Læsetid: 4 min.

Tage Erlander blev den længste og mest effektive politiske parentes i Sveriges historie

Sveriges længst siddende demokratiske leder tog mål efter den virkelighed, på hvis grundlag han byggede folkehjemmet, mens han ofte mindede mere om en akademisk lærd end en klassisk socialdemokratisk fører
Sveriges længst siddende demokratiske leder tog mål efter den virkelighed, på hvis grundlag han byggede folkehjemmet, mens han ofte mindede mere om en akademisk lærd end en klassisk socialdemokratisk fører
3. august 2018

Efter en sammenkomst på Stockholms Grand Hotel steg landsfader Per Albin Hansson natten til den 6. oktober 1946 ombord i den sporvogn, han som vanligt tog til hjemmet i Ålsten. Da han lidt senere stod af, faldt han om ramt af et hjertestop.

Få forestillede sig, at den folkelige Per Albin, Sveriges anker i krise- og krigstid, folkhemmets grundlægger, hvis død nu udløste landesorg, kunne erstattes.

Om nogen kun af socialminister Gustav Möller, hvis indsats i lige så høj grad som Hanssons havde præget den svenske model fra vugge til grav. Nu stod afdødes jævnaldrende Gustav Möller parat.

Endnu færre end få forestillede sig, at Möllers udfordrer på posten ville blive den 45-årige kirke- og undervisningsminister, akademikeren Tage Erlander, der godt nok var en dygtig minister, men som i den grad var Albin Hanssons og for den sags skyld Gustav Möllers menneskelige modsætning.

De to var af gemyt og fremtræden selve den svenske personificerede folkelighed. Möller talte, så folk forstod ham:

»Hver bortødslet skattekrone er tyveri fra folket.«

Per Albin mindede mest om en festlig biperson i en af de utallige svenske, meget folkelige folkekomedier – før Ingmar Bergman.

Ikke desto mindre tabte favoritten Möller snævert efter et bittert partiopgør.

Tage Fritiof Erlander var Sveriges nye statsminister.

Livet i årstal: Tage Fritiof Erlander (1901-1985)

  • Voksede op i frisindet lærerfamilie i Värmland.
  • 1928: Cand.fil i statskundskab Lunds Universitet.
  • 1930: Medlem af Lunds Bystyre for Socialdemokratiet.
  • 1938: Statssekretær i Socialdepartementet.
  • 1944: Statsråd.
  • 1945: Kirke- og Undervisningsminister.
  • 1946: Statsminister, herefter også formand for Socialdemokratiet.
  • 1969: Trådte tilbage som statsminister og skrev op til sin død erindringer.

Mange mente, at han var en overgangsskikkelse. Der var brug for noget ganske andet i det store regeringspartis ellers så overbevisende fremmarch, en anden slags leder af det folkehjem, som Albin Hansson havde lanceret i en banebrydende tale i Gamla Stan 25 år før. Her fik svensk exceptionalisme, som man jo kan kalde landets særlighed, uddybende mæle: Kun industrifyrsterne stod over og meget lidt ved siden af den velfærdsstat, hvor ikke så mange som før havde for meget og færre gik til i alkoholmisbrug.

Afholdsbevægelsen – »soldater uden våben«, som Vilhelm Moberg kaldte dem – var en levende del af Socialdemokratiet. Afholdenhed var arbejdernes vej til magten.

Sveriges neutralitet var forudsat i en våbenproduktion på den store klinge, noget Hitler havde haft respekt for.

I alt dette måtte ukendte Erlander være en parentes.

Men i så fald blev parentesen lang – 23 år, det længste en demokratisk leder har siddet. Også lang i den forstand, at Erlander var så fysisk umanerlig høj.

Den lange Tages år

Den nye statsminister fik også hurtigt sat sig på partiformandskabet og var således placeret solidt i magtens centrum.

Unge Erlanders manøvredygtighed, overblik og koldsindighed demonstrerede han så til fulde de næste 23 år. Som regel tolerant og storsindet. Eksempelvis fastholdt han længe rivalen Gustav Möller i regeringen.

Svenskerne accepterede ret hurtigt den nye statsminister. Man anerkendte bredt den oprigtighed og lødighed, Erlander lagde for dagen.

Socialdemokratiske politikere i Erlanders generation – for så vidt den næste med – lagde vægt på traditionen bag folkhemmet-bevægelsen blandt andet i de store arbejderforfatteres værk: Ivar Lo-Johansson, Harry Martinson, Vilhelm Moberg, Eyvind Johnson, m.fl. Udgivelserne i denne guldalder i svensk litteratur formulerede baggrunden for socialdemokraternes politiske kamp for et bedre, mere retfærdigt og mere lige samfund i stadig stræben efter tryghed og afhjælpende nøden i kamp mod enorme klasseforskelle, hvor ydmygelserne fra oven og nedefter alt for ofte var druknet i snaps.

