragt tre anonyme kvinders vidnesbyrd om Bessons angivelige overgreb mod dem for år tilbage. Ifølge kvinderne, der er anonyme af frygt for repressalier, skal Besson have befamlet og kysset dem mod deres vilje, bedt dem sidde på sit skød og konsekvent ignoreret deres afvisninger af hans tilnærmelser. Den ene af kvinderne har efter Van Roys anmeldelse også kontaktet politiet med sin historie.

Men Van Roys historie har ikke siden fået andre kvinder til at stå frem med navn og anklage Besson for voldtægt – eller til at fortælle om andre, lignende oplevelser i den franske filmverden – sådan som det skete under Weinstein-affæren.

Det er netop fraværet af en stærkere reaktion i de franske medier og i den franske filmverden, der har fået The New York Times til at tage historien om Besson op og bringe et interview med Van Roy. Det har til gengæld resulteret i en række artikler i franske medier, der gengiver Times’ »forbløffelse« over, at sagen ikke er blevet større, og at de selvsamme franske medier ikke har skrevet mere om den.

Kulturel forskel

Den tilsyneladende svage reaktion i de franske medier skyldes flere forhold, vurderer Marlène Coulomb-Gully, professor i kommunikation ved l'Université de Toulouse Jean-Jaurès. For det første lever medierne af nyheder.

»Vi har haft Weinstein-affæren og den efterfølgende eksplosion i medierne, som den skabte. Man kan forestille sig, at der er en form for mæthed blandt journalister og medier, og derfor lykkes det ikke at bryde igennem lydmuren med endnu en historie af denne type,« siger hun.

Derudover var de franske medier enormt optaget af VM i fodbold, som fandt sted i juni og første halvdel af juli, og som Frankrig vandt.

Men der er også mere strukturelle årsager til, at sagen om Besson ikke har fået større omtale, mener Marlène Coulomb-Gully.

»Medierne er i lighed med filmverdenen domineret af mænd. Der er altså en strukturel identitet, som gør sig gældende i begge verdener – og mange andre steder, f.eks. i politik. Det betyder, at genlyden fra sådan en sag (som anklagerne mod Besson, red.) er mindre, end den ville have været i andre lande,« siger hun.

Endelig er der en generel kulturel forskel, der gør sig gældende.

»Frankrig har en anden historie, når det kommer til forholdet mellem mænd og kvinder,« siger Marlène Coulomb-Gully. »Det bidrager uden tvivl til, at vi i Frankrig er relativt bagefter, hvad angår kampen mod sexchikane, seksuelle overgreb osv.«

Den afdæmpede reaktion betyder dog ikke, at der er grund til at tro, at det franske filmmiljø skulle være forskånet for sager som Van Roys, siger Jean-Michel Frodon, fransk filmhistoriker og mangeårig kritiker ved bl.a. Le Monde, Cahiers du cinémas og Slate.

»Jeg er sikker på, at der har været en god portion uacceptabel adfærd i den franske filmverden, men det er ikke kommet frem, og der synes at være en generel enighed (i filmmiljøet, red.) om, at det ikke er et voldsomt vigtigt problem,« siger han og peger i lighed med Marlène Coulomb-Gully på, at en lignende sag nok ville have skabt større omtale i andre lande.

»I Frankrig har den generelle reaktion på #MeToo snarere været, at der er behov for at ændre på reglerne og promovere nye attituder og kvindeforkæmpere. Det har handlet mere om at ændre på en generel kønsdiskrimination, hvor mænd sidder på de tunge poster i samfundet, snarere end at angribe enkeltpersoner,« siger Jean-Michel Frodon.

To reaktioner på #MeToo

På den ene side har #MeToo ikke haft samme gennemslagskraft i Frankrig som i USA, selv om der har været enkelte sager, hvor offentlige personer er blevet beskyldt for seksuelt krænkende adfærd eller voldtægt. Det skabte til gengæld højlydt debat, da 100 kvinder, heriblandt den kendte skuespillerinde Catherine Deneuve, i et åbent brev forsvarede retten til at ’genere’ eller ’ulejlige’ andre som led i en forførelsesakt. De advarede imod, at #MeToo-bevægelsen kunne føre til en heksejagt på mænd.

»I visse miljøer bliver denne fordømmelse opfattet som overdreven og som en form for politisk korrekthed, som stammer fra USA – og Frankrigs forhold til USA har traditionelt været ambivalent,« siger Marlène Coulomb-Gully.

Det kontroversielle brev medførte skarpe reaktioner, bl.a. fra Frankrigs ligestillingsminister, Marlène Schiappa, og Deneuve har siden undskyldt over for voldtægtsofre, der følte sig stødte over brevet.

