Læsetid: 5 min.

Max Martin er den kamerasky svensker, der har skrevet pophits for Adele, Taylor Swift og Britney Spears

Max Martin er stort set ukendt hos masserne. Men han er sangskriveren og produceren bag megahits for Celine Dion, Adele, Britney Spears, The Weekend, Taylor Swift og Robyn. Og som hitleverandør er han kun overgået af John Lennon og Paul McCartney
Max Martin er stort set ukendt hos masserne. Men han er sangskriveren og produceren bag megahits for Celine Dion, Adele, Britney Spears, The Weekend, Taylor Swift og Robyn. Og som hitleverandør er han kun overgået af John Lennon og Paul McCartney
2. august 2018

Det kommer sikkert ikke som nogen overraskelse, at Paul McCartney og John Lennon ligger øverst på listen over sangskrivere med flest nummer et-hitsingler i USA. Hvad der er mere overraskende er givetvis, at som nummer tre finder vi en svensker ved navn Max Martin – med 22 tophits mod McCartneys 32 og Lennons 26.

Den 47-årige svensker værner om sit privatliv og laver meget få interview. Men han står bag enorme pophits som Britney Spears’ »...Baby One More Time« og »Oops!...I Did It Again«, Katy Perrys »Roar«, Taylor Swifts »Shake It Off« og The Weeknds »I Can’t Feel My Face«. Som Adele sagde i et interview i november 2017 på NPR:

»Han har bogstavelig talt skrevet hvert eneste afgørende soundtrack til mit liv.«

Samtidig ligger Max Martin nummer to på listen over de mest succesrige producere i USA med hans 20 nummer et-hits kun overgået af den femte beatle, George Martins 23.

The New Yorkers John Seabrook har skrevet om ham, at »han er det nutidige poplandskabs Cyrano de Bergerac, poeten der gemmer sig under populærsangens balkon, hviskende melodier som er blevet til karriereskabende plader«.

Uhørt popkulturel raptus

Det hele starter med, at en ung mand ved navn Karl Martin Sandberg i 1993 træder ind i Cheiron Studios i Kungsholmen i Stockholm, hvor popgruppen Ace of Base er i gang med at mixe deres kommende hit »The Sign« sammen med Denniz PoP (død af kræft i 1998) og Tom Talomaa.

Sandberg er droppet ud af Stockholms Södra latinskole, hvor han har haft musik som hovedfag, for i stedet at være forsanger i glamrockbandet It’s Alive. Denniz PoP har skrevet kontrakt med Sandbergs band – uden videre succes. I stedet falder Martin omgående for energien i studiet, i arbejdet mellem producerne og popmusikerne. Og det på trods af, at han ikke aner, hvordan studiet fungerer. Så det bruger han de næste to år på, i rollen som en slags praktikant. Og undervejs bliver Karl Martin Sandberg af Denniz PoP omdøbt til Max Martin. Og så er der tre i Cheiron-teamet.

Blå bog: Karl Martin Sandberg

  • Født i 1971.
  • Producer og sangskriver.
  • Kendt under kunstnernavnet Max Martin.
  • Født 26. februar 1971 i Stockholm.
  • Bor med sin familie i Los Angeles.
  • Sangskriveren og produceren bag nogle af de største hits fra Britney Spears, Adele, Justin Timberlake, Celine Dion, Taylor Swift, Katy Perry, Backstreet Boys og The Weeknd.
  • Modtager af den prestigiøse Polar Prize i 2016 – tidligere vindere er blandt andet Paul McCartney, Joni Mitchell, Stevie Wonder, Karlheinz Stockhausen, Dizzy Gillespie og Metallica.
  • Han har også – ti gange – vundet den amerikanske sangskriverorganisation ASCAP’s pris som Songwriter of The Year.

De tre producerendes forcer er mange, ikke mindst deres vildt blandede musiksmag, men også at Martin kan læse og skrive noder og er en ferm sanger, der simpelthen kan demonstrere for stjernerne, hvordan de skal synge. Og trioens fælles afsæt i metalscenen bruger de i disse tidlige år til at stjæle genrens grandiose omkvæd og klippe dem ind i popskabelonen. I de sene 90’ere er resultatet af dette lyden af noget genkendeligt, og som om at fremtiden er ankommet. Popsange med en syntetisk lydsovs af keyboards gennemhullet af superfrække riffs og tungt stemplende, men alligevel funky rytmik.

Det kan alt sammen høres på Martin og PoPs »Everybody (Backstreet’s Back)«, som de laver for Backstreet Boys i 1997. De bliver fløjet ind fra London, Cheiron-studiet bliver belejret af fans og de må installere en hemmelig elevator til boybandet. Det er Martins første internationale nummer et-hit, og siden er de kommet i en lind strøm – eller måske snarere i en popkulturel raptus, som nu har varet i over to årtier. Noget stort set uhørt i musikhistorien.

