Læsetid: 13 min.

Med Lykkehjulet kom den rendyrkede pop og ubekymret materialisme til dansk tv

I anledning af 30-årsjubilæet for bruddet på DR’s tv-monopol producerer TV 2 nye afsnit af ’Lykkehjulet’ – det glitrende, gennemkommercielle amerikanske quizprogram, der i en let fordansket version blev kanalens første flagskib og indvarslede en ny tid i dansk tv. Pludselig var det fint nok bare at ville underholde. Medvirkende foran og bag kameraet fortæller her historien om, hvordan de sammen ændrede normen for, hvad dansk tv kan være
Michael Meyerheim var den første vært på Lykkehjulet. Han kom fra en stilling som journalist på Politiken.

Michael Meyerheim var den første vært på Lykkehjulet. Han kom fra en stilling som journalist på Politiken.

Nils Meilvang

6. august 2018

Redaktionens note: Alle interviewede optræder med deres daværende jobtitler.

Michael Meyerheim, første vært på Lykkehjulet: »Jeg havde været Politikens korrespondent i Washington fra 1983 til 1987 og var lige kommet tilbage til Danmark igen, da jeg blev kontaktet af Nordisk Film. De ville gerne invitere mig til en casting på et endnu uspecificeret program, sagde de. Jeg kan huske, at jeg bl.a. skulle interviewe Erik Balling og lave nogle andre øvelser foran et kamera. Det gik åbenbart godt, for bagefter sagde de, at de gerne vil bruge mig »til et eller andet«, når TV 2 startede.«

Søren Therkelsen, producer på Nordisk Film: »Nordisk Film havde vundet hovedentreprisen på programmer til TV 2, og min opgave var at finde en quiz til den nye kanal. Der var nogen på Nordisk Film, der selv ville opfinde et koncept, men forslagene havde slet ikke den samme enkle dramaturgi som det amerikanske Wheel of Fortune. Så i foråret 1988 begyndte vi at forhandle med ejerne af formatet.«

Michael Meyerheim, første vært på Lykkehjulet: »Jeg ved ikke, hvor tidligt tanken om at lave en dansk version af Lykkehjulet opstod. Men der må have rumsteret en eller anden idé om at lave en form for amerikansk gameshow, allerede da jeg var til casting, for bagefter blev jeg inviteret på frokost af direktøren i Nordisk Film, Hans Morten Rubin, som spurgte mig, om jeg havde ’fine fornemmelser’ i forhold til, hvad jeg gerne ville lave. Det svarede jeg nej til.«

Anette Rømer, underholdningsredaktør på TV 2: »Kravet til TV 2 var, at vi både skulle være en børs og en katedral – altså at vi både skulle være kommercielle og levere public service – og Lykkehjulet var tænkt som det program, der skulle lede folk ind til Nyhederne. TV 2 har altid skullet tjene sine egne penge, og i det mix, der løbende har været mellem de mere public service-tunge programmer og de mere indtægtsorienterede programmer, hørte Lykkehjulet åbenlyst til det sidste.«

Lykkehjulet sættes i gang.

Ritzau Scanpix

Søren Therkelsen, producer på Nordisk Film: »Lykkehjulet var et meget kommercielt format, som også handlede om at udstille produkter. I den amerikanske udgave var der meget guld, og alting var meget skinnende. Derfor var vi også lidt bange for, om programmet skulle komme til at virke for amerikansk og poppet.«

»Dansk fjernsyn var på det tidspunkt lidt gumpetungt i det, og hvis det, vi kom med, var alt for smart, ville der måske komme noget Jantelov ind over. Så vi fandt på forskellige måder at tone programmet lidt ned på. I vores bud på en dekoration forsøgte vi for eksempel at nedskalere glamouren med et hav af farverige cirkler, og på premiereaftenen havde vi hyret Sonja Oppenhagen og Flemming Jensen (skuespillere, red.) til at lave reklameparodier i løbet af programmet for at gøre lidt grin med det kommercielle aspekt. Og så vil jeg sige, at vi også var heldige med Michael Meyerheims medvirken. Hans humør fungerede rigtig godt på skærmen, han var en virkelig god vært.«