Hvad angik samfundskampen: Arbejdsgiver/arbejder, udbytter/udbyttet, kapitalmagt/dem uden arrangerede Erlander sig i, hvad man har kaldt Harpsunddemokratiet opkaldt efter den ejendom i Södermanland syd for Stockholm. Harpsund blev i 1952 skænket som landsted for statsministeren, hvortil Erlander med jævne mellemrum indkaldte arbejdsmarkedets parter samt politiske ledere fra nær og fjern. I afslappede omgivelser fandt man her løsninger – nu og da aftalt fjernt fra nysgerrige i en snart berømt robåd ude på søen.

Erlanders metode var den stædige overtalelse, hvor deltagerne ikke altid begreb statsministeren, hvis indlæg kunne gå over i en egen klukkende mumlen med et samtidigt mål af fortrinsvis – men ikke altid – venlig sarkasme. Det var en form, der også blev accepteret af vælgerfolket, der dog kunne føle sig sat udenfor, når Erlander blev lidt for underfundig.

Men målet var enkelt: at videreføre og udbygge folkhemmet trin for trin og med orden i samfundsøkonomien.

Sveriges neutralitet med sympati vestover stod aldrig til forhandling. Svensk forsvar fik, så kasketten passede; kommunister og russere stolede Erlander aldrig på. Det nordiske samarbejde på overstatsligt plan ud over Nordisk Råd omfattede han med høflig afvisende velvilje.

Nogen stor visionær politiker kan man næppe kalde Erlander.

Han virkeliggjorde en grandios idé – andres fortrinsvis – snedigt og punktligt uden store armbevægelser; tilførte løbende projektet dynamik i grundigt gennemtænkte træk. Den særlige stats- og regeringsform, der udviklede sig i de 23 år med administrative statssekretærer, understregede ministrene som de store linjers folk, der skaber fremtiden. Da Erlander besøgte Jens Otto Krag i København og så den danske statsministers dagsorden, udbrød han forskrækket:

»När får ni tid at fundera?«

Erlander funderede som regel grundigt og længe.

Belært af erfaringerne fra det bitre partiformandsopgør i 1946 forberedte han sin egen afgang med den afløser, som han ønskede placeret vænnet til tjansen ved passende opgaver. Således fik den unge kommunikationsminister Olof Palme ansvaret for, at Sverige overnight skiftede fra venstre- til højrekørsel.

Da dette gik som smurt, lå arvegangen klar, Tage Erlander kunne i 1969 trække sig tilbage til sin æresbolig og skrive et seks bind langt erindringsværk i tryg bevidsthed om, at tryghedssamfundet var på skinner.

Lykkeligvis for Erlander oplevede han ikke mordet på Olof Palme – tragedien og tegnet på sprækker i folkhemmet.

Serie

30 suveræne svenskere

Efter vores kanon over tysk kultur og russisk kultur portrætterer Information nu 30 svenskere, der suverænt har formet ikke blot svensk kultur, samfund og selvforståelse, men som også har formet, inspireret og forandret os her over Sundet – med blandt andet botanik, pop, poesi, film, politik, dramatik, ulovlig streaming og billige møbler.

Seneste artikler

  • På grund af Astrid Lindgren vokser de fleste skandinaviske børn op i Småland

    17. august 2018
    Astrid Lindgren måtte svigte et barn, da hun nærmest selv stadig var et. Måske var det derfor, hun altid blev anfægtet på børns vegne. Og derfor hun altid opfandt en Søndeneng, et Nangijala, en Mattisskov, hvor de kunne sejle med deres barkbåde, kæmpe mod drager, synge som en nattergal, mødes med de underjordiske og bestemme over deres egen skæbne
  • Gunnar Ekelöf skabte sit eget ensomme kongerige i skandinavisk litteratur

    17. august 2018
    Den svenske digter Gunnar Ekelöf var sine læseres bedste ven, digternes digter, forskernes udfordring og tænkernes inspiration. Og så lærte han os at stole på ensomheden, lytte til naturen og være samtidige med oldtiden
  • Gud skabte – Linné ordnede

    17. august 2018
    Præstesønnen fra Småland skabte et sprog til at benævne den levende verden, indførte en slags arternes ligestilling og pegede frem mod Darwins evolutionslære 124 år senere
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Maj-Britt Kent Hansen
  • David Zennaro
Maj-Britt Kent Hansen og David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer