Læsetid: 8 min.

NYTimes-redaktøren, der væltede Weinstein: »Vi er ikke #MeToo-bevægelsen, vi har høje standarder for redelighed og fairness«

Journalistik er en stærk kraft, der kan være med til at forandre verden, siger Rebecca Corbett, prisvindende redaktør på The New York Times og ansvarlig for avisens afsløringer af filmproducenten Harvey Weinsteins mangeårige, seksuelt krænkende adfærd. Information har mødt Corbett, der er bekymret over den efterfølgende folkedomstol på sociale medier, men glad for, at holdet startede en ildebrand, som stadig renser ud i alle slags brancher
Det mest overraskende ved sagen er, at mange kvinder ikke er overraskede over, hvor gennemgribende et fænomen det har været. Det er mange mænd derimod, siger Rebecca Corbett, der er redaktør på The New York Times og ansvarlig for avisens afsløringer af filmproducenten Harvey Weinsteins mangeårige, seksuelt krænkende adfærd

Det mest overraskende ved sagen er, at mange kvinder ikke er overraskede over, hvor gennemgribende et fænomen det har været. Det er mange mænd derimod, siger Rebecca Corbett, der er redaktør på The New York Times og ansvarlig for avisens afsløringer af filmproducenten Harvey Weinsteins mangeårige, seksuelt krænkende adfærd

Peter Nygaard Christensen

1. september 2018

I april vandt redaktør på The New York Times, Rebecca Corbett, en Pulitzer-pris for avisens afsløring af seksuelle krænkelser begået af filmproducenten Harvey Weinstein og mange andre magtfulde mænd. Prisen delte Corbett med journalisterne Jodi Kantor og Megan Twohey, der skrev historierne, og hun sluttede sin tale til avisens medarbejdere med ordene: »De historier, som dette par leverede, var gnisten, som startede en verdensomspændende ildebrand.«

Det er en ildebrand, som har født #MeToo-bevægelsen, og som stadig renser ud i sexchikane og dårlig opførsel på arbejdspladser i mange forskellige brancher. Og den har medvirket til at skabe en relevant diskussion af, hvordan mange mennesker, især mænd, har misbrugt deres magt i alt for lang tid. Tidsånden – og en masse kvinder, der havde fået nok – var med Rebecca Corbett, hendes journalister og The New York Times, og deres journalistik har formået at skabe det, de fleste journalister drømmer om: reel kulturel, social og politisk forandring.

»På Wall Street har man f.eks. besluttet, at hvis to virksomheder skal fusionere, så findes der en klausul om, at har en af virksomhederne ikke fortalt om en chefs krænkende adfærd, så får man bøder. Det er ret utroligt,« siger Corbett, da jeg møder hende på den årlige Copenhagen TV Festival, som arrangeres af Producentforeningen.

»Men jeg ser på det fra begge sider. Følelsen af at have påvirket almindelige menneskers liv er god, og meget er sket, men hvis det skal være permanent, skal der ske endnu mere.«

Chikane på arbejdspladsen

Rebecca Corbett ser det som en del af sit ansvar og avisens opgave at blive ved med at skrive om sexchikane og seksuelle krænkelser på arbejdspladsen.

»Vi og andre har rejst disse provokerende spørgsmål om, hvorvidt tingene har forandret sig, om de begynder at forandre sig og i så fald hvordan, og hvis ikke, hvorfor så ikke? En del af vores dækning handler om at gå efter de store mål, men det er lige så vigtigt at dokumentere, hvad der ellers sker.«

Der var aldrig nogen tvivl eller uenighed om, at The New York Times skulle dække sagen, der faktisk ikke begyndte med Harvey Weinstein i oktober 2017, men tidligere på året med Fox News-værten Bill O’Reilly og de mere end 40 millioner dollar, han havde betalt til kvinder, han havde forgrebet sig på og ville have til at tie stille. Blot var det Weinstein-dækningen, der for alvor satte skred i tingene og førte til et meget større og omsiggribende opgør.