Lykkehjulet

  • Quizprogrammet Lykkehjulet blev sendt på TV 2 fra kanalens premiereaften, 1. oktober 1988, og frem til 2001.
  • Programmet blev hurtigt populært og havde i sin storhedstid omkring en million seere, der så de daglige udsendelser.
  • Forlægget er det amerikanske Wheel of Fortune, som blev opfundet i 1975 af mediemogulen Merv Griffin. Griffin, der også står bag Jeopardy, kombinerede ordgættelegen Hangman (på dansk galgeleg) med sin fascination af roulettehjul og opkaldte passende nok showet efter en af den romerske gudinde for held, Fortunas, faste attributter.
  • Oprindeligt hed Wheel of Fortune dog Shopper’s Bazaar med henvisning til det særtræk, at deltagerne ikke vinder penge, men point, som der i løbet af programmet bliver købt ind for i en gavebod med eksklusive varer.
  • Det var Lykkehjulet, der lærte danskere at bruge ordet plaid om et slumretæppe.

Michael Meyerheim, første vært på Lykkehjulet: »Jeg havde på det tidspunkt været journalist i næsten 20 år og syntes, jeg havde bevist, at jeg mestrede det traditionelle håndværk. Samtidig kunne jeg mærke, at jeg havde en lyst til at underholde. Jeg er ret sikker på, at mine kolleger på Politiken syntes, det var noget underligt noget. Men for mig var Lykkehjulet en sindssygt god måde at blive fortrolig med at lave TV. Det var et lærested og en legeplads. Og jeg kunne bare give efter for min lyst til at være underholdende og skabe god stemning.«

Anette Rømer, underholdningsredaktør på TV 2. »Lykkehjulet var 25 minutter i godt selskab med en bredt appellerende vært og nogle deltagere, som vi sørgede for at caste omhyggeligt, så de repræsenterede den brede befolkning. Det var en metode, der var ny i Danmark på det tidspunkt. Hvis du ser på de quizkoncepter, man havde i monopolets tid, så slæber de sig langsomt afsted. I Lykkehjulet var afviklingen rap og stemningen altid god.«

Søren Therkelsen, producer på Nordisk Film: »Vi var nogle af de første til at bruge publikumsopvarmere. Det var ikke et fænomen i dansk tv på det tidspunkt, men vi ville gerne sikre, at der var stemning og fest hele vejen igennem. Og Henrik Abel, der i dag er den bedste, mest brugte og højest betalte publikumsopvarmer på dansk tv, er faktisk et resultat af Lykkehjulet.«

Henrik Abel, rekvisitørassistent og senere publikumsopvarmer: »Jeg startede som rekvisitørassistent på Lykkehjulet, men fik hurtigt øjnene op for, at det, jeg allerhelst ville arbejde med, var publikumsopvarmning. Så jeg spurgte min chef, om det var muligt. Han sagde, det krævede erfaring med standup. Det havde jeg allerede, sagde jeg. Han svarede, at man også skulle have teatererfaring. Det havde jeg også lidt af, men han sagde bare: ’Nå. Ja. Men det kræver noget andet, end du har.’«

»Det var et meget tydeligt nej. Men et par uger efter blev en af opvarmerne syg, så vi manglede en til den tredje af dagens fem udsendelser. Chefen ville hellere vente på en anden opvarmer end at give mig lov. Men jeg kunne se, at alt var klar i studiet, og jeg tænkte, at hvis jeg gik i gang nu, ville han ikke stoppe mig, fordi det ville virke uprofessionelt. Så jeg gik ind foran publikum og gik i gang, mens han stod ude i siden uden at kunne gøre noget.«

»Det gik gudskelov godt, og bagefter fik jeg high fives af alle. Undtagen chefen, der skulle have mig med op på kontoret. Han skulede og sagde: ’Du skal gøre, som jeg siger. Er det forstået?’«

»’Jeps,’ sagde jeg.«

»’Er det FORSTÅET?’«

»’Ja.’«

»’Nå, men jeg kunne høre, at det opvarmning dér er du da egentlig meget god til. Det kunne være, det var noget for dig.’«

Lykkehjulet var tiltænkt en fremtrædende rolle i lanceringen af den nye tv-kanal TV 2. I månederne op til deadline kæmpede alle bag kameraet for at blive klar med de sidste forberedelser.