Einsteins kollektive geni

Trods den dundrende succes holder Max Martin sit ego nede. Han er i stedet en ny tids hitmester, fordi han har forstået samarbejdets værdi – lige som Albert Einstein (uden sammenligning i øvrigt), der ikke bare var genial på egen hånd, men også var en mester til at sammensætte sit team. Einstein forstod, at et hold med stor diversitet – og ikke det ensomme geni – er den bedste kreative motor. Det er noget, man i dag endda underviser i på Copenhagen Business School.

Hjemme i Sverige skaber Martin i 2013 Wolf Cousins (opkaldt efter karakterer i en svensk børnetegneserie), som er en samling af sangskrivere, der i forskellige konstellationer er medsangskrivere på Martins megahits. Der er tale om folk som popstjernen Tove Lo, Alexander Kronlund fra The Cardigans, stjernesangskriveren Johan ’Shellback’ Schuster og for nylig iransk-svenske Laleh, der bidrager med hver deres ekspertise – om det så er melodi, omkvæd, vers, beatet.

Derfor kan man også finde rigtig mange sangskrivere på Max Martins produktioner, typisk fire-fem styks sangskrivere. Ja, om hans modtagelse af den prestigiøse Polar Prize siger han, at han deler prisen med sit væld af samarbejdspartnere.

Wolf Cousins opererer stadig med Martin, nu hvor han definitivt er flyttet med familien til Los Angeles, til to huse, hvoraf det ene er et studie. Ifølge svenske Jan Gradvalls store – og sjældne – interview med manden i avisen Dagens Industri har Frank Sinatra tidligere ejet det og Marilyn Monroe har haft en lejlighed i komplekset. En svensk popsnedker i en amerikansk mytologisk ejendom.

Bach, Bee Gees, Prince

Men hvad med hans musik? Well, vi ville ikke prise Max Martin, hvis ikke hans hits – undtaget nogle forcerede eller sentimentale ulideligheder – var så fremragende. Tag bare Britney Spears’ gennembrud »...Baby One More Time«, der er en eksplosiv omfortolkning af soul, og hvor ensomhedens universalitet har udmøntet sig i et universelt omkvæd: »My loneliness is killing me.«

Eller lyt til Ariana Grandes »Into You«, som i podcasten Switched On Pop bliver gennemgået i over 45 minutter. Værterne trækker her paralleller til både Bach, Bee Gees og Rolling Stones. Og de taler om trompe l'oeil-kunst, altså malertricket fra barokken, hvor det realistiske motiv snyder øjet. Her er det så musikken, der snyder øret, og det skyldes, at baslinjen føles virkelig kompleks, men at den rent faktisk bare følger en helt normal skala. Vi narres. 

Selv beskriver Max Martin sit grundtrick som en kontrasteringens kunst. Han har for eksempel lyttet til Prince, der ofte bruger præcis det samme grundspor – akkorder, rytme og det hele – i vers og omkvæd, men i stedet gør arrangementerne af de to radikalt forskellige. For eksempel på »Let’s Go Crazy« eller – i Martins version – på svenske Robyns »Do You Know (What It Takes)«. Det sikrer, at lytteren føler sig hjemme i omkvædet uden at kende det. Mens et andet af hans tricks er altid at finde den rette sanger til sangen. Ellers dropper han sangen.

Nørder ville man have kaldt Max Martins særlige art engang. En særlig mennesketype, der nyder at sidde i studiets mørke og dreje på knapper dagen lang. I dag er de gulddrengene, som superstjernerne er 100 procent afhængige af. Og Max Martin er pt. den største af dem.

Serie

30 suveræne svenskere

Efter vores kanon over tysk kultur og russisk kultur portrætterer Information nu 30 svenskere, der suverænt har formet ikke blot svensk kultur, samfund og selvforståelse, men som også har formet, inspireret og forandret os her over Sundet – med blandt andet botanik, pop, poesi, film, politik, dramatik, ulovlig streaming og billige møbler.

Seneste artikler

  • På grund af Astrid Lindgren vokser de fleste skandinaviske børn op i Småland

    17. august 2018
    Astrid Lindgren måtte svigte et barn, da hun nærmest selv stadig var et. Måske var det derfor, hun altid blev anfægtet på børns vegne. Og derfor hun altid opfandt en Søndeneng, et Nangijala, en Mattisskov, hvor de kunne sejle med deres barkbåde, kæmpe mod drager, synge som en nattergal, mødes med de underjordiske og bestemme over deres egen skæbne
  • Gunnar Ekelöf skabte sit eget ensomme kongerige i skandinavisk litteratur

    17. august 2018
    Den svenske digter Gunnar Ekelöf var sine læseres bedste ven, digternes digter, forskernes udfordring og tænkernes inspiration. Og så lærte han os at stole på ensomheden, lytte til naturen og være samtidige med oldtiden
  • Gud skabte – Linné ordnede

    17. august 2018
    Præstesønnen fra Småland skabte et sprog til at benævne den levende verden, indførte en slags arternes ligestilling og pegede frem mod Darwins evolutionslære 124 år senere
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu