Læsetid: 10 min.

På grund af Astrid Lindgren vokser de fleste skandinaviske børn op i Småland

Astrid Lindgren måtte svigte et barn, da hun nærmest selv stadig var et. Måske var det derfor, hun altid blev anfægtet på børns vegne. Og derfor hun altid opfandt en Søndeneng, et Nangijala, en Mattisskov, hvor de kunne sejle med deres barkbåde, kæmpe mod drager, synge som en nattergal, mødes med de underjordiske og bestemme over deres egen skæbne
Astrid Lindgren måtte svigte et barn, da hun nærmest selv stadig var et. Måske var det derfor, hun altid blev anfægtet på børns vegne. Og derfor hun altid opfandt en Søndeneng, et Nangijala, en Mattisskov, hvor de kunne sejle med deres barkbåde, kæmpe mod drager, synge som en nattergal, mødes med de underjordiske og bestemme over deres egen skæbne
17. august 2018

Kan man sige, at de fleste skandinaviske børn vokser op i Småland? Jeg tror det. De vokser op med Astrid Lindgrens fortællinger om at klatre over syv hegn, om at plukke skovjordbær, om at lade små barkbåde flyde i bækken, om at sove på hølofter, om at åbne led og fange aborrer med brødkrummer. Men hvad der nok er vigtigere, så vokser de op med historier, der fortæller dem, at de kan gøre en forskel. I deres eget liv og i andres. At de er noget værd. At de har ret. At voksne kan tage fejl og ofte gør det.

Det lyder floromvundent og sikkert meget mere højtideligt end den svenske forfatter ville have brudt sig om. Men det er der ikke noget at gøre ved. For der findes ikke andre, der har fortalt os så mange virkelighedsfjerne løgnehistorier og så mange samfundskritiske sandheder på én gang. Og så overbevist om eventyret og fortællingens kraft.

»Med tro og længsel går det,« skriver hun gang på gang i Suser min lind, synger min nattergal.

Astrid Lindgren blev født i 1907 og havde en holdning til børn og barndom som ikke bare dengang, men også i dag er progressiv.

Lassemama

Da Astrid Lindgren var 18 år gammel, blev hun gravid. Faderen til barnet var en gift mand. Og selv om hun først fortalte historien i en sen alder, er den i dag velkendt: Hun måtte sende drengen Lars, eller Lasse, i pleje i Danmark de første tre år af hans liv. En personlig tragedie, som efter hendes eget udsagn var med til at forme forfatterskabet.

Jens Andersen gengiver i sin uomgængelige biografi Denne dag, et liv et notat, som Astrid Lindgren gjorde sig i 1976 om dengang i 1930, hvor hun hentede en uforstående Lasse til Stockholm fra det, han altid havde kendt som sit hjem i København. Den 3-årige Lasse græd utrøsteligt, men også umærkeligt, beskriver Lindgren. Der var ikke noget at gøre. Det vidste han.

»Den gråd græder i mig endnu og vil nok gøre det alle mine dage,« skriver Lindgren og konstaterer, at det nok er den gråd, der er forklaringen på, at hun altid har taget barnets parti over for voksne, der skalter og valter med dem: »For børn har jo så let ved at tilpasse sig, tror de! De har overhovedet ikke let ved at tilpasse sig, selv om det kan se sådan ud. De resignerer bare over for overmagten.«

Astrid Lindgren (1907-2002)

  • Født i Vimmerby i 1907.
  • Fik sit gennembrud med Pippi Langstrømpe i 1945.
  • Var i mange år forlagsredaktør på Raben og Sjögren, mens hun selv skrev.
  • Af andre markante værker kan nævnes serien om børnene i Bulderby, hvoraf den første, ’Alle vi børn i Bulderby’, udkom i 1947, ’Mio min Mio’, der udkom i 1954, novellesamlingen ’Søndeneng’, 1959, ’Emil fra Lønneberg’, 1963, ’Brødrene Løvehjerte’, 1973.

Børn former deres egen skæbne

Magtesløsheden er i udgangspunktet et vilkår for børnene i Astrid Lindgrens bøger, ikke kun fordi de ofte er forældreløse, alene, syge eller fattige, men fordi de er børn. Men Lindgren giver dem et sted, hvor de kan forme deres egen skæbne.

Som Tvebak, der står ud af sin sygeseng og mødes med sin bror i Nangijala og bekæmper Katla. Som Ronja Røverdatter, der mødes med Birk i Mattisskoven, besejrer skovhekse og skaber sit eget liv uafhængigt af sin far. Som Bosse, der tager til Landet i det fjerne, får en far, møder Jum-jum og drager ud for at befri landet fra den onde ridder Kato, der kidnapper børn. Som Pippi, der er stærk som en okse og rig som en datter af en sørøverkaptajn.

Fantasien er både et frirum og en flugt, ensomheden er et behov og en præmis. Disse paradokser er med til at skabe den melankoli, der altid følger Lindgrens bøger. Frie børn som Emil og Pippi ser vi også i ensomhed, der er både selvvalgt og påtvunget. Emil snitter sine træmænd bag værkstedets dør, der kan haspes på begge sider, Pippi stirrer ind i stearinlysets flamme i det store Villa Villekulla.

Børnene kæmper ofte lige så meget med sig selv, som de kæmper mod en ydre fjende. Hvis man skal kende og tilkæmpe sig sin plads i verden, skal man først kende sig selv, synes Lindgren at ville sige.

For børn kan også være revolutionære og er det for det meste i Lindgrens bøger. De kæmper mod undertrykkelse og for friheden og er ikke bare små lorte. Det gav Astrid Lindgren status som samfundskritiker, og det varetog hun på samme lavmælte, men overbeviste facon og altid med allegorier. Hun var først og fremmest fortæller.

Arven

Ja, Astrid Lindgren var altid på børnenes side og var aldrig fordømmende, men hun tog fortællerens ansvar på sig. Det træder frem i små henvendelser til læseren, som når hun skriver om kometen i Vimmerby og konstaterer, at læseren næppe ved, hvad en komet er. »Ja, jeg ved det dårligt nok selv,« indrømmer hun og forsøger sig med en forklaring, der gør en komet til noget af det mest forunderlige, man kan forestille sig. Og i de større perspektiver, som når børn og elskede voksne dør i hendes bøger.

Da Astrid Lindgren skrev Brødrene Løvehjerte, overvejede hun at lade bogen slutte med billedet af en gravsten, hvoraf det skulle fremgå, at Tvebak overlevede sin bror Jonatan med tre år og i den tid digtede historien om Nangijala. At han altså ikke i virkeligheden var sprunget i døden sammen med sin sårede bror efter kampen med Katla for at komme videre til Nangilima. Men det gjorde hun ikke. Hun havde tillid til litteraturen og til fortællingens væsen, men mest af alt havde hun tillid til børn.

Det er i dag kendetegnende for skandinavisk børnelitteratur generelt, og det kan vi takke Astrid Lindgren for.

Bibliotekaren: Villa Villakulla binder generationer sammen

Med lidt god vilje og en portion fantasi er der ikke så langt fra Villa Villakulla til Karens Minde Kulturhus i Københavns Sydhavn.

Barnlige sjæle har i hvert fald rig mulighed for at dykke ned i Astrid Lindgrens fantasifulde univers i børneafdelingen på Sydhavnens Bibliotek. Man kan endda give sig i kast med at løfte en af Pippi Langstrømpes heste, der græsser på børnenes dyremark lige bag Karens Minde Kulturhus.

I flere generationer har forældre og børn besøgt Sydhavnens Bibliotek for at svinge lånerkortet og tage Astrid Lindgrens bøger med sig hjem – og de gør det i den grad stadigvæk.

Det kan Susanne Horn, der på 41. år arbejder som børnebibliotekar hos Sydhavnens Bibliotek, skrive under på.

»Pippi Langstrømpe og Emil fra Lønneberg bliver stadig udlånt flere gange om ugen og lever i allerbedste velgående. Og Ronja Røverdatter, Brødrene Løvehjerte og Mio, min Mio kommer ligeledes ofte hjem og vende i folks stuer,« siger hun.

Det hænder dog, at et par af bøgerne på Lindgren-hylderne skal have banket lidt støv af sig for ikke at gro fast. For det er ikke alt fra Astrid Lindgrens univers, der er lige nemt at identificere sig med som barn i dagens Danmark.

»Alle vi børn i Bulderby er mere en beskrivelse af, hvordan man levede ude på landet i Sverige for mange, mange år siden. Det er meget abstrakt og svært for børn i dag at forstå, at man har kunnet leve på den måde,« fortæller Susanne Horn.

Men i de bøger hvor eventyret fylder mere end datidens levemåde, virker Astrid Lindgrens fortællinger uopslidelige og evigtgyldige. Og så kan forfatteren ifølge Susanne Horn noget med sproget, der fanger selv de mindste.

»Vi anbefaler ofte Astrid Lindgren, fordi forældre tit efterspørger gode bøger til højtlæsning, og her er Astrid Lindgren det rene guld. Forældrene oplever en gensynsglæde og får et glimt i øjet med det samme, så snart de begynder at læse Astrid Lindgren højt. Det smitter af på børnene og giver den her gode fælles oplevelse med højtlæsningen.«

Glæden mærker Susanne Horn også hos sit eget barnebarn, der har ladet sig inspirere i så stort et omfang, at han for tiden har taget navneforandring.