Ole Koefoed, scenograf på Nordisk Film: »Jeg havde været i Paris for at hente de tekniske tegninger, men da jeg kom hjem, manglede vi stadig et sted til at bygge selve lykkehjulet. Dengang havde Nordisk Film ikke nogen værksteder, der kunne bruges, så jeg fik i stedet overtalt smedeværkstedet på Danmarks Radio til at fremstille hjulet for os. Det var kompliceret, kan jeg huske.«

»Særligt én ting voldte problemer: nålen på lykkehjulet. Den skulle jo kunne holde til noget, når den slog mod alle de der mange 8-tommer søm, som sad hele vejen rundt på hjulet. Vi prøvede forskellige løsninger, indtil vi til sidst fandt ud af, at det bedste var at bruge en fjeder fra et damekorset. Den kunne både vippe frem og tilbage og give en lyd fra sig, når den slog mod stålsømmene.« 

Publikum varmes op.

Ritzau Scanpix

Søren Therkelsen, producer på Nordisk Film: »Det var lidt et kapløb med tiden at få afviklingsmekanikken til at fungere, fordi der var så mange elementer, der skulle spille sammen i et ret højt tempo, og tre gaveopstillinger, der skulle køres ind og ud af scenen. Logistisk arbejde af den karakter havde man ikke havde set før i et dansk program. Vi var i Frankrig og Skotland for at undersøge dekorationer, mekanik og afvikling der. Hvilke computerprogrammer man f.eks. brugte til at regne pointene ud. Vi endte faktisk med at være lidt på forkant, fordi vores afvikling var mere computerbaseret, moderne og enkel. Men maskineriet skulle også virkelig være fintunet, ikke mindst da vi begyndte at skulle lave så mange programmer om dagen.«

Blandt de mange forberedelser var også arbejdet med at få komponeret en ørehænger af en titelmelodi.

Jesper Ranum, komponist og manden bag Lykkehjulets kendingsmelodi: »I foråret 1988 blev jeg kontaktet af komponisten Klaus Kjellerup, som sagde, at han havde fået til opgave at lave musik til Eleva2eren og Lykkehjulet. Han spurgte, om vi ikke skulle dele opgaverne imellem os, og jeg fik Lykkehjulet. Jeg havde fået at vide, at programmet kun skulle køre seks-otte gange, så jeg havde ikke den store præstationsangst. Faktisk brugte jeg ikke særlig lang tid på at skrive den.«

»På det tidspunkt var elektroniske musikinstrumenter for alvor kommet i vælten, så jeg lavede melodien rent elektronisk og indlagde nogle breaks. Jeg synes selv, det lød ganske catchy, og det syntes TV 2 også – og det var sådan set det.«

»Melodien blev mit største hit, og rent økonomisk er det også ret interessant at få royalties for noget, der kører hver dag i TV. Så på mange måder har jeg været glad for melodien. Men på et andet plan har den også stigmatiseret mig. Indtil for få år siden troede folk stadig, at jeg sad og spillede på kinaorgel inde ved siden af Bengt Burg, og når jeg i dag bliver præsenteret, er jeg stadig ’ham, der lavede musikken til Lykkehjulet.’ Det er ikke nogen særlig tung kunstnerisk reference.«

Paul Becker, første Lykkehjulsdeltager: »Jeg var en fattig historiestuderende på Københavns Universitet, da jeg en dag i 1988 så en helsidesannonce i avisen, hvor der stod: ’Vil De vinde store præmier …’ – dengang brugte man ’De’ – ’så skriv til Nordisk Film, som søger deltagere til ...’ Og så videre. Det kostede tilsyneladende ikke andet end et frimærke, hvilket var noget billigere end datidens spillemuligheder, der stort set indskrænkede sig til Klasselotteriet og lodsedler fra Røde Kors. Og jo, jeg ville frygtelig gerne vinde store præmier, for eksempel ville jeg rigtig gerne vinde et musikanlæg.«

»Så jeg skrev til adressen og blev indkaldt til casting og senere godkendt som deltager til det allerførste program. Jeg kan huske, at Flemming Jensen og Sonja Oppenhagen til premiereaftenen havde lavet nogle indlagte sketches over temaet: ’Nu skal der reklamer i dansk TV, hvordan mon det vil se ud?’ En af dem handlede om tandpasta med fluor, og Flemming Jensen havde sørget for, at der blev indkøbt en kasse med sovende fluer, som kunne vækkes til live under optagelserne. Til gengæld stod der ikke noget i brugsanvisningen om, hvordan man indfanger fluerne igen, så da vi endelig kom ind i studiet og skulle optage, var det med fluer sværmende omkring os.«

Lykkehjulet fik premiere på TV 2’s åbningsdag, lørdag 1. oktober 1988, og havde efterfølgende fast ugentlig sendetid tirsdag, onsdag og torsdag kl. 18.30. Det var længe det mest populære program på TV 2. 