»Der var en følelse af, at chikane på arbejdspladsen indlysende var et problem, og at vi i stedet for kun at se på situationen hos Fox skulle se mere bredt på emnet,« siger hun om de interne diskussioner på The New York Times.

»Vi var også opmærksomme på, at Fox var en konservativ nyhedsorganisation, og vi var ikke interesserede i kun at se på konservative personligheder. Weinstein blev opfattet som en figur tilhørende venstrefløjen. Når vi besluttede os for, hvilke industrier vi ville efterforske, skulle vi være så bredt favnende som muligt i forhold til potentielle mål.«

Høje standarder

Da Jodi Kantor og Megan Twohey – og med tiden også en række andre journalister på avisen – under Rebecca Corbetts ledelse begyndte at grave i de rygter, mange havde hørt om Harvey Weinstein, fandt de hurtigt ud af, at der var noget om snakken. The New York Times kunne godt have bragt historien tidligere end i oktober 2017, men så ville det have været ved hjælp af anonyme kilder, og det ville man ikke. Det var essentielt at være på sikker grund og at være så fair og afbalanceret i dækningen som muligt. De var jo trods alt ved at trække tæppet væk under andre menneskers liv.

»Vi syntes, at kilderne af troværdighedsgrunde skulle identificeres med navn, og vi gav alle, vi skrev om, mulighed for at svare og fortalte dem, hvad vi havde fundet ud af,« siger Corbett.

»Vi lyttede til deres svar, og det betød nogle gange, at vi justerede, hvad vi skrev i historierne, og andre gange ikke. Vi har en proces, hvor vi forsøger at være så fair som muligt mod de mennesker, som kommer under anklage. Vi er ikke #MeToo-bevægelsen, og vi har ret så høje standarder for redelighed og fairness.«

Det er ikke alle nyhedsmedier, der har samme publicistiske standarder – der også involverer flere redaktører og avisens advokater – og på sociale medier gik det pludselig stærkt med folkedomstolen i både de sager, som The New York Times og andre aviser skrev om, og i forhold til andre, mere løse og ikke altid lige troværdige anklager.

»I nogle tilfælde ville mænd på sociale medier eller hos andre nyhedsmedier blive beskyldt for det ene eller det andet, og ret hurtigt ville man kræve deres hoved på et fad,« siger hun.

Afprøv præmissen

Reaktionerne blev kun voldsommere, efterhånden som #MeToo-bevægelsen voksede i omfang og styrke, og det var ikke noget, Rebecca Corbett og journalisterne havde forudset, og heller ikke noget, de kunne stoppe.

»Hvad angår mig selv som journalist, så synes jeg, at enhver form for anklager mod et menneske på sociale medier, hvor det pågældende menneske ikke har mulighed for at forsvare sig, og man ikke kender alle fakta, er en bekymrende ting,« siger Corbett.

»Mænd, der er blevet anklaget på den måde, synes, at det er meget uretfærdigt, og jeg synes, at de har ret, fordi de ikke får mulighed for at forsvare sig. Men man ved reelt ikke, hvad arbejdsgiveren ved, og man ved ikke, hvilke samtaler arbejdsgiveren og den anklagede har haft. Anerkendte den anklagede seksuelt krænkende adfærd eller ej? Med mindre man er en del af processen, kan det være svært at forstå.«

Derfor var det også afgørende, at Corbett selv og hendes journalister holdt tungen lige i munden og tjekkede og dobbelttjekkede deres egne historier. Hun fortæller, at hun hele tiden afprøvede historiernes præmisser og mere end én gang trak i nødbremsen og stillede en række spørgsmål: »Hvad ved vi? Hvad ved vi ikke? Hvad har vi brug for at finde ud af, så vi er sikre på, at historien holder, eller er vi nødt til at tone vores sprog ned, fordi vi ikke kan finde ud af mere?«

Hård konkurrence

Situationen blev en smule mere anspændt af, at The New York Times, inden de bragte de første artikler, fik nys om, at to andre medier arbejdede med lignende historier og talte med flere af de samme kilder. Det endte dog med, at det ene medie droppede historien, og at det andet, The New Yorker, først bragte en historie en lille uge efter The New York Times.

