Læsetid: 8 min.

I Lykke-Pers søgen efter sig selv, finder vi næsten hele det seneste århundredes samfundsudvikling

Lykke-Per er et virkelig irriterende menneske. Han er selvoptaget, selvovervurderende, respektløs, hensynsløs, påståelig og utålmodig. Men det mest irriterende ved ham er selvfølgelig, at man genkender så meget af sig selv i ham. I anledningen af denne uges premiere på Bille Augusts filmatisering af Pontoppidans mesterværk af en samtidsroman, undersøger vi, hvad Pers skæbne kan sige os om både fortid og nutid. Pers skuffelser er nemlig vores egne
I Jakobe får Per en meningsfælle, når det gælder tiltroen til fremskridtet og teknologiens revolutioner. Hun er en belæst kvinde, der introducerer Per til de teorier og tænkere, der sætter fremskridtet ind i en helhedstanke, og hun optegner fronterne i den verserende kulturkamp for ham. Per og Jakobe spilles af Esben Smed og Katrine Greis-Rosenthal.

I Jakobe får Per en meningsfælle, når det gælder tiltroen til fremskridtet og teknologiens revolutioner. Hun er en belæst kvinde, der introducerer Per til de teorier og tænkere, der sætter fremskridtet ind i en helhedstanke, og hun optegner fronterne i den verserende kulturkamp for ham. Per og Jakobe spilles af Esben Smed og Katrine Greis-Rosenthal.

Rolf Konow

27. august 2018

11-årige Peter Andreas Sidenius har forbrudt sig mod Gud. Han sidder tavs ved middagsbordet, mens hans far alvorligt beder hans ti søskende om at samle sig i bøn for, at Gud vil tage deres bror i hånden og lede denne bort fra fortabelsen og syndens veje. Alle søskende græder af frygt for, at deres bror er for evigt tabt.

Ser I, Peter Andreas Sidenius har været på æblerov. Og det bliver da også skæbnesvangert for den lille præstesøn. Altså ikke, at han stjal to æbler. Men denne seance ved middagsbordet.

»Der nedlagdes i disse øjeblikke i hans hidtil sorgløse sind spiren til et uforsonligt slægtshad, en trodsig, stridbar ensomhedsfølelse, der blev sjælen og drivkraften i hans fremtidige liv.«

Det er her, vi første gang møder Peter Andreas Sidenius, der siden skal blive til Per, Lykke-Per som Henrik Pontoppidans værk om ham hedder. Et hovedværk i dansk litteratur, skrevet fra 1898-1904, der bærer et af de stærkeste kvindeportrætter i sig og i det hele taget er så overbevisende i sin persontegning, at karaktererne føles tidløse; en udviklingsroman. Men også en samtidsroman, der dog i sine skarpe observationer og analyser af samfundsudviklingen kan sige os lige så meget om i dag, som om dengang.

Peter Andreas Sidenius blev født ind i en pietistisk præstefamilie i Østjylland lige på det tidspunkt, hvor hele verden begyndte at åbne sig, og alle dens muligheder lagde sig først som et håb og siden et åg over menneskene.

I slutningen af det 19. århundrede var den nye generation træt af den gamle, der havde ført landet ind i en ydmygende krig med gamle våben og overtrukket en allerede tabt storhedstids kredit. Frigørelsestrangen og fremtidshåbet var store og altså også nået til familien Sidenius’ stolt ydmyge præsteslægt.

Undtagelsen Peter Andreas

Peter Andreas føler sig som en fremmed i sit eget hjem, som en undtagelse, et unikum. Han vil ikke beherske sig, som den strenge opdragelse fordrer. Han vil herske. Hans opgør med autoriteter starter allerede i hjemmet, og han bliver aldrig færdig med at kæmpe mod sin far. Det fortsætter, da han kommer til København for at læse til ingeniør.

Overalt, hvor han møder autoriteter, trodser han dem, når han ikke får deres anerkendelse. Og han ser med nedladenhed på dem, der indordner sig under det gældende system. Selv har han, i sin stærke tiltro til sit eget geni, som et moderne handlende menneske udtænkt et kanalprojekt, der vil revolutionere den jyske infrastruktur. Dertil har han opfundet turbiner, der kan udnytte både vindens og vandets energi og dermed tæmme selve naturens autoritet.

I slutningen af det 19. århundrede befinder landet sig i en rivende højkonjunktur. Og tiltroen til fremskridtet og den teknologiske udviklings tilsyneladende grænseløshed har grebet København, hvor det bedre borgerskab tørster efter mænd som Peter Andreas, der nu har taget navnet Per. Det 20. århundredes handlingsmand, ser de i ham. Ser Jakobe i ham. Per møder Jakobe, i den hovedrige og fritlevende salomonske familie, der som jøder altid har været forfulgt af autoriteter, og derfor tillægger dem lige så lille værdi, som Per gør.

Fremtidsvisionen

I Jakobe får Per en meningsfælle, når det gælder tiltroen til fremskridtet og teknologiens revolutioner. Hun er en belæst kvinde, der introducerer Per til de teorier og tænkere, der sætter fremskridtet ind i en helhedstanke, og for ham optegner hun fronterne i den verserende kulturkamp.