Michael Meyerheim, Lykkehjulets første vært: »Med ét blev jeg genkendt og kom i bladene og blev i det hele taget genstand for rigtig meget opmærksomhed. Så meget, at jeg ikke længere kunne gå i Tivoli alene. Jeg tror, det skyldes mindst to ting: For det første, at det var en meget simpel og let tilgængelig leg med regler, som var nemme at afkode og forstå. Og for det andet, at deltagerne var helt almindelige danskere – indtil da havde det været kendte, der gættede og legede og quizzede på skærmen. Så identifikationen var høj.«

Bengt Burg var vært på Lykkehjulet fra 1989 til 2000.

Morten Bjørn Jensen

Paul Becker, første Lykkehjulsdeltager: »Jeg endte med at gå i finalen og gættede det sidste ord: ’Rasteplads’. Det indbragte mig ikke alene det musikanlæg, jeg havde drømt om – B&O’s lange flade med indbygget CD og radio – men også et farvefjernsyn, som kostede kassen dengang, et par slalomski, et Ole Jensen ur og you name it!« 

»Men det vigtigste, jeg fik ud af min deltagelse, har ikke så meget med dansk mediehistorie at gøre. Den korte version er, at jeg efter det første program inviterede en af de andre paneldeltagere – Karina, en ung, smuk medicinstuderende fra Odense – ud, og vi blev kærester. En del år senere, da Karina og jeg ikke længere var kærester, skulle hun flytte til Aarhus for at afslutte sit studie, og så spurgte hun mig, om ikke jeg ville overtage hendes billige, gode lejlighed nede ved havnen i Odense, hvor jeg boede efter sjovt nok at have fået arbejde som speaker på TV 2. Det takkede jeg ja til.«

»Skråt over for min nye lejlighed var der på etagen oven over en balkon, hvor to søstre af og til fremviste deres ynder, og der gik ikke lang tid, før jeg havde mit første barn i maven på den ene af dem – og senere endnu et. Det var aldrig sket, hvis ikke jeg havde været med i Lykkehjulet. Det blev virkelig et lykkehjul for mig.« 

Søren Therkelsen, producer på Nordisk Film: »Lykkehjulet er rundet af en amerikansk tradition for gameshows i USA, hvor den fornemste opgave ikke altid er at skabe indhold til tv, men at reklamere for produkter. Den danske udgave var ikke helt lige så kommerciel. Blandt andet fordi leverandørerne ikke kunne se fidusen i at donere varer til gaveboden. I starten gik vi ud med en liste over, hvad vi troede, folk drømte om at vinde, og foreslog forskellige firmaer at donere deres produkter til os. Det ville jo være god reklame for dem, tænkte vi. Men det var simpelthen ikke muligt. Vi kunne få rabat, men det var sådan set det. Få år senere stod folk så nærmest i kø for at bidrage til gaveboden.«

Paul Becker, første Lykkehjulsdeltager: »Jeg kan huske, at jeg blev ret mopset, da jeg dagen efter det allerførste program læste Anders Bodelsens anmeldelse af Lykkehjulet i Politiken. Det var sådan en rigtig hovskisnovski-artikel, der kritiserede programmet for at være et billigt amerikansk koncept med dåselatter og halvprofessionelle deltagere. Han havde selvfølgelig ikke tjekket, om der nu også var dåselatter, det gik han bare ud fra. Og det viser meget godt, hvordan der lige fra starten var sådan en lidt automatisk nedladende skepsis over for programmet: ’Hvad var nu det for noget amerikansk noget med reklamer og al muligt?’«

Efter én sæson som vært på Lykkehjulet stoppede Michael Meyerheim og blev i stedet afløst af Bengt Burg, der beværtede programmet i 11 år fra 1989-2000.

