Læsetid: 5 min.

Mød nicecore-bevægelsen: Kan Paddington og ’Queer Eye’ gøre verden bedre?

Intolerance, vold og konflikt skal bekæmpes med venlighed og empati. Det er den lære, man kan drage af film som ’Paddington 2’ og en realityserie som ’Queer Eye’. De er to af frontløberne i en ny bevægelse, nicecore, hvor forståelse, indlevelse og åbenhed er i højsædet
Bjørnen Paddington leder efter det gode i alle, og selv blandt de hårdkogte fanger i fængslet finder han det i Paul Kings ’Paddington 2’.

Bjørnen Paddington leder efter det gode i alle, og selv blandt de hårdkogte fanger i fængslet finder han det i Paul Kings ’Paddington 2’.

SF Studios 

31. august 2018

Den nu afdøde amerikanske filmkritiker Roger Ebert sagde engang, at »film er den mest kraftfulde empatimaskine af alle kunstarterne«.

Hans pointe var, at når han så en god film, så kunne han leve sig ind i et andet menneskes liv og få en fornemmelse af, hvordan det føles at være et andet menneske og have et andet køn, en anden race, tilhøre en anden social klasse, leve i en anden tid og have en anden tro. Det gjorde ham ikke bare klogere på andre, men også på ham selv. Det åbnede hans sind og gjorde ham mere tolerant og i stand til at identificere sig med andre mennesker.

De bedste film, sagde han videre, »gør os større, de civiliserer os, de gør os til mere anstændige mennesker«.

Jeg har en god ven, en filminstruktør, der engang for ikke så længe siden sad hjemme i min stue, omgivet af reoler med film på dvd og Blu-ray, og sagde, mens han slog hånden ud mod alle filmene:

»Hvis man bliver et bedre og klogere menneske af at se film – og dyrke kunst og kultur – hvorfor ser verden så ud, som den gør?«

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Gustav Alexander

Roger Ebert var en fortrinelig anmelder og kritiker af film men det er svært at give ham ret i at gode film civiliserer os. Der er en iboende sindsimperialisme i at mennesker skal civiliseres ved at eksponeres for 'korrekt' indflydelse. Det er da at tale ned til folk, hvis genren påstår at menneskers konflik blot er et produkt af egen ignorance. Det røber dem jo for enhver politisk legitimitet.

"Alle mennesker har noget til fælles … vi er alle ens … hvad enten vi er homoseksuelle eller heteroseksuelle, så er den fælles tråd, der holder alle mennesker sammen, at vi bare gerne vil elskes"

Jo tak, men hvordan skal den her universalisme, som vi alle deler, komme til udtryk, når den i praksis benægtes i verdens krige, migrantkriser og kapitalistiske udbytning af verdens arbejdende befolkning? Det borgerligt-liberale ideal om en fælles menneskelighed forbliver hypotetisk, da dens fortalere ikke vil bryde med systemet, som i sin relle funktion negerer denne fælles menneskelighed i praksis. Det gør selvsagt projektet til et hyklerisk og post-politisk foretagende. Post-politisk fordi verdens kummerlighed og armod henvises til menneskets fundamentale natur, der angiveligt et "dumt, grådigt, selvdestruktivt og magtbegærligt". Den civiliserende mission består vel så i at film kan give os en rettesnor at benægte vores usle natur efter? Jeg synes ikke det virker progressivt eller 'nice'. Verdens problemer har naturligvis rod i den sociale orden og de kan derfor løses i social konflikt. Benægter man det så har man vel ikke en progressiv ideologi, der kan sættes på film. Man har vel tværtimod en pessimistisk anskuelse af mennesket, der antager at vores tilstand aldrig i sandhed kan forbedres.

Sådan har det jo altid været tidligere, før Hollywoodmodellen, der først og fremmest handler om at fremdyrke det sædvanlige narkotiske forhold i menneskers tilbøjelighed for begær og begærlighed, blev det eneste saliggørende.
Tænk netop på den nordiske tradition for børnekultur, både film og bøger - herunder især Ole Lund Kirkegaard, Thorbjørn Egner, Astrid Lindgren, tre forfattere, der ideologisk bringer børn op til velfærdssamfundets bærere, og som står på ryggen af den samme tradition hos f.eks. H. C. Andersen.
Selv finder jeg den dog bedst realiseret for de lidt større børn i Flemming-bøgerne, der simpelthen som pædagogisk og eksistentielt princip har 'at finde guldkornene i hver enkelt'.
Når man holder op med det, på samfundsplan, får man den travesti af et socialt sikkerhedsnet, som det har fået lov at degenerere til - under alt for lidt indflydelse fra den europæiske godlidenhed og alt for meget junglelov fra de brølende liberalister hinsides havet.