På den anden side er der en vedvarende debat om behandlingen af kvinder i det offentlige rum, hvor uendeligt mange oplever at blive antastet på gaden og talt til i vulgære vendinger.

Det franske parlament har netop vedtaget en lovstramning, som fra efteråret skal gøre det lettere at straffe sexchikane og krænkende adfærd i det offentlige rum. Der har tillige været kampagner i Paris’ metro, hvor både ofre og vidner opfordres til at sige fra over for sexchikane og melde overgreb til politiet. Senest har en ung kvinde lagt en video ud på sociale medier, der viser en ung mand overfalde hende foran en café. Ifølge kvinden chikanerede manden hende med lyde og grimt sprog, da de passerede hinanden, hvorefter hun bad ham »holde kæft«.

På videoen ses manden kaste et askebæger efter kvinden, inden han går op til hende og slår hende i hovedet. Episoden, der er meldt til politiet og fandt sted foran adskillige vidner, har fået et væld af fremtrædende personer til at erklære »solidaritet« med kvinden og fordømme mandens uacceptable adfærd.

Det øgede fokus på krænkelser af kvinder i det offentlige rum står således i kontrast til den mere afdæmpede reaktion på anklagerne imod Luc Besson. Som forklaring på sidstnævnte peger The New York Times på, at den franske injurielovgivning kan afholde kvinder fra offentligt at anklage mænd for overgreb, da de risikerer at blive sagsøgt, hvis ikke anklagen ender i en dom.

At Luc Besson – hvis han findes skyldig i anklagerne imod ham – skulle være den eneste magtfulde mand i fransk film med et tvivlsomt eller problematisk forhold til kvinder, er usandsynligt, vurderer Jean-Michel Frodon.

»Det er lige så megen machismo i den franske filmindustri som i alle andre lande, og der er masser af ulige forhold mellem mænd og kvinder i den franske filmindustri såvel som i andre brancher,« siger han og tilføjer: »Det ville være latterligt at påstå, at noget lignende ikke finder sted i Frankrig. Men det er svært at sige så meget mere om, når der ikke er flere faktuelle beviser eller vidnesbyrd.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Thomas Østergaard

Eller måske har den franske presse bare en mere present kollektiv erindring om 'la terreur', rædselsherredømmet, hvor alene beskyldningen om. at være antirevolutionær var nok til at man kunne blive sat foran et tribunal uden chance for at føre et forsvar, modbevise beskyldningen eller anfægte anklagerens intentioner, for så efterfølgende få kappet hovedet af i guilliotinen foran en samling strikkende damer der nød underholdningen og revolutionens fjenders velfortjente straf.

Lidt mindre idealistisk kan de naturligvis blot have en kollektiv erindring om at rædselsregimets journalistiske hovedkraft Marat blev myrdet nøgen i badet af den - også efter en mandlig målestok - stærke og modige Charlotte Corday, der gik ind for en mere moderat revolution.
Men det er nok et ret urealistisk scenarie i 2018. I hvert fald det med badet.

David Joelsen

Sikke noger vrøvl. Hvis manden er skyldig skal han have nogen på frakken, og væk fra den magtposition der tillader ham at opføre sig sådan. Han kan åbenbart ikke håndtere magten.

Men temmelig ærgerligt, fordi manden samtidigt har lavet nogle helt fantastiske film. Ligesom Polanski. To gange øv!

Thomas Østergaard

David, det er vel det springende punkt ..."hvis manden er skyldig".

I påstand-mod-påstand sager hvor fysiske beviser ikke er til stede, er man reduceret til at anlægge sandsynlighedsbetragtninger omkring parternes troværdighed.

I det foreliggende tilfælde, skal vi holde det faktum at Luc Besson er fransk, og dertil aldrig har haft problemer med at fraternisere med personalet (jfr. forholdet til og ægteskabet med Milla Jovovich) op mod det faktum at der er god publicity, moralsk rygklapperi og mulig økonomisk kompensation i at offentliggøre upå(og af-)viselige anklager på Twitter mod "magtfulde" folk i medieindustrien, med en klar dagsorden om at den påklagende part skal have mere "magt". Hvis den ikke var så diskursfikseret, ville virke mere troværdigt.

Du har tydeligvis allerede valgt side, jeg forholder mig afventende.

Den indgivne voldtægtsanklage mod ham har vel ret beset ikke ret meget med hans rolle som filminstruktør at gøre, arbejdsløse og VVS-arbejdere kan vel også begå drugrape.