’Something must break’ minder en om, at man bare skal være sig selv

Sasja, 28 år, bor i København.

»Første gang, jeg så Something Must Break (Nånting måste gå sönder) af Ester Martin Bergsmark var hjemme hos en ven for fire år siden. Det er en svensk dramafilm om en transkvinde, der står på vippen til at springe ud, og den handler om hendes overgang fra at være Sebastian til at være Ellie. Hun er i starten af 20’erne, lidt en punker og ensom på mange punkter. Hun bliver forelsket i en fyr, der hedder Andreas. De mødes på et værtshus, hvor Ellie bliver overfaldet af en fremmed mand, fordi hun har stået og kigget på hans tissemand.

Det er en af de selvdestruktive ting, hun gør, forklarer hun senere. Men Andreas redder hende ud af det, og de forelsker sig i hinanden. De laver en masse ballade sammen, og hun søger anerkendelse hos ham indtil til sidst, hvor hun finder ud af, at hun faktisk ikke behøver den.

Jeg kan ikke huske, om jeg lige var sprunget ud som transkønnet over for mine venner, eller om det var lige før, men det var lige deromkring. Det hele var lidt forvirrende på det tidspunkt. Vi snakkede ikke så meget om filmen bagefter, den fik mig bare til at tænke rigtig meget og til at mærke efter, hvordan jeg selv havde det, og hvem jeg var.

Mange af de ting, filmen beskriver, kunne jeg genkende fra mig selv. Både det selvdestruktive og det, at hun er nødt til at ødelægge Sebastian for at blive Ellie, som hun siger på et tidspunkt. Det selvdestruktive er en måde at prøve at mærke sig selv på. Som om hun har brug for at være i kontakt med sig selv i en meget ekstrem form. F.eks. scorer hun en fyr og binder ham til sengen, giver ham bind for øjnene og stjæler en masse dyre ting fra ham.

Hun har en ting med at gå med fremmede mennesker hjem. Det kan både være konstruktivt, hvor hun har kontrol over tingene, og destruktivt, hvor hun mister k0ntrollen. Hun bliver faktisk voldtaget af en. På et tidspunkt sniffer hun lightergas med en pose over hovedet. Der kan man se, hun ikke har styr på en skid.  

Jeg kunne spejle mig i mange af de måder at afreagere på. Drikke rigtig meget, tage stoffer. Det var noget, jeg så i mig selv. Også den måde hun gemmer sig på til at starte med. Der er en scene, hvor hun er på arbejde i et lager og er alene et øjeblik, hvor hun trækker en kjole ud, hun har på under bukserne. Det har jeg også selv gjort. 

Der er også en scene, hvor Ellie klatrer op i et tårn, mens kæresten står og råber, at hun skal komme ned, fordi det er farligt. Jeg har også selv klatret rundt i fjerde sals højde, mens min bedste ven stod nedenfor og sked grønne grise over det. På det tidspunkt tror jeg bare, jeg havde brug for at mærke livet tæt på.

Min yndlingsscene er en af de sidste scener, hvor Ellie går fra en fest og fra sin kæreste, eller hvad han nu er. Andreas er den eneste, hun er sprunget ud over for. Inden festen, som er med hans venner, har han sagt, at det nok skal gå fint, hun skal bare lægge en dæmper på sig selv og slappe lidt af med the girly stuff. Og så gør hun det modsatte. Hun har en superflot sommerkjole, de har været ude at stjæle tidligere, på, og hun har sat håret og ligner en drøm.

Til festen pander hun en fyr ned, der har været supertransfobisk og nedladende over for hende, og så er det, hun går sin vej. Andreas løber efter hende, men hun siger noget i retning af, at hun er blevet en anden nu, og at hun ikke har brug for ham længere, og at det er slut. Og så går hun op og sætter sig på en bakketop med udsigt over Stockholm. Det er der, hendes nye liv begynder, og alt det forudgående har været kampen for, at det kunne ske. 

Der er mange gode scener også den, hvor de dyrker sex første gang, og den, hvor hun står på lageret og opdager, at hun er alene, og at der er fri bane til at have kjole på. Men det er i slutscenen, man får en ja-følelse. Det er bare sådan: ’Yes. Der er en happy ending på den her.’

Something Must Break har betydet rigtig meget for mig. Det er en fortælling om at være transkvinde, der rent faktisk bliver spillet af en transkvinde. Det, Ellie fortæller om – hvordan hun oplever det, og hvordan hun har det med sig selv – passer meget godt med mine erfaringer. Historien er både rigtig sørgelig og rigtig empowering, og den minder en om, at man bare skal være sig selv.«

Sasja ønsker ikke sit efternavn i avisen.