»Mit lille barnebarn Eskil på fire år er helt pjattet med Ronja Røverdatter – så vild, at han nu kalder sig selv for Birk. Og jeg vil sige, at Ronja Røverdatter nok også er min favorit. Den har så smukke naturbeskrivelser af den svenske skov,« fortæller Susanne Horn.

Det er ifølge Susanne Horn også en af de ting, som Astrid Lindgren virkelig kan: Altid at sørge for, at børnene har noget at identificere sig med. Om så det er drenge eller piger.

»Mit eget barnebarn går jo direkte ind og er Birk. Sådan er det med Astrid Lindgren: Hun har altid noget, børnene kan sætte sig ind i og relatere til. Det er da bare fantastisk.«

Forfatteren: »Uden ’Mio, min Mio’ havde jeg aldrig skrevet ’Skammerens Datter’«

Børnebogsforfatter Lene Kaaberbøl, der har skrevet Katriona-triologien og Skammer-bøgerne, er dybt inspireret af Astrid Lindgren. Hun er ikke bleg for at kalde sin svenske kollega »verdens bedste børnebogsforfatter«.

Som barn var Lene Kaaberbøl helt opslugt af Mio, min Mio, som hun fik læst højt af sine forældre, efter at hun havde fundet den på det lokale bibliotek.

»Jeg tror ikke, jeg ville have skrevet Skammerens Datter, hvis ikke jeg havde læst Mio, min Mio. Det er ikke, fordi der er nogen direkte forbindelse, men der er et slægtskab af eventyrlighed og det at vælge en outsiderperson. Det er jo frygteligt synd for Bosse (karakter i Mio, min Mio, red.), når han går rundt og tror, at ingen vil have ham, og sidenhen finder ud af, at hans rigtige navn er Mio, og at han er søn af en konge,« siger hun.

Da Lene Kaaberbøl blev lidt ældre, udgav Astrid Lindgren Brødrene Løvehjerte, og så måtte Mio, min Mio vige pladsen.

»Da jeg fandt Brødrene Løvehjerte som ung, blev jeg fuldstændig begejstret for den. Jeg mener faktisk, at det er den bedste børnebog, der nogensinde er skrevet, fordi den kan så meget med de store temaer om liv og død, den halvbange lillebror, der bliver en mand, og en ualmindelig spændende historie. I det hele taget er der bare så ualmindelig meget godt historiestof i dén roman. Og så er den skrevet i et superenkelt sprog. Lindgren, når Lindgren er allerbedst,« siger hun.

I forlængelse af al rosen kommer Lene Kaaberbøl også med en stikpille til Det Svenske Akademi, der uddeler Nobels litteraturpris.

»Jeg synes jo, hun er en af verdens bedste børnebogsforfattere. Jeg forstår ikke, at hun ikke har fået Nobels litteraturpris for længe siden,« siger Lene Kaaberbøl.

Det var i årevis et folkekrav i Sverige, at Astrid Lindgren skulle have den fornemme pris. I 2016 var den svenske statsminister Stefan Löfven sågar ude og tale om muligheden for, at hun kunne få prisen posthumt.

Ifølge den svenske forfatter Kerstin Ekman, der fra 1978 til 1989 sad i Det Svenske Akademi, var årsagen til, at Astrid Lindgren aldrig fik prisen, at udvalgets gamle mænd hverken havde tid til eller et ønske om at læse børnebøger.

»Jeg mener, at Astrid Lindgren har gjort så meget for litteraturen og for børnene, at hun fortjener en pris i den størrelsesorden. Jeg synes, hun er en smule underbelønnet. Så jeg vil klappe i min små hænder, hvis det skete,« lyder det fra Lene Kaaberbøl.

Coachen: »Når vi spørger ledere, om de har nogle helte, så dukker Pippi op«

»Det han... hand... handler om at turde at stå frem, når man er and... ander... anderledes, og at turde at gå sine egne veje,« siger Jens Larsen, der er coach og stifter af konsulentvirksomheden Old Friends Industries og forfatter til en række bøger om ledelse, coaching og storytelling.

Hele sit liv har han stammet og følt sig anderledes. Og det med at stamme kan måske godt lyde svært foreneligt med at arbejde som foredragsholder og tale foran flere hundrede mennesker. Men det lille handicap har ikke holdt Jens Larsen tilbage. Med Pippi Langstrømpe som Jens' »talisman« fandt han modet til at gå egne veje.