»Som hun plejede at sige: Et så lilleputagtigt land som det danske var i sig selv en urimelighed, et så lille og så fattigt land var i længden en umulighed. Hun ville have, at der skulle rejse sig en bevægelse herhjemme for at få folk til at forstå, at kun ved rigdom, ja, ved overflod befæstede en lille stat sin tilværelse og skabte sig respekt hos de store.«

Parrets fremtidsvisioner er omfangsrige. Som mange andre tror de på, at når afstandene mellem byer og lande bliver kortere, så bliver den i det hele taget mellem mennesker. Den gensidige afhængighed, som øget handel mellem landene skaber, vil bringe fred, lighed og fremgang med sig, forventer de. Med sit eget kanalprojekt er Per selvfølgelig en del af den fløj, der med teknologiske landevindinger som jernbanenettet og dampmaskinen i det hele taget betragter naturen som i værste fald end forhindring, der skal overvindes, og i bedste fald endnu et middel, der kan bidrage til fremskridtet.

Han fortæller Jakobe om en samtale med en billedkunstner, hvis yndlingsmotiv er den vestjyske brænding. Per har spurgt ham, »om han aldrig, når han havde siddet på stranden og malet disse kæmpebølger, var bleven vemodig stemt ved at tænke på den mængde herlig arbejdskraft, der her gik til spilde, og i årtusinder var gået tabt for menneskene og kulturen. Men så begyndte han jo straks at buldre løs med den stakkels gamle jeremiade om industrisjælens gemenhed og naturens vanhelligelse«.

I sin initiativrighed og tro på teknologien ser Per altså kun bølgernes nytteværdi. Alle de industrihjul de kunne trække med deres brølende kraft! Her ser vi sammenstødet mellem romantikeren og materialisten i slutningen af det 19. århundrede. Per har ikke meget til overs for kunstnerens afgudsdyrkelse af naturen. Men da han vender tilbage til Jylland og ser, hvordan bønderne har trukket linealer gennem landskabet for at profitmaksimere, og han opdager naturens åndelighed og genopdager den frihedsfølelse, naturen gav ham i barndommen, bliver han alligevel i tvivl.

Måske skal han finde løsningen på sin åndelige krise i naturen? I hvert fald ender han med at flytte til Cold Hawaii. Mere om det senere.

Skuffelsen

For før denne nye opdagelse af naturen kommer skuffelsen over fremskridtets resultater. Dens konsekvenser. Dens midler. De store investeringer bliver gjort med udenlandske lån (man taler ikke længere om landmændenes formue, men om hvor meget de skylder), storbyen vokser, mens landdistrikterne forarmes.

Landbefolkningen flytter til fabrikkerne i byen, hvor afstanden mellem palæerne i Bredgade og baggårdene i brokvartererne bliver større, tydeligere og fører arbejderkampe med sig. Ejendomsspekulanter bygger billigt og dårligt for hurtige lån i den voksende storby. I samtaler gøres Per opmærksom på vækstens ofre, men som et ekko af i dag konstaterer han, at udviklingen ikke kan standses. I begyndelsen med overbevisning i stemmen, til sidst resignation. Han blev aldrig den hersker, han havde drømt om, for noget er sat i gang, som dårligt beherskes.

Pers tvivlende sind søger igen den stridbare ensomhed, og han forlader Jakobe for at finde meningen med livet i et jævnt og virksomt liv på jord i Jylland. Som flere har sagt ham, så er disse naturmennesker i virkeligheden de lykkeligste. Han får fastansættelse hos de selv samme bønder, som han tidligere har anset for trælle af den muld, hvori alt initiativ synker i. Han gifter sig med datteren af en grundtvigiansk præst, som et sidste nådestød til det pietistiske hjem. Men Per vil først og fremmest være sig selv. Det er dette selv, han forsøger at finde ind til ved at frigøre sig selv fra alle autoriteter, alle normer, alle forventninger. Men intet sted finder han rigtigt hvile, føler han sig rigtigt hjemme, finder han tilfredshed.

Da han endelig får sin eksamen, et job, et hyggeligt lille hjem med hustruen Inger og deres børn, indretter han sit arbejdskammer, som det han havde i Nyboder, hvor han havde boet i sin ungdoms beslutsomme ensomhed. Her kulminerer den række af åndelige kriser, han gennemlever først efter sin fars død, igen efter sin mors og nu efter at have giftet sig med den grundtvigianske præstedatter. Flere gange har han forsøgt at nærme sig Gud, men som han siger: »Overalt hvor jeg har søgt ham, har jeg kun fundet mig selv.«

Som alle oprørere må sande, så er det nemmere at være i kampen end at leve i det vundne. I sit oprørs sejr, bliver man andres autoritet. Per bliver den frygtede far. Patriarken, på hvis luner alle andre indretter deres liv. Alt det, han aldrig havde troet om sig selv.

