Vi er en lille smule jaloux alle sammen
Hvis kærestesorg er sorgen over at have mistet, er jalousi angsten for at miste. Jalousien er angst for at miste den elskede, men på en bestemt måde, nemlig til en anden. I sorgen er forestillingen om den udefra kommende ikke afgørende, i jalousien er den altafgørende. Vel at mærke så afgørende en forestilling, at der slet ikke behøver være nogen derude. Forestillingen er nok.
Den jaloux lever i forestillingen og oplever andre som nogen, der er ude på at kapre kærlighedens genstand. Derfor vil den jaloux hele tiden sikre sig at have sin udkårne.
Den jaloux opfatter ikke sine forestillinger som forestillinger. Det er skinbarlig virkelighed for vedkommende. Derfor betragtes jalousi som en sygdom; det er jo sindssygt at leve i en vrangforestilling. Man skal i den forbindelse huske, at ingen er helt fri for sygelige træk, at det normale menneske er en konstruktion, som kun eksisterer i lærebøgerne. Næsten alle mennesker er jaloux, i det mindste lidt. Men ligesom de fleste ikke er mere skæve rent psykisk, end at de kan få en hverdag til at hænge sammen, sådan kan de fleste også leve med deres jalousi. For nogen gør den dog livet uudholdeligt, og deres forhold uholdbart.
Alt kan bruges, intet er for småt
Er den jaloux jaloux, fordi vedkommende elsker, eller elsker den jaloux for at kunne være jaloux? Man kan stille spørgsmålet, fordi den jaloux nogle gange bygger jalousien op som en fæstning omkring sig og føler sig hjemme dér. Hvad vedkommende observerer hos sin elskede, vil altid være adfærd, der bekræfter mistanken. Man kan lige så lidt få vedkommende fra det, som man kan overbevise den paranoide om, at der ikke er nogen små grønne mænd med antenner, der forfølger ham. Det er umuligt at gå ind i det. Hvis man begynder at retfærdiggøre sig, får man lov at blive ved i det uendelige. Som Nicolas Grimaldi skriver i sit Essay om jalousien. Prousts Helvede:
»I stedet for at stille sig tilfreds med, hvad den opdager, bliver jalousien tværtimod endnu mere forbitret, som om der for hver opdagelse af sandheden bare skulle afsløres endnu flere løgne.«
Alt kan bruges, intet er for småt. Efterhånden er det ikke til at se, om det er mistanken, der fremkalder jalousien, eller jalousien, der fremkalder mistanken. Og så kan den jaloux altid generere bebrejdelser, gøre sig til offer, måske spille syg for at tiltrække sig opmærksomhed, eller true med mord eller selvmord eller endda gøre alvor af det. I virkeligheden er det på den måde partneren, der er offer. Den jaloux kan endog selv ganske uden skrupler være den utro part. For Proust handler al jalousi i sidste ende om ens mistanke til sig selv.
Men man skal ikke være blind for, at partneren til den jaloux også kan spille og udnytte sin rolle til egen fordel. Har ens jaloux partner en forkert mistanke – og den jaloux har ofte en forbløffende tendens til at kigge de forkerte steder hen – kan man altid nære den for at få ro til at dyrke sine interesser anderswo (»Hun var den mest jaloux af alle kvinder,« sagde Simenon om en af sine mange elskerinder, »og som følge deraf den, der blev svigtet mest«).
Bliver svigtet opdaget, stiger jalousien til nye højder, og den utro partner må finde nye strategier. Sådan hygger man sig gevaldigt. I det mindste keder man sig ikke. Endnu en af parforholdets spiraler; der er forhold, så længe der er drama på.
Sygelig eller normal
Hvornår er jalousien sygelig, og hvornår er den normal? Det vanskelige spørgsmål satte psykoanalytikeren Daniel Lagache sig for at besvare i sin kortlægning af jalousien, som han i 1947 udgav i en over 700 sider lang og berømt bog.
Naturligvis måtte hans bog blive lang, for hvordan kan man andet end tøve med at svare på sådan noget? Alene de metodiske overvejelser ... Man ser hans problem: Det går ikke med forsøgspersoner eller spørgeskemaer, for der er det ved den jaloux, at vedkommende sjældent er jaloux i egen formening.
Eneste sikre materiale for psykologen er patienterne på psykiatriske afdelinger, de, som har truet med at gøre en ulykke på sig selv eller partneren eller andre eller faktisk gjort det. Men de indlagte er pr. definition syge. Hvad er forskellen til den mere almindelige jalousi?
Lagache svarer, at der i mange tilfælde ikke er noget som helst mærkeligt ved at være jaloux. Hvis nu ens partner faktisk har været utro, og man frygter en gentagelse. »Det er ganske normalt at være bange, hvor der er fare på færde.« Dog kun, hvis man ser faren i øjnene for at bekæmpe frygten.
