Læsetid: 9 min.

Leonard Bernstein kunne alt og tilhørte hele verden

På lørdag ville det amerikanske musikfænomen Leonard Bernstein være fyldt 100 år. Han favnede det hele: klassisk og moderne, jazz og pop, Beatles og Rolling Stones, opera og musical og introducerede millioner af børn for klassisk musik. Han havde ordet i sin magt, komponerede udødelige melodier – og så rasende godt ud. Vores anmelder Valdemar Lønsted fremskriver her tre sider af hans sammensatte personlighed: den jødiske arv, homoseksualiteten og det enestående talent for at kommunikere
Leonard Bernstein havde en voldsom energi på scenen, når han dirigerede. Nogle – blandt andet hans børn – tilskrev det til dels hans families baggrund som hasidiske jøder (farfaren var rabbiner) med en tradition for at gå i rette med Gud og nogle gange nærmest nå en trancelignende tilstand. Her er det Mahler, der behandles. 

Leonard Bernstein havde en voldsom energi på scenen, når han dirigerede. Nogle – blandt andet hans børn – tilskrev det til dels hans families baggrund som hasidiske jøder (farfaren var rabbiner) med en tradition for at gå i rette med Gud og nogle gange nærmest nå en trancelignende tilstand. Her er det Mahler, der behandles. 

Ritzau Scanpix

21. august 2018

Leonard Bernstein kom til København i maj 1965 for at modtage Léonie Sonnings Musikpris. Han var prisens anden modtager, Stravinskij var den første i 1959. Og han fik den, fordi han havde skabt international glans om Carl Nielsens navn ved at pladeindspille Nielsens femte symfoni med sit orkester i New York. I København takkede han for hæderen ved at opføre og indspille Nielsens tredje symfoni Espansiva med Det Kongelige Kapel.

Det var sikkert på skrømt, at Bernstein begyndte den første prøve med at sige til koncertmester Eyvind Sand Kjeldsen, at han nu gerne ville høre, hvordan man spillede symfonien i Danmark. »No, Mr. Bernstein, we want your ’Espansiva’«, kom svaret prompte, og derefter kan man roligt sige, at kapellet kom i ilden. Begejstringen var gensidig.

Lenny, som var kaldenavnet, skrev hjem til sin sekretær Helen Coates: »The orchestra is splendid, the first rehearsal a triumph, lunch unforgettable« – ’orkestret er forrygende, den første øvning en triumf, frokosten uforglemmelig’. Og når man genser tv-optagelsen af koncerten i Odd Fellow Palæet (find den på YouTube), er det stadig mærkbart på et halvt århundredes afstand, at noget outstanding var på færde her– med en dansende, svedende, totalt nærværende og til tider ekstatisk forfører på podiet.

Nogle dage inden Bernsteins ankomst var der skandinavienspremiere på West Side Story i Odense Teater. Han var fyr og flamme for at se forestillingen, og det blev arrangeret. Han levede med nede i teatret og også bragt til tårer, selv om han havde set sin musical hundredvis af gange. Og naturligvis måtte han på scenen i pausen for at hilse på unge skuespillere som Finn Nielsen, Paul Hüttel og Ole Ernst. At hilse på Lennys manér var ofte en del mere omfavnende end blot at give hånd og smile

Ukrainske immigranter

Leonard Bernstein – født 25. august 1918 og død 14. oktober 1990 – var en af de mest indflydelsesrige personer i amerikansk musikliv, og man kan for så vidt brede hans betydning endnu længere ud: Han tilhørte hele verden. Hans virke som dirigent, komponist, pianist, skribent og musikformidler i en sjælden dynamisk symbiose har endnu ikke fået et kvalificeret sidestykke fra nogen kant. En af grundene kan være, at han ganske enkelt var manden, man ventede på i det fremadstormende Amerikas nye elektroniske medier til at bringe også den seriøse musik ud til et stort og stadig mere velstående middelklassepublikum.

Bernstein favnede tilmed det hele: klassisk og moderne, jazz og pop, Beatles og Rolling Stones, opera og musical, han havde ordet i sin magt, han komponerede udødelige melodier, og han så rasende godt ud.

Bernsteins forældre, Sam og Jennie, mødte hinanden i New York, udvandret fra hver sin jødiske ghetto i Ukraine i begyndelsen af 1900-tallet. Efter tildelingen af amerikansk statsborgerskab giftede de sig og slog sig ned i en forstad til Boston, der nu havde fået en af de største jødiske populationer i landet uden for New York.

Det var ikke et harmonisk og ej heller et musikalsk hjem. Sam Bernstein arbejdede med salg af hårprodukter, han blev en succes i branchen og forestillede sig, at den ældste søn skulle gå samme vej. Eller i næstbedste fald blive rabbiner. Lenny ville noget ganske andet, og det resulterede i et anstrengt forhold til den uforstående hustyran.

Farfaren havde i den ukrainske ghetto praktiseret som rabbiner ud fra hasidismen, en stærkt emotionelt betonet bevægelse i jødedommen, som også prægede Sams levevis i det nye land. Hasidismen højtideligholder et tæt forhold mellem Gud og mennesket, og det opnås gennem bøn og meditation, ofte i en tranceagtig tilstand.

Den hasidiske rabbiner går imidlertid også i rette med Gud, belærer ham, bebrejder ham verdens skæve gang, forsoner sig med ham. Når man tænker på Bernsteins undertiden excessive opførsel på dirigentpodiet og på hans lidenskabelige musikundervisning, er det slående, i hvor høj grad han kunne minde om en hasidisk rabbiner – en sammenligning, jeg fik bekræftet af Bernsteins tre børn, da jeg interviewede dem i Boston for en halv snes år siden.

Fra synagogen til Broadway

Lenny fik sine første, dybtgående musikoplevelser i Bostons Mishkan Tefila-synagoge. Det var en menighed af velstående jøder, alle immigranter fra Østeuropa, som med denne nybyggede pragtbygning ville vise omverden sin tilstedeværelse i byen, og egentlig mod jødisk sædvane blev der etableret et rigt musikliv med et imposant orgel og et kor bestående af kvinder og mænd.

Den centrale skikkelse var professor Solomon Braslavskij, hentet fra Wien i 1928 for at bringe jødisk kunstmusik og egne korværker til synagogens gudstjenester. Disse musikopførelser blev slet og ret åbenbaringer for den 10-12-årige Lenny. »Jeg er blevet klar over, hvilken gæld, jeg personligt står i til Dem for den vidunderlige musik i Mishkan Tefila. Den overgår alt, hvad jeg siden har hørt, og minderne er så stærke og klare, at jeg måske aldrig vil være i stand til at bedømme den egentlige indflydelse, disse klange udøvede på mig«. – skrev han i et brev til Braslavskij i 1946.

Det vrimler angiveligt med jødiske referencer i Bernsteins musik og helt åbenlyst i to symfonier: nr. 1 Jeremiah (1942) og nr. 3 Kaddisch (1963). De bygger begge på jødiske melodier, den første har Jeremias’ klagesange fra Det Gamle Testamente som grundlag og er komponeret under indtryk af jødeforfølgelserne i Nazityskland.

Den anden har kaddisch, en lovprisningshymne som det centrale emne, men her tolket som de sørgendes bøn. Bernstein begiver sig ud i en kamp med Gud, som samtidig kan forstås som et helt jordnært faderopgør. Symfoni nr. 2 The Age of Anxiety (1949) har et mere universelt sigte ud fra et omfattende digt af W.H. Auden, men man kan meget vel beskrive disse tre storværker som Bernsteins Holocaust-trilogi.

I sine læreår i 1940’erne blev han omfavnet af jødisk musikgenius. Komponisten Aron Copland gav ham hård kritik af de første klassiske værkskitser, dirigenten Fritz Reiner lærte ham at leve op til dirigentprofessionens massive krav, dirigenten Sergej Koussevitsky blev en slags fadererstatning og en kolossal kunstnerisk inspiration. Og i New York samarbejdede Lenny med sangskriverne og forfatterne Betty Comden og Adolph Green, fra 1944 også koreografen og danseren Jerome Robbins. Det resulterede i balletten Fancy Free (1944) og musicalerne On The Town (1944) og Wonderful Town (1953).

»For at skrive en stor Broadway-musical skal man enten være jøde eller bøsse. Og jeg er begge dele«, sagde Lenny til tv-produceren Rodney Greenberg i 1978. Et ganske kækt udsagn, men ikke helt ude i skoven. West Side Story (1957) blev i hovedsagen skabt af fire mænd: sangskriveren Stephen Sondheim, tekstforfatteren Arthur Laurents, Jerome Robbins og Leonard Bernstein – alle homoseksuelle jøder. Derfor kan man også forstå Anitas dystre belæring af Maria: »Stick to your own kind« – hold dig til dine egne – som en dybere identifikation for de fire musketerer.

Den amerikanke dirigent, komponist og musikformidler Leonard Bernstein var en mand, der på mange måder overskrev genrekonventioner og nåede et gigantisk publikum med sin musik og sin fortolkning af andres. 

Gerard Neuvecelle

At vælge side

Lenny var 14 år, da han efter eget udsagn begyndte at mærke modstridende kødelige og åndelige kvaler, som gjorde ham bevidst om livets udfordringer. Pendulet svingede fra side til side. Som studerende på Harvard i Boston forsøgte han sig med snart kvindelige, snart mandlige venner, og i New York kastede han sig for alvor ud i et homoerotisk liv med natlige drukfester og sig selv som en utrættelig, kæderygende entertainer ved klaveret – så udsvævende at vennen Aron Copland gav udtryk for sin bekymring.

Men i september 1946 faldt Lenny for en smuk, chilensk skuespillerinde, Felicia Montealegre, og hun for ham. Det blev først forpligtende fem år senere, på råd fra broren Burton besluttede han sig for at give ægteskabet en chance. Felicia var helt på det rene med, hvad hun gik ind til.

»Lad os prøve at se, hvad der sker, hvis du kan gøre, hvad du har lyst til, men, om jeg må bede, uden skyldfølelser og bekendelser! Vores ægteskab er ikke grundlagt på lidenskab, men på ømhed og gensidig respekt«, skrev hun til ham.

I år udgav den ældste datter Jaime en bog om sin opvækst med en berømt far – Famous Father Girl. Hun har fået hans intelligens, slagfærdighed og vid i arv, det mærker man hurtigt i disse åbenhjertige memoirer om et kærligt og støjende familieliv med en hjemmestrikket jiddisch-engelsk dialekt. Men ofte fokuseret på farens menneskelige svagheder og med en gribende kulmination, da børnene fik vished om hans dobbeltliv. Han flyttede sammen med en ung mand, moren blev syg af kræft, han vendte angrende tilbage, og hun døde i sommeren 1978.

»Du kommer til at dø som en bitter og ensom, gammel mand«, havde hun hvisket i et raserianfald. Og profetien blev ganske rigtigt opfyldt som et tungtvejende billede af hans sidste tid.

Uforlignelig underviser

Leonard Bernstein blev i 1958 den første amerikanskfødte chefdirigent for et af de store amerikanske symfoniorkestre, New York Filharmonikerne. Allerede i 1943 havde han uden prøve gennemført en sensationel debut med orkestret på afbud fra legenden Bruno Walter.

»Mit job har en opdragende mission. Programmerne skal ikke kun bygges enkeltvis op, men være en del af serier, cyklusser, blokke omkring en komponist, en periode eller en bevægelse. Der skal altid være festivalstemning, når man går til filharmonikerne«, sagde Bernstein til New York Times et par uger efter sin tiltrædelse.

Han disciplinerede sit orkester, udfordrede sit publikum med ukendte klassiske og moderne værker, og han kommunikerede som ingen før ham. Eksempelvis i den blændende opdatering af de eksisterende Young People’s Concerts, det blev til 53 koncerter, tv-transmitteret af CBS til hele USA i tidsrummet 1958-72.

Millioner af børn og unge blev her introduceret til klassisk musik, når man medregner det udenlandske publikum. Og de voksne blev inviteret ind i Lennys folkeuniversitet, de mest gennemslagskraftige var udsendelser i den Ford-sponsorerede tv-serie Omnibus i 1950’erne og de seks Charles Eliot Norton-forelæsninger på Harvard i 1973, disse sidste om forholdet mellem sprog og musik inspireret af lingvisten og filosoffen Noam Chumsky.

Erobringen af Wien

Bernstein blev i 1947 tilknyttet Palæstinas Symfoniorkester, senere Israel Filharmonikerne, han støttede orkestret som musikalsk rådgiver og dirigerede det jævnligt indtil sit sidste leveår. Det kunne derfor se ud som et gedigent paradoks, at han følte sig draget af Wien, rivalen Herbert von Karajans domæne og en by som stadig var hjemsøgt af det antisemitiske spøgelse.

Samarbejdet med Wiener Filharmonikerne begyndte flyvende med Verdis Falstaff på Statsoperaen i 1966 – efter premieren fulgte 48 fremkaldelser. Lenny nød at være i Wien, så meget som en jøde nu kan, skrev han til sine forældre. Han mødte så mange eksnazister, og måske var de det stadigvæk; man kunne jo ikke vide, om nogen af dem, der stod og skreg bravo i operaen, ville havde skudt ham 25 år tidligere.

I koncertsalen og på plade blev Wiener Filharmonikerne imidlertid hans dybeste partnerskab med et orkester, men de skulle først overkomme en barriere: Gustav Mahler. De spillede ham meget nødigt. Lenny havde hjemme været den mest synlige forkæmper for Mahler-renæssancen i 1960’erne.

Han identificerede sig med ham – som jøde, dirigent og komponist – og han følte vel nærmest, at han komponerede Mahlers musik, mens han dirigerede den. Mahler burde for pokker være wienernes musik i lige så høj grad som Brahms’ »bunch of notes«, sagde han. På de første prøver var det som at skubbe et godstog i gang, han skældte ud, hersede med dem, underviste dem sågar … og omsider tog de imod Mahler. Erobringen af Wien var tilendebragt.

Og til sidst et apropos til artiklens første linjer: På det veldokumenterede website Bernstein at 100 kan man falde over dette drilske citat af Victor Borge: »De er måske ikke klar over det, men Leonard Bernstein har faktisk fået endnu en pris – for at forklare Igor Stravinskijs musik … til Igor Stravinskij.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Maj-Britt Kent Hansen
  • Runa Lystlund
  • Christian Mondrup
  • David Zennaro
  • Torben Lindegaard
  • Maria Francisca Torrezão
Maj-Britt Kent Hansen, Runa Lystlund, Christian Mondrup, David Zennaro, Torben Lindegaard og Maria Francisca Torrezão anbefalede denne artikel

Kommentarer

olivier goulin

Leonard Bernstein var først og fremmest en gudsbenådet musikpædagog og formidler.
Men han var mere end blot dét - han var en filosof.

Hans forelæsningsserie fra Havard 1973: The Unanswered Question er så sublim or raffineret i form, substans og og konklusion- og er et must for enhver, der interesserer sig for den occidentale musikhistorie.

Jeg kan virkelig anbefale at man tager sig tid til at se alle afsnit igennem i kronologisk orden.

/O

David Zennaro, John S. Hansen og ingemaje lange anbefalede denne kommentar
John S. Hansen

Og som musiknyder sidder man indimellem med ældre optagelser, og prøver f.eks. på at vurdere, om det er Bernstein eller karajan, som har præsteret de ultimative indspilninger af Beethovens symfonier! Jeg er aldrig blevet sikker i mit valg - men karajan er da heller ikke dårligt selskab!
Netop det, at Bernstein boltrede sig i andre genrer også, gør måske, at han er en af de skikkelser i musikken som man må bøje sig mest næsegrus for!

jens christian jacobsen

Hvorfor er det interessant at Bernstein var homoseksuel? En 'naturlig' forklaring på hans åbenhed og følsomhed etc?
Hvem kan forklare...?

Ellen Birgitte Rasmussen

Oliver Goulin, du må sidde et andet sted end Danmark, for man kan desværre ikke se youtube-videoerne om Bernstein i Danmark.

olivier goulin

@Ellen,

Nej, jeg er i Danmark.
Men jeg kan se at man har sat regionale begrænsninger på videoen. De må være sket for et par dage siden, for jeg checkede linket inden jeg delte det.

Der findes dog andre udgaver på Youtube, der stadig virker.
Her er eet, godt nok til afsnit 2.
https://www.youtube.com/watch?v=zh8_tcBZiyY&t=2s

Prøv at søge lidt på Youtube, så finder du nok dem alle. Nogle er utilgængelige, andre er ikke.

/O

Christian Mondrup

Jeg var blandt tilhørerne i det hedengangne Odd-Fellow Palæ, da Det Kgl. Kapel opførte Carl Nielsens Espansiva dirigeret af Leonard Bernstein. Det er en koncertoplevelse jeg aldrig vil glemme. Det var første gang jeg oplevede magi ved en symfonikoncert. Tilfældet ville, at Berlinerphilharmonikerne (eller Wienerphilharmonikerne?) var i Købehavn i disse dage med Karajan som dirigent. Også deres koncert oplevede jeg ganske få dage efter. Og jeg husker, at for mig udeblev magien ved den koncert.