Læsetid: 5 min.

»At vi lever i en selvoptaget narcissistisk tid, sagde man sikkert også allerede i 1600-tallet«

Efterhånden som en forfatters værk udvikler sig, opstår der som regel en selvsikkerhed, der kan føre til nye eksperimenter. Det kan måske forklare, at debutanter ofte er mere optaget af dem selv og det nære end mere modne forfattere, siger forfatter Johan Davidsen i denne første replik til Martin Bastkjærs essay om selvoptagethed i nyere dansk litteratur
Det er interessant, hvordan det her relativt tilfældige udsnit af titler, som Martin Bastkjær kaster sig over, alligevel er ret ensartet i forhold til at skildre nogle personer, der er temmelig bevidste om, hvordan de interagerer med de nærmeste omgivelser, siger forfatter Johan Davidsen.

Det er interessant, hvordan det her relativt tilfældige udsnit af titler, som Martin Bastkjær kaster sig over, alligevel er ret ensartet i forhold til at skildre nogle personer, der er temmelig bevidste om, hvordan de interagerer med de nærmeste omgivelser, siger forfatter Johan Davidsen.

Morten Holtum

3. september 2018

I 2015 debuterede den dengang 30-årige Johan Davidsen med tekstsamlingen Jeg kan ikke hjælpe dig med dine problemer. Den er blandt de værker, som kritiker og forfatter Martin Bastkjær skriver om i et essay om selvoptaget dansk litteratur, som Information bragte i fredagens bogtillæg.

»For mig handler selvbevidsthed om at forsøge at forstå sit forhold til andre, mens selvoptagethed er at miste blikket for den anden, eller at ville styre, hvordan andre ser en,« skriver Bastkjær. Og han mener, at det sidste gælder for en række nyere danske bøger af yngre forfattere, han mere eller mindre tilfældigt har læst.

Her står blandt andet om Davidsens bog, som gennemgås grundigt:

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en gratis måned og få:
  • Alle artikler på information.dk
  • Annoncefrit information.dk
  • E-avis mandag til lørdag
  • Medlemsfordele
0,-
Første måned/herefter 200 kr/md. Abonnementet er fortløbende.
Prøv nu

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bjarne Toft Sørensen

En kommentar til:
"Jeg har forsøgt at fremstille en klaustrofobisk socialitet, man kan befinde sig i, og som man både kan grine af og græde over, men som man kan være fælles om at være ensom i.«

Her fremsætter forfatteren en intention med sit værk, og på den baggrund kan man stille 3 former for vurderende spørgsmål til værket:

Et kulturel orienteret: Lykkes det for forfatteren at give en kulturelt dækkende fremstilling af en klaustrofobisk socialitet i vores kultur?

Et etisk - moralsk orienteret: Er det rimeligt, at forfattere i den grad er orienteret mod klaustrofobisk socialitet, i stedet for at beskæftige sig med noget mere samfundsmæssigt relevant?

Et æstetisk orienteret: Er den æstetiske fremstilling af det samfundsmæssige fænomen tilfredsstillende? Eller sagt lidt mere firkantet: Giver forfatteren en litterært håndværksmæssig tilfredsstillende fremstilling af en klaustrofobisk socialitet?

»At vi lever i en selvoptaget narcissistisk tid, sagde man sikkert også allerede i 1600-tallet«

Ja, det var omtrent da, at det startede.

/O

Torben Siersbæk

Overskriften har ikke formået at lokke mig til at læse artiklen.
Den har kun medført den ene tanke: Hvorfor er det interessant for mig, om nogen - tilhørende den ufatteligt begrænsede intellektuelle elite i 1600-tallet - også tænkte "narcissime", når deres fæller udtalte sig?
Hvilken relevans for opfattelsen af - og bekæmpelsen af Trumpister og andre udslag af navlepilleri her og der - har påstanden overhovedet?

Morten Hjerl-Hansen

1. Det her skrev jeg da jeg havde læst de første 33 sider af Johan Davidsens bog:

Det er forfalsket generøsitet, når forfattere antager at læserne som udgangspunkt er sorgmennesker, i modsætning til frustrationsmennesker. Et menneske, der ikke engang har kontakt til sine sorger ville jeg saft susme aldrig invitere på bar. 1. Tabssorg, 2. Ensomhed, 3. Sorgen over ikke at kunne skille tingene ad, 4. Længsel og 5. Sorgen over at være os selv nærmest.

"Jeg kan ikke hjælpe dig med dine problemer" er i netop den forstand en  hjerteløs bog. Hverken jeg'et eller du'et er udleveret til hinanden i det forfærdelige mørke som tosomheden også er. Autoritært. Bindende. Afhængigt.

John Steinbecks mænd på ungkarlehjemmet har ikke valgt deres skæbner, men accepteret dem sorgfuldt og stille og roligt.

"Men jeg har det rart her sammen med dig."

(s. 11)

... er en betegnende sætning.

"Alt der betyder noget vil sidenhen kunne tilbagevises som patetisk."

(s. 33)

... er typisk umodenhed i henhold til Kierkegaard.

2. Det her skrev jeg, da jeg havde læst bogen færdig:

Ved nærmere eftertanke, nu hvor jeg har læst Johan Davidsens bog, må jeg sige at den er ret god.

3. Konkluderende:

Jeg synes Mette Høeg skulle give den såkaldt selvoptagede litteratur en chance. "Jeg kan ikke hjælpe dig med dine problemer" tilbyder et kendskab til både en yngre mand og en ensomhedstype. Ja, man bliver sorgfuld på en overbevisende måde ved at læse denne lille bog. Og Bjarne Toft Sørensen, Torben K L Jensen og Torben Siersbæk: Læs venligst bogen, førend i udtaler jer så kategorisk.