»Det var en konkurrence, men vi bragte først vores artikler, da vi var klar,« siger Corbett.

»Og vi var klar fem dage før The New Yorker og Ronan Farrow, men faktisk synes jeg, at vores dækning og hans dækning komplementerede hinanden. Det kan godt være, at hans historie ændrede sig, da vi publicerede vores historie. Men han havde fordelen af at skrive for et magasin, og han koncentrerede sig om Weinstein, hvor vi bredte vores dækning ud. Jeg synes f.eks., at han gjorde det virkelig godt i forhold til at få beskrevet de følelsesmæssige konsekvenser for ofrene.«

Det kom dog ikke på tale at kontakte Farrow eller The New Yorker.

»Nej, det ville vi aldrig gøre. Ikke med noget som helst andet nyhedsmedie,« siger Corbett.

Journalistik, ikke aktivisme

Rebecca Corbett fortæller, at det mest skræmmende for hende som redaktør er, at hun, når hun kigger på en historie, ikke ved, hvad der ikke står i den.

»Nogle gange lægger selv virkelig dygtige reportere to og to sammen og får fem, og de overvejer ikke, at der kan være en alternativ forklaring på tingene,« siger hun.

»De rammer måske historien forkert ind. Én ting er som redaktør at redigere en historie og flytte om på et par afsnit og stramme op på sproget. Noget ganske andet er – og det er enhver redaktørs rolle – at sikre sig, at man har stillet alle de nærgående spørgsmål. Er ens konklusioner rigtige i forhold til de beviser, man har? Glemmer man at se mere åbent og fordomsfrit på noget andet?«

For Corbett er der også stor forskel på at være journalist, hvor man skriver om noget, der sker eller er sket, og så aktivist, hvor man prøver at påvirke en sag i en bestemt retning.

»Vi er ikke ude på at opnå et eller andet. Det er vores opinionssider måske. Men ikke os på nyhedsredaktionen,« siger hun.

»Vi gik efter disse historier, fordi vi mener, at sexchikane både er en overtrædelse af loven og en usund praksis på arbejdspladsen. Det vil jeg ikke kalde aktivisme. Inden for journalistisk identificerer man mål, som man ser som et problem, og så efterprøver man sin tese.«

En stærk kraft

Men rammer journalistikken rent, og er den fagligt i orden, kan den, som aktivismen, være med til at forandre verden. Det er The New York Times’ dækning af sagerne om sexchikane og seksuelt krænkende adfærd et strålende eksempel på, hvilket også var baggrunden for Pulitzer-prisen til Rebecca Corbett og hendes hold.

»Journalistik er en utroligt stærk kraft i forhold til alt fra at skrive om regimer, der undertrykker sine egne borgere, til krigshandlinger. Men i forhold til forandring af en kultur, f.eks. hvad angår sexchikane og den stiltiende accept af den, så er det en helt anden sag, fordi det involverer en masse menneskers daglige opførsel. Selv når viljen til forandring er til stede i en institution, så ved folk ikke altid, hvordan man gør,« siger Corbett.

»Det mest overraskende ved sagen er, at mange kvinder ikke er overraskede over, hvor gennemgribende et fænomen det har været. Det er mange mænd derimod. Det opmuntrende er, at reaktionen fra de fleste mænd har været, at det er forfærdeligt, at det ikke bør tolereres og ikke bør foregå. Vi talte med en række af de kvinder, vi havde skrevet om, seks måneder senere, og en række af dem fortalte, at det bedste havde været, hvordan mænd bakkede dem op og tog ansvar for at forbedre kulturen.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • ingemaje lange
  • Oluf Husted
ingemaje lange og Oluf Husted anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu