Læsetid: 13 min.

Mathilde Walter Clarks romaner søger mod eksistensens grundproblemer

Det er i romanens form, Mathilde Walter Clark erindrer og syr hele kontinenter sammen til en helhed. Og det er her hun finder tilbage til den far, hun troede at hun havde mistet
Det er i romanens form, Mathilde Walter Clark erindrer og syr hele kontinenter sammen til en helhed. Og det er her hun finder tilbage til den far, hun troede at hun havde mistet

Sigrid Nygaard

17. august 2018

Der er forfattere, der skriver romaner, hvor tidens store politiske kampe er skrevet ind som et helt implicit tema. Der er også forfattere, der i deres romaner søger svar på klimakrisen, flygtningeproblematikken eller andre af tidens største udfordringer. Og så er der forfattere – nok den største del – der i deres romaner søger mod eksistensens grundproblemer.

Sådan en forfatter er Mathilde Walter Clark. Ikke mindst i sin nye bog Lone Star, hvor hun i jagten på sin egen fraværende amerikanske far får skrevet en bog om at få kappet sine rødder, men alligevel høre til i verden, en bog om længsel efter sammenhænge, efter historie, sin egen lille historie og den større historie.

Mathilde Walter Clarks mor er dansk, hendes far amerikaner. De boede i USA, da hun var helt lille, forældrene blev skilt og moren tog Mathilde med hjem til Danmark. Fra da af var Mathildes samvær med faren reduceret til flygtige besøg i København, og fra hun var 11 til en række sommerophold i St. Louis med farens nye familie og søskende, som hun i mellemtiden viste sig også at have fået.

De to verdener, moren og farens verden, Danmark og Amerika, hang ikke sammen i en hverdag. Projektet i den nye bog blev derfor, at få stykket de verdener sammen.

Jeg møder forfatteren i gårdhaven til det idylliske lille rækkehus i Frederiksstaden i København, der nu i en årrække har dannet ramme om hendes voksne hjem.

Sigrid Nygaard

Allerede da hun var i tyverne og læste Paul Austers bog The Invention of Solitude vidste Mathilde Walter Clark, at hun på et tidspunkt ville skrive om sin fraværende far.

Og da hun for nogle år siden fik den tanke, at faren kan dø uden at hun overhovedet får besked om det, blev det presserende. For det hele ville bare kunne forsvinde, erindringen, sporene efter ham og hendes sporadiske liv med ham uden at hun fik mulighed for at få at finde ud af, hvem han egentlig var.

Til forskel fra Auster havde Mathilde Walter Clark ikke et barndomshjem efter den afdøde far fyldt af et helt livs ting, der efter døden skulle ryddes op i. Hun havde kun en fraværende far og intet barndomshjem.

»Min bog er også en kontrast til Auster, for han har adgang til tingene og tager dem for givet. Han kan endda konkludere, at ingen ting betyder noget. Det trak tæppet væk under mig, at han kunne tillade sig det, jeg ville ønske, jeg kunne være så ekstravagant, at jeg kunne ende med at smide ting væk og sige, at de ikke betød noget. Det kan man kun, hvis man har adgang til det, og hvis ikke får de næsten en overjordisk betydning.«

Kompositionen

Bogens første del, erindringsbogen, er skrevet på sorgen over at have mistet faren. Farens nye kone havde forbudt ham at besøge sin datter, og Mathilde Walter Clark vidste ikke, om hun ville komme til at se ham igen.

Den anden del, rejsebogen, er skrevet som rejsereportage fra Texas, hvor forfatteren først alene siden sammen med faren er på jagt efter farens texanske oprindelse og slægtninge.

Faren går meget op i slægtshistorien, så det var en indgang til ham, ligesom det ligger i tråd med det, forfatteren beskæftiger sig med, nemlig at forholde sig til det fædrene ophav og få syet kontinenterne sammen.

»Det udfyldte eller fremkaldte den usynlige amerikanske halvdel af mig selv, som på en måde også har været usynlig for mig selv.«

I bogstavelig forstand skriver hun i bogens anden del et texansk landskab frem, samtidig med at hun får knyttet den personlige historie til en større amerikansk historie.

»Jeg har ikke haft et landskab. Jeg flyttede rundt som barn og har derfor ikke et sted, som har været mit. Jeg misunder de forfattere, der har et landskab, de kan trække på. Det behøver ikke være så dumt og 1:1 at skrive om det landskab, men jeg synes i tekster at kunne mærke, hvis nogen har et landskab at trække på. Det kan være indbildning, men jeg forestiller mig, at hvis man er vokset op et bestemt sted, så har man et forhold til det sted, som er et sprogløst forhold og som først bliver til i det øjeblik, man flytter væk fra det. Og den erfaring har jeg ikke. Jeg har altid haft erfaringen af at komme til et sted.«

– Hvorfor er det farens og ikke morens sted som er grundstedet?