»Pippi er blevet en inspirationskilde for mig i det der med at turde at stå frem. Jeg har altid følt mig lidt anderledes, idet jeg stammer, men når jeg så alligevel ender med at have et arbejde, der handler om at holde foredrag og tale foran folk, siger det noget om, at det ikke nødvendigvis er en hindring, hvis bare du har modet til at være lidt anderledes og stå ved det,« siger Jens Larsen.

Jens Larsen husker tydeligt Pippi-filmene fra sin barndom, og netop Pippi og hendes bånd til Tommy og Annika bruger Jens Larsen i sit arbejde som coach, hvor han forsøger at få ledere og kollegaer i virksomheder og organisationer til at turde gå nye veje i deres forsøg på at nå en målsætning.

»Det kan måske godt komme til at lyde lidt fjollet med Pippi Langstrømpe til ledelseskurser. Men når vi spørger ledere, om de har nogle helte, så er Pippi faktisk en figur, der ofte dukker op. Måske er det netop, fordi alle er opvokset med Pippi. Coachingen består så i en undersøgelse af, hvad Pippi repræsenterer. Hun bliver sådan en medtænker. Hun repræsenterer jo noget mod og noget med at turde at være anderledes – turde at gå op imod autoriteter,« forklarer han.

Det er alt lige fra teams, ledere og politikere, der benytter sig af Jens Larsens vejledning i at håndtere udfordringer i arbejdslivet med Pippi Langstrømpe-metoden.

»Vi har Pippi-bøger og dukker med. Så spørger vi kursisterne: Hvorfor er Pippi vigtig for dig? Hvilke værdier og egenskaber repræsenterer Pippi? Så kan værdier som venskab komme op. Filosoffen Aristoteles mente jo, at venskab var det vigtigste for at få et godt liv. Og forskning viser, at vi i høj grad motiveres af fællesskab og venskab i modsætning til prestige og penge,« lyder det fra Jens Larsen.

Serie

30 suveræne svenskere

Efter vores kanon over tysk kultur og russisk kultur portrætterer Information nu 30 svenskere, der suverænt har formet ikke blot svensk kultur, samfund og selvforståelse, men som også har formet, inspireret og forandret os her over Sundet – med blandt andet botanik, pop, poesi, film, politik, dramatik, ulovlig streaming og billige møbler.

Seneste artikler

  • Gunnar Ekelöf skabte sit eget ensomme kongerige i skandinavisk litteratur

    17. august 2018
    Den svenske digter Gunnar Ekelöf var sine læseres bedste ven, digternes digter, forskernes udfordring og tænkernes inspiration. Og så lærte han os at stole på ensomheden, lytte til naturen og være samtidige med oldtiden
  • Gud skabte – Linné ordnede

    17. august 2018
    Præstesønnen fra Småland skabte et sprog til at benævne den levende verden, indførte en slags arternes ligestilling og pegede frem mod Darwins evolutionslære 124 år senere
  • Mesteren Ingmar Bergman brugte sig selv som både træ og økse

    16. august 2018
    Den kompromisløse, produktive svenske filmmester Ingmar Bergman brugte igennem hele karrieren sine mest private og inderste tanker som stof. Resultatet var en lang række uforglemmelige film, der gravede sig dybt ned i den menneskelige psyke og med stor ærlighed, indsigt og også humor udforskede forholdet mellem mænd og kvinder
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Malan Helge
  • Grethe Preisler
  • Eva Schwanenflügel
  • Henrik Brøndum
  • ulla enevoldsen
  • David Zennaro
  • Ejvind Larsen
  • Morten Wieth
Malan Helge, Grethe Preisler, Eva Schwanenflügel, Henrik Brøndum, ulla enevoldsen, David Zennaro, Ejvind Larsen og Morten Wieth anbefalede denne artikel

Kommentarer

Grethe Preisler

Astrid Lindgrens bøger er så gode, at man som voksen ligefrem savner et påskud til at læse dem højt for nogen, når ens egen unge bliver 'for stor' til højtlæsning på sengekanten, og børnebørnene endnu ikke har gjort deres entre på scenen.

Karsten Aaen, Elisabeth Andersen, Per Torbensen, Torben Bruhn Andersen, Henrik Brøndum og Ejvind Larsen anbefalede denne kommentar
Anders Reinholdt

Tak for de mange fine artikler. Jeg har blot en enkelt undren: hvordan i alverden er det lykkedes jer at komme uden om Bellmann? Han er tæt på at være indbegrebet af den svenske folkesjæl - i den udstrækning man overhovedet kan tale om en sådan. Desuden er han den fornemste repræsentant for den rige, svenske visetradition. Er der mon sket en fejl?