Til sidst forsager han alt i jagten på dette selv, han er overbevist om findes i den totale frigørelse. Han forlader sin familie, opgiver sit livsværk, flytter til Thy, hvor han ansættes som vejassistent, bor og lever i en art askese og tilbringer mest tid med sig selv og sine tanker. Til en nabo og ven betror han, at den højeste menneskelykke er »at blive sig sit eget selv fuldt og klart bevidst«.

Da han ligger døende, er han så optaget af, hvad der sker med ham, at han beder om et spejl, så han kan se den dødsproces, der allerede har grebet hans ben. Det er denne midaldrende Lykke-Per, de bærer over marken en oktobermorgen.

Børnene

Jakobes møde med Per besegler hendes skæbne, selvom de ikke bliver hinandens. Hun ser, hvordan Per bestandigt plages af sin fars spøgelse, hvordan han tynges af dennes formaninger og den magt, som hjemmets strenge religiøse opdragelse stadig har over ham. Han blev aldrig fri af det.

Ligesom mange andre i tiden omkring århundredskiftet bliver Jakobe fanget af de reformpædagogiske tanker og deres insisteren på, at gode børneliv skaber gode samfund.

»Samfundet som de skulle lære at se hen til med tillid og fortrøstning som deres usvigelige forsorg og beskytter, møder dem overalt i sin mindst tiltalende skikkelse: som en ufordragelig skolemester, et brutalt politi, et nærgående fattigforstanderskab, en præst, der taler til dem om død og dom og helvede. Hvor skal der under disse omstændigheder kunne vækkes en samfundsånd i dem hvoraf engang i tidernes løb en virkelig, borgerlig broderskabsfølelse kan udvikle sig?«

Efter bruddet med Per opretter hun en skole for de fattige arbejderklassebørn, der bliver flere og flere af i Københavns gader i takt med industrialiseringen og vandringen fra land til by. På Jakobes skole erstatter leg, lys, luft, vand og regelmæssige måltider religionsundervisningen.

Også Per synes bevist om, at hans egen tragedie startede i barndommen. I sin efterladte dagbog beskriver han en historie om en mand, der havde jaget sin søn så højt op i et træ med sine trusler om straf, at sønnen var faldet ned og blevet krøbling. Faren døde af skyld og skam, mens sønnen levede lykkelig og fri i sin kørestol.

Det er, som om Per ville spørge, hvordan hans eget liv ville have set ud, hvis den åndelige forkrøbling, han var blevet udsat for i barndommen, var blevet anset for lige så alvorlig som en fysisk. Da hans egne børn begynder at opføre sig som små frygtsomme sideniusser, er han overbevist om, at det bedste, han kan gøre for dem, er at forlade dem, og da han dør, donerer han den betydelige formue, han på grund af sin nøjsomhed har fået opsparet, til Jakobes skole. Måske er der håb for, at den næste generation kan opnå den frigørelse, han hele sit liv søgte.

’Lykke-Per’ har premiere den 30. august.

Nobelpristageren Henrik Pontoppidans hovedværk ’Lykke-Per’ får fladmast sit plot i oscarvinderen Bille Augusts filmatisering, der fokuserer på kærlighedsdramaet frem for kulturhistorien
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Malan Helge
  • Eva Schwanenflügel
  • Runa Lystlund
  • Trond Meiring
  • Tino Rozzo
  • Katrine Damm
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Knud Anker Iversen
  • lars søgaard-jensen
  • Ejvind Larsen
  • Hans Aagaard
  • Maj-Britt Kent Hansen
  • Oluf Husted
  • Morten Hjerl-Hansen
Malan Helge, Eva Schwanenflügel, Runa Lystlund, Trond Meiring, Tino Rozzo, Katrine Damm, Bjarne Bisgaard Jensen, Knud Anker Iversen, lars søgaard-jensen, Ejvind Larsen, Hans Aagaard, Maj-Britt Kent Hansen, Oluf Husted og Morten Hjerl-Hansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hej Nicole Perdu

Din formuleringsevne udi det danske sprog er så knap så fejlfri.

Moderator, hvor er du, når vi har brug for dig? ;)

Eva Schwanenflügel, Trond Meiring, Jan Damskier, Kristian Rikard og Lars Sell-B anbefalede denne kommentar

- Og i øvrigt tak for en grundig gennemgang af handlingsforløbet i romanen, som jeg må tilstå ikke stod specielt skarpt i min erindring.

Torben Lindegaard

@Katrine Damm

- Det er også meget længe siden, at jeg læste romanen; men pudsigt nok husker jeg stadigvæk min fascination af Pers forlovede, Jakobe Salomon.

Jeg glæder mig til at se, hvad Katrine Greis-Rosenthal får ud af rollen.

Jeg har laest Lykke Per 3 gange, og Jacobe, som af mange regnes for et af dansk litteraturs mest facinerende kvindeportraetter, facinerede ogsaa mig. I modsaetning til sin soester Nana er hun ikke traditionelt smuk, langt fra, naermest det man kunne kalde grim/smuk, med en anderledes, lidt dyster og ikke-dansk udstraaling, hvilket er en vigtig pointe i bogen. Derfor undrer det mig, at man har valgt en iflg. de mange fotos af Katrine mGreis-Rosenthal, en saa smuk og blidt-udseende skuespiller.