Bengt Burg, vært på Lykkehjulet 1989-2000: »Den første dag, jeg var på Lykkehjulet, ringede TV 2’s daværende direktør og hævede ordren fra 150 programmer om året til 365. At sende tre gange om ugen var i forvejen danmarksrekord. At sende hver dag var endnu mere absurd i danske ører. Det troede man var umuligt i så lille et land. Men det var ikke nogen stolt mand, der gik hjem fra studiet efter den første udsendelse. Jeg syntes ikke, det gik godt, det var fyldt med usikkerhed og tvivl. Men det blev hurtigt til et fag, jeg kunne forfine, og så fandt jeg også ud af, at det ikke var hos en selv, guldet lå begravet: Det var i castingen af deltagerne.«

»Så jeg tog til USA og kom i lære hos casterne for moderlykkehjulet, Wheel of Fortune. Jeg var der hver dag et par uger, og der fik jeg ellers et chok. De var meget hårdere i deres udvælgelse, end man ville være i Danmark.«

Henrik Abel, rekvisitørassistent og senere publikumsopvarmer: »Det særlige ved Lykkehjulet var, at vi brugte revl og krat som publikum, fordi vi lavede så mange udsendelser. Den ene udsendelse kunne det være en døveforening, den næste en børnehave. Vi havde en konkurrence mellem opvarmerne om, hvem der havde flest gangstativer blandt publikum. Udfordringen var, at uanset hvem det var, skulle man have den samme stemning ud af dem. Gruppen skulle blive en enhed, der hjalp os med at lave en god udsendelse og sige de rigtige lyde. Det var spændende, syntes jeg, og det synes jeg stadig.«

Bengt Burg taler med publikum.

Ritzau Scanpix

Bengt Burg, vært på Lykkehjulet 1989-2000: »For at et quizshow skal virke, kræver det underholdende og interessante deltagere, som folk lægger mærke til. Hvis man så har en dame fra Hurup, der taler meget jysk, og en pedantisk jurist fra Svendborg, der er ved at besvime, fordi han ikke kan gætte et ord, som hende husmoren ved siden af gætter med det samme, så er det pludselig interessant.«

Søren Therkelsen, producer på Nordisk Film: »Hvorfor blev Lykkehjulet så stor en succes? For det første fordi det havde en række spilelementer, der appellerede meget bredt: Der var tilfældighedselementet i form af lykkehjulet, en ordgåde, man kunne gætte med på, og så den ret unikke kobling mellem bogstavernes værdi og præmiernes. Og så det her med at man kunne vælge løs i en gavebod, det var jo et drømmescenarie for mange. Det væltede hele tiden frem med nye spændende varer. Lykkehjulet havde en friskhed og et højt tempo, som ingen andre programmer havde dengang.«

Lykkehjulet drejede rundt for sidste gang den 31. december 2001 – efter 13 sæsoner og mere end 3.500 afsnit. Til efteråret vender Lykkehjulet tilbage i anledning af TV 2’s 30-årsjubilæum. Foreløbig med seks nye afsnit beværtet af Mikkel Kryger og Stephania Potalivo.

Underholdningsindustrien har aldrig før satset så massivt på at bringe død kultur til live igen – nu med Lykkehjulet. Det er nostalgisk eskapisme i en svær tid, men også en opmuntrende påmindelse om, at vi altid har haft brug for at gemme os i noget
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Nu har vi i årevis haft dybest set ækle programmer, der alle handler om at tjene penge uden at gøre noget særligt - og typisk ved at andre ikke ved hvad noget er værd - enten ved at købe for billigt eller sælge for dyrt.
Meyerheim er vel selv en fin eksponent for dette. Hvorfor bruge kræfter på journalistik når man kan tjene kassen på pop-tv.
Når dette er sagt, er det helt naturligt at plukke den lavthængende frugt og genlancere Lykkehjulet.
Og, jo, jeg så det da ind i mellem.
Men så lang tid efter er det eneste der rigtigt står tilbage, at Bengt Burg blev gift med CD-Mimi og efter lukningen promoverede sit nye politiske medlemskab af Enhedslisten !?
Husker I CD. Det var bilisternes og villaejernes og Israels venner. Meget langt fra Enhedslisten.