»Det tror jeg heller ikke, det er. Mit sted var min mor, hun sørgede for at være det sted, uanset at vi flyttede en del.«

– Men du kan ikke komme uden om, at du gør farens sted til urstedet?

»Hvis rollerne havde været byttet om, så tror jeg, at min mor ville være blevet min mytologi. Fraværsfiguren er den, der længes efter. Der er litteratur i fravær.«

I begyndelsen af bogen refererer Mathilde Walter Clark til et essay af Siri Hustvedt om, hvordan hun og hendes søstre hver dag ventede med forventningsfuld intensitet på, at deres far skulle komme hjem fra arbejde. Han var den hjemvendte helt, ledsaget af et kor, der råbte »Daddy’s home!«

Hun genfortæller scenen uden at forholde sig kritisk til den irrationelle mytologisering af den fraværende far.

»Jeg forholder mig ikke kritisk til det, jeg konstaterer det, fordi jeg tror, der er et skema. Jeg oplever det som indlejret i os, på samme måde som fugle der navigerer. Hvordan kan jeg ellers have sådan en genkendelse fra Siri Hustveds bog? Jeg har ikke haft en far, der kom hjem, hvorfor har jeg alligevel gået og lyttet efter hans trin. Det er da mærkeligt. Det kan godt være, at om tusinde år, når det bliver mere almindeligt, at det er en far der tager hjem med et barn og en taske under armen, mens moren bliver derude – eller det er moren, der er superforsker og ikke skriver så mange breve hjem – at mytologierne begynder at ændre sig.«

At genskabe erindringen

Hvordan blev ’Lone Star’ til?

»Jeg ledte efter noget, men vidste ikke hvad, bare at det ikke var det og det. Undervejs var der så en lyd, der svarer til en stemning. Det kompositoriske, rækkefølgen af de enkelte stykker, er svært. Det er prosaens forbandelse, fordi det jo er en løgn. Det er prosaens indbyggede løgn. Det, at tingene har en rækkefølge er jo kun, hvis man skal skrive et cv, men det er ikke en sandfærdig måde at skrive et menneskeliv på. Det er ligesom at lave jazz, det skal svinge.«

–Er det noget autentisk?

»Det er sjovt, at du taler om autenticitet, for der var hele tiden risikoen for at ødelægge det, som jeg ville bevare. Man kan komme til at lave et misfoster, eller at det ikke ligner det, jeg har inden i mig. Mine erindringer har ikke ligget klar som en fortælling.«

–Hvad mener du med det?

»De ligger ikke i et sprog, de ligger i stemninger, billeder, følelser og brudstykker af nogle ord. Der er næsten ikke noget sprog involveret. Når man sætter tingene i sprog, er der også en risiko for stor forvrængning. Jeg ledte efter det sted, hvor forvrængningen var tålelig for mig.«

Flere steder i bogen møder læseren forfatterens overvejelser over den form, hun skriver i. Det at skrive en erindringsbog er ikke nogen uskyldig proces, erindringerne skabes i og med sproget. Eksempelvis kan hun et sted forklare betydningen og brugen af ordet »pludseligt«.

Ved at komme med de overvejelser forstår man, hvor vigtigt og fundamentalt et ord kan være. Hun taler selv om at give en usikkerhedsmargin, ikke at sømme tingene fast og at den jakke, man syr med sproget, ikke bliver for stram.

Det samme gælder overvejelserne over tid. Tiden er rundt omkring i bogen til stede som en formmæssig udfordring, når hun eksempelvis arbejder med, hvordan de forskellige tider i et erindret liv, »der ligger og skurer mod hinanden«, skal repræsenteres i en narrativ struktur.

Tid er også farens yndlingsemne. Faren, der er fysiker, siger, at for fysikken findes tid slet ikke, den er ingenting i sig selv, højst et parameter i en ligning. Derfor har fysikken heller ikke et greb om nuet. For fysikken ligger det hele som på et kort. Alt der nogensinde er sket og det der vil komme til at ske ligger lige få fladt som på et kort.

Den menneskelige oplevelse er det eneste, der rokker ved fysikken, for vi har en oplevelse af, at noget er fortid, og noget er fremtid, og at der findes et nu, som er kvalitativt anderledes end alt andet. Den kvalitative forskel er ifølge faren et tegn på, at der er noget uden for det fysiske univers, der sætter det i gang.

Faren udleder heraf en abstrakt gudsforestilling, og den måde at se tid på bliver også et kompositorisk greb for bogen.

Sigrid Nygaard

Erindringsbog eller roman

Mathilde Walter Clark synes ikke, det er interessant at diskutere, hvorvidt hendes bog er en roman eller erindringsbog.

»Det med genrer interesserer mig ikke. Inde på aviserne har I travlt med krukkede genrebetegnelser. Da jeg var færdig med min bog, så var det meget enkelt. Det er jo en roman og endda en meget klassisk roman. Der tager jeg ikke nogen ved næsen.«

Mathilde Walter Clark ser sin bog som skønlitteratur, men ikke som fiktion.

»Skønlitteratur har en sprogbehandling som er litterær, og det har mit arbejde bestået i. Jeg opfatter det ikke som fiktion. Jeg prøver ikke at skildre en autoritativ virkelighed, men det er ikke en fiktion i forhold til, hvad der var inden i mig og som jeg uforfalsket ville have til at blive til prosa.«

Man kan indvende, at det meste i bogen er fiktion, for ingen kan på årtiers afstand ned i detaljer huske, hvad der blev sagt i en familie, i hvilken rækkefølge tingene skete, og præcist hvordan replikkerne faldt.

»Mine erindringer ligger jo ikke opbevaret som sprog, som narrative strukturer. Jeg tror nøjagtigt at huske, hvad der blev sagt, men i det øjeblik jeg skal til at skrive det ned, så er jeg ikke længere klar over, hvad nogen siger. Det er underligt, at jeg kan have en idé om, hvad der skete og blev sagt, og så kan jeg alligevel ikke fremkalde den dialog. Der er kun en flosset fornemmelse af emnerne, stemningerne. Derfra er det samme slags arbejde som enhver anden roman: For at få personerne til at leve på siderne, er jeg nødt til at digte dem, og der er ingen forskel på, om det er en virkelig person eller fiktiv.«

Hun tilføjer.

»Det er derfor, at hver gang der kommer en roman, hvor der er et stort overlap mellem jeget og forfatteren – eller fuldstændigt overlap som her – at det fører til nogle bøvlede diskussioner. Forfatterne insisterer på, at det er digtet, mens kulturfolk på aviserne ser det som krukkeri og vil have, at det bare er rigtigt. Men det sker ud fra overfladisk idé om, hvordan vi opbevarer det, vi oplever, at det allerede ligger som færdigt sprog. Det gør det jo ikke. Jeg må først opfinde det sprog, som en historie skal fortælles i. Og allerede i det med rækkefølge begynder man at lave en fortælling.«

Fremmed fugl

– Hvor føler du dig litterært hjemme?

»Måske mere i USA og Sydamerika. Det er sjovt, du spørger, for måske er der noget i den måde, jeg bruger jeget på, som er amerikansk. Der er noget i det essayistiske jeg, det rummer mange muligheder, fordi det både er forankret i en person og løsrevet fra personen. Det biografiske er ikke det vigtige, hverken min eller min fars. Det vigtige er det relationelle, som så tilfældigvis er os.«

Mathilde Walter Clark er selvfølgelig en del af dansk litteratur, men hun er samtidig lidt en fremmed fugl.

»Jeg er før blevet kaldt fremmed fugl, og det bliver jeg altid glad for. Der er nogle amerikanske fortællemåder, som jeg føler mig beslægtet med, men jeg føler mig også forbundet med en dansk tradition, såsom H.C. Andersen og Karen Blixen. Og jeg beundrer mange nutidige prosaister og deres sprog. Jeg beundrer Thomas Boberg og hans rejsemindebøger, han er også en fremmed fugl. Han står med et ben ude i verden, og det gør jeg også.«

Politisk uenighed

En person fremstår særligt usympatisk i Lone Star, og det er farens nye kone. I begyndelsen af bogen hedder det, at hun »lignede en af disse anskuelighedstegninger over menneskets fysiognomi som man ser i gamle lærebøger«, og hun kunne »være tegnet af en af disse østrigere, Gustav Klimt eller Egon Schiele«.

Hun er med Mathilde Walter Clarks karakteristiske spidende humor skildret som den onde stedmor. Det er hende, der forhindrer faren i at besøge sin datter i flere år. Hun er lunefuld og uforudsigelig.

»Hun tilhører det pludseliges kategori. Det er også en kategori hos Kierkegaard, faktisk hører det til det dæmoniske, det er det, der ikke er i kommunikation med oververdenen, der hvor det indre og det ydre ikke er samstemmende. Hos min fars kone ytrer det sig blandt andet i den måde, hun kører bil på.«

Men har hun gjort sig tanker om, hvordan farens kone vil reagere på bogen, hvis den nu bliver oversat til engelsk?

»Hun har ikke fået et navn, af anstændighedshensyn, men et bogstav. Den måde, jeg har forholdt mig til den problematik har med hele bogens problematik at gøre. Jeg har tænkt over det, men det har ikke virket forstyrrende for mig. Jeg har følt mig fri undervejs og kunne gøre og sige, hvad jeg ville. Hun hører med til historien, jeg har ikke været uretfærdig i forhold til hende, andre vil kunne genkende hende. Jeg ville heller ikke have, at min far blev ked af det. Hans gave til mig er, at jeg har været fri til at skrive den bog, præcis som jeg ville.«

Da Mathilde Walter Clark omsider får et forhold til sin far, viser der sig også en række fundamentale uenigheder. Hun har tidligere her i avisen ført en lang dialog med faren om deres forskellige syn på politik. Han stemte på Donald Trump ved valget.

Hun taler godt nok om ham som »en skuffet demokrat«, men han har holdninger, som hun slet ikke kan sympatisere med. Han er også for den nuværende våbenlovgivning og affejer hendes protester ved at henvise til, at hun alligevel ikke forstår amerikanerne. Det rummer hun i bogen uden fordømmelse.

»Som yngre akkumulerede jeg bitterhed. Jeg fortryder at have brugt dyrebart liv på at nære den bitterhed, for der kommer ikke mere ud af det. Det er ikke meningsfuldt at være kritisk. Vi har vores uoverensstemmelser, og det har taget lang tid at finde ud af, at det ikke fører nogle vegne. Min fars og min indstilling siger noget fundamentalt om hele den våbendebat, om de positioner der er, og hvorfor de ikke kan nå hinanden med argumenter. Bevæggrunden for de argumenter ligger ikke i sproget, de ligger før sproget, og så er det, at det kan være lige meget, hvad man siger i de argumenter, fordi det hele handler om, hvordan man har det med de folk, der tropper op foran ens dør.«

Og hun fortsætter.

»Enten går man ud fra, at de har overvejende positive hensigter, og den tillid kan så blive misbrugt, eller man kan have det på den anden måde. Det er den helt primære indstilling over for støvskyen, der nærmer sig i det fjerne. Og det er den, der ytrer sig i hele politiske filosofier, og hvorvidt man skal have lov til at købe våben eller ej. Jeg har haft forbumlede diskussioner med min far, hvor vi bliver sure på hinanden og ikke kommer nogen vegne. Det behøver jeg ikke at gentage, jeg kender allerede dramaturgien, det er meget mere interessant at gøre det andet.«

– Gør du det for din egen skyld, for den anden eller den tredje?

»Det er svært at skille de to ting ad, fordi man næsten selv bliver den tredje betragter. Min position er blevet mindre positionel og mere som den tredje betragter. Man kan ikke skrive noget ordentligt, hvis man er alt for positionel, man er faktisk nødt til at være lidt løsrevet.«

Mod slutningen af bogen kommer Mathilde i besiddelse af morens breve til faren. Heraf fremgår det eksempelvis, at en sommerfuglebroche, hun som barn fik i gave af faren efter en rejse til Mexico, og som hun siden har knyttet sig til, i virkeligheden var købt i en lokal amerikansk souvenirbutik, fordi faren havde glemt alt om, at han havde lovet at sende noget fra rejsen.

Og det viser sig, at det er moren, der efterfølgende har fået ham til at sende denne erstatning for glemsomheden. Og på lignende vis er der andre eksempler i de breve på, at faren på mange måder er morens værk.

Da hun opdager det, bryder hun imidlertid ikke sammen.

»Min mor havde gået og skabt en illusion, men jeg ser det som et meget kærligt forsøg på at få min specifikke far til at overlappe bare en lille smule mere med en almindelig far. Det smukke er, at hun havde gjort det og aldrig havde sagt det. Det andet er, at min far har taget imod den hjælp, han havde brug for, for at blive den far. To mennesker samarbejder om at få noget til at lykkes.«

–Din mor spiller en absolut birolle i bogen. Hvordan har hun så forholdt sig til på den måde at være skrevet ud på et sidespor til fordel for faren?

»Det handler om det andet. Det er en meget personlig bog, men jeg er meget privat. Og på en måde så tilhører min mor mit privatliv. Hende ville jeg ikke kunne skrive om.«

–Så du vil ikke nu bagefter skrive bog om din mor?

»Nej, for den her bog er på en måde også bogen om min mor.«

Mathilde Walter Clark har et varmt blik for det menneskelige i sine brovtende personer
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Grethe Preisler
Grethe Preisler anbefalede denne artikel

Kommentarer

Grethe Preisler

Tak Mathilde for endnu en gang at minde en gammel kone og medsøster om, at 'ærlighed' uden kærlighed er grusomhed.

Og held og lykke på din videre færd gennem vildnisset som skønlitterær forfatter uden vejviserskilte med løftede 'pædagogiske' pegefingre.