Olafur Eliasson: »Solen bliver fremtidens olie«

Da Olafur Eliasson var en ung, håbefuld kunstner og gik på Det Kongelige Danske Kunstakademi, var han helt vildt optaget af det, han kalder ’det atmosfæriske’; den måde, vi opfatter ting – verden og kunst – på. Det ville han undersøge, tænkte han, og helt naturligt blev en af hans hovedinteresser lys.

»Der findes jo kun to slags lys,« siger han på telefonen fra Københavns Lufthavn: »kunstlys og sollys.«

»Ret hurtigt blev jeg optaget af solens fantastisk mange evner. Den kan fortælle os, hvad klokken er, hvor vi befinder os, hvornår vi skal stå op. De, der ligger på hospitalernes sydvendte stuer – har vi opdaget – bliver hurtigere udskrevet end dem på nordsiden,« fortæller han.

Solen er blevet kunstnerens gode følgesvend i hele hans værk. Og ud over det åbenlyse – lyset – har den også en politisk dimension:

»Der er noget demokratisk over solen, for den er vores alle sammens: Der er ikke nogen, der ejer den – endnu. Men interessant nok skinner solen ofte mere på dem, der ikke har så meget.«

– Det lyder da netop ikke særlig demokratisk?

»Nej, præcis! Vi må gøre den mere demokratisk. Det med at decentralisere og demokratisere solen har jeg været meget optaget af med Little Sun,« siger han om værket Little Sun, en lille solformet solcellelampe.

»Man kan være sit eget kraftværk. Jeg har kaldt det at holde hånd med solen. Little Sun handler ikke som sådan om solenergi, det handler om retten til at lade sig selv op. Også menneskeligt. At man tager sit liv og lader det op med muligheder. Der synes jeg, solen er et meget godt konkret eksempel.«

Adgang til sol er blevet elitær

Sol handler altså også om klasse, og det bør være en menneskeret at have adgang til sollys, mener Olafur Eliasson.

»I nogle faggrupper sidder folk dag ud og dag ind i kælderlokaler uden adgang til dagslys. Jo højere op i hierakiet man kommer, des større bliver vinduerne. Adgang til solen er blevet elitær. Det kan man se med de store, nye lejligheder nede i Københavns Nordhavn: Jo dyrere boligen er, jo mere sol er der inden i den.«

– Er solen undervurderet?

»Der er jo ikke noget nyt i, at der er en masse konkrete fordele ved at have adgang til godt lys. Fra vinterdepressioner til arbejdsmiljø og sociale evner. Men på samme måde, som vi har taget vand for givet, går der nok ikke så lang tid, før vi opdager, at adgang til godt lys er vigtigt – og noget, der er de færreste forundt. På den måde bliver solen fremtidens olie.«

Han ler lidt for sig selv.

»Jeg ved ikke, om vi har undervurderet det. I Danmark er der jo en god arkitekturtradition, hvor der har været bevidsthed om adgang til sol‚« siger han og henviser til Brumleby på Østerbro i København.

The Weather Project på Tate Modern i London.

Alastair Grant

Brumleby opstod, fordi Lægeforeningen for omtrent 100 år siden havde et ønske at om at trække folk væk fra mørket på Nørrebro. Byggeriet var inspireret af engelske rækkehuse med nyttehaver på sydsiden og indgange mod nord.

»Danmark er sådan set meget godt med, men nu er vi som bekendt utrolig optaget af kun at beskæftige os med os selv i Danmark. Ser man ud over privilegerede Danmark, har der absolut været en tendens til at tage sollys for givet ude i verden.«

Bægeret et fyldt

Klimaforandringerne bekymrer Olafur Eliasson, siger han, og efter sommertørken er hans bekymringer blevet mindre abstrakte og mere konkrete. Ikke at han ikke var bekymret inden, understreger han. For tre år siden påpegede han i et interview i denne avis det paradoksale i, at vi er blevet stærkt bevidste om klimakrisen, uden at det har medført seriøse forandringer.

Har han det stadig sådan?

»I store træk er der ikke længere nogen i hele verden, der ikke ved, at global opvarmning eksisterer,« siger han.

»Udfordringen er stadig, at folk opfatter klimaudfodringen som noget meget abstrakt. I forhold til for tre år siden er udfordringen – synes jeg – blevet en lille bitte smule mindre abstrakt. Men mit indtryk er stadig, at handling ofte er motiveret af noget emotionelt eller irrationelt. Vores teoretiske viden om f.eks. risiko ved global opvarmning ansporer ikke nødvendigvis til handling.«

Han puster ud og advarer om, at nu vil han gøre det mere indviklet, end det måske behøver at være:

»Man kan opdele handling i flere ting,« siger han.

»Den ene er det, man gør derhjemme: Køber en LED-pære i stedet for en glødetrådspære, men også mere strukturelle handlinger, f.eks. hvordan man stemmer. Det kan man kalde en indirekte handling. Og når man skal stemme, så orienterer man sig i sit – kunne man kalde det – risikobæger, og hvis det i forvejen er fyldt med f.eks. økonomiske bekymringer, har man svært ved også at handle på klimarisiko. Hvis man oplever sin økonomiske risiko større end sin bekymring om klima, så stemmer man og agerer man ud fra det – selv om det ikke er til klimaets bedste.«

Menneskers evne til at handle på baggrund af bekymring eller vurdering af risiko er begrænset, forklarer han. Da finanskrisen ramte for ti år siden, var klimakrisen sekundær i forhold til økonomisk stabilitet i det globale marked. I dag har vi måske ikke så store økonomiske udfodringer, men en masse nye bekymringer: stigende polarisering i samfundet, populisme, ekstremisme, krige og konflikter.

»Fordi vi f.eks. har hele migrations- demografiudfordringen, er vores ’risikobæger’ fyldt op. Vores evne til at agere på det, vi godt ved, vi bør – altså klimaudfordringen – er begrænset af, at vi er så bange for alt muligt andet. Og så glemmer vi at agere,« siger han og henviser til valgdebatten i Sverige, hvor fokus i høj grad er på flygtninge og migranter, selv om klima »alt andet lige er et større problem«.

»Men sagen er jo, at hvis man er bekymret om alt muligt andet, har man svært ved også at være bekymret for klimaet.«