Ingvar Kamprad (1926-2018): Med IKEA ville han gøre hverdagen smukkere for de mange

Dilemmaet kender vi alt for godt. Kaj Munk, Emil Nolde, Ole Wivel. Værket er stort og smukt, men kunstnerens ungdommelige vildfarelser spøger.

Men hvad nu, hvis kunstneren er en erhvervsmand, der havde som vision at skabe en bedre hverdag for alle, men som aldrig helt og utvetydigt undsagde sig sin ungdoms nazistiske helte?

Og kan vi rumme, at det gode han gav verden, i en vis grad henter næring fra den samme kilde som hans ’forbrydelse’?

Ingvar Kamprad, der døde i marts i år, grundlagde IKEA. Det største skandinaviske brand overhoved, en møbelvirksomhed uden globalt sidestykke, og et monument over en skandinavisk vision om skønhed og funktionalitet for de mange, ikke de få. 

Han etablerede ikke bare en virksomhed, der producerede møbler. Han designede interiør til den svenske model. Som det blev gentaget igen og igen i de svenske aviser ved hans død tidligere på året:

 »Per-Albin Hansson byggede folkhemmet. Ingvar Kamprad møblerede det.«

Samme sofabord

Flere har, og det med rette, påpeget, at hans indsats blegner i sammenligning med det moderne Sveriges sande arkitekter – dem, der sørgede for, at alle svenskere fik f.eks. sanitet og isolerede huse. Men det er som bekendt ikke i de livsnødvendige installationer, at vi fortæller historier om os selv og vores fællesskab, men i alt det andet, der omgiver os. I første omgang om Sverige, siden om os alle sammen.

Om den middelklasse, der i efterkrigstiden kravlede op og skabte rammerne for, at deres børn kunne få det bedre end dem selv. Og endnu senere, om de millioner i udviklingslandene, der blev hevet ud af fattigdom og realiserede deres drømme. Om et hjem, der afspejlede det.

Og om, at vi grundlæggende set ikke er så forskellige, når vi alle har det sammen sofabord. Som The Guardian skrev i 2004:

»Det vurderes, at på enhver given søndag i Storbritannien går dobbelt så mange mennesker i IKEA end i kirke, og udregninger peger på, at 10 procent af Europas nulevende befolkning er blevet undfanget i en IKEA-seng.«

Mytologien

Ingvar Kamprad er født den 30. marts 1926 på gården Elmtaryd, i Agunnaryd Sogn i Småland som tredjegenerationsindvandrer med tyske bedsteforældre.

Det var i en tid og på et sted med dyb fattigdom, og mange har siden henvist til, at det er Kamprads førstehåndserfaringer med trange kår – med den lille tilføjelse, at familien havde egnens største gård – lå til grund for hans mission for IKEA. 

Allerede som 5-6 år gammel begyndte Kamprad at gøre forretninger ved at sælge tændstikker til naboerne fra sin cykel. Han udvidede med salg af fisk og juledekorationer, og så var butikken i gang.

Da han var 17 år, i 1943, gav hans far ham en belønning for at have bestået en vigtig eksamen, til trods for mild grad af ordblindhed. For de penge startede han IKEA – ja, sådan lyder den officielle skabelsesmyte, i hvert fald.

For det svirrer med myter om Kamprad, og flere af dem virker så understøttende på virksomhedens brand, at det næsten er for godt til at være sandt. For eksempel siges det, at Kamprad kørte rundt i en rusten 1993 Volvo 240 GL, boede på de billigste hotelværelser når han besøgte filialer rundt omkring i verden og selv afleverede sine pantflasker.

Historien om Sverige

På flere måder er Ingvar Kamprads historie det moderne Sveriges historie. Blandt andet blev han træt af skattetrykket i den funktionssocialisme, der blev folkhemmets økonomiske organisering, og flyttede, først til Danmark og siden til Schweiz i 1976.

I 2013 vendte han hjem til til Sverige – som flere har påpeget, efter at nye politiske vinde havde fjernet formue- og arveskatten. De helt store IKEA-summer forblev dog i en fond i skattely.

I 1988 slap han alt direkte ledelse i IKEA, men fortsatte som konsulent. Og i samme periode rykkede produktionen for alvor ud af landet. Men det gjorde kun brandet mere svensk. 

Logoet, der før havde været rødt og hvidt, blev blåt og gult, møblerne, der tidligere havde heddet eksotiske navne som Milano og Texas skulle nu hedde noget, hvor man kunne blære sig med å-boller og ä-prikker. Og det almengyldige »vackrare vardag« skulle lugte mere af noget særegent skandinavisk, og begrebet »demokratisk design« blev født.

Samme kilde

I 1994 blev det afsløret, at det svenske nationalikon havde været mere end almindeligt nationalsindet i sin ungdom. En brevveksling med, hvad der viste sig at være en personlig ven, den livslange nazist Per Engdahl, afslørede, at Ingvar Kamprad i 1942 meldte sig ind i den nazivenlige Nysvenska Rörelsen, og så sent som i 1945 donerede penge og hvervede medlemmer. 

Først i begyndelsen af 1950’erne ophørte hans aktiviteter i Nysvenska Rörelsen.

Og hans politiske observans var ikke grebet ud af den blå luft. Både hans farmor og far havde forbindelser til de tyske nationalsocialister og noget tyder på, at han, trods offentlig bodsgang efter afsløringen og personlige breve til alle IKEA’s jødiske ansatte, aldrig helt slap sine idoler.

I et af sine sjældne interview fra 2010 sagde han i hvert fald om den livslange højreekstremist Per Engdahl, at han var »et stort menneske, det vil jeg holde fast ved, så længe jeg lever«.

Ingvar Kamprad døde 27. januar 2018 i år 91 år gammel. I den anledning valgte mange svenske nekrologskribenter at behandle hans nazisympatier som en fodnote.

Det var noget, han også var. Men den lidt mere vanskelige tanke er, om den vision, der blev IKEA og gav verden demokratisk design, bundede i nogle af de samme idealer om effektivitet, ekspansion og ensretning, som hans far og ungdoms øvrige helte i 1930’erne prædikede. Og deri ligger forskellen på at skabe et virksomhedskoncept og en samfundsmodel.