Det er ikke normalt at lade sig overmande af frygten, at lukke sig inde i den faretruende situation uden at prøve at komme ud af den.
På samme måde er det normalt at blive ramt af jalousi, men at blive i den fører ikke til noget. Lagache skelner mellem den »reaktive« jalousi, hvor jalousien i mange tilfælde er en reaktion på virkelige hændelser, og så den decideret »sygelige« (morbide), hvor man dyrker jalousien, hvor man gør den til sin bolig, eller til en del af sin identitet. De fleste tilfælde af jalousi er grænsetilfælde mellem det normale og det sygelige. Og den helt klare grænse findes desværre kun i teorien.
Det er ikke nogen løsning at spærre Berthe inde og give hende en indsprøjtning af morfin, skriver Lagache om et tilfælde, »det er at undvige problemet og indrømme, at vi ikke magter at løse det«. Ikke bare forstår vi Berthe, vi tager også parti for hende. Det er for dårligt, at hendes mand ikke holder op med at være utro, vi vil gerne have ham til at opføre sig ordentligt. Men vi forstår også manden, »at han ikke kan holde det ud og er træt af det«. Berthe forekommer at være i en håbløs situation, og hendes hævntørst forekommer os barnagtig ...
Uvægerlig spørger man sig selv, om ikke den slags overvejelser hører til i en svunden tid, anno 1947. Hvis situationen vitterlig er håbløs, hvorfor går man så ikke fra hinanden? Sandt nok er det blevet mere almindeligt at spørge sådan. Det fanger bare ikke kernen i jalousiens problem.
Køn og jalousi
Den dag i dag er der mænd, der slår deres partner ihjel af jalousi, vel at mærke efter at forholdet er opløst (og ind imellem indgår den nye partner, eller de selv, i værste fald de fælles børn, i myrderiet). Ikke fordi mænd er mere jaloux end kvinder. Det er snarere omvendt. Mændene er bare mere voldelige, som Sten Hegeler forklarer, »og ude af stand til kvindernes langt mere raffinerede ondskab«.
En kvinde er kun halvt så meget værd som en mand, sådan er det helt bogstaveligt i nogle religiøse traditioner, hvor der skal to kvindelige vidner til, for at deres udsagn tæller lige så meget som en mands. Det er ikke kvinderne, der har magten i verden. Det kan de derimod have inde bagved, i hjemmet, i parforholdet. Men det er kun en lille magt i verdens øjne. Og jo mindre magt, man har, des mere klynger man sig til den. Det giver kvinders jalousi en særlig snert.
At det kan komme til hævnakter, efter at forholdet er opløst, viser imidlertid, at det ikke er forholdet om at gøre for jalousien, når man først har taget bolig i den. Man kan godt undvære partneren, men man kan ikke undvære jalousien. Det er blevet den, man identificerer sig med.
Jalousi kan være noget, man er disponeret for. Måske har der været fortilfælde af den i familien. Har man set sin mor eller far være plaget af jalousi? Eller måske har der været kappestrid om forældrenes kærlighed i børneflokken. Foretrak din mor eller far måske din lillebror eller lillesøster?
I gamle dage kunne forældre helt officielt have deres »yndlingsbarn«. Deres »øjesten«. Selv i en vennekreds kan der opstå jalousi. Man taler endnu i dag om sin »bedste ven« eller »bedste veninde«. Ikke sært, at de andre så må føle, at de ikke er de bedste. I skolegården var der også nogen, alle gerne ville være venner med. Og som så ofte vender man tilbage til barndommen. Dvs. det ulykkelige er, at det kan man ikke, den tid kan ikke gøres om; men reaktionsmønstrene kan godt gentages, og så gør man det. Man bliver det barn, man var.
Sådan kan jalousien til hver en tid aktiveres igen. Man udmaler sig de og de scenerier, for man er i sin egen fantasiverden. Den er helt ens egen, og der kan man have det for sig selv. Måske gør hun alle de frække ting med ham, som jeg ikke vil, foran spejlet? Hendes ben er længere end mine, hendes bryster er fastere, hun er meget yngre og ser bedre ud ... Eller: Han er garanteret bedre i sengen, end jeg er. Han har meget mere status / er rigere / mere kendt, end jeg er. Osv. Man tjekker partnerens kalender, hans eller hendes email, mobiltelefon, Facebook ... Eller man opsøger partneren på uventede tidspunkter, eller på kontoret, er tilfældigvis ved stoppestedet, hvor han eller hun plejer at tage bussen klokken dét og dét.
