Solbadningskultur anno 1991: »Du skal tage dit svirp, ellers bliver du brændt!«

Helle Skovmose er barn af 90’ernes Midtjylland. Dengang flyrejser mod fjerne soldestinationer var en luksus og solariesol et must. Modsat alle andre i den lille by Snejbjerg rejste hun og familien flere gange årligt, fordi moren arbejdede for SAS. Til Bali, Mexico eller Kenya. De andre kaldte hende rich bitch. Hjemme hos Helle Skovmose havde de også hjemmesolarie. Og så opererede familien med en særlig solbadningsstrategi: svirpet.

– Hvordan så I ud?

»Min søster og jeg var hvide, men ikke ginger, og vi tager godt imod sol. I Snejbjerg, hvor jeg kommer fra, ville vi efter en sommerferie blive kaldt ’N-ordet’.«

»To uger inden afrejse og så hver anden dag, jeg var vel ti år, skulle vi lægge os op i hjemmesolariet på gæsteværelset. Man skulle sænke solariedelen ned over en madras. Lige meget hvor tit, man skiftede lagenet, lugtede hele værelset altid af solcenter. Og så skulle man have solbriller på, de var så små, at de lige kunne dække øjenhulen.«

»Man måtte højst have en lille underbuks på, for det skulle også se pænt ud. Jeg havde små, gullige Mickey Mouse-underbukser, dem måtte jeg godt have på, de var ikke for store. Så skulle man sænke solariet ned – én centimeter fra næsetippen for rigtig at få valuta for pengene.

Vores gamle ghettoblaster stod derinde og spillede Absolute Music 1. Jeg husker at ligge og lytte til Inner Circle-sang »Sweat (A La La La La Long)« som er ret ... altså misogyn. Ret forfærdelig. »And if you cry out, I’m gonna push it some more.« Klam sang. Men for mig lyden af ferie og sommer.«

– Var det hyggeligt at ligge der?

»Jeg kan være lidt i tvivl om, om jeg hadede det mindre, fordi min storesøster godt kunne lide det. I det hele taget har jeg i min barndom svært ved at vurdere, hvad jeg egentligt selv syntes, for jeg syntes det samme som hende. Men jeg husker også at få at vide: ’Du skal tage dit svirp, ellers bliver du brændt!’

Jeg havde jo prøvet at være forbrændt en del gange. Altså sådan at det boblede på skuldrene, og hvor man ikke kan sove. Så jeg adlød.«

– Hvad var svirpet?

»Det med solarie var præventivt – vi skulle undgå solforbrænding på ferien. Men det var kun min søster og jeg, der skulle gøre det på den måde. Min mor gjorde det moderat. Min far slet ikke. Det havde han ikke tid til.

Han skulle derimod have svirpet ved ankomst. Så snart, vi trådte ud af flyveren, skulle huden have et chok, han skulle ud i solen og blive ildrød. Logikken var: Lad os få brændt det første lag hud fuldstændigt af. SÅ kan huden begynde at blive brun. Så skulle min mor smøre ham ind, det synes jeg var sådan lidt ’øøøhdr’. Men det var et ritual. Det var måske også en machotilgang til solbadning. Han har stadig svært ved at tage solcreme på nu. Han synes bare ikke, det er macho.«

– Så I børn undgik svirpet?

»Nej, men det var ikke lige så voldsomt. Jeg kan ikke huske, om vi fik solcreme eller sololie uden faktor på, men man vidste ligesom, at på dag ét på ferien, der bliver vi sgu lidt brændte. Og at det så gør lidt ondt at ligge på den side, man er mest brændt på. Så kunne man smøre sig ind i stærkt parfumeret aloe vera, der måske ikke var aloe vera. Men det bare var sådan, det var.«

– Gik du i solcenter som teenager?

»Ja. Mest på grund af en veninde. Der var jo ikke noget at lave i Snejbjerg. Det var en aktivitet at gå til bageren og stå ude foran og spise studenterbrød og ryge. Og det var en aktivitet at tage i solcentret. På det tidspunkt var det jo også lidt flot at være orangebrun. Og selv om vi fik skiftet rør i hjemmesolariet en gang eller to, kunne de jo ikke måle sig med de nymodens. Det måtte vi sande.«

»Men der gik meget lang tid, inden hjemmesolariet blev pillet ned. Min mor fortsatte med at bruge det til velvære. I mange, mange år frem. Om vinteren for at blive varm.«

– Og for at komme i godt humør?

»Det tror jeg. Det var inden man snakkede om D-vitaminer og vinterdepressioner. Men det var dejligt for hende at blive varmet godt igennem.«

– Hvornår fik du et andet syn på hjemmesolariet?

»Da jeg så kom på efterskole og blev præsenteret for andre værdier og skønhedsidealer end det orange, Trump-farvede. Jeg fortalte ikke nogen, at vi havde et hjemmesolarie. Og så begyndte jeg også at synes, at det ikke var pænt, og at folk, der havde været i solarie, lugtede af gammel biblioteksbog og noget stegt.«

»Da jeg kom i gymnasiet og holdt fest cirka hver anden weekend, når mine forældre var i sommerhus, begyndte jeg at hive andre med udover mit gamle folkeskoleslæng – nye gymnasiefolk, der var medlem af SFU og havde akademikerforældre. Vi i det gamle slæng havde skiftedes til at ligge i hjemmesolariet, når vi har fulde. Vi syntes det var megasjovt at stirre op i de der UV-lamper – øjenskader passede godt med at sniffe lightergas. Men det var så ikke cool i gymnasiet.« 

»Jeg husker særligt en fest, hvor der var en af de gamle Snejbjerg-folk, der sagde: ’Skal vi ikke gå op i hjemmesolariet?’ Og så var der en af de nye, der sagde: ’Hvaaaad. Har I hjemmesolarie?!’ Da vidste jeg, at det var kikset. Og så begyndte jeg at synes, at mine Snejberg-venner var kiksede. Pludselig var alt megakikset.«

– Og nu?

»Nu er det sådan noget, vi håner mine forældre med. At de havde det. At de tvang os til at gå derind. Nu synes de selv, det nok var lidt skørt. Men det er arkiveret under: Sådan gjorde man dengang. Samtidigt kunne de aldrig drømme at bruge mere end faktor ti i dag. Min far er stadig auberginefarvet. Det har sat sig.«

– Hvordan har du det med solen nu?

»I foråret var det: Yes, nu kommer den, ud og blive forårsforkølet og få en fregne på næsen – et minisvirp. Indtil midt juli, så var det ondt i maven, uro, hvornår går solen ned, ondt i klimasamvittigheden, what is happening.

Men når man har børn, er solcreme også som den nye flyverdragt, som skal på hver morgen under kamp og diskussioner. Og så er solen blevet en fareindikator.«

– Får de de der meget typisk nordiske badeheldragter på …?

»Jeg er gået væk fra dragten igen. Der har også været for meget med at smørre ungerne ind i faktor 50, så de blev helt blågrønne – som små ir-statuer. Og det skulle jo så faktisk også være skadeligt, fordi de så er i … minus-svirp. De får aldrig solens stråler at mærke, og så indoptager huden ikke D-vitamin osv. Så lige nu ved jeg faktisk ikke hvad … da vi løb tør for faktor 50, tænkte vi: Faktor 15 må sgu også være fint nok.«

Helle Skovmose er i dag 35 år og udviklingskonsulent hos Højskolerne.