Læsetid: 10 min.

Mød holdet bag ’Gift ved første blik’: »Der var engang én, der syntes, hans bryllupstale havde været meget sjovere end det, man så på tv«

’Gift ved første blik’ er et af de mest succesfulde danske tv-koncepter i nyere tid og udbredt til hele verden. Men den danske version er stadig bedst. Vi har talt med alle led i produktionskæden for at forstå, hvordan man gør fem ugers ægteskabskaos til godt tv
Bygningsstruktøren Ronnie fra Benløse bliver gift med kasinodealeren Cecilie fra Roskilde. Få timer efter deres første møde - og bryllup - giver han denne statusopdatering på sine følelser til kameraet:

»Lige nu da er jeg sådan ret nysgerrig, om … om hun føler det, som jeg tænker, om hun synes, jeg er for rapkæftet, eller om hun sidder med en tanke, der er noget lignende min, eller om vi simpelthen er hver vores sted, om det er mig, der kigger fuldstændigt forkert eller føler et eller andet forkert, så det … det fylder meget lige nu.«

Bygningsstruktøren Ronnie fra Benløse bliver gift med kasinodealeren Cecilie fra Roskilde. Få timer efter deres første møde - og bryllup - giver han denne statusopdatering på sine følelser til kameraet:

»Lige nu da er jeg sådan ret nysgerrig, om … om hun føler det, som jeg tænker, om hun synes, jeg er for rapkæftet, eller om hun sidder med en tanke, der er noget lignende min, eller om vi simpelthen er hver vores sted, om det er mig, der kigger fuldstændigt forkert eller føler et eller andet forkert, så det … det fylder meget lige nu.«

DR Presse

31. august 2018

Redaktøren

Sofia Fromberg. Med for tredje gang. 

»Jeg arbejder på DR, og når vi begynder produktionen af en ny sæson, diskuterer jeg med produktionsselskabet og psykologerne, hvad vi skal gøre anderledes end i sidste sæson. I år har vi talt om, hvordan vi kan blive bedre til at hjælpe parrene. Selv om de medvirkende er gode match, så kræver det hårdt arbejde. Derfor sender vi i år de medvirkende i terapi, inden de bliver gift, så de kan forholde sig til deres egne mønstre og den bagage, de slæber rundt på.

En anden ændring er, at de medvirkende får lidt at vide om, hvem de skal giftes med, inden brylluppet. Vi har erfaret, at de nogle gange bruger så meget energi på, hvem der venter derude, at det går ud over åbenheden.

Herefter overlader jeg arbejdet til produktionsselskabet. Hvis der opstår kriser, tager jeg mig af det, men ellers er næste gang, jeg er inde over, når jeg får programmerne til gennemsyn. Jeg ser på, om man forstår det hele, og om vi udstiller nogen for meget. Det skal være så tæt på den virkelige historie som muligt, men hvis en medvirkende har sagt noget, der kan afføde mange krasse kommentarer, når programmet kommer ud, vil vi vurdere, om det er nødvendigt for historien.

De medvirkende får tilsendt programmet et par dage før, det bliver sendt, og så kan det ske, at en scene ikke er helt, som de selv husker den. De medvirkende har jo ingen redigeringsret, men hvis de føler sig forkert fremstillet, er det min opgave at lytte og tage det alvorligt og så undersøge det, de påpeger.

F.eks. var der engang en, der syntes, hans bryllupstale havde været meget sjovere end det, man så. Produktionsholdet så så bryllupstalen igennem og lavede en systematisk gennemgang af, hvornår den var sjov, og hvornår den var alvorlig. Ud fra den kunne vi se, at der var en rimelig fordeling i det minut, vi bragte. Vi er også bare nødt til at vise det, der gør folk sure eller kede af det eller glade, hvis man skal forstå historien.«

Casteren

Henrik Mathiassen. Med for anden gang.

»Vi er to castere, der i løbet af fire måneders fuldtidsarbejde finder frem til den gruppe ansøgere, vi synes egner sig til programmet. Herefter lader vi eksperterne – psykologerne Gert Martin Hald og Mette Smidt – finde ud af, hvem der skal danne par. I år var der knap 600 ansøgere. Et overtal var kvinder. Vi havde håbet, vi kunne få et homoseksuelt par med, men desværre var der ikke nok til, at der var nogen, der matchede.

Ansøgerne skriver  ind om sig selv, deres fortid, livssituation og interesser. Så sender vi et skema, de kan udfylde, og hvis det ser brugbart ud, ringer vi og snakker med dem. Allerede dér begynder vi at tale med dem om processen. Vi spørger, om de har fortalt deres nærmeste, at de har søgt om at være med i programmet. Det nytter ikke noget, at man er helt alene, når man kaster sig ud i det her projekt. Der skulle også gerne komme nogen til brylluppet.