Et tysk ordspil siger alt om, hvad jalousi er, så lad mig citere og oversætte det her:
Eifersucht ist eine Leidenschaft,
Die mit Eifer sucht,
Was Leiden schafft
(Jalousi er en lidenskab,
Som ivrigt søger alt,
Der skaber lidelse)
Fantasien om partnerens svigt er en plage; man plages af sig selv og bliver dog ved at plages.
Mere end om partneren og mere end om én selv handler jalousien om kontrol. Mere end i noget andet aspekt af kærligheden er dens genstand her virkelig en genstand. Det kommer til at handle om at eje, som ejede man en ting. Det er muligt nok, at det er en frase, når man siger: Kærlighed kan ikke ejes. I så fald er det en frase, man ville gøre klogt i at tage alvorligt. Den jaloux ønsker kontrol over en anden og får det netop derved ikke. Hvad værre er: Den jaloux mister til sidst enhver selvkontrol.
Jalousi og misundelse
På mange sprog er der ikke forskel på jalousi og misundelse som på dansk. Det gælder eksempelvis fransk og engelsk. Lagache må kalde sin bog La jalousie amoureuse for at skelne fænomenet fra la jalousie sociale. Den sociale jalousi er misundelse på dansk. Den gælder naboens bil. Ved jalousi i amourøs betydning gælder den hans kæreste. Men er der egentlig nogen forskel? Man forstår godt forbindelsen. Den anden har noget, man selv vil have, eller man har selv noget, den anden vil have. Jalousi er en form for misundelse, men hvad man misunder, er det, nogen har.
Det er lidenskaben, der siger: Jeg vil have. Kærligheden siger: Jeg vil give. Eller bare: Jeg vil – dig. Som når man vil det bedste for den anden. Dét bedste, som giver den anden muligheden for at være præcis den, som vedkommende er. Nu vel, men kan man også ville den anden det så godt, at man ønsker ham eller hende det bedste i en andens arme? Hvis det nu er det, ens partner vil ... Det er meget forlangt. Nogle få kan og har det godt med det. Det store flertal kan ikke. Vi er en lille smule jaloux alle sammen. Vi vil gerne have.
Immervæk, der er langt fra de eksperimenter, nogen kan blive enige med hinanden om, til den kontrol og overvågning, som forhindrer ens partner i at have et selvstændigt liv. Man vil eje den anden helt, selv hans eller hendes tanker. End ikke i tanken må partneren synde. Man er sågar jaloux på partnerens fortid. Ikke nok med, at han eller hun ikke må have noget, der er helt vedkommendes eget, han eller hun må ikke engang have haft det.
Et af de mest jaloux mennesker, der har eksisteret, er Hitler. Nu skal det ikke handle om at trække nazikortet (Stalin var endnu mere paranoid), men det er dog tankevækkende, at en, som ville den totale magt, også ville den i kærlighed. Det er på en måde paradoksalt, at Eva Braun er gået over i historien som Hitlers elskerinde. Ganske vist var hun den, han var sammen med længst; på deres sidste dag sammen blev de endda gift. Hun fremtræder som en forholdsvis stærk, om end enfoldig kvinde. Alligevel skal hun have forsøgt selvmord. For en af Hitlers tidligere elskerinder, Geli Raubal, lykkedes det. Som flere af de andre var hun mindreårig, da han mødte hende, Hitler var endda hendes onkel og formynder. Efter Hitlers afbrydelse af hendes planer om ægteskab med Emil Maurice fik Geli Raubal et værelse i førerens nye 9-værelses lejlighed på Münchens Prinzregentenplatz, hvor betroede folk konstant holdt øje med hende, og som hun kun måtte forlade med Hitlers tilladelse. Ifølge Emil Maurice skal hun have omtalt sit værelse og lejligheden som sit »guldbur«. Efter knap to år der skød hun sig med Hitlers pistol.
Jalousi er smålighed, det kommer vi ikke udenom. Man snævrer den andens råderum ind, gyldent bur eller ej. Derved gør man skade på andre. Men jalousi er også selvskadelig virksomhed, den får det forhold, man ønsker, til at gå i opløsning. Det første, et menneske tænker på, når det bliver sat i bur, er at komme ud. Jalousi virker ikke efter hensigten.
Den rationelle udvej af jalousien er at sige til sig selv: Enten vil min partner mig, eller også vil han eller hun mig ikke. At sætte partneren under opsyn gør mig ikke mere villet. Tværtimod. Jeg er villet indtil den dag, hvor min partner tilkendegiver, at hun eller han vil en anden mere end mig eller bare ikke vil mig mere. Desværre er sådan en rationel vej først farbar, når man er kommet til fornuft.
Essayet stammer fra Søren Gosvig Olesens bog ’En lille bog om kærligheden’, der udkommer fredag på Akademisk Forlag.
Mest læste
Du skal være registreret bruger for at kommentere. Log ind eller opret bruger »