Læsetid: 5 min.

Repræsentationskamp handler om kunstens mulighed for at dele sin frihed

Transpersoners kroppe er i populærkulturen eksotiserede og spektakulære. Den brede interesse har i dominerende grad været knyttet til fascinationen af ciskønnede skuespillere, der har gennemgået imponerende transformationer for at spille transpersoner
Den aktuelle tv-serie Pose beviser at ja, der findes et hav af kompetente transskuespillere, som kan give liv og kød, store følelser og charme til film og serier om transpersoner – vi har bare ikke set dem i betydelige roller før. Men vigtigere end det: I oplevelsen af Pose er det fuldstændigt afgørende, at de transkvinder, der portrætteres, er spillet af netop transkvinder.

Den aktuelle tv-serie Pose beviser at ja, der findes et hav af kompetente transskuespillere, som kan give liv og kød, store følelser og charme til film og serier om transpersoner – vi har bare ikke set dem i betydelige roller før. Men vigtigere end det: I oplevelsen af Pose er det fuldstændigt afgørende, at de transkvinder, der portrætteres, er spillet af netop transkvinder.

Pari Dukovic / Pressefoto HBO

17. august 2018

Visse stemmer i LGBTQ+-miljøet har på det seneste fået påfaldende gennemslagskraft med deres kritik af, hvem der kan tillade sig at spille hvilke roller på film og tv. Den androngyne model og stjerne Ruby Rose kritiseres for ikke at være en god rollemodel som den første lesbiske superhelt.

Skuespiller Jack Whitehall kritiseres for at skulle spille den første homoseksuelle i en Disneyfilm, The Jungle Cruise, uden selv at være det. Og for godt en måned siden trak skuespiller Scarlett Johansson sig fra en hovedrolle i filmen Rub & Tug som transmanden Dante ’Tex’ Gill efter massiv kritik fra LGBTQ+-miljøet, der kort og mildt fortalt foretrak at se en transperson i rollen.

Kritikken af Johansson kan snildt affejes med en principiel fortale for kunstens frihed og ret til selv at vælge. Men at stoppe samtalen hindrer på sin egen måde kunstnens frihed til at dele sig. For det er muligt, at Johansson kunne have spillet en transmand med overbevisning. Og det kan ærgre, at ingen nu kommer til at få den historie bredt ud til et publikum, der kunne få lirket sindet en smule op for en forskellighed, de alt for sjældent eksponeres for. Men det er også sandsynligt, at filmen ikke ville have været særlig eller vigtig som filmkunst. At castingen faktisk stod til hinder for noget, der kunne have gjort noget nyt.

Det bliver tydeligt, når man ser den aktuelle tv-serie Pose, der i stort omfang er skrevet og instrueret af transpersoner og udelukkende spilles af dem. Pose er en herligt melodramatisk versionering af den queer ’balkultur’ (ball culture), som dokumentarfilmsmesterværket Paris is Burning skildrede i 1991: Her samles de nederste hunde i hierarkiet, de ikkehvide transkvinder, dem, ingen vil se på, som aldrig får plads i spotlyset, men som skaber deres egen boble på en klub i New York, som danser, klæder sig ud, går catwalk og poserer som Hollywood-stjerner og ciskønnede for hinanden og ophøjer synet med konfettikanoner og gigantiske vinderstatuetter, alt imens transfobien og AIDS-epidemien truer dem på livet.

Pose beviser at ja, der findes et hav af kompetente transskuespillere, som kan give liv og kød, store følelser og charme til film og serier om transpersoner – vi har bare ikke set dem i betydelige roller før. Men vigtigere end det: I oplevelsen af Pose er det fuldstændigt afgørende, at de transkvinder, der portrætteres, er spillet af netop transkvinder. At det er transkvinder, der nu får det store spotlys.

Tv- og filmindustrien har ikke ansvar for, at transskuespillere kan få arbejde – det hensyn skal og kan kunsten ikke i sig selv tage. Det er heller ikke pr. definition for dårligt, at en transperson ikke spilles af en transperson. Men Pose er et bevis på, at castingen er radikalt mere interessant, fordi ærligheden ved de kroppe transcenderer seriens ærlighed.

Serien giver os alle mulighed for at se på dem, kulturen ikke tidligere ville komme i nærheden af, og altså faktisk at se dem, at sympatisere med og tiltrækkes af og identificere sig med de kroppe, der vækker så meget angst og had i folk, der ikke forstår dem.

Transpersoners kroppe er i populærkulturen eksotiserede og spektakulære. Den brede interesse har i dominerende grad været knyttet til fascinationen af ciskønnede skuespillere, der har gennemgået imponerende transformationer for at spille transpersoner. Den slags hyldes ikke blot som skuespilpræstation, men også som transformationstrylletrick. At se Johansson forvandle sig til en hårdkogt gangster føjer næppe noget vigtigt til filmkunsten.

I den officielle udmelding, som Scarlett Johansson kom med, da hun trak sig fra rollen som Dante ’Tex’ Gill, pegede hun derimod selv på et langt mere alvorligt problem: At antallet af LGBTQ+-karakterer i film i 2017 faldt 40 procent sammenholdt med året før.

Det er ikke bare et problem for de millionvis af mennesker, der ikke kan se sig spejlet i den bredest tilgængelige af alle kunstformer. Det er ikke bare alvorligt, fordi det obstruerer et politisk korrekt ønske om at se seksuelle minoriteter repræsenteret. Det er alvorligt for kunstens vingefang.

Hvor fri er kunsten for hvem?

Diskussionen om Johanssons ret til at spille transmand flugter med den, der løbende tages op i kunstverdenen i disse år, og som blandt andet turneres af den tyske kunstkritiker Hanno Rauterberg i hans dugfriske bog Wie frei ist die Kunst? (Hvor fri er kunsten?). Sidste efterår bragte vi her i avisen et essay af ham, »Enfoldigheden triumferer. Dette er afslutningen på kunsten«.

Rauterbergs principielle kamp for kunsten var og er svær at være uenig i: Kunsten må og skal være fri. Derfor skal kunsten ikke tvinges til at censurere sig selv. Vi skal ikke acceptere et krav om, at kun visse mennesker må fortælle visse historier.

Men Rauterbergs plæderen for den frie kunst er også i fare for at lukke dørene for kunstens evne til at brede sig. For kun et lille udsnit af menneskeheden har haft reel adgang til at udtrykke den frihed, som Rauterberg påberåber sig, når han i essayet ønsker os tilbage til »den gamle kamp for form, komposition og originalitet«, som, han mener, er ophørt.

»For ikke så længe siden skulle kunsten først og fremmest være fri. Fri for skam og fri for frygt, fri for indre tvang og for det meste også for ydre. Og samfundet? Her var man stolt over at se kunstens frihed afspejle ens egen,« skriver han.

I den fortælling om den frie kunst er problemet, at ’man’ er lig ’hvid mand’. I hvilken tidligere tid har vi kunnet se den levende, legende kreative udfoldelse, hvor alle med fantastisk kreativitet, vigtige tanker, perspektiver og erfaringer kom til orde, lærreder, staffelier, i trykken, i medierne, i æteren?

Den kunstneriske frihed er altså ikke i fare, fordi filmindustrien møder kritik af dens automattænkning og beregninger af, hvad publikum er klar til.

Kunstens faktiske frihed opnås aldrig, hvis ikke nogen konstant orker, i modvind, at kræve flere slags stemmer, flere slags kroppe, flere slags fortællinger og flere måder at fortælle på, et højere niveau, simpelthen, en konstant raffinering af og udvikling af, hvad der gøres synligt og opleves ægte og relaterbart. Det kan udvide, hvad og hvem vi kan relatere til, og hvilke oplevelser og indsigter, vi kan få. Kunsten og kulturens afspejlinger af verden skal kunne tillade sig hvad som helst. Men uden kritik af det dominerende, og en kritik, der råbes så højt og tydeligt, at den får medietid, stagnerer kulturen og de oplevelser, vi kan få.

’Pose’ kan streames på HBO Nordic.

Et af argumenterne på for, at tv-kanalen CW bør genoverveje sit valg af Ruby Rose som Batwoman, er, at hun er så bredt appellerende et begærsobjekt, at valget af hende ikke kan betragtes som en imødekommelse af lesbiskes behov for en karakter at spejle sig i.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Morten Højer
  • David Zennaro
  • Troels Ken Pedersen
Morten Højer, David Zennaro og Troels Ken Pedersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

David Zennaro

Det er rigtigt, at vi er trætte af ikke at se transkønnede skuespillere. Men castingen af Scarlett Johansen som transmand er også træls, fordi han skulle spilles af en kvinde og ikke en mand. Det er muligt, at transformeringen er det interessante for ciskønnede, men det er det ikke for os transkønnede. Faktisk er det ret irriterende, at medierne bliver ved med at fokusere på den del. Hvorfor bliver man fx. altid spurgt om, hvad man hed før? Senest så vi det på dr.dk, som omtalte Niels Jansen, som vandt Mr. Gay i år. De skrev ovenikøbet hans gamle navn! Der er ingen transkønnede, som har lyst til at få den slags frem.
Så problemet er, at transkønnedes transition selvfølgelig er en vigtig proces i ens liv, men der kommer en dag, hvor der er andre ting på dagsordenen. Og det lader ikke til, at ciskønnede helt har forstået det.