Vi inviterede ca. 200 stykker til casting i år. Her spørger vi til deres kærlighedsliv, ser, om de kan glemme kameraet og sikrer os, at de er klar på hele processen. Vi prøver også at forklare, at det jo ikke hedder kærlighed ved første blik. De får en god chance med deres match, men det er ikke sikkert, at det umiddelbart er drømmemanden eller -kvinden, der kommer gående på bryllupsdagen. Sådan kan den anden person jo også have det.

De, der går videre, besvarer et spørgeskema og laver en attraktionstest, hvor de vurderer billeder af en masse mænd eller kvinder, så man kan se, hvad de er tiltrukket af. Og så bliver de screenet af en psykolog, der finder ud af, om de kan holde til at være med.

I andre programmer, går man tit efter nogle vilde typer, der kan levere fantastiske citater og synes, det er sjovt at være i fjernsynet. Sådan er det ikke i Gift ved første blik. Her caster vi efter sandsynligheden for, at det vil lykkes. Nogle sprang fra på grund af kolde fødder, nyt job eller mødet med en mulig kæreste, og så var der en pulje på 160 tilbage.«  

Parforholdseksperten

Mette Smidt, psykolog og parterapeut. Med for anden gang.

»Før min kollega Gert Martin Hald og jeg matcher parrene i Gift ved første blik, har ansøgerne svaret på et spørgeskema med 500 spørgsmål om en masse forskellige parametre som seksualitet, interesser og personlighedstræk. Det er et statistisk værktøj, der siger noget om, hvem der ligner hinanden, og hvad man leder efter hos en partner.

Den anden del af matchningsarbejdet er en afklarende samtale med dem, der stadig har en god chance for at finde et match efter gennemgang af spørgeskemaerne. Vi taler om, hvilke mønstre de plejer at havne i, når de indgår i et parforhold. Det gælder særligt den grad af nærhed, man ønsker i et parforhold. Man behøver ikke være ens, men det er godt at vide, hvordan man reagerer, hvis ikke man bliver tilfredsstillet på det punkt. 

Vi har delt det op mellem os, sådan at Gert arbejder med testresultaterne, og jeg arbejder med samtalerne. Jeg møder deltagerne en enkelt gang, inden vi matcher de fire par. Og så mødes jeg med dem en eller to gange inden brylluppet til forberedende samtaler om deres mønstre. Hvis man f.eks. er tilbøjelig til at trække sig, er det vigtigt at blive opmærksom på det, inden kameraerne er på.

Selv om vi fortæller dem, at der ikke findes det perfekte match, blot gode forudsætninger, så bliver jeg også grebet af ønsket om, at det skal gå rigtig godt. Når de medvirkende er frustrerede, føler jeg et meget stort ansvar. Men som parterapeuter kan vi også lære meget af at møde folk tidligere i processen, end vi plejer.«

Fotografen

Victor Grønbech. Med for anden gang.

»Jeg har fulgt et af parrene, Ronnie og Cecilie, med et kamera gennem de fem uger, eksperimentet varer. I sidste sæson fulgte jeg Christian og Mette. Der er kun mig, og jeg blander mig ikke og iscenesætter ikke noget. Jeg er 100 procent fluen på væggen, og det ville slet ikke kunne lade sig gøre med et større hold.

Jeg møder de medvirkende første gang, når de får opkaldet om, at de er med i programmet. Jeg er sammen med dem hele bryllupsdagen og på bryllupsrejsen, fra de står op til engang om aftenen. Når de kommer hjem, er det kun et par gange om ugen. De fortæller mig, hvis der er sket en udvikling i forholdet, eller hvis de skal et eller andet. Så tager jeg med og optager. Man skal være der meget for at dokumentere, men ikke så meget, at de bliver irriterede på en eller ikke får tid til, at kærligheden kan opstå. Så det er hele tiden en afvejning.

Det handler om at bygge tillid op. For mit vedkommende handler det om at være ordentlig og ærlig og også dele lidt ud af mig selv. Når jeg er sammen med dem så meget, bliver de også nødt til at lære noget om mit liv.

I sidste sæson filmede jeg mange private og intime snakke mellem Christian og Mette. Jeg krævede ikke at være med, de havde bare en forståelse af, at nu var jeg der, og de stolede på mig. Nogle gange handler det om at holde fysisk afstand. I de meget dybe, private snakke trækker jeg mig ofte tilbage og zoomer så ind.

Jeg kan jo ikke undgå at sætte mig ind i deres følelsesmæssige rutsjetur, men jeg elsker at lave det, fordi det er dybt fascinerende at være på første række. Det er nogle skrøbelige situationer, men så er det heller ikke værre. Jeg kan jo også spejle mig selv i det.«

Loggeren

Mette Uhl. Med for første gang.

»At logge Gift ved første blik går egentlig bare ud på at transskribere hvert eneste ord, der bliver sagt i interviewene og i deltagernes videodagbøger. Jeg har måske set 40 timers optagelser. Jeg noterer også pauserne, de holder, eller den stilhed, der kan være rigtig overdøvende, når en person får stillet et spørgsmål, der er svært. De tænkepauser er også rigtig sigende for, hvilken slags personer de er.

Min funktion er neutral, jeg skal ikke forholde mig til materialet. Som logger skaber man overblik og gør materialet klar til posttilrettelæggeren, som sidder og skal klippe det ned. Hvis der f.eks. lige mangler nogle udtalelser fra en medvirkende om vedkommendes fortid eller ønsker til en kommende partner, så kan jeg hjælpe med at finde det.

Vi har været tre faste loggere og to sommerferieafløsere. Det er første projekt, jeg får lov til at være fuldtidslogger på. På redaktionen er jeg blevet kaldt Gift ved første blik-biblioteket, fordi jeg kan alle sæsonerne udenad.

Om lidt begynder jeg på uddannelsen som medietilrettelægger, og det går virkelig fint i spænd med at være logger, fordi jeg får et unikt indblik i, hvordan videojournalisterne arbejder. Det er lige fra spørgeteknikker til, hvordan de bruger sig selv og aflæser mennesker.

Det har overrasket mig, hvor tæt vi kommer på. Nogle af de emner, der kan være svære at tale om, har vores hold formået at få med. Ofte er det mennesker, der slet ikke har lyst til at komme i fjernsynet, men som har brug for hjælp til at finde kærligheden.

Jeg synes, det er virkelig interessant at se, hvordan mennesker kommunikerer, og hvor svært de kan have ved at kommunikere. Jeg synes også, det er rart, at det ikke er dramaet, der skaber programmet. Det er på sin vis underordnet. Det er lige så spændende at se fremmede folk, der finder hinanden.«

Posttilrettelæggeren

Ann-Cecilie Bach. Med for første gang.

»Som posttilrettelægger er jeg den første, der ser materialet – reportageoptagelserne, interviewene og videodagbøgerne – igennem og udvælger de bidder, der skal med. Jeg har set 80 timer. I hvert fald. Opgaven er, at seerne skal lære dem lige så godt at kende, bare ud fra en brøkdel af det materiale, jeg har set. Hvis et par f.eks. har besøgt den enes forældre, skal jeg finde den bid, der er et koncentrat af den stemning og de følelser, de medvirkende oplever.

Jeg kommer til at lære de par, hvis historie jeg skal tilrettelægge, rigtig godt at kende. Og det skal jeg formidle til seerne på både godt og ondt. Jeg får lov til at se dem, både når de er skønne, og hvor de har deres styrker, men også når de fortæller om deres usikkerheder, og når det bliver svært for dem. Jeg begynder jo også at føle for de medvirkende og tænke: ’Nej, venner, I misforstår hinanden!’

Det er jo også nogle mennesker, som jeg tænker på, når jeg tager hjem fra arbejde. Jeg tænker på, hvordan deres historie fortælles bedst muligt. Nogle gange kan parrene have forskellige opfattelser af en situation, men så fremgår det af interviewene eller videodagbogen, og så er det en del af den historie, der skal fortælles. De tror måske, de forstår hinanden, uden at de gør det. Intentioner og praksis er nogle gange forskellige ting.«

Klipperen

Annika Allingham. Med for anden gang.

»Når jeg får materialet af posttilrettelæggeren, ser jeg det igennem og ser på, hvad det er for en historie, vi skal fortælle, og hvad der vil være godt til det. Jeg har spurgt ind til ting på forhånd, så jeg ved, hvad de er for nogle mennesker, og hvad der er sket i løbet af de fem uger.

Det er det fedeste program at klippe. Jeg kan virkelig godt lide den ro, der er i programmet. I program 1 og 2 er der lige nogle bryllupper, men ellers er der bare ro til at fortælle, hvad det er for nogle mennesker.

Det sværeste er nok at klippe ned. For mig måtte programmet gerne være to timer langt. Jeg mærker jo de her mennesker og kan se deres svagheder og stærke sider. Når jeg sidder og klipper det, tænker jeg ufatteligt meget over mit eget liv og mine egne mønstre.

Jeg er aldrig i tvivl om, hvordan jeg skal klippe programmerne for at fremstille de medvirkende retfærdigt, for der trækker jeg på min egen følsomhed. Men det er klart, at man vurderer i en situation, hvad der vil være godt at tage med, og hvad der ikke vil være godt. Vi kan alle sammen komme til at sige noget uhensigtsmæssigt. Grænsen går der, hvor det ikke bidrager med noget, men bare stikker ud og er for mærkeligt for historien. Det kommer ikke med.«

Kathrine bliver gift med Michael. De har begge store flotte tandsmil og en masse usikkerhed i bagagen, skriver kulturredaktør Katrine Hornstrup i dagens anmeldelse af den nye sæson ’Gift ved første blik’